A winter of imaginations

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2015
  • Opdateret: 19 dec. 2015
  • Status: Igang
Harry troede aldrig at han skulle bruge sin jul på at følge en fremmed persons digte, der med et uheld blev glemt i lejligheden, Harry har købt. Hun troede aldrig hun skulle møde en velkendt dreng på caféen, hvor hendes kræftramte far tilbragte sin sidste dag i offentligheden for fire år siden. Laura L.P.'s julekalender 2015.

15Likes
8Kommentarer
1900Visninger
AA

5. ❅ 4. december, 2015

 

4. december, 2015

Harry Styles

 Drengene vækker mig tidligt fredag, ved at ringe på døren klokken halv ni om morgenen fordi de mener det er klippe klistre dag. Så jeg grinte ad dem og ventede på de skulle gå igen, men deres ansigter blev seriøse, og de fjernede mig fra døren og gik selv ind.

 ”Te?” spørger jeg om, som jeg selv står og hælder den varme, grønne te op i min store kop. Liam nikker ja, mens Niall og Louis ryster på hovedet

 ”Ka-ka-o bedte vi om,” svarer Louis mig så, mens han rejser sig fra stolen og går hen mod køkkenet.

 ”Og jeg bad Gud om en lang dag i sengen, men jeg gætter vel på, at vi alle ikke kan få, hvad vi ville.” Han griner kort af mit svar, før han så stopper og kigger seriøst på mig.

 ”Jeg laver det bare selv,” siger han så og går om på den anden side af køkkenbordet.

 ”Jamen det gøre du da bare,” griner jeg og sætter mig ned ved spisebordet. Posen, som de havde med op, er hældt ud på mit nye runde bord. Posen er en, som vi hvert år gemmer til næste år. Deri er alle saksene, de forskellige farvede papir, skabeloner og andre juleting vi skal bruge.

 Liam takker for tekoppen og drikker så en lille slurk af den meget varme te. Jeg finder min iPhone frem og får sat julemusik i gang i højtalerne.

 

 Niall har været nede for at hente grankogler, ler, julebånd og lys, så vi kan få lavet lidt af alt. Vi har siddet i nok snart to timer og snakkede om gode tider, grint over grimme udklippede figurere og skændtes over, at jeg skulle have det hænge oppe, og at det var mig, der valgte vi skulle være her i år.

 ”Shake up the happiness, wake up the happiness, shake up the happiness, it’s Christmas time,” stråler vi med på Trains julesang, der med fulde brag raser ud af mine ophængte højtalere. Saksen har jeg for længest lagt ned i posen, da jeg hurtigt gav op. Heldigvis er drengene begyndt selv at blive utålmodige og ubrugt, så der startes så småt med at rydde lidt op, før vi begynder at hænge de forskellige (knap så pæne) ting op.

 Mistelten er kommet op ved enden af gangen indtil det store rum, som vi lige nu er i, og selv inde på mit kontor har vi sat nogle ting.

 Dog mangler der stadig en del op pyntning, da jeg også har en masse juledekorationer fra det gamle hus af. Også er det her kun ting lavet ud af papir, silke og andre små ting. Jeg glæder mig til, at vi skal finde træet, der skal stå her i alrummet.

 

 ”Med ekstra skinke i min!” råber Niall til mig over musikken, og en tommelfinger, der peger opad, holdes i vejret.

 Som den næste sang spilles færdig, og jeg får lukket de otte sandwichs til os drenge, kæmper vi alle fire om en plads i sofaerne og starter Netflix op. Heldigvis har jeg fået fat i fjernbetjeningen denne gang.

 ”Home alone?” spørger jeg om, og uden brok eller nogen lang diskussion, nikker de ja til filmen og den startes op.

 De otte sandwichs bliver hurtigt skiftet ud med popcorn, der har været en tur inde i mikroovnen og nu er landet i hver vores sultende munde. Med grin og godt humør i blandt os, fejrer vi tiden sammen, inden vi skiller os ad i 2016 i noget stykke tid.

 Ikke nødvendigvis går vi fra hinanden, men vi trænger bare til en længeventet pause fra alt.

 

 ”Det havde du aldrig gjort!” griner Louis og ruller med øjnene. Niall forsvarer sig endnu engang, mens han fortæller om alle de skumle planer, som han ville have udført, hvis han var en del af Home Alone.

 Hurtigt blander Liam sig ind i diskussionen, og smilende står jeg tilbage i køkkenet, mens jeg vasker glasskålen af.

 Jeg gætter vel på, at vi ikke kan være sammen uden en diskussion.

 

 Som tiden hurtigt forsvinder væk under mine fødder, kommer jeg lige pludselig i tanke om dagens digt. Digtet, som jeg aldrig fik en chance for at åbne om morgenen, efter jeg skulle have sovet langt ud på eftermiddagen.

 Jeg rejser mig fra bordet, hvor vi endnu engang sidder og planlægger ting, som vi skal nå at gøre færdig inden februar.

 ”Hvad skal han?” hvisker Niall nærmere forvirret, og mens jeg med ryggen til dem forsvinder væk, ruller jeg alligevel øjne ad ham. Jeg er her faktisk…

 Lyset tænder, som jeg trykker på den grå kontakt og jeg finder under sengen den hvide kasse frem. Deri ligger det femte brev, som jeg nu skal læse.

 ” 4. december, 2011 ~ Buckingham Palace, steder hvor vi mindes om hjemmet,” læser jeg højt for mig selv, før jeg tager kassen under sengen og begiver mig ud til drengene igen, der helt har glemt at jeg gik.

 ”Det er brevet fra december den 4, 2011,” fortæller jeg dem, mens jeg sætter mig ned og vifter med brevet foran mit hoved. De nikker så og kigger lettere forvirret på det.

 ”Har du tænkt dig at læse det højt?” spørger Liam så, og jeg nikker.

4. december, 2011

Dronning Elizabeths palads

Vi kommer med på turguide nr. 7

paladset er så stort og rummeligt

og tænk vi kun ser mindre end en fjerdel af stedet.

De udstillede pyntede rum fanger mine øjne;

den kongeblå malede tapet

der minder mig om farven på Lillebrors dynebetræk,

den gamle træstol med fine udskær i benene

der minder mig om fars lænestol i stuen,

rummet der er fyldt med kærlighed og en tryg ro

der minder mig som at være derhjemme

 

Der er ingen der havde lagt mærke til mig

eller far der går rundt med sin stok og iltmaskine.

Der er ingen der havde lagt mærke til mig

og mit bristende hjerte

eller mine åbne sår på håndleddet,

”Vi står i samme hus som dronningen lige nu”

griner far og en gnist tænder sig i øjnene.

De andre vender sig om og pinligheden tager over

 

Jeg lader som om jeg ikke kender ham

men min hånd i hans afslører hemmeligheden

og med et skævt smil kigger jeg tilbage

og gemmer mig længere væk ned i jakken,

mens jeg ønsker han vidste

at dronningen slet ikke bor her

og at hun er i Frankrig i øjeblikket

 ”Hvad venter vi på? Lad os dog komme afsted?” Hovederne drejes alle mod Nialls retning, der sidder med et kæmpe smil på læben.

 ”Hvad?”

 ”Jamen, altså, var du ikke i gang med at finde frem til personen? Og som jeg husker det, så har du fulgt de andre breve, så hvorfor allerede stoppe på den fjerde dag,” griner Niall lavmælt. Vi diskuterer lidt frem og tilbage, før vi alle sammen står i entréen og er i gang med at få overtøj på.

 Jeg fatter ikke selv, at jeg har sagt ja til, at de må komme med. Men så igen: Hvad kan der gå galt ved at de komme med en enkelt dag?

 

❅ ❅ ❅

 Der var ingen turguide nr. 7, da vi ankom, men klokken var også allerede tæt på de fem stykker, så vi valgte bare den næste der gik i gang. Og endnu engang blev vi mødt af andre fans på turguiden, som også skulle med ind i.

 Men som Liam også altid siger, så kan vi ikke skærme vores liv af, fordi at vi bliver mødt af fans flere steder vi går. Og han har i den grad ret, som næsten altid.

 

Vi kommer ind i små, forskellige rumme. Jeg har ikke lyttet til en eneste ting guiden har sagt, da jeg kun har ventet på at vi kom ind i det nævnte rum i brevet. Jeg frygter lidt, at det ikke er her i dag. Mit humør er ikke ligeså højt, som det var i formiddags, da vi missede den vigtige turguide tidligere, hvilket har gjort, at jeg muligvis heller ikke finder personen i dag.

 Men som det er tænkt, kommer vi endelig frem til værelset med den kongeblå tapet, der mindede hende om sin Lillebrors dynebetræk. Træstolen, med de fine udskær i benene, der mindede om sin fars stol i stuen. Og hun har ret: Her er der en tryg ro og en form for varme.

 Jeg har lyst til at sætte mig i stolen, men lader være med det, som jeg har været zoomet ud fra omverdenen i nok flere minutter, og turguiden er i gang med at runde forløbet af herinde.

 

 Forgæves går vi ud af hoveddørene, uden nærmere svar på de fremmede digte. Endnu en dag, og jeg er ikke kommet så meget som et strå tættere på personen.

 Vi bliver mødt med skrigene piger og glimts i øjnene, som vi kommer ud i Londons vintervejr.

 

 Efter godt femten minutter siger vi farvel til vores fans og lader dem stå alene tilbage på pladsen, før vi bliver ført væk af vores bodyguards.

 Jeg sukker tungt, mens jeg retter mig tilbage i sædet og lukker øjnene.

 ”Ikke tag det så tungt, vi skal nok finde personen.” Liam klapper mig på skulderen. Og lige nu glæder jeg mig bare til at komme hjem igen.

 Som vi får kørt gennem Londons gader og snakket om en masse forskellige ting, når vi endelig min destination. Jeg giver hånd til drengene og takker for dagen, før jeg lukker døren efter mig og går ind i varmen.

 ”Hva’ pokker, halløj du,” bliver der sagt bag mig, og en hånd lægger sig på min skulder. Jeg vender mig halvt om og et smil bliver placeret på mine læber.

 ”Hi,” svarer jeg til den bekendte flinke fyr, som også bor i lejlighedskomplekset.

 ”Hvor har du været mod i dag?” spørger han om, som vi venter på elevatoren åbner sine døre op.

 ”Ude med nogle venner og se på kultur,” smiler jeg til ham.

 Elevatoren ankommer, og mens vi kører opad, fortæller han om hans dag med hans søster. Vi kommer op til mit stop og jeg råber et ses til ham, før dørene lukker igen og han kører videre op.

 Jeg har fuldstændigt glemt hans navn…

 

 Som jeg lige har hørt på fyrens dag med søsteren, bliver jeg selv i humør til at ringe til min og invitere hende hen.

 Nu glæder jeg mig til at dagen skal slutte af, med Gemma og jeg på sofaen, mens vi ser en julefilm i tv’et.

 Men som vi ligger i sofaerne og ser Tror du på julemanden, er det eneste jeg kan tænke på, er ejeren til brevene. Mon jeg nogensinde finder den mystiske person?

 

Kan I lide den indtil videre?

Retter efter fejl senere i weekenden, da jeg har en masse andet jeg skal nå denne fredag.

Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...