A winter of imaginations

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2015
  • Opdateret: 19 dec. 2015
  • Status: Igang
Harry troede aldrig at han skulle bruge sin jul på at følge en fremmed persons digte, der med et uheld blev glemt i lejligheden, Harry har købt. Hun troede aldrig hun skulle møde en velkendt dreng på caféen, hvor hendes kræftramte far tilbragte sin sidste dag i offentligheden for fire år siden. Laura L.P.'s julekalender 2015.

15Likes
8Kommentarer
1890Visninger
AA

11. ❅ 10. december, 2015

10. december, 2011

Natelie Rivers

 Mor smiler glad igennem skærmen, mens hun vinker voldsomt til os. Det rart at høre hendes stemme igen efter så mange dage uden hende ved min side.

 ”Jeg savner jer sådan,” fortæller mor os, hvilket både far og jeg også gør.

 ”Har I fået sne?” spørger Niel om, og jeg ryster smilende på hovedet. Nu er vi endelige samlet igen – måske kun virtuelt, men det er godt nok for mig. Jeg var lige ved at glemme min lillebrors fregner ved næsen, som han er den eneste i familien der har. Jeg var ved at glemme, hvordan vores lejlighed i Seattle så ud. Jeg var ved at glemme hvordan det føles at være samlet alle fire.

 ”Desværre. Og det ligner heller ikke der kommer noget sne forløbelig,” forklarer jeg dem, mens de sidder og lytter. Både mor og lillebror sidder med kakao i hånden, mens far sidder med sin knap og jeg med hans iltmaske. Hvilken forskel der er i mellem os.

 

 ”Vi har lige haft besøg af farfar og Liss,” begynder Niel at fortælle mig, mens han også viser gaven de gav ham. Endnu et rumskib til hans værelse. Han er besat af dem. Men det er nu ret nuttet, det kærtegner ham bare på en sød måde.

 ”Hvad er Jeres plan for i dag?” Mor lytter med, når jeg forklarer hende, at vi skal ud til Londons akvarium, hvor vi kan gå rundt inde i en tunnel og se hajer og andre store fisk svømme over os. Vi skal se på pingviner, nemo fisk, skildpadder og endda også krokodiller. 

 

 ”´Far, tag nu og synk den pille,” prøver jeg endnu engang at overtale ham til, men han er så stædig når det kommer til de piller. Han ryster på hovedet, hvilket får mig til at sukke om synke længere ned i sengen, jeg sidder på.

 ”Joan. Tag pillen.” Jeg giver ham ikke noget valg mere efter fire forsøg, og tager glasset, der står på natbordet, frem mod ham. Han siger ikke noget, mens han åbner munden og tilfreds tager jeg pillen på tungen og hjælper ham med at synke pillen med lidt vand til.

 ”T-t-tak,” hvisker han, og jeg nikker. Det er så besværeligt, når han skal have sin pille til formiddag. Han kan ikke falde i søvn uden, for han har slet ikke lyst til det, men han skal slappe helt af, og hvis det kræver piller at sove – jamen, så må det blive piller. Jeg prøver bare at holde min far i live.

 ”Sov trygt,” fortæller jeg ham, mens jeg hjælper iltmasken ned over hans hoved og putter ham ned i sengen. Han lukker langsomt øjnene, og der begynder langsomt at blive stille i rummet.

 Et suk forlader mine læber, som jeg kigger på min sovende far. Min døende far. Nogen gange ville jeg ønske han stadig drak mindst tre øl om dagen og røg en cigar i pauserne med kollegaer. Jeg vil ønske det kun handlede om mit efternavn, de bedste karakterer og lege skjul i den kæmpe lejlighed med min lillebror. Dengang, hvor det var normalt at alt skulle være perfekt.

 

 Efter godt fem-syv minutter, hvor jeg bare har siddet stille på yderkanten af sengen og tænkt tilbage på de gamle dage, rejser jeg mig endelig op og lader min far få hans ro.

 Jeg får min brune frakke på og binder sløjfen stram ved maven. Jeg har altid elsket mode, så det har været en lille escape for mig, når alt førhen blev for perfekt. Og når alt i dag bliver for indviklet.

 Allerhelst vil jeg gerne selv bare ligge i min seng og få noget søvn, da jeg er så træt og udmattet af ikke engang søvnen kan hjælpe på det om natten. Jeg får næsten ingen, og det bliver værre og værre.

 Faktisk, så vil jeg ønske vi aldrig tog afsted.

 

❅ ❅ ❅

 Der er et eller andet smukt ved byen. Der er et eller andet smukt ved hvert et lille hus, der hænger sammen med to andre. Der er et eller andet smukt ved byens seværdigheder, byens caféer og byens mennesker, byens turister og ikke mindst byens vejr. Det skifter hele tiden, og du kan aldrig regne ud hvordan det ser ud om en time.

 Jeg finder mig selv side inde på FreeState Coffee endnu en dag, mens far ligger trygt og roligt oppe på hotellet. Jeg elsker den ligger så i centrum i forhold til Londons travle, strømmende by. Her kan du se på folk gå derude i alle retninger, folk der er på vej ned til undergrunden, folk der sidder i turistbusser og andre der bare står og snakker i telefon.

 Caféen er godt fyldt op, men heldigvis får jeg min sædvanelige plads endnu en dag, som jeg har siddet ved de sidste otte dage. Dem der arbejder her er endda begyndt at give mig en lille ting med i købet, som jeg ikke betaler for. De sidste par dage har jeg købt helt det samme; En Chai Latte med en stor croissant, der indeholder nutella, ved siden af. Deres mad ser faktisk rigtig lækkert ud, så jeg kommer her og nyder vejret, nyder travlheden udenfor og herinde og nyder stilheden ved mit eget bor.

 Jeg er endda begyndt at skrive mine digte her og koordinere hvor vi skal hen.

 

 Mit blik skifter retning hver anden minut, som jeg studerer de forskellige mennesker vandre rundt uden for de store vinduer. En lille pige, med en brun bamse i hånden, rød stofhat med en stor rød sløjfe, lang, grå frakke og sorte sko og strømpebukser holder en høj mand i hånden, der har jakkesæt og mørkt brunt hår.

 Med store øjne og en klump i halsen, holder jeg tæt om den varme kop, mens jeg holder godt øje med pigen og manden, der minder mig alt for meget om engang.

 Pigen bliver ved med at skubbe til manden og råbe ting, der gør, at han prøver at få hende til at tie stille. Igen bliver hun ved med at holde ham tilbage, men denne gang vender han sig om og bukker sig ned mod hende. Han begynder at fortælle noget, men alt pigen gør, er, at holde sig for ørene og begynde at synge la la la la la la la, og det værste ved det hele er at jeg kan høre hende synge.

 Og hun bliver ved. Og ved. Og ved. Hun begynder at vende sig mod min retning, mens hun stadig har ørene dækket til at hendes hænder og kigger lige ind i øjnene på mig, mens hun synger videre.

 Jeg prøver at dække mine øre til, men selv når jeg prøver at gemme mig i mine egne hænder, bliver pigen ved med at trænge igennem og jeg bliver mindet tilbage til en af de sværeste tider i mit liv.

 

 Døren til vores Mercedes bliver åbnet af Eric, og jeg stiger ud som den første af far og jeg.

 ”Hav en god dag, miss Natelie.” Jeg griner mit pigegrin, jeg har arvet fra min mor, og kigger op på Eric.

 ”Hov, mangler du ikke din fine taske?” spørger Eric om, mens far stiger ud ad bilen og tager i mod et opkald. Endnu en, der ringer og er vigtigere end at have en samtale med os.

 ”Gud jo!” griner jeg og kravler tilbage ind på lædersæderne, for at hive min taske frem. Eric tager i mod den, som jeg kommer ud igen og stiller mine små fødder tilbage på fortovet.

 ”Værsgo, lille prinsesse.” Fnisende takker jeg Eric, der opfører sig mere som en far for mig end min rigtige gør.

 

 Vi går gennem den travle gade, min hånd i fars. Han skubber mig mellem diverse folk, mens han snakker i telefon. Jeg er lige ved at tabe min bamse. Heldigvis når jeg at redde den og holder nu strammere om den. Tænkt, hvis jeg faktisk havde tabt den.

 ”Far, har du-”

 ”Shh,” bliver der afbrudt, og han giver mig kun et hurtigt blik, før vi igen går videre. Jeg sukker, før jeg så går med far videre igennem menneskemængden, der sikkert også er på vej til arbejde. Kaffekoppen klamrer sig til fars ene hånd, mens den anden sikrende holder om mig.

 Jeg kigger op på den store verden. Alt er så stort for mig, men nu er jeg også kun seks.

 ”Men far, de-”

 ”Natelie! Jeg snakker med en kunde, vær’ så lige stille.” Jeg vil bare spørge om han havde købt min fødselsdagsgave til i morgen. Men han er sikkert alligevel ikke hjemme.

 Jeg sukker endnu engang, mens jeg i baggrunden kan høre en bil dytte af en anden. Hvad så med ham? skal han ikke også være stille…

 ”Farvel, Hensi,” siger min far endelig og lægger røret på. Han tager en slurk af hans kaffe, før han smiler ud til verden også ned til mig.

 ”Du skal mødes med mor henne ved bænken, også smutter jeg op på kontoret.”

 ”Men far, har du købt min gave?” spørger jeg om, med et stort smil på læben. Jeg retter en anelse på min lille røde stofhue, som mormor har givet mig, og smiler fnisende til de høje, store mænd, der smiler ned til mig.

 ”Far har et stort møde i morgen, jeg har slet ikke tid til at tænke på din gave lige nu,” forklarer han mig. Jeg stopper op, hvilket gør min far trækker en smule tilbage, da han kan mærke jeg ikke går med videre. Så sukker han. Sukket, han altid sukker, når han ved at nu går det galt mellem os.

 ”Skat,”

 ”Har du ikke købt min gave?” spørger jeg ked af det om, mens jeg klamrer min bamse tættere ind mod min frakke. Mor har en magen til min, og sammen skinner vi. Det synes jeg i hvert fald.

 ”Nu må vi videre, søde skat!” Han vender sig om og tager godt fat i min hånd, mens han begynder at bevæge sig fremad igen. Han får et par enkelte blink, smil og ’hej’, som folk passerer os. Far er åbenbart en smule kendt her i London.

 

 ”Far! Lyt lige-” jeg prøver at holde ham tilbage fra at komme tættere ind mod bygningen, men nytteløst er det. Far er stærkere end mig – meget endda. Han ruller med øjnene, før han bøjer sig ned i min højde.

 ”Jeg skal møde ind nu om to minutter, Natelie, jeg skal ikke komme for sent. Og du skal videre med mor i skole.” Jeg rækker tunge ad ham, mens han prøver at sælge mig hans tale. Hans arbejde er altid vigtigere end at snakke med mig.

 ”Men far, det er fordi-”

 ”Natelie Marie Rivers, nu stopper du dit fjolleri og kommer med mig videre. Folk begynder at kigge.” Nu skal han være bange, for ih og åh folk kigger på os. Måske de kan se han er en arbejdsnarkoman.

 Jeg ryster på hovedet og slår hænderne mod brystet. Men han er ligeglad, for far rejser sig helt op igen og begynder at tage skridt videre. Jeg tænker så hurtigt jeg kan, og begynde så at holde fast om hans ben.

 ”Hvad?!” Siger han. Mens han holder øje på mig, kigger han også op på fremmede forbigående og griner fjoget, for at lade som ingenting.

 

 Jeg går uden vilje med videre, eftersom far begyndte at blive stiktosset, og når jeg siger mor, falder den første tåre ned ad kinden og jeg løber fra far og hen til hende. Mor løfter mig op i hendes trygge arme, og begynder at spørge indtil mit triste humør, som hun hurtigt kan regne ud er fars skyld. Endnu engang, endnu en dag.

 Hun siger hans navn, som hun kun gør når hun er skuffet over ham og går så med mig videre mod vores private bil.

 Det her er næsten daglig dag for os, og jeg er begyndt at blive træt af det.

 

ikke rettet igennem, er endelig blevet rask efter to uger. Tak for tålmodigheden, de mange kapitler kommer ud i løbet af de næste par dage. <3

Laura. L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...