A winter of imaginations

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2015
  • Opdateret: 19 dec. 2015
  • Status: Igang
Harry troede aldrig at han skulle bruge sin jul på at følge en fremmed persons digte, der med et uheld blev glemt i lejligheden, Harry har købt. Hun troede aldrig hun skulle møde en velkendt dreng på caféen, hvor hendes kræftramte far tilbragte sin sidste dag i offentligheden for fire år siden. Laura L.P.'s julekalender 2015.

15Likes
8Kommentarer
1894Visninger
AA

7. ❅ 6. december, 2015

Jeg er frygtlig ked af det! Hvorfor har jeg ikke opdateret, tænker du nok. Det er søreme fordi jeg er ramt virkelig hårdt af sygdom lige siden fredags, og har brugt det meste af tiden i sengen. Jeg har slet ikke kunnet komme på nettet eller noget, for jeg har været total smadret.

Jeg er stadig syg, iiih, men I skal altså ikke snydes hele ugen for jeres kapitler!

6. december, 2015

Harry Styles

 Jeg tager et sidste kig i det aflange spejl, retter lidt på den lyseblå skjorte og trækker så den lange, sorte jakke udover, før jeg igen sætter mig blidt på den redte seng og hiver så kassen frem, jeg begynder at blive så bekendt med.

 Det er den sjette december, og jeg skal sammen med drenge, til en velgørenhedsfest om cirka ti minutter. Der skal vi synge to-tre sange, ligesom få andre kunstnere osse er blevet udvalgt til. Det er ikke noget vi som sådan plejer at gøre til velgørenhedsfester, men vi takker aldrig nej til sådan en mulighed.

 Vi møder op, og er inviteret, fordi vi siden 2013 har investeret i denne velgørenhed, som skal gøre at misbrugte børn og unge finder et nyt sted at bo eller bliver i hvert fald taget hånd om. Jeg er glad for, at drengene og jeg kan gøre sådan noget, og måske også en lille smule mere glad end de andre drenge, for jeg vil da ikke skjule, at jeg også støtter op og bidrager til to-tre andre begivenheder, som har en god indsats inden for velgørenhed mod fattige, ældre og dem, der ikke får nok at spise.

 

 Jeg skimmer hurtigt konvolutten udenpå, og læser ordene for mig selv inde i hovedet.

6. december, 2011 ­~ Sankt Thomas’ Hospital, stedet hvor sandheden lurede bag læberne.

 Undrende kigger jeg ned på den halvåbne konvolut, der ikke giver nogen mening for mig. Betyder det, at han blev indlagt eller at de var forbi?

 Men jeg når ikke rigtigt at få læst digtet grundigt nok igennem, før det ringer på døren. Jeg bliver mødt af to smilende personer, der får mig til at vende mentalt med øjnene. Louis og Eleanor træder ind i lejligheden, mens deres hænder er klistret sammen med lim – skulle man tro – og går side om side ned mod det åbne rum.

 Jeg har lyst til at stikke to fingre i munden på mig selv, og lade som om jeg skal brække mig, men i virkeligheden er jeg bare total jaloux. Jeg savner, at have noget med en. Det er så langt tid siden, at jeg overhovedet var på en date. Det er bare svært når dit navn er Harry Styles, og alt du går kan findes på hver en avis, et blad eller magasin.

 

 ”Du ser smuk ud, Eleanor,” fortæller jeg hende, som jeg planter et hurtigt kys på hendes kind og en hånd rundt om ryggen. Hun fniser og takker mig, før hun selv komplimenterer mit eget outfit.

 Det er længe siden, at jeg faktisk har haft en god lang snak med Eleanor, men der har vidst været en masse problemer mellem de to turtelduer i paradiset på det seneste, så når de ikke er klistret fast til hinanden, holder jeg mig en smule i baggrunden.

 De burde til at bruge superlim, det virker i hver fald længere end skolelim.

 - Og jeg burde til at få mig en fucking bedre humor, sukker jeg og skælder mig selv ud indeni.

 ”Lad os komme afsted, Hazza.” Jeg kigger med ét op på Louis, der begynder at grine og få mig til at huske tilbage på dengang vi signeret og en kaldte mig det.

 ”Det kan du godt glemme,” griner jeg, mens jeg låser hoveddøren og ryster på hovedet. Jeg gør mig selv klar til at skulle blive filmet lige op i ansigtet, hører en masse sladrer, der ikke er i nærheden af sandheden, og en masse taler af folk, hvor halvdelen af dem kun er med, fordi det enten er god omtale eller gode penge i processen de tjener.

 For i virkeligheden har jeg allermest bare lyst til at kravle tilbage i sengen, og få læst digtet igennem, mens jeg skynder mig ud i den store verden og leder efter en person, der måske slet ikke findes.

 

❅ ❅ ❅

6. december 2011

Sankt Thomas’ Hospital

Et enkelt smil,

et enkelt knust smil.

En stemme der ødelægger øjeblikket,

og en hånd der næsten ikke kan klemme sig i min, far.

 

En enkel læge,

en enkel uforsigtig læge.

Sandheden der bliver spyttet ud,

og dagene der truer med at indhente os, far.

 

Et enkelt blink,

et enkelt langsomt blink.

Beroligende ord og små bevægelser,

og snart er vi ude fra dette helvede igen, far.

 Jeg har aldrig været inde på Sankt Thomas’ hospital før, for at være ærlig, men den første gang skulle vel ske på et tidspunkt, ikke?

 Forvirret går jeg rundt i ring to gange, før jeg endelig finder et sted, hvor en dame sidder bag en disk. Hendes computer gemmer næsten hovedet væk, men hendes halvstore krop gør, at jeg ser hende sidde der.

 Hun ligner en afrikansk dame, og da hun snakker til mig, kan man godt hører hun ikke er opvokset fra barns ben i London.

 ”Hvad kan jeg gøre for Dem, sir?” Hendes interesse er ikke fuldstændig på mig, men vi kan vel alle have en lang dag nogen gange.

 ”Jeg ved ikke, om du kan hjælpe mig, men jeg skal hører, om du har adgang til patienter i 2011?” Forventningsfuld kigger jeg ned på hende, mens jeg roligt har hænderne på bordet. Hun ryster på hovedet, før hun så får øjenkontakt med mig.

 ”Desværre, sir, vi må ikke give sådan nogle informationer ud til besøgende,” svarer hun mig. Jeg sukker, men prøver stadig at beholde mig i ro.

 ”Undskyld, men det er virkelig vigtigt,” fortæller jeg hende så og kigger med et bredt smil ned på hende. Et lille medlidenhedsblik møder mig fra hendes side af, men hun fejer det hurtigt væk og holder igen kontakt med computerens skærm.

 ”Sir, jeg må ikke give informationer ud. Det er fortroligt.” Hendes tålmodighed begynder at blive opbrugt, men det samme er min. Jeg er træt af, at gå uden svar. Der er gået en uge, og det føles allerede som fem år. Jeg vader rundt i de samme informationer, jeg har fået fra starten af.

 ”Jeg skal besøge en,” siger jeg så ud i det blå.

 ”Besøgstiden er lukket, sir. De kan komme tilbage i morgen, fra klokken seks af, der åbner den for Dem.”

 Jeg vender indvendig øjne ad den latterlige kommentar, jeg selv kom med, før jeg begynder at gå væk fra hende. Tak for hjælpen, mumler jeg til hende, men jeg tror ikke, at hun hører det.

 

 Men jeg når heller ikke særlig langt væk fra disken, før jeg vender om og kigger igen med et smil ned på den fremmede dame, der nok er begyndt at blive en smule irriteret på mig. Det er sjælendt, at det sker nu om dage.

 ”Det er min far, der har været indlagt,” siger jeg så hurtigt, med en vemodig stemme, før jeg fortryder mine handlinger. Hun kigger med en rynket pande op på mig, før hun meget diskret vender øjne ad mig.

 ”Hvad hedder han, sir?” Giver hun ind, og kigger så fra mig af og ned til computeren.

 ”Det ved jeg ikke,” svarer jeg ærligt, og et lille suk kommer fra hendes mund.

 ”Hav en rigtig god jul og tak for hjælpen,” siger jeg så til hende, for at vise, at nu skal jeg nok gå. Et lille smil breder sig på hendes læber, som om hun ikke rigtig får det at vide, og hun nikker så til mig.

 ”Gud velsigne dig, dreng.”

 

 Det var vel forsøget værd? Jeg vender øjne ad mig selv, mens jeg træder ud ad dørene til hospitalet. Endnu en dag uden nok svar. Endnu en dag uden nogen hints. Men et smil klistrer sig alligevel fast på mine læber.

  ”Det er min far, der har været indlagt…”

 ”Hvad hedder han, sir?”

 ”Det ved jeg ikke.”

  Jeg er for meget nogen gange.

 

Er jeg den eneste der blev mindet om min sidste års julekalender? #Tb, så langt tid siden nu.

Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...