A winter of imaginations

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2015
  • Opdateret: 19 dec. 2015
  • Status: Igang
Harry troede aldrig at han skulle bruge sin jul på at følge en fremmed persons digte, der med et uheld blev glemt i lejligheden, Harry har købt. Hun troede aldrig hun skulle møde en velkendt dreng på caféen, hvor hendes kræftramte far tilbragte sin sidste dag i offentligheden for fire år siden. Laura L.P.'s julekalender 2015.

15Likes
8Kommentarer
1900Visninger
AA

2. ❅ 1. december, 2015

 

1. december, 2015

Harry Styles

 Solen begynder langsomt at snige sig igennem de åbne sprækker i det lange, hvide gardin, der dækker for det pæne syn ud over London i det store rum.

 Mikroovnen bipper gentagende gange, før jeg orker at rejse mig selv fra den bekvemme barstol og få tallerkenen hevet ud ad mikroovnen. Den resterende pizza fra i går varmede jeg op igen og gør klar til den kan spises.

 Jeg får taget mig sammen og ligger endelig mobilen på bordet, så jeg kan gå i gang med at stege bacon, pølser og røræg – som jeg tidligere i morges kørte ud efter.

 Bollerne varmer i ovnen, og jeg er ret stolt af min egen tilberedelse jeg er i gang med at forberede for drengene, der kommer om mindre end en halv time.

 

 Lige som der bliver ringet på døren, er jeg i gang med at tage de varme boller ud ad ovnen og ligge dem op i min mors gamle brødkurv, jeg har overtaget. (ikke med min gode vilje, men jeg har nok tænkt mig at bruge den mere, end jeg vil indrømme over for hende.)

 Endnu engang ringer det på døren, og sukkende får jeg sat det hele hen på det runde bord. Folk mangler lidt tålmodighed i dag.

 ”2 sekunder!” råber jeg, og håber de hører det, mens jeg får den varme tekande hen på laminat bordet.

 Denne gang ringes der ikke bare én gang, men hele fem gange ringet på døren, hvilket får mig til at skynde mig ud i entréen og med store øjne åbner jeg døren op. Jeg bliver mødt af tre, ventende drenge, der ser ud til at have mistet tålmodigheden.

 ”I forstår godt nok ikke et ’2 sekunder’,” siger jeg til dem, mens jeg rykker mig til siden og lader dem komme indenfor.

 ”Du forstår godt nok ikke et ring på dørklokken,” svarer Louis tilbage, mens han prøver at efterligne mig. Jeg ruller øjne ad ham, mens vi begge gemmer på et lille smil, og viser dem ned i det store åbne rum.

 

 Jeg griner denne gang ad Nialls joke, som Liam overhovedet ikke forstår.

 ”Jeg giver op, du er jo fatsvag… og I, som altid tror det er mig,” griner han og skyder armene op i vejret. Han propper munden med endnu en bolle.

 ”Hvor meget skal du lige have at æde?” spørger Louis forundret om og kigger overraskende på Niall.

 ”Hey, spise – ikke æde, Louis,” svarer jeg ham.

 ”Her i lejligheden snakker vi pænt.” Han rakker tunge ad mig og kigger endnu engang på Niall, som han begynder at spørge indtil. Men jeg hører ikke, hvad de snakker om, for jeg zoomer helt ud af billedet og ind i mine egne tanker.

 Jeg har helt glemt den mystiske kasse, der tilhører en person helt tilbage i 2011. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre med de informationer, som jeg har læst mig til i de to første breve – jeg ved ikke, om jeg skal fortælle drengene det. Måske var den lagt der for at jeg skulle finde den? Måske var den til en anden.

 ”Hallo?” Der bliver klappet lige foran mit ansigt, hvilket får mig til at ryste på hovedet og kigge forvirret rundt på Liam, Louis og Niall.

 ”Undskyld, hvad?” spørger jeg fortvivlet om.

 ”Hvad er der gal med dig, man? Er du hel væk i en pige, eller hvad?”

 ”Så du ham ikke? Det kan umuligt kun være en pige han lige har mødt!” svarer Niall Louis og Liam griner.

 ”Øh, jeg er her faktisk?” Helt med vilje overdøver de min kommentar.

 ”Måske er han endelig sprunget ud af skabet,” tilføjer Liam og de andre nikker, men tænker stadig over om det er noget andet.

 ”Eller så har han ikke fortalt Anne endnu da den gamle kvinde skældte ham ud for kun at gå rundt i underbukser efter koncerten.” De alle tre bryder ud i grin, eftersom de lige har mindet mig om den nok pinligste episode i mit liv.

 Jeg slår Niall i baghovedet og han begynder at grine endnu mere. Jeg bander over dem inden i mit hovedet og rejser mig så op, for at tage vores beskidte tallerkener hen til opvaskemaskinen.

 

 

❅ ❅ ❅

”My god, Messi, er du dum eller hvad?!” råber Louis, mens Niall griner og endnu engang prøver Louis, at lave en tackling på Nialls spiller i spillet, men som alle de andre gange nu, har Niall fået bolden fra ham.

 ”Tror du ikke bare, at Niall har gennemskuet dit trick, eftersom du har prøvet mange gange nu?” griner Liam og Louis skuer hurtigt hen mod Liams retning.

 ”Er du dum?”

 ”Okay, Louis har vidst spillet nok Fifa for i dag,” griner jeg, mens jeg rejser mig fra sofaen og hiver controlleren ud af hans hånd. Han begynder at skabe sig, men hurtigt får jeg kastet den hen til Liam, som griber og griner samtidigt.

 ”Hey, giv mig den tilbage, jeg var lige ved at vinde!” råber han surt, mens rynkerne i panden kommer frem.

 ”Nå ja, han manglede kun at score seks mål for at være tæt på alle de mål jeg har scoret,” griner Niall, og begynder at råbe op, som han scorede igen.

 ”Ey! Det jo snyd, jeg kan jo ligesom ikke styre,” brokker Louis sig.

 ”Er det ikke dig, der skal forstille at være den ældre her?” spørger Liam om med et lumsk smil.

 ”Jo, på et papir. Det betyder jo ikke jeg er det mentalt, dumme.”

 Jeg ligger min hånd over Louis’ mund og kigger med store øjne og et grinende smil ned på ham.

 ”Opfører dig så ordentligt, Lou! Og tal pænt, hvor mange gange skal det siges.”

 

 Så det der skete videre var, at Louis slappede af i fem minutter, mens Liam og Niall grinte og spillede Fifa videre. Et meget pludseligt angreb kom fra Louis’ side og han tog begge deres controlleres ud af hænderne på dem og hans latter overdøv deres skuffelse og suk.

 Så jeg smed min iPhone på sofabordet, som de andre betragtede som ”fod-holdere” og hev stikket ud ad stikkontakten. Tv’et blev sort og jeg kiggede alvorligt på dem.

 ”Jeg har noget at fortælle jer.” De alle tre kiggede forvirrende efter mig, som jeg forsvandt ind i soveværelset og fandt kassen frem.

 Nu sidder vi her; de på den lange sofa, mig på den lidt kortere, der er skubbet ind til væggen. Jeg løfter endnu engang låget af den fremmedes kasse og ligger den stille ned på glasbordet foran os.

 ”Jeg fandt den her da jeg støvede af i går.” Louis kigger med store øjne hen på mig.

 ”Støver du selv af? Er det ikke det man betaler en rengøringsdame at gøre?” Jeg ruller med øjnene og ignorerer hans kommentar, som han selv begynder at smile af og sende mig et blink med det ene øje.

 ”Hvad så?” siger Niall afventende og slår Louis på armen.

 ”Det er ikke min. Jeg har ingen anelse, om hvem der ejer den og hvorfor den er her. Men jeg besluttede mig for at tage den ned og åbne den op. Indeni ligger der en masse breve med datoer på. Jeg har ikke taget alle op og jeg har kun åbn-”

 ”Vent lige, har du åbnet dem?” afbryder Liam mig og jeg nikker med et suk.

 ”Jeg vidste jo ikke hvad det var, og jeg blev seriøst nysgerrig,” svarer jeg Liam på hans spørgsmål, som han langsomt accepterer.

 ”Men, da jeg åbnede de to første – hvor der på den ene står november 2011-”

 ”Hvad! 2011?!”

 ”Hvis I kunne lade være med at afbryde hver gang jeg når to sætninger ind i historien, så gør den lidt hurtigere,” sukker jeg så og kigger en anelse irriteret på dem. De nikker så og lader mig tale videre:

 ”For at gøre det her meget kortere, så tog jeg låget af og opdagede der stod ’fars sidste jul’ på den anden side af låget. På de to breve jeg tog op ad kassen stod der en dato og et sted her i London. Så jeg åbnede dem op og I kan lige høre dem…”

 Jeg læser først det øverste brev op, som indeholder hospital besøget, hvor – hvem end de er – fik at vide faren vil dø af kræften. Da jeg er færdig, begynder jeg med det næste, hvor de sidder i en kirke her i London.

 

 ”Hvor sygt alligevel! Det jo faktisk rigtig godt skrevet. Man får næsten helt ondt af pigen.”

 ”Hvem siger det er en pige, Niall?”

 ”Det regner jeg altså også med det er,” svarer jeg Louis, og han vender med øjnene, mens et ’selvfølgelig gør du det’ forlader hans smalle læber.

 ”En eller anden må da savne dem? De lyder så personlige. Du må da afleverer dem tilbage,” siger Liam så og kigger seriøst på mig.

 ”Det jo lidt svært, når ingenting i kassen, på låget eller på/i brevene oplyser om køn, person, navn, adresse eller noget som helst.”

 ”Ved du hvad jeg synes? Jeg synes du skal besøge Skt. Pauls kirke.” De andre kigger mærkeligt på Niall, men jeg gør mig enig i hans kommentar.

 ”Jeg har også overvejet at åbne de andre også tage stederne hen – for ud fra hvad vi har læst, så virker det jo som om de har besøgt 24 seværdigheder hver dag. Måske er hun der.”

 ”Så! så havde man lige hun ind over igen,” mumler Louis. Jeg rejser mig fra sofaen og går mod ham, hvilket får ham til at grine og bukke sig nedunder en pude.

 

 

❅ ❅ ❅

 Jeg kigger i et stund op på den høje bygning, mens jeg holder to breve i min ene hånd. Brevet, fra den første december og brevet til den anden.

 Et eller andet sted indeni, har jeg ingen anelse, om hvad jeg har gang i. Men jeg føler det her er godt for mig. Måske jeg finder frem til personen? Måske jeg får noget ud af det her, end kun at være derhjemme – udover når jeg skal besøge familien og optræde.

 Hver gang jeg kommer et trappetrin op, er jeg et skridt tættere på at komme indenfor. Det er ikke første gang jeg har været her, men sidste gang var nok også da jeg var en dreng, så jeg kan ikke helt huske, hvordan der ser ud indeni.

 

 Med et forvirret sind og frysende hænder, da jeg glemte handskerne derhjemme, går jeg indenfor i Sankt Paul’s Cathedral, som den mystiske person snakker om i brevet.

 Jeg ser mig lidt rundt, men det eneste jeg rigtigt ligger mærke til, er, at der er mange brune nuancer over det hele, også interesserer det mig ikke mere, for jeg når frem til den tredje forreste række.

 Jeg kigger ned på det fire år gamle håndskrevet brev, for at se om der stor højre eller venstre side i kirken.

 Men uheldigvis er den oplysningen ikke givet, så jeg kigger til højre og opdager en nok hel familie sidde der i ro, så jeg vælger at sætte mig den på venstre række.

 ”Jeg er hel rolig udenpå, jeg er hel stille indeni - eller det er i hvert fald hvad jeg fortæller mig selv.

Jeg sidder på den tredje række, far sidder en foran. ”Gud, giv mig tiden at nyde,” ordene bliver hviskende bedt og knap kan jeg høre dem,” læser jeg lavt for mig selv.

 ”Mit bristende hjerte og hans kraftesløse krop, hans hænder der rystende møder hinanden og det hvide ansigt, der signalerer hans svaghed. Han beder endnu engang Gud om nåde.” Jeg kigger op fra brevet og en række frem, hvor jeg forstiller mig en mand med pjusket gråhvidt hår og en svag krop, der prøver at bede til Gud, men ikke helt går så godt.

 Mit humør sænker en smule og jeg føler et eller sted indeni, at jeg kan mærke - lad os sige - hendes sorg.

 ”Vi har ikke engang kræfter nok til at lege turister, og det er kun den første dag ud af mange. Jeg klemmer mine varme hænder sammen Tager en dyb indånding mens jeg beder Gud om forladelse.”

 

 Som jeg sidder i et lille stykke tid og tænker over stort set ingenting, vælger jeg at pakke brevet fint ned i konvolutten igen og opdager så det andet brev jeg også tog med.

 2. december, 2011 ~ Change of the Guards, stedet hvor vi mindes om farfar, står der på konvolutten. Det kan stadig ikke falde mig ind, at brevene er skrevet tilbage i 2011. Det er så sjælendt nu om dage, at folk skriver breve ned eller lave digte eller historier i hånden. Det er jo, hvad computeren, iPad‘en og mobilen er skabt til.

 Selve håndskriften er rigtig flot og skrevet med sort tusch. Mange tegn tyder hen på, at selve forfatteren af digtene tilhører en pige eller kvinde. Gad vide, hvor gammel personen er i dag?  

 Jeg tænker lidt over de nye opfundet spørgsmål i mit hovedet, før jeg så beslutter mig for at åbne december dag 2.

2. december 2011

Change of the Guards

Fars jubel er næsten usynlig

den er ubærlig

Få kropsdele bevæger sig kun

og jeg ser hvordan han kæmper et smil frem på de lilla læber.

 

Hans stolthed kan ses i de knuste øjne

og når han vender sine røde øjne mod mig

smiler jeg fjernt tilbage

 

Klokken slår 11.30

den ene hest bliver udskiftet med den anden

og far råber og råber, peger og peger,

prøver at få tilskuerne til at høre og se ham.

 

”Det plejede at være min far på hesten” råber han stolt

jeg er den eneste der hører hans svage stemme

og ser hvordan armene prøver at bevæge sig i vejret.

Mit hjerte slår et slag over

mit humør daler til bunds

men far virker så stolt og lykkelig i det øjeblik

så jeg undlader at fortælle ham

at farfar arbejdede som skomager

 

 Min mund bevæger sig nedad. Jeg er så forvirret; hvordan kan de her breve påvirker mig på sådan en mærkelig måde? Jeg føler næsten, at jeg var der. Jeg føler, at jeg ser faren fra skriverens perspektiv og jeg kan næsten mærke de kolde, sørgelige følelser hun/han har båret indeni på det tidspunkt.

Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...