A winter of imaginations

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2015
  • Opdateret: 19 dec. 2015
  • Status: Igang
Harry troede aldrig at han skulle bruge sin jul på at følge en fremmed persons digte, der med et uheld blev glemt i lejligheden, Harry har købt. Hun troede aldrig hun skulle møde en velkendt dreng på caféen, hvor hendes kræftramte far tilbragte sin sidste dag i offentligheden for fire år siden. Laura L.P.'s julekalender 2015.

15Likes
8Kommentarer
1903Visninger
AA

1. ❅ 30. november, 2015

Jeg dedikerer den til min højtelsket farfar, der nok får sin sidste jul i år efter kræften har overtaget hans krop. Digtene i historien er opdigtet – turen til London er opdigtet. Selve historien er fiktion og de ikke-opdigtede personers karakterer er nogle egenskaber jeg selv har fundet på.

30. november, 2015

Harry Styles

 Kulden overrasker mig endnu engang, som jeg træder ud ad den sorte Range Rover og skynder mig at åbne en af bagsædedørene op. Jeg får stablet to, store flyttekasser op på hinanden og smækker døren i igen. Mine lange krøller blæser hver sin vej i vinden.

 Parkeringspladsen ligger på den anden side af min nye lejlighed, jeg endelig fik overtaget i dag – selvom jeg skulle have den i sidste måned, men altså, hvad end. Problemet er ikke større end det – jeg fik bare et forlænget, hyggeligt ophold hos Gemma.

 ”Forbandet kulde,” mumler jeg og skynder mig endelig over vejen, efter jeg har stået og kigget fra højre til venstre alt for mange gange nu. Jeg prøver forgæves at åbne den store glasdør op med albuen.

 ”Kan jeg hjælpe?” En rusten stemme får mig til at fjerne albuen fra stålhåndtaget, og jeg vender hurtigt mit blik den anden vej.

 ”Ja tak,” siger jeg til fyren med de sorte, firkantet glasbriller og det mørkesorte hår. Han ligner en fyr, der er lidt ældre end jeg selv.

 ”Er du lige flyttet ind her?” Bliver der spurgt om, som vi begge kommer ind i den relative store indgang, hvor der i højre side af siddeareal. Jeg nikker til fyren og han nikker så selv.

  Der lyder et hurtigt ’bling’, og skydedørene til elevatoren åbner op. Jeg vil lade ham først gå ind, men han gør gestus med hænderne, til at jeg skal træde ind, så det gør jeg.

 ”Jeg er lige flyttet ind på ottende sal,” siger jeg så, som han trykker på tiende plan. Han nikker så et ’okay’ og presser så otte tallet indad.

 

 Der bliver ikke snakket mere mellem os to på vej op, men det er også okay, for jeg ved ikke helt, hvad vi skal snakke om. Vi begge står lige frem og kigger på den lukkede elevatordør. Jeg kan ikke lade være med at smile. Tanken strejfer mig, at han ikke ved, hvem jeg er.

 Måske jeg skulle synge en lille sang for ham?

 Et smil breder sig på mine læber, og heldigvis åbner dørene sig for mig, så det ikke bliver akavet når han engang vil opdage en total fremmede står og smiler ud i den frie luft.

 ”Vi ses vel omkring,” siger jeg så med et bredt smil og gnisten i øjnene. Han nikker og kommer med et ’helt sikkert, man’, før dørene lukker i igen.

 I korte sekunder står jeg bare og kigger på stedet hvor elevatoren lige har været.

 

”Hej, du ved nok ikke hvem jeg er, men jeg er Harry Styles og synger What makes you beautiful.” Grinende går jeg hen ad gangen og brokker mig indvendigt ad mig selv. Hvor er det typisk jeg står smilende tilbage, når fremmede ikke ved hvem jeg er, og tænker, hvad jeg skulle have sagt, for at de vidste, hvem jeg er.

 Jeg bukker mig ned og sætter kasserne på det mørkeblå gulvtæppe og finder så mine nye lejlighedsnøgle frem. Jeg skal helt sikkert have mindst to kopier af den…

 

 Metaldøren åbner op og jeg får samlet kasserne op igen. Den bredde entré møder mig med en kold brise, og sukkende falder mit smil af læberne.

 Jeg får lukket døren igen og går ned ad gangen, hvor jeg på vejen går forbi to døre på venstre side og en dør for enden af den højre sides væg.

 Det moderne gråhvide køkken ser næsten helt splinternyt ud, men hvis jeg husker rigtigt, så blev lejlighedsarealet også renoveret tilbage i 2013.

 Det bredde island bord, hvorpå vasken er i den ene side og mine to nye stål barstole er på den anden side, stiller jeg de to kasser på. Jeg elsker køkkenet, der har det store dobbelt metal køleskab, med massere af flot granit bordplade ved siden af. Henne for enden af væggen er selve ovnen med komfuret over den. Også er det bare et bonus at der er et island bord, som gør at jeg også kan spise mad heroppe på mine barstole.

 Rummet er fyldt med nye møbler og en masse brune kasser i forskellige størrelser, men det der fanger mit blik, er udsigten jeg har fået mig.

 Forbi kasserne og de endnu ikke brugte møbler forsøger jeg mig og går så helt tæt på de lange, høje glasvinduer, et panorama der viser udsigten ud over en smuk del af den travle by, London.

 Tilfredsstillet tager jeg mine røde, tørre hænder i bukselommerne og nyder jeg endelig har bosat mig et sted, hvor jeg tror, jeg bliver lykkelig at bo og være.

 Et stort hus var lidt for ensomt.

 

❅ ❅ ❅

 Sam Smiths Have yourself a merry little christmas strømmer ud af mine nye opsatte højtalere, og jeg har allerede ondt af naboerne – selvom jeg prøver at beherske mig selv, men højt musik er lige min stil. … og at synge dagen lang.

 Jeg har fået samlet min hvide kommode, der skal være under mit svævende tv, der er blevet installeret af en af mine gode venner tidligere i dag. Min lange, grå sofa står med siden til det store vindue, da tv’et kun kunne komme op på den væg der var fri for glasvinduer.

 Helt selv har jeg også fået samlet det runde, hvide bord, med de hvide stole der passer til.

 Så kort sagt, så er de fleste møbler sat klar til brug i det store åbne køkken-stue-spiserum.

 Jeg har endda også været ude på toilettet og sat mine produkter ind i skabet, der gemmer sig bag spejlet.

 

 Soveværelset fik jeg gjort klar i går aftes, da jeg tog et smut forbi med vennerne for at vise stedet frem. Glad hopper jeg ned i sengen og tager en længeventet pause. Smilende kigger jeg op i det mørke loft og glæder mig over, at endelig tilhører denne moderne lejlighed mig.

 ”Gud,” sukker jeg så, og rejser mig fra den ellers så komfortable seng, jeg har ejet i flere år, men stadig føles som om den blev købt i går.

 Jeg åbner skydedøren og tænder på stikkontakten. Det primært store garderobeskab (aka walk-in-closet) bliver lyst op til både højre og venstre. Her er intet tøj lagt ind endnu og kasserne med tøjet er her heller ikke.

 Jeg kommer ud i gangen og går ned mod køkkenet, hvor jeg finder en klud frem – som min mor faktisk købte til mig, fordi jeg ikke havde nogen, og mente det var yders vigtigt at have – og gør den våd med lunkent vand.

 Med en halv varm klud i den ene arm og en af spisestolene i den anden bevæger jeg mig tilbage til det mindre rum end soveværelset og begynder at støve af i de mange skuffer og plader der er. Jeg gør stangene rene, hvorpå jeg i fremtiden vil hænge mine skjorter og vigtige trøjer.

 Der er stille i lejligheden, og det eneste jeg hører, er et irriteret støn fra mig selv, som jeg står på spisestolen og prøver at nå helt op på de øverste hylder, som er møg beskidte.

 

 Jeg får rykket lidt på stolen og gjort kluden ren før jeg bevæger mig videre i rummet og finder endnu et højt spot.

 ”Av,” stønner jeg, som min hånd banker ind i noget, og når jeg får løftet mig selv op på tæer og kigger op på en af de øverste hylder, opdager jeg en hvid kasse, hvorpå der stor skrevet nogle ord med sort tusch.

 Med et forvirret ansigtsudtryk får jeg rykket kassen ud af hylden og hopper ned fra stolen. Jeg efterlader al min rod i walk-in-closet og sætter mig så ned på tomands sengen.

 En masse støv har samlet sig på kassens top, hvilket får mig til at puste det væk som man altid ser de gør på film, men fortryder hurtigt når det kommer over det hele – inklusiv ind i mit hovedet.

 ”Ew, jeg hader støv.” Viftende prøver jeg ihærdigt at fjerne støvet fra luften og da det nogenlunde lykkes, putter jeg igen al min opmærksomhed ned på den mystiske, hvide kasse, der i højeste grad ikke tilhører mig selv.

 

 ”Digtesamling fra år 2011,” læser jeg højt og bliver endnu mere forvirret og spændt over, hvad der gemmer sig i kassen. God man, 2011?!

 Er kassen glemt her?

 Langsomt åbner jeg kassen op og smider låget ved siden af mig på sengen. Låget er ved af ryge ned, så jeg skynder mig at fange det og opdager så endnu en tekst på bagsiden af låget.

 Fars sidste jul.

Helt organiseret ligger der en masse lukkede konvoluter ovenpå hinanden. På den øverste står der skrevet: November 2011 ~ dengang det hele for alvor gik ned ad bakke og mit hjerte sank dybere og dybere væk.

 Med meget store øjne og en rynket pande tager jeg konvolutten op ad kassen og læser, hvad der står på brevet under det første: 1. december, 2011 ~ Saint Pauls’ Cathedral, stedet hvor vi bad til Gud.

 ”Sygt klamt,” hvisker jeg, som jeg får trukket min iPhone 6s op ad lommen og ser det i dag er den 30 november 2015. Fire år siden de her breve enten blev lukket og gemt eller skrevet.

 Jeg beslutter mig for at åbne det første brev op i al nysgerrighed, og føler mig lidt ondsindet, da jeg sidder lige nu og roder i andres privatliv.

November 2011

Hvordan skal jeg forklarer hvor ondt det gjorde indeni?

Som når du stikker dig på en roses torn

Som når du skærer dig på en skarp kniv

Det gjorde ondt at høre

Det gjorde ondt at modtage.

 

Kræften har overtaget din krop

og lægerne fortalte os det fordi du ikke har gjort,

din sidste jul ligger i vente

dine sidste vejrtrækninger er talt

og nu når du aldrig at se lillebror vokse op

 

Mor lovede dig at gøre lige hvad du ville.

Det eneste du vil er at rejse til London de næste 24 dage

med mig i din svage hånd

og ’pis på helbredet’

kører vi mod din ønskede destination

 

Nu håber jeg du overlever alle dage

nu håber jeg du kommer hjem og siger farvel til resten.

Jeg tager den glade maske på

og gemmer følelserne væk

og prøver at huske alt ikke handler om mig

 

 Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal føle lige nu, efter jeg har læst det. Men jeg læser det igen; og igen; og igen; og igen. Og mit hjerter det banker lidt hurtigere og mine øjne svier en smule.

 Hvem end der har skrevet det her, så er det på en eller anden måde rigtig rørende. Jeg fornemmer det er en pige, men samtidig så kan jeg ikke være sikker overhovedet, for der er hverken noget navn eller hint til hvem, der ejer eller har skrevet digtene.

 

 Min iPhone begynder at gentage en lyd, og jeg skynder mig at finde den frem igen, for at se en besked tikke ind på skærmen.

 Hey bro, mødes til morgenmad hos dig i morgen, ya’?

Jaja, overtag bare mit seje køkken allerede. (;

Jeg svarer hurtigt mit irisk bandmedlemmer tilbage og låser så skærmen igen. Forvirret over den nye information brevet gav mig, finder jeg det næste brev frem, hvorpå der stod 1. december. Jeg åbner det ivrigt op og læser et nyt digt.

1. december 2011

Saint Paul’s Cathedral

Jeg er hel rolig udenpå,

jeg er hel stille indeni

eller det er i hvert fald hvad jeg fortæller mig selv.

Jeg sidder på den tredje række

far sidder en foran

”Gud, giv mig tiden at nyde”

ordene bliver hviskende bedt

og knap kan jeg høre dem.

 

Mit bristende hjerte og hans kraftesløse krop

hans hænder der rystende møder hinanden

og det hvide ansigt, der signalerer hans svaghed

han beder endnu engang Gud om nåde.

 

Vi har ikke engang kræfter nok til at lege turister

og det er kun den første dag ud af mange

jeg klemmer mine varme hænder sammen,

tager en dyb indånding

mens jeg beder Gud om forladelse.

 

 Det begynder at gå op for mig. Jeg sætter sætningerne sammen fra det første brev og ordene begynder at give mening. Det her må være en fars datter/søn, der har tilbragt 24 planlagte dage i London efter farens ønske. Jeg vælger at lige brevene rodet ned i den ukendte, hvide kasse igen og gemme den under sengen, før jeg vader ind i soveværelsets toilet og gør med sengeklar.

 Skal jeg fortælle drengene det i morgen? Og hvad skal jeg overhovedet gøre med brevene? De virker så personlige og sørgelige – ejeren må vel være ked af det over at have mistet dem. Måske ved personen det overhovedet ikke?

 ”Så mange spørgsmål jeg stiller mig selv, som ingen kan svare mig på. Jeg må finde frem til ejeren,” fastlægger jeg til mit spejlbillede og hælder så vand i ansigtet fra den løbende vandhane.

 

Yay! så er der forsmag på årets julekalender fra mig af!

Håber I vil følge med i denne, forhåbentlige, lidt anderledes julekalender!

Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...