A winter of imaginations

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2015
  • Opdateret: 19 dec. 2015
  • Status: Igang
Harry troede aldrig at han skulle bruge sin jul på at følge en fremmed persons digte, der med et uheld blev glemt i lejligheden, Harry har købt. Hun troede aldrig hun skulle møde en velkendt dreng på caféen, hvor hendes kræftramte far tilbragte sin sidste dag i offentligheden for fire år siden. Laura L.P.'s julekalender 2015.

15Likes
8Kommentarer
1902Visninger
AA

9. ❅ 8. december, 2015

8. december, 2015

Harry Styles

 Rastløs går jeg tættere mod pigen, der er ved at gøre noget, som ingen andre lægger mærke til.

”Hey, synes du det der er nogen god idé?” siger jeg med en bestemt stemme, og kigger med et tomt blik op på pigen, der er i gang med at træde op på broens gelænder. Hvis ikke det var fordi hun så så smuk og yndig ud, da hun før stod og kiggede beundrende ud på verden, havde hun sikkert bare været endnu én på broen. Men jeg lagde mærke til hende. Selvfølgelig gjorde jeg det.

 Hendes blik vender hurtigt mod min retning, i ren chok, som hun sikkert ikke havde regnet med, at nogen ville stoppe hende. Stoppe hende fra at enten at stå deroppe eller faktisk hoppe udover.

 Gud, ligesom pigen beskrev i brevet, at hendes far gjorde.

-  Eller, at han i hvert fald fantaserede sig det – eller så var det måske hende, der faktisk fantaserede sig, at hendes far tænkte på at hoppe ud.

 ”Hva pokker,” hvisker jeg så, med en anelse forvirring i min stemme. Pigen, jeg stod før og betragtede, er ikke en hvilken som helst fremmed pige. Det er pigen, der for en dag siden, faldt ind i mig midt på skøjtebanen.

 Hvad kan dog have gjort, at hun lige pludselig ender op på Londons berømte bro, hun er i gang med at springe ud fra – måske er.

 

Timer tidligere

 

 8. december 2011 ~ Tower Bridge, steder hvor vi kunne hoppe ud. Sætningen har hjemsøgt mig lige siden i morges, hvor jeg skulle til at åbne endnu en konvolut op, men blev afbrudt af min mobil, der ringede. Vi havde åbenbart gennemgang i dag til vores koncert i morgen, som jeg havde glemt alt om. Jeg har været så fokuseret på de her breve. På de her følelser. På den her fremmed persons privatliv.

 Jeg kan ikke stoppe nu – der langt vej igen, det ved jeg, men jeg føler mig tættere på sandheden end nogensinde før, og jeg bliver mere og mere begavet og fanget i digtene. Fanget i ordene.

 

 Efter to timer på stedet, hvor vi i morgen skal give koncert for nye og gamle fans, forlader jeg endelig alle med et tilfredsstillet smil og bevæger mig mod min egen lejligheden. Jeg glæder mig helt til at komme hjem og få lavet en god kop te, mens jeg åbner brevet.

 Så jeg skynder mig igennem Londons travle trafik og parkerer på parkeringspladsen, før jeg halvløber over vejen. Jeg råber et hurtigt hej til fyren, jeg er begyndt at snakke mere og mere til, der går med ryggen væk fra mig. Han vender sig om og hilser hurtigt, da han ser, at det er mig.

 Ved han endnu ikke, at jeg er selveste Harry Styles? Tanken får mig til at grine, som elevatordøren lukker i og jeg kører op mod min ønskede destination, jeg har savnet, siden jeg tog afsted i morges.

 

 Jeg kan hører uret tikke helt inde fra garderoben af, hvor jeg lige har skiftet til en brun silketrøje, der går ned mod bukselommerne. Jeg har også taget et nyt par sorte skinny jeans på, da jeg følte, at de andre lugtede en lille smule.

 Teen får en sjat mælk tilsat og tebrevet ryger hurtigt ned i skraldspanden, der hænger under vasken. Jeg sætter mig ned på en af barstolene, mens jeg i en kort stund bare sidder og nyder mig selv.

 

8. december 2011

Tower Bridge

Med et enkelt kig ud over byen,

og et enkelt kig ned mod vandet,

ved jeg allerede godt

hvilken tanke der befinder sig inde i dig.

 

Med et presset hoved,

og en smadret krop,

holder du fast i gelænderet

og drømmer dig hoppende udover.

 

Med fantaserende tanker,

og i et håb om et bedre liv ud over kanten,

kigger du på mig med et svagt blik

og jeg vender tilbage med et lille smil.

 

”Vil du med?”

spørger du drømmende om,

men jeg ryster på hovedet.

Selv efter al den smerte jeg har båret

og min tunge rygsæk der snart er fyldt op.

”Nej.”

 Brevet får virkelig mine tanker til at flyde rundt i en stor sø, og jeg har svært ved at fange de rigtige. Jeg kan ikke finde ud af, selv efter jeg har læst det to gange, om det virkelig skete, at faren sprang udover, eller det er noget, der bare er fantaseret.

 Digtet ligger meget op til, at det kun er noget pigen tænker, men jeg kan stadig ikke være hundrede procent sikker. Det gør mig bekymret, men jeg får hurtig en ny idé.

 

 Jeg skynder mig at hive min elskede Macbook op ad min lille arbejdstaske, og søger hurtigt på Tower Bridge. Jeg kigger hurtigt inde på Wikipedia, i tanke om, at der måske står, hvem der har begået selvmord på broen før – eller hvor mange.

 Men da jeg ikke finder noget bestemt brugbart i øjeblikket, søger jeg igen på Google efter dødstal på broen.

 Jeg kommer ind på en nyhedsside, hvor jeg kan se en masse forskellige artikler, der har sammenlignet mine nøgleord fra før. Dog handler de artikler, som jeg lige gad og gå ind på, kun om arbejdsulykker eller andet, men intet om selvmord på broen.

 Så jeg pakker mine ting sammen, drikker de sidste af den smagsfulde te og bestemmer mig for at få noget frisk luft. Heldigvis bor jeg kun seks minutter væk fra broen, så det bliver ikke være så svært at komme dertil.

 

 Jeg går i blandt en masse mennesker, der hver især har deres eget humør. Jeg ser på kærestefolk, der er i gang med at hænge låse på broen, og jeg ser på andre der tager billeder af byen eller dem selv og deres nærmeste.

 På broen er der en masse busser, biler og taxier hele tiden, og det er som om, at menneskebefolkningen er blevet større end for ti minutter siden. Jeg lister mig næsten igennem hver en skulder, i frygt for at blive opdaget mere end jeg allerede er blevet.

 Da jeg når længere ind på broen, ligger jeg mærke til en pige, der med hænderne på broens side, kigger betragtende ud over vandet. Et lille smil hænger på hendes læber, og helt fra her hvor jeg står, kan man nærmest mærke hendes suk.

 Også sker der noget uventet. Hun tørrer sig selv på kinden, før hun trækker den ene fod op på gelænderet og hele situationen ændrer sig lige pludselig drastisk.

 

 Rastløs går jeg tættere mod pigen, der er ved at gøre noget, som ingen andre lægger mærke til.

”Hey, synes du det der er nogen god idé?” siger jeg med en bestemt stemme, og kigger med et tomt blik op på pigen, der er i gang med at træde op på broens gelænder. Hvis ikke det var fordi hun så så smuk og yndig ud, da hun før stod og kiggede beundrende ud på verden, havde hun sikkert bare været endnu én på broen. Men jeg lagde mærke til hende. Selvfølgelig gjorde jeg det.

 Hendes blik vender hurtigt mod min retning, i ren chok, som hun sikkert ikke havde regnet med, at nogen ville stoppe hende. Stoppe hende fra at enten at stå deroppe eller faktisk hoppe udover.

 Gud, ligesom pigen beskrev i brevet, at hendes far gjorde.

-  Eller, at han i hvert fald fantaserede sig det – eller så var det måske hende, der faktisk fantaserede sig, at hendes far tænkte på at hoppe ud.

 ”Hva pokker,” hvisker jeg så, med en anelse forvirring i min stemme. Pigen, jeg stod før og betragtede, er ikke en hvilken som helst fremmed pige. Det er pigen, der for en dag siden, faldt ind i mig midt på skøjtebanen.

 Hvad kan dog have gjort, at hun lige pludselig ender op på Londons berømte bro, hun er i gang med at springe ud fra – måske er.

 

 Jeg trækker mig selv ud af mine egne tanker, som jeg frygter hun faktisk har tænkt sig at træde op med den anden fod, og hiver fat i hende.

 ”Giv slip,” hviner hun, men kun højt nok til at jeg og to-tre andre hører hendes kommanderende stemme.

 ”Nej, du skal ikke hoppe ud fra broen, mens jeg står og kigger på. Du alt for smuk til det,” fortæller jeg hende.

 Way to go, Harry. ”Du alt for smuk” bla bla bla, jeg er ligeglad med alt andet, bare du smuk. For pokker da også…

 ”Åh, fedt-”

 ”Jeg mente det ikke på den måde, undskyld. Men lad være med at hoppe, lad være med at risikere dit unge liv, på en dum fejl.” Hun kigger dybt ind i mine øjne, før hun igen bryder øjenkontakten og kigger forvirret rundt.

 Jeg tror ikke rigtigt, at hun ved, hvad hun selv har gang i.

 Hun nikker så til mig, og mimer et lille det er okay. Jeg nikker selv, for at bekræfte, at hun har taget mod min undskyldning, og lægger mærke til, at jeg endnu holder pigen tæt mod min krop. Jeg er bange for at give slip. Men ikke fordi, at jeg tror hun vil hoppe udover, men fordi hun giver mig en mærkelig, varm følelse i kroppen. En følelse, der gør, at jeg glemmer alt i et øjeblik og kulden, der stadig fryser Londons befolkning til.

 

 Et grin placerer sig på mine læber, som jeg stadig holder pigen i hånden – jeg endnu ikke har navnet på, selv efter vi har mødtes de to samme steder nu –, og kigger op mod den hvide himmel, hvor de tusinde af store forskellige snefnug danser ned mod jorden. Ned mod broen, hvor jeg lige nu har reddet en piges liv på.

 ”Sne,” hvisker hun begejstret og kigger op. Hendes meget mørke hår bliver overfaldet af de mange hvide snefnugs, og et rigtig pigegrin sniger sig igennem hendes læber.

 Et endnu bredere smil hænger sig på mine egne, som jeg iagttager den bekendte piges handlinger. Hun lader de små snekrystaller lægge sig i hånden på hende, mens hun ser dem tø til vand og venter så på nogen nye skal ramme.

 

 ”Jeg må hjem,” siger hun så, efter en kort stund, hvor vi begge bare har kigget rundt. Alle andre mennesker på broen ser ligeså glade ud lige nu, som vi gør. Sneen daler stadig.

 ”Nej, du skal i hvert fald ikke alene hjem.” Bestemt kigger jeg ned på den yndige pige, med de flotte chokolade farvet øjne. Hun kigger lidt rundt; ligner en, der leder efter en god sætning, der kan modsige min.

 Men jeg håber ikke, at hun finder nogen, for jeg har ikke lyst til at give slip på hendes søde smil, hendes chokolade farvet øjne eller det yndige ansigt endnu.

 ”Kom, lad os finde et varmt sted og få noget godt at drikke. Måske på vejen kan vi finde din samvittighed,” griner jeg lavmælt det sidste for mig selv, men hun hører det. Jeg er en smule bange for, at hun nu vil lukke mig ud og blive sur, men hun griner med på min dårlige joke og nikker så, før hun går i samme retning som jeg.

 

Er jeg den eneste der dør en lille smule indeni?

Hvilken af de indtil videre publiceret kapitler kan I bedst lide? Eller har I specielle moments I bedst kan lide?

Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...