A winter of imaginations

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2015
  • Opdateret: 19 dec. 2015
  • Status: Igang
Harry troede aldrig at han skulle bruge sin jul på at følge en fremmed persons digte, der med et uheld blev glemt i lejligheden, Harry har købt. Hun troede aldrig hun skulle møde en velkendt dreng på caféen, hvor hendes kræftramte far tilbragte sin sidste dag i offentligheden for fire år siden. Laura L.P.'s julekalender 2015.

15Likes
8Kommentarer
1906Visninger
AA

6. ❅ 5. december, 2011

 

5. december, 2011

Natelie Rivers

 Mandag er en travl dag for London, men ikke for far og jeg. Vi har spist- eller jeg har spist morgenmad på hotellet, før vi smuttede, også samlede vi ellers fars iltmaskine og andre ting i tasken og begyndte at gå mod dagens destinationer: Bænken og London Eye.

 På papiret, hvor far har hver dag skrevet stedet han vil besøge, har han den femte december skrevet bænken og London Eye. Undrende over det, har jeg ladet ham give mig koordinationerne frem til stedet og nu er det så mig der skal prøve at få os derhen.

 Og det brugte jeg så hele morgenen på at koordinerer og få til at give mening. Men jeg har en nogenlunde god plan. Vi skal bare til Monument arealet også må han selv spotte bænken. Ellers finder jeg en tilfældig og siger det er den, men samtidig så vil jeg fortryde det den dag han ikke er her mere. Og den dag er snart.

 

 Jeg kører rejsekortet henover det lille markeret sted og en lyd kommer ud fra maskinen, efterfølgende af de små svævedøre åbner til hver deres side.

 ”Så far, igennem med dig,” siger jeg til ham og skynder ham lidt i gennem, så den ikke når at lukke lige i bagdelen på ham.

 ”Ja ja ja,” bliver han ved med at sige, men kommer endelig om på den anden side af sikkerhedstjekket alle undergrundsbaner har i London. Jeg skynder mig at køre mit eget midlertidige rejsekort henover det grå spot og venter på at de små døre skal åbne sig for mig. Rundt om mig strømmer der andre mennesker ind og ud af fra sikkerhedstjekkende, og der lyder hele tiden et bang når de små døre åbner op og lukker.

 Jeg finder hurtigt den linje vi skal følge og de næste tyve minutter går med at få far ned ad rulletrapperne, op ad trapper og gå de lange veje, indtil vi rammer metroen vi skal med, som allerede har været der cirka seks gange i mens vi har kæmpet os igennem herned til.

 

 ”Det.. h.. spændende,” hører jeg en velkendt stemme hviske ved siden af mig, og jeg vender mig rundt for at spotte nogle af de ord han lige har sagt højt.

 ”Jamen far, du har jo kørt med metroen flere gange nu, mens vi har været her?” griner jeg, og prøver at holde mig selv i ro, da jeg ser en ældre mand stå og kigger småirriteret på min far, der er nødt til at snakke lidt højere for at man kan forstå hans stammen og utydelige ord.

 ”Jeg- bænken,” prøver han og hurtigt forstår jeg. Og jeg forstår også meningen med bænken nu. Jeg ved lige hvilken en bænk, han mener.

 Metroen kommer hurtigt frem foran os, da de kører hvert 3-4 minut, og jeg får hurtigt kæmpet min far ind, med lidt hjælp fra en kvinde, inden dørene kan nå at lukke i, også er vi ellers på farten endnu en dag rundt i London.

 

 Jeg tænder min nye iPhone 4, der ikke har været på markedet i så langt tid, og kigger på den bippende påmindelse, jeg har fået i dag: Hospital besøg d. 6 december med far kl. 12:30

 Mit ansigt falmer og jeg kigger op og lige frem, hvor jeg ser den samme kvinde, der før hjalp os ind i metroen, kigge betænksomt på mig. Hun har set hvordan jeg drastisk ændrede humør og et lille medlidenhedsblik kommer fra hende, selvom hun selvfølgelig ikke ved, hvad der står på min mobil.

 ”Vi skal på hospitalet i morgen,” siger jeg så og vender mit blik mod min far, der har hovedet bøjet lidt forover og lukkede øjne. Han holder fast med begge hænder på hans træstok.

 Jeg sukker og ryster langsomt på hans skuldre.

 ”Far. Vågn op, hvis du sover, vi skal af om et stop – vi må hellere få dig op allerede.” Langsomt får jeg liv i manden, der sover få timer om natten og tænker alt for meget på, hvornår hans sidste vejrtrækning bliver. Jeg har ondt af ham. Jeg har ondt af alle der kender ham. Jeg har ondt af mig selv, og hvad jeg udsætter mig selv for at gøre min fars sidste dage så fantastiske og uvurderlige som overhovedet muligt.

 Monument er vores stop, og jeg får hjulpet min far ud – endnu engang med en fremmedes hjælpende hånd – og vi bruger de næste femogtyve minutter på at få far op og ned ad diverse trapper og rulletrapper.

 

 Vi kommer endelig op fra undergrunden af og er så på den berømte King William Street, som er stedet vi har planlagt at skulle til. Gaden strømmer med forretningsmænd og pæne klædte kvinder, der ligner en million. Jeg holder om fars arm og kører hans iltmaskine i den anden, som har fået en ekstra lang snor, der netop gør, at jeg kan gå med den uden at den ødelægger eller at han ikke kan få den behøvede kunstig luft fra den.

 Det er mærkeligt at være i London, på King William Street i dag, for sidste gang jeg var her var far rask. Lige siden han ikke har været det, tog vi væk fra arbejdsbyen London, hvor vi boede midt i det centrale.

 Han har nu været syg i otte år og alvorligt blev det først for nogle måneder siden. Lige pludselig og ude i det blå. Ingen var forberedt på det, men alle så det alligevel komme. Han var en arbejdsnarkoman og det ødelagde ham langsomt – måske ikke udenpå, men alligevel fysisk og mentalt på en eller anden skør måde.

 Han drak altid mindst tre øl om dagen og røg gerne en cigar i pausen med kunderne eller hans arbejdskollegaer. Der var aldrig tid til spas og sjov eller udforske London som barn. Det hele gik kun op i at tjene penge, få de bedste karaktere i skolen og have et godt ry’.

 

 Jeg ser den flotte, nye bygning der er placeret lige foran næsen på mig. En bygning, som far har været ansat til at designe og været med til at planlægge. Ligesom mange andre forretningsbygninger, lejlighedskomplekser og, som han plejede at kalde dem, ”pynte-bygninger” han har været en stor del af og designet og bygget.

 Så man kan da sige at hans ry blev rigtig udbredt, godt og rigt rundt omkring alle. Hans navn er kendt og han er savnet på arbejdsmarkedet, ved jeg. Men det er lige meget, for de kan alle rende mig i numsen.

 Jeg havde aldrig en far, mens jeg voksede op, der tog mig til Buckingham Palace for at se de kongelige, eller en far, der tog mig med ud af shoppe i legetøjsforretningerne. I stedet for kom jeg med til operateater og forretningsmøder, så jeg kunne lære i en tidlig alder, hvordan min fremtid gerne skulle se ud.

 

 Så her sidder vi på den bænk, som far havde skrevet ned. Det er bænken, hvor jeg brugte mange timer på en uge og ventede på min far skulle komme ned fra hans arbejde, men der blev altid lidt ekstra tid på kontoret, så jeg sad her i længere tid. Det er bænken, som min mor og jeg har siddet på og kigget på den nu stående bygning, da den blev bygget. Det er bænken, hvor min lillebror og jeg misundte børnene der gik grinende forbi med deres mor og far i hånden, og bænken, hvor vi sad og gættede på de forbigående menneskers liv.

 Der bliver ikke sagt meget mens vi sidder her, men inde i vores hoveder tror jeg vi begge to tænker hen mod det samme: Gid han aldrig arbejdede så meget. Gid vi aldrig spildte så meget tid på alt andet end familien.

 

❅ ❅ ❅

 En bus kører os videre mod vores sidste stop på turen i dag: London Eye. Det var pinefuldt at sidde på bænken og lade som om jeg er okay med alt det i fortiden han lavede og gjorde mod vores familie. Men jeg havde ikke tænkt mig at starte en diskussion op. Ikke så meget fordi jeg ikke ønsker hans sidste tid er os to diskuterer, men mere fordi han ikke kan svare mig igen med hans stammende og rystende stemme. Det er rigtig trist og får mig i dårligt humør – men alt i dag får mig i dårligt humør, så jeg kan bare skrive endnu en ting på listen.

 

 Vi har heldigvis bestilt en bestem tid at skulle ind i en kabine, da han i øjeblikket går ind under handikappet, så vi tog det lidt som en fordel. Jeg vil ønske, at vi skulle stå i kø i flere timer og jeg hang på skuldrene af ham. Men den tid er for længest tabt.

 Der er ikke mange inde i den kabine vi selv kommer ind i, men jeg er ret taknemmelig for stolen de har givet far at sidde på, mens vi kører hele vejen rundt om hjulet. Endnu en ting at strege af på hans dødsliste som det i realiteten faktisk er. I hvert fald en ønske-dødsliste…

 Jeg vender stolen ud mod den ene side af London og får far sat ned, når vi kommer lidt højere op i luften.

 Selv sætter jeg mig ned på gulvet, med ryggen til ham, og finder mit tomme papir frem til i dag og den sorte tusch. Jeg er ligeglad med de tre ældre mennesker omkring mig, der alligevel bare står i det ene hjørne af kabinen og er helt væk i Big Ben. En tåre forlader mine vandfyldte øjne.

 Jeg zoomer helt ud og ind i mig selv, mens jeg med korte sætninger og lange ord får skrevet dagens digt.

5 december 2011

London Eye

Vi træder ind i det berømte hjul

De siger alle sammen;

”flyv så højt op og glem alting deroppe”

Men selv svævende i luften

hiver jeg efter vejret og ser min syge far foran mig

De siger alle sammen;

”herop er der så klart”

Men for mig bliver tingene mere sløret

og jeg vælter rundt i de forkerte følelser.

Men far,

far han er så begejstret

og han prøver endnu engang at løfte de svage læber opad

trist ser jeg på hans endeløse kamp.

 

Forgæves prøver han at give mig et kys i håret

og hviske hvor glad han er for at være heroppe.

Men jeg nikker alligevel,

peger overrasket til den ene side

sandheden er bare at min sensation var falsk

og i det øjeblik du vender din næsten livløse krop om

lader jeg en tåre trille ned ad kinden,

mens jeg ønsker mig ned på jorden igen.

 Papiret, med få våde pletter på, folder jeg pænt halvt over og finder konvolutten frem, som jeg ligger det ned i. Med tungen slikker jeg forsigtigt henover det klisterende sted og lukker så konvolutten helt i. Jeg skriver dato og stedet uden på forsiden.

 5. december, 2011 ~ London Eye og bænken, stedet hvor den første tåre kom frem fra sit skjul.

Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...