A winter of imaginations

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2015
  • Opdateret: 19 dec. 2015
  • Status: Igang
Harry troede aldrig at han skulle bruge sin jul på at følge en fremmed persons digte, der med et uheld blev glemt i lejligheden, Harry har købt. Hun troede aldrig hun skulle møde en velkendt dreng på caféen, hvor hendes kræftramte far tilbragte sin sidste dag i offentligheden for fire år siden. Laura L.P.'s julekalender 2015.

15Likes
8Kommentarer
1888Visninger
AA

8. ❅ 7. december, 2015

7. december 2015

Harry Styles

 Humøret er højt iblandt os alle. Jeg griner med på Gemmas historie, der handlede om en fremmed dame som besøgte hende tidligere på ugen. Personen vil så åbenbart ikke gå før Gemma bedte Gud om nåde, fordi hun troede hun var sadist, og damen var sikker på, at hun havde hørt hende slå på folk i lejligheden om natten.

 ”Det er dejligt, at I begge kunne komme til middag,” siger mor så ud i det blå, som hun vender tilbage til stuen med te og kager. Vi begge smiler til hende, og hendes mand tager armen rundt om hende. Man kan tydeligt se, at ikke nok med at de passer sammen, så føler mor sig hjemme hos ham. Hos ham er hjem for mor, når vi ikke er her. Jeg er glad for, at de er lykkelige sammen.

 ”De vil komme til hver en tid, Anne.” Jeg bedårer deres forhold, og vil endda ønske jeg en dag kommer til at opleve en pige i mine hænder, mens hun føler jeg er hendes safehouse. Hendes hjem.

 ”Hva, jeg så du skal optræde i dag, uden du har sagt noget, kiddo,” siger Robin så og får drejet samtalen, og ikke mindst hele den rolige stemningen, der havde lagt sig over os.

 Jeg griner ad hans kommentar, og Gemma begynder så at skrige, som om hun er vildt spændt, selvom hun overhovedet ikke skal med.

 

 Vi får sat os rundt om det lange, brune bord. En masse lækker mad står foran os, og med tomme tallerkner og sultende maver, går vi alle i krig, mens samtalerne begynder at starte endnu engang.

 Jeg elsker at være hjemme. Jeg elsker min mors mad, for det er noget af det bedste i verden. Jeg må sige, at jeg selv synes, at jeg er en okay god kok, men mors mad…. Ja, det slår nok mit med garanti.

 Men herhjemme er der så roligt, og du kan være hel nede på jorden med dine nærmeste, uden at de bekymrer sig om, hvad der står på side to i avisen i denne uge, eller hvilken sladder der fylder ørene i denne måned. Herhjemme kan man være sig selv, uden at blive dømt af millioner af andre mennesker, der altid ved så lidt af den sag de absolut skal udtrykke sig så meget om.

 Herhjemme kan jeg være Harry og ikke selveste Harry Styles.

 

 ”Ja, det siger du jo,” griner Gemma, mens hun fylder munden endnu engang med pasta og kylling. Jeg smiler smørret, før jeg igen kigger overbevisende hen på mor og Robin.

 ”Det er sandt nok, jeg har endda set ham i fulde højde.” Gemma ruller øjne ad mig, før hun klasker mig på skulderen og kigger irriteret hen på dem.

 ”Det var så faktisk en overraskelse, at I skulle se ham i næste uge, tak, Harry,” siger hun surt til mig, med en bestem stemme. Det får mig til at grine endnu mere. Vi begge to ved godt, at hun ville holde Frederic hemmelig i så lang tid som hun overhovedet kan komme til. Og siden hun sidste gang afslørede min hemmelighed, så gætter jeg vel bare det er lidt karma her.

 ”Bare rolig, Gemma. Det er sådan her søskende opfører sig,” forklarer jeg hende med en sød stemme, mens jeg næsten skærer de sidste ord ud i pap.

 ”Jeg må indrømme og sige, at jeg har savnet os samlet,” griner Robin. Jeg skærer min mad ud, før jeg putter det i munden og hører Gemma snakke imens.

 ”Jeg må indrømme og sige, at min lillebror har fortjent en tur ned i sneen, når den nu engang ankommer til London.”

 ”Som om du overhovedet ville turde det. Vi ved godt, hvem der er størst og stærkest i mellem os to her.” Vi stirrer på hinanden, indtil Gemma blinker med øjnene og vi begge smiler. Det er noget vi plejer at gøre, når vi begge vil have ret, og den der blinker først, har tabt.

 Robin giver min mor et klem i hånden, mens hun sidder og ryster grinende med hovedet af os.

 Bare rolig, Robin, det har jeg også.

 

❅ ❅ ❅

 Koncerten gik godt, og jeg er endnu en dag rigtig taknemmelig for at være en del af denne gruppe, for at have dette liv og for min familie.

 Heldigvis er klokken kun blevet fem, og det er tid til at vi skal i bad, skifte tøj og bagefter ud og spise med mange af vores nærmeste fra vores store crew, der har været her i lang tid og fulgt med os hver eneste dag, som fra i dag går på juleferie. Få andre bliver og holder os i gang indtil den 19. december, hvor vi alle tager ferie. Efter den 19. december har vi officielt tid af i et halvanden år.

 Et halvandet år, hvor vi stadig hører med i gruppen One Direction, men ikke arbejder inden for gruppen. Et halvandet år, hvor jeg kan gøre lige hvad jeg ville, og jeg må indrømme at sige, at det både skræmmer og glæder mig. Nu har jeg været vant til at få planlagt min dage, få skrevet ned hvor og hvad jeg lavede i sidste uge, og fået hjælp til næsten alt ting, fordi uh nej, vi må ikke gøre det uden nogens ansvar eller folk der holder øje med os.

 

 Jeg går, sammen med drengene, igennem de skrigende råb og masse paparazzier ud af bygningen, vi for fyrre minutter siden optrådte i. Jeg vinker ud til dem alle og håber alle ser, at jeg vil dem kun det bedste og at jeg står, hvor jeg gør, på grund af dem.

 Det sygt alt det de gør for et lille billede, der skal forstås helt forkert, og på den måde kan de få en højere lønforhøjelse eller blive promoveret i deres job. På den måde får de en forskruet historie, om et eller andet nyt, eller på en eller anden måde har en eksklusiv insider lige pludselig. De snarere sig helt ned til den sidste detalje og ligger gemt bag diverse skraldepande, planter og fremmedes huse.

 Alt det, for at fremme vores privatliv på alle tænkelige måder – både godt og dårligt, og jeg glæder mig til, at andre mennesker bliver meget mere værdifuld at følge efter.

 

 Vi skåler endnu engang omkring de to lange borde, og føler os alle sammen bekvemme og velkomne i aftenens begivenhed. På alle sider og alle hjørner bliver der roligt snakket igennem, glas bliver blidt slået mod hinanden og grin bliver fordelt rundt i det store lokale.

 Maden er super god og talerne er lange og fængende, når diverse vigtige folk slår på glasset og rejser sig op.

 Jeg kommer til at savne dette specielle sammenhold, som vi har fået til hinanden igennem årene.  

 Jeg kommer til at savne Liam og hans faderlige råd, vores hyggelige snakke og rolige aftener i byen.

 Jeg kommer til at savne Niall, der er så irisk, at det kan blive irriterende. Hans altid høje humør og hans passion for at smage min mad og blande sig i alt, vi andre drenge gør.

 Jeg kommer til at savne savne Louis’ irriterende kommentarer og hans nogen gange barnlige opførsel, men mest af alt vores forbudte nætter og de mange sjove minder.

Mest af alt kommer jeg til at savne One Direction og alle vores medfølger bag scenen, og når jeg tænker over det, så tror jeg ikke helt, at jeg er klar til at give slip på dem alle sammen og alt det der følger med i et halvandet år. Ikke allerede.

 

❅ ❅ ❅

 Jeg trækker på skuldrene og gnider mine hænder op ad hinanden. Endnu et grin forlader Liams mund, og et smil danner sig på Louis’ blå-lilla læber.

 ”Du jo værre end Zayn,” griner Louis og skøjter rundt om den faldende Niall. Han ligger småirriteret og kæmper sig op igen. Jeg rækker en hånd ned til ham, og hjælper med at få hans tunge krop løftet op.

 ”Du jo værre end Zayn,” siger Niall på en rigtig fornærmet, pigemåde, før han igen er på farten. Jeg ryster på hovedet ad ham og begynder så at skøjte med Louis rundt.

 ”Hallo?” siger han så lettere irriteret, og stopper op med det samme. Jeg kører en smule for langt, da jeg endnu engang blev fordrevet af mine egne tanker. Jeg har ikke kunnet stoppe med at tænke på dagens digt, på dagens event og alt andet, jeg har gået og tænkt over hele dagen. Jeg føler mig næsten som en filosof.

 ”Er du okay,” spørger Louis om endnu engang, jeg valgte bare at ignorerer ham første gang og ikke svare.

 ”Ja.”

 ”Spar mig, Harry, vi alle ved godt, at det her nok kommer til at tage hårdest på dig,” siger Louis så, mens han lægger hænderne på mine skuldre. Jeg kigger ham ind i øjnene, før jeg så nikker.

 ”Det bliver så mærkeligt, så anderledes. Men ja, jeg skal nok blive okay med det,” fortæller jeg ham. Et smil breder sig på Louis’ læber og han mumler et lille kom her til mig, før hans arme er omkring mig. Et rigtigt broder-kram bliver delt i mellem os, og jeg er så glad for, at jeg nogensinde har lært Louis at kende. Tænkt, hvis jeg ikke skulle tisse den dag før min audition.

 

 Vi har gået kort rundt herinde i Winter Wonderland, som kun er i London om julen. Jeg elsker det, og har faktisk været her hvert år. Men i år føles det anderledes. I år er jeg her ikke totalt frivilligt, men fordi det stod i digtet. Hun har været her, sammen med hendes far.

 Liam besluttede sig for, at vi alle skulle ud og skøjte, selvom vi tidligere lovede Niall ikke at gøre det. Han er virkelig elendig, men vi fik ham overtalt.

 

 Som jeg lige skal til at skøjte den anden vej, og væk fra drengene, bomber en person ind i mig, der skriger lavt og er lige ved at falde ned mod den kolde, faste is. Jeg griber fat under ryggen på personen og redder pigen lige inden hun rører den hårde is.

 Forpustet kigger hun mig op på mig, og hurtigt falder jeg væk i de mørke chokolade farvet øjne. Hendes små læber breder sig en lille smule, før de falmer helt ned igen, og først nu lægger jeg mærke til hendes våde kinder.

 ”Er-” Jeg skal lige til at spørge indtil hende, men bliver hurtigt afbrudt af hende, da hun vikler sig ud af mit greb, der reddede hende fra den hårde is, og rejser sig helt op.

 ”Nej,” svarer hun mig, som om hun allerede ved, hvad jeg vil spørge om.

 ”Jeg er ikke okay,” fortæller hun mig så, mens hun endnu engang tørrer sine røde, våde kinder af.

 ”Skal du have hjælp?” Hun kigger forbavset på mig, før hun tager en dyb indånding og samler læberne.

 ”Jeg må løbe. Tak for at redde mig, undskyld for at bombe ind i dig.”

 ”Det gør skam intet,” svarer jeg lavmælt, mens jeg ser hende nikke småt på hovedet, før hun forsvinder ud blandt ukendte mennesker igen.

 Så vi to, der ikke er helt okay.

7. december 2011 ~ Winter Wonderland, stedet hvor skøjterne gled rundt på isen.

7. december 2011

Winter Wonderland

De brugte skøjter på fødderne,

de kolde hænder i lommen,

de tilfrosset kroppe

og de glade smil på læberne.

 

De endeløse grin,

de små og store mennesker,

de mange lege rundt på pladsen

og de mange boder med alverdens ting sælgende.

 

De varme retter og drinks,

de små og store karruseller,

det søde smil på hans tørre læber,

det beskadige hjerte i hende

og kommer de nogensinde hjem i live?

Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...