A winter of imaginations

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2015
  • Opdateret: 19 dec. 2015
  • Status: Igang
Harry troede aldrig at han skulle bruge sin jul på at følge en fremmed persons digte, der med et uheld blev glemt i lejligheden, Harry har købt. Hun troede aldrig hun skulle møde en velkendt dreng på caféen, hvor hendes kræftramte far tilbragte sin sidste dag i offentligheden for fire år siden. Laura L.P.'s julekalender 2015.

15Likes
8Kommentarer
1886Visninger
AA

3. ❅ 2. december, 2015

 

2. december, 2015

Harry Styles

 Min krop er i dag taknemmelig for, at jeg huskede både vanter og en tyk jakke, da jeg i morges smuttede ud ad døren, og det samme er jeg. Mine hænder kan faktisk holde varmen i vinterkulden, der har ramt England hårdt.

 Gad vide, hvordan vejret var dengang? Det kan jeg ikke selv huske, for jeg havde alt for travlt med berømmelsen. Men det er mærkeligt at tænke på, at mens jeg var 18 år gammel og levede drømmen på fulde gardiner, rejste en trist og forstyrret person rundt i London med sin døende far.

 

 Jeg står i blandt en masse andre tilskuere, der alle også venter på klokken slår 11.30 og de nye vagterne vil overtage arbejdet her på pladsen. I mens jeg står og prøver at dræbe et kvarter endnu, kigger jeg grundigt rundt omkring mig, men alt jeg får set er sære blikke fra folk, når jeg kigger op og ned af dem. Hvilket nok også er rimelig klamt, når jeg tænker over det. Så jeg vender mig hurtigt om igen og lader som ingenting, mens jeg tager brevet ud af konvolutten.

2. december, 2011

Change of the Guards

Fars jubel er næsten usynlig

den er ubærlig

Få kropsdele bevæger sig kun

og jeg ser hvordan han kæmper et smil frem på de lilla læber.

 

Hans stolthed kan ses i de knuste øjne

og når han vender sine røde øjne mod mig

smiler jeg fjernt tilbage

 

Klokken slår 11.30

den ene hest bliver udskiftet med den anden

og far råber og råber, peger og peger,

prøver at få tilskuerne til at høre og se ham.

 

”Det plejede at være min far på hesten” råber han stolt

jeg er den eneste der hører hans svage stemme

og ser hvordan armene prøver at bevæge sig i vejret.

Mit hjerte slår et slag over

mit humør daler til bunds

men far virker så stolt og lykkelig i det øjeblik

så jeg undlader at fortælle ham

at farfar arbejdede som skomager

 Endnu engang læser jeg det højt for mig selv inde i hovedet, og kigger lidt rundt, for at være sikker på ingen opdager mit brev i hånden. Selvom jeg ønsker allermest at finde ejeren til brevene lige nu, så bliver de mere og mere spændende, mere triste, mere sørgelige og meget mere personlige, så min nysgerrighed overtager og jeg har allerhelst lyst til bare at beholde dem på den anden side.

 Jeg har lyst til at bruge de næste 22 dage på at jagte to fremmedes turisttur tilbage i 2011 og opleve det på den måde de gjorde.

 

 Jeg hører nogle råb og kigger ellevild op. Forvirret kigger jeg bag mig, til siden, til den anden side og foran mig i håbet om, at stemmen er faren fra dengang, men alle kigger den samme retning hen, så jeg vender mig fremad igen og ser hestene der går rundt.

 Sukkende og en smule nedtrykt lader jeg mine skuldre falde ned til kroppen. Jeg håbede lige…

 

 Skiftet sker, men jeg ligger ikke rigtig mærke til det, for jeg tror heller ikke pigen gjorde. Hun nyd i stedet for hendes fars lykkelige og stolte øjeblik, der i virkeligheden ikke eksisteret, hvis ham farfaren faktisk var en skomager, som hun nævner, og ikke en vagt herinde på pladsen.

 Det er ret trist at tænke på, men jeg har heller ikke lyst til at stoppe med at tænke over det, for det er så tiltrækkende og mystisk. Jeg kan slet ikke vente til at åbne næste brev, men jeg har lovet mig selv, at jeg først vil åbne det på selve dagen – så det er lidt mere af en overraskelse.

 

 Der går ikke mange minutter før det lille optog er færdig igen og folk begynder at gå hver deres vej eller stille sig andre steder hen.

 ”Oh my god! Det er Harry Styles!” hører jeg en pige sige højt, og et spjæt kommer igennem hele kroppen på mig, mens jeg slår øjnene op og kigger ud til begge side.

 Jeg skulle måske have tænkt det her igennem… men altså, hvornår tænker jeg det nogensinde igennem, før jeg gør tingene. (Jeg kan allerede høre Louis’ stemme hviske aldrig ind i øret på mig)

 En sød, lille pige kommer mig i møde og jeg sætter et smil på læberne. Jeg bukker mig ned i hendes højde og kigger så ind i hendes grædefærdige øjne.

 ”Jeg elsker dig,” græder hun og jeg giver hende et kram. Hendes mor kommer til stedet, og spørger om hun må tage et billede af os, hvilket jeg selvfølgelig siger ja til. Jeg er glad for, at moren spørger, husker jeg mig selv på.

 Moren får sin kuglepen op ad deres store taske, som jeg så bruger til at give min autograf på pigens arm og et stykke papir, da jeg advarer hende det hurtigt vaskes væk igen. Men hun forklarede mig dog, at hun kunne bare lade være med at vaske den, så jeg grinte og det samme gjorde moren, der så fandt et lille stykke papir frem.

 

 En pige blev til to og to blev til seks lige pludselig, som jeg tror de sociale medier fik spottet mig. Men det har jeg ikke noget i mod, når det er mine egne fans og folk, der støtter mig og mit elskede band. Også fik det mig på nogle andre tanker end kun digtene.

 

 

 Jeg slipper endelige væk fra stedet og kommer ind i varmen hos damen, der vidste mig lejligheden frem. Hun kommer op fra sin stol henne i hjørnet og møder mig med et smil.

 ”Harry Styles, hvad får Dem hertil?” spørger hun venligt om, med hendes dampende kaffekop i den rynkede hånd. Hendes gråhvide hår er sat op i en stram hestehale og hun bærer en løssiddende, sort kjole.

 ”Jeg vil høre om du kunne hjælpe mig, Xenia,” siger jeg så til hende, som svar på hendes eget spørgsmål. Hun nikker så forvirret tilbage.

 ”Med hvad dog, min dreng?” Jeg har lært Xenia godt at kende de sidste 3 år, hvor hun har hjulpet mig med boligsøgning, indrette og finde møbler. Også er hun en gammel ven af min farmor.

 ”Den nye lejlighed, ikke?” Hendes humør falmer.

 ”Er den ikke god nok? Skal vi finde en ny? Skal jeg klage?” Begynder hun at spørge om, men jeg placerer mine hænder på hendes skuldre og stopper hende.

 ”Nej nej, jeg elsker stedet,” forsikrer jeg hende om, og fjerner så igen mine hænder.

 ”Men jeg skal høre, om du kan fortælle mig, hvem der boede i den før jeg overtog den?” Hun kigger meget forvirret på mig.

 ”Jamen, søde Harry-”

 ”Nej, Xenia, jeg ved godt, at du ikke må fortælle det, hvis personen er fortrolig om det, men det er vigtigt for mig at finde ud af. Please, for min skyld?” prøver jeg at tikke hende om, men alt hun gør tilbage, er, at smile fjoget.

 ”Søde Harry, det jeg vil sige var, at ingen har boet der før dig. Kan du ikke huske jeg sagde det den første dag, vi så stedet? Men du var også så væk i stedet, så jeg tror slet ikke du hørte noget jeg fortalte dig.” Jeg smiler over hendes sidste sætning, men bliver så seriøs igen.

 ”Hvad mener du med, at ingen har boet der før mig? Det kan da ikke passe?” Hun nikker og tager en slurk af sin kaffe, mens jeg snakker.

 ”Jo jo, det kan skam sagtens passe, min dreng. Det blev bygget for seks år siden, men fordi det skulle opgraderes valgte man kun at bosætte folk i de første fem etager. For to-tre år siden blev det endelig renoveret og klar til at blive bosat i hele lejlighedskomplekset.”

 

 Endnu mere forvirret kom jeg ud ad døren, som jeg trådte ind ad for tre kvarter siden i håbet om nye brugbare informationer. Men det her er overhovedet ikke brugbart, for hvordan skal jeg overhovedet starte et sted henne nu, når ingen har boet der i første omgang før mig?

 Hvordan kan den kasse dog ende op i et ubeboet sted?

 

 

 Jeg kommer endelig ind i den varme stue, hvor jeg smider min søvnige krop i sofaen og kaster min Macbook op på maven af mig. Jeg tænder tv’et i baggrunden for at høre med på dagens nyheder, og begynder så at gå på Twitter og Instagram, hvor jeg tidligere i dag uploadede et billede med mig og den 9 årige pige og et billede jeg tog af pladsen med alle menneskerne, der stod og kiggede på hestene.

 Jeg skriver og sletter, også skriver jeg noget nyt og sletter lidt igen, og jeg kigger ekstra meget på billedet jeg har vedlagt ved siden af. Også er det jeg begynder at fortryde.

 Jeg kan ikke være bekendt at ligge digtene ud på nettet og spørge, hvis det er, vel?

 Ikke nok med at jeg har åbnet nogle af brevene, men så har jeg også søgt hen til stederne. Jeg har rodet i en andens dagbog og jeg har iagttaget minderne, der er blevet skrevet om.

 Folk ville sikkert begynde at kigge skævt på mig. Og hvordan vil jeg nogensinde kunne tilgive mig selv, hvis jeg faktisk finder frem til personen og ser et hjerteknust menneske, der endelig får sine allerdybeste, hemmeligste og personlige digte tilbage efter jeg har åbnet og fulgt efter dem?

 Så jeg vælger at slette den lange tekst igen fra både Twitter og Instagram og jeg får slettet billedet af et af digtene helt fra min telefon, så ingen kan se de nogensinde er blevet taget billede af.

 Jeg må på egen hånd finde personen, og jeg stopper ikke før jeg har.

 

 ”Hey, Gemma,” siger jeg ind i telefonen og mødes af en glad stemme i den anden ene af røret. Hun begynder at fortælle mig om julefrokosten hun holder i overmorgen, som hun har glemt at fortælle mig om. Også tilføjer hun også lige at man skal have en gave med til pakkeleg, som hun også glemte at fortælle. ”Glemt.”

Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...