A winter of imaginations

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2015
  • Opdateret: 19 dec. 2015
  • Status: Igang
Harry troede aldrig at han skulle bruge sin jul på at følge en fremmed persons digte, der med et uheld blev glemt i lejligheden, Harry har købt. Hun troede aldrig hun skulle møde en velkendt dreng på caféen, hvor hendes kræftramte far tilbragte sin sidste dag i offentligheden for fire år siden. Laura L.P.'s julekalender 2015.

15Likes
8Kommentarer
1883Visninger
AA

4. ❅ 3. december, 2015

 

3. december, 2015

Harry Styles

 3. december, 2011 ~ Tate Modern Art Gallery, stedet hvor vi så modsætningen af os, læser jeg for mig selv indeni og vender konvolutten om. Jeg skal lige til at åbne op, men min spillende iPhone stopper mig i at gøre det, så jeg lægger brevet på natbordet og tager imod opkaldet.

 ”Det’ Harry,” siger jeg som det første.

 ”Halløj, Harry, skal bare sige vi har ændret tiden for i dag med hensyn til jeres optræden for radio stationen,” bliver der meldt til mig. Jeg nikker, selvom han ikke kan se mig nikke.

 ”Okay, hvad tid mødes vi så?” spørger jeg om og et hurtigt svar bliver givet igen.

 ”Klokken halv 2. I skal interviewets kvart over 2, så kom til tiden, ikke.” Vi snakker hurtigt færdig om de nye informationer Eric giver mig, inden jeg endelig kan ligge på igen.

 

 Jeg kommer først rigtig ud ad sengen lidt over ti, hvilket ikke irriterer mig så meget. Jeg får taget et længeventet, varmt bad og bagefter dufter mig til med aftershave og rent tøj. Jeg putter et sort-hvidt plettet hovedbånd i håret og håber det holder mine lange krøller væk fra ansigtet, før jeg redder min seng nogenlunde og tager iPhone og brevet med ud i køkkenet.

 Hurtigt får jeg smurt en bolle med ost og fundet et glas med koldt vand frem. Jeg går med et rask tempo ind på mit kontor, og sætter mig ned på den komfortable, mørkebrune kontorstol.

 Min tallerken stiller jeg på det samme farvet kontorbord og tænder min stationære iMac op.

 

 Jeg får lavet lidt arbejde og ryddet op i min kalender og lignende ting de næste tre kvarters tid, før jeg igen rejser mig og slukker bordlampen og computeren, men stopper så mig selv i at gå ud af rummet, da jeg opdager brevet for i dag.

 Hurtigt sætter jeg mig tilbage ned i stolen og åbner endelig brevet op. Jeg får tændt en anden bordlampe på bordet og drejer den hen mod brevet, så jeg bedre kan læse det.

3. december 2011

Tate Modern Art Gallery

Spændt, forventningsfuld og glad tager far billetten.

Hurtigt bliver vi enige om stedet:

Her er så flot

så nyt

og så moderne.

Her passer alle ind,

undtagen far og jeg:

To knuste porcelænsdukker

der hver især skjuler de ulykkelige følelser indeni

der hver især skjuler sig bag den glade maske.

 

Masker der begynder at knække adskillige steder

og følelser der truer med at komme frem fra skjulet,

men jeg gætter vel på

at vi i os selv er kunst nok

på den tragiske og sørgelige måde,

Så jeg spørger en medarbejder

Hvor knust kunst hører hjemme.

 En blanding mellem vemod og begejstring fylder mit sind. Jeg kigger en ekstra gang brevet igennem og læser teksten om. Det her er nok det bedste indtil videre, bliver jeg enig med mig selv om.

 Som jeg læser det for tredje gang i gennem, begynder jeg at mærke hendes følelser indeni; umådelige triste følelser. Eller det føler jeg i hvert fald, så jeg hæver paraderne og slukker alt lys i værelset, før jeg vader ud derfra.

 

 Jeg kører mod den nærmeste parkeringsplads, der bliver lige bag Mansion House undergrundspladsen.

 I mine lommer gemmer jeg på dagens digt, min iPhone og mit nøglebundt. Jeg krydser Londons travle gader igen i dag, med de mange turister på hver side af vejen. De brune læder handsker holder mine hænder varme og hovedbåndet håret væk fra ansigtet, mens vinden blæser fra hver sin side af. Solbrillerne sidder stramt mod næsen, og efterlader sikkert også et mærke senere i dag, men jeg gør alt for ikke at trække opmærksomhed lige nu.

 Jeg tjekker hurtigt konvolutten igennem, for at være sikker på at digtet hører til i dag, og at jeg er taget det rigtige sted hen. Jeg bliver mødt af en lun varme inden for dørene, jeg lige er gået igennem, og opdager hurtigt hvor mange mennesker der er her i dag.

 

 Jeg betaler for en billet, der er gyldig i de næste halvtreds minutter. Jeg får takket damen og samlet mine ting ned i min brune jakke, der er behagelig at gå med.

 Efter lidt, hvor jeg har taget nogle billeder af stedet og kigget på forskellige moderne udstillinger, finder jeg brevet frem og åbner det op.

 De har ret: Her er så morderne, så nyt og flot. Der må godt nok været sket meget herinde siden 2011, for det der var moderne på den tid, er måske ikke lige så moderne i dag.

 Men om alle passer ind her i dag, det vil jeg nok ikke mene. Måske, at to halvsmadrede porcelænsdukker vil passe mere ind her i denne tid, da det er blevet det nye in at gøre hinanden sønderknust og have dårligt selvværd i dag, end det var dengang. I hvert fald, så har samfundet de sidste to år fordrejet, hvordan vi plejer at se på tingene og gør dem. Nu er kravene højere oppe end skyerne – og helt derop kan være svært at nå. Dengang var det iPhone 4 – i dag er det iPhone 6s Plus.

 

 Længe tid efter jeg får undret mig nok om de to forskellige tider, der alligevel ligger så tæt op af hinanden, rejser jeg mig fra den tilfældige bænk og går mod en arbejder, jeg endelig spotter gå forbi i de store fyldte rum, jeg er i lige nu.

 ”Undskyld?” Jeg får den unge kvindes opmærksomhed.

 ”Ja, hr.?” svarer hun og kiggede spørgende på mig.

 ”Hvor hører knust kunst hjemme?”

 ”I al fald ikke hos os.”

 

❅ ❅ ❅

 Jeg bliver mødt af smil og glade hoveder, når jeg træder indenfor i studiet, hvor vi senere i dag skal have et radio interview og synge en akustisk version af vores nye single ’Perfect’.

 ”’Ey, Harry!” Louis møder mig med vores sædvanelige håndtegn og jeg går bagefter rundt og hilser.

 ”George og Juliet er I klar?” bliver der råbt af nok deres manager, producer eller hvem end det lige var. De begge nikker og gør fra den lille lounge og videre ind i deres studie, hvor en sang lige er blevet færdig.

 ”Drenge, jeg håber I er klar til at varme stemmerne op, for om tyve minutter optager vi jeres cover. Vi kører det nok igennem tre-fire gange,” fortæller David og går sammen med Eric et andet sted hen. Sådan her er det altid: En eller anden fortæller os noget og går bag efter sin vej, som om de har et helt liv i vente uden for dørene. Men jeg brokker mig ikke.

 

 ”Hvor har du været henne?” spørger Niall om, som Helene henter en flaske vand til os hver. Vi har varmet vores stemmer op det sidste kvarter, hvilket kan virke som lidt tid nogen gange, når man har fire umulige drengerøve at gøre godt med.

 ”Ude?” svarer jeg og prøver at lede væk fra emnet. Liam kigger skuende på mig.

 ”Har du stadig brevene?”

 ”Ja? Jeg har ikke fundet ejeren, og jeg har endda prøvet at lede,” fortæller jeg dem alle tre og sukker. Hvis bare Xenia kunne fortælle mig, at der havde boet en i lejligheden før mig for så havde alt lige nu været meget nemmere.

 ”Vent, så det betyder vel du har åbnet flere breve?” siger Louis så og kigger mistænksomt på mig.

 ”Og hvorfor skulle det betyde det?” spørger jeg forvirret om, men Louis griner bare ad mig.

 ”Fordi du skulle have noget at gå efter.”

 ”Det har jeg også, okay! Jeg blev så nysgerrig og mine hænder dirrede efter brevene. Jeg har åbnet hele fire breve nu og fulgt dem rundt i London. Det er en far, og højest sandsynligt, en pige, der har rejst til London og ser forskellige steder. Det er helt uhyggeligt at tænke på, at en eller anden har gået rundt med sådan et forvirret og ødelagt sind og ladet som ingenting, for at give hendes far de bedste sidste dage.”

 ”Hvor poetisk og alvorlig Harry lige pludselig kan blive,” griner Niall. Jeg åbner munden op, før jeg finder et smil frem og slår ham blidt i baghovedet.

 

 

 ”And if you like midnight driving with the windows down. And if you like going places we can’t even pronounce, If you like to do whatever you've been dreaming about. Baby, you’re perfect. Baby, you’re perfect. So let's start right now” sangen afslutter og der bliver stillet om til radioens værter igen.

 ”Og der havde I det så folkens! Det er drengenes nye sang, ’Perfect’, som I jo skal huske at købe, mens den stadig er tilgængelig på markedet. Men for at have en sidste snak med jer drenge, inden I smutter, så har jeg lige et spørgsmål.” Vi kigger på Juliet, der med et lille smil snakker ind i mikrofonen.

 ”Har I nogle traditioner her til jul, som I gør sammen?”

 ”Altså, vi er jo for det meste sammen med vores familie om julen, men fordi vi holder en pause her til 2016, har vi valgt at tilbringe så meget tid muligt med hinanden, vores fans og de ting vi elsker,” svarer Liam og kigger hen på George og Juliet, der nikker.

 ”Men har I så slet ikke nogen juletraditioner sammen?” spørger Juliet om igen, og prøver at få de skjulte hemmeligheder ud af os.

 ”Jo, vent!” svarer Louis og griner.

 ”Altså, jo, selvfølgelig har vi da nogle juletraditioner sammen, som vi gør hvert år! Men en vi har, som jeg finder rigtig sjov i år, er, at vi hvert skiftes til at være i hinandens hus og tilbringe tiden der og laver juledekorationer, pynter op, finder juletræet til årets hus og bager.”

 ”Så som jeg skal forstå det rigtigt; Så er I i ét hus til julen kun, som I så bytter om hvert år?” afbryder George Louis. Louis nikker med det samme og et smil plastrer sig på hans læber.

 ”Ja. Du kan lidt sige vi skiftes til at være hinandens slavere om julen. I år var det så rigtigt Nialls skyld, men fordi han altid har tusinde ting vi skal lave for ham, overvejede vi at snyde ham til det var Liams’ skyld. Men Harry, han er jo lige flyttet igen og blev super stædig hele november måned over, at vi ikke gad være hos ham, så han tog hjem til Gemma og blev og snakkede ikke med os – udover når vi skulle mødes til koncert, interview eller møde,” griner Louis og kigger rundt på os andre. De alle sidder og griner med, mens jeg selv sidder med et lille irriteret smil.

 ”Det er ikke fair!” smiler jeg så større, som de griner mere.

 ”Hvor er I så henne nu?” spørger Juliet om, mens hun roder lidt rundt på skærmen.

 ”Vi er selvfølgelig hos den lille stædige kiddo Harry,” griner Louis, og Niall skynder sig at fortælle videre om vores bagning, der aldrig går så godt.

Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...