Du Kommer For Sent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2015
  • Status: Færdig
”Undskyld” hviskede hun med en næsten uhørlig stemme. En tåre trillede ned af hendes kind, da hun træk på aftrækkeren. Det høje brag fra pistolen var det sidste hun hørte, før alting blev sort. Det her er en skoleopgave jeg skrev sidste år, men tænkte den ville passe godt til konkurrencen "Mit Hjerte og Andre Sorte Huller" valgmulighed 3. Jeg har ikke selv skrevet det sidste afsnit af historien.

0Likes
0Kommentarer
118Visninger
AA

2. Du Kommer For Sent

Markvejen strakte sig langt foran ham, som en uendelig lang stribe, der bugter sig op og ned af de utallige bakker. De gule rebs strækkede sig ud over jorden som et stort, gult tæppe, der var lagt ud over bakkerne. Indimellem kom en bil kørende forbi lidt for hurtigt. Grise-Olsens gamle piletræ tonede langsomt frem, med sine lange grene og tykke stamme. Det har stået der altid. Ingen ved hvor det kommer fra, eller hvorfor det står der, helt alene. Det er det eneste træ i mange kilometers afstand. Der går mange rygter om træet, at heksene i gamle dage brugte det til a tilkalde djævelen, eller at det var en portal til helvede. Men den værste af dem alle var den om gamle Olsen, der for mange år siden hang sig selv ved træet. Det er derfra træet har fået sit navn Grise-Olsen. Alle børn i byen var bange for træet og de fleste gik en lang omvej for ikke at komme forbi det. Men John var ikke bange, men han var nu heller ikke så lille mere. Alligevel blev han nødt til at gå hjem alene, fordi ingen turde gå forbi træet. Man sagde at gamle Olsen stadig vandrede vileløst rundt omkring træet og når månen blev fuld, kunne man se hans livløse krop dingle i et reb fra den tykkeste gren. Han gøs og skyndte sig videre. Han skulle ikke nyde noget af at møde den gamle Grise-Olsen.

 

”JOHN! ER DET DIG?” råbte hans mor ude fra køknet da han kom ind af døren.

”Nej mor, det er en indbrudstyv der tilfældigvis har en nøgle til huset!” råbte han tilbage, imens han sparkede sine gamle gummisko af. Hun grinede lidt, hvorefter hun råbte: ”Du skal ikke være næsvis unge mand!” Han rullede med øjnene og gik ind i køknet. Han satte sig på en af de høje barstole, de havde stående ved køkkenbordet.

”Hvordan er det så gået i skolen i dag?” spurgte hans mor, imens hun vendte et stykke kylling der lå på panden og stegte.

”okay,” svarede han og trak på skuldrene. Han undgik at fortælle det med Marie. Marie der var løbet grædende hjem efter det sidste frikvarter. Han undlod at fortælle om Jens, Mads og Erik der havde stået og grinet bagefter, hele klassen der bare stod og så på, da de væltede hende og begyndte at slå og sparke hende. Nogen grinede oven i købet. Han fortalte heller ikke om læreren der bare var kommet ind i klassen, mens det hele skete og bad os om at sætte os ned. Hun lagde ikke mærke til Marie der lå midt på gulvet og græd, eller gjorde noget da hun løb ud af klassen. Han fortalte ikke om noget af det, fordi han vidste hun ville skrive til læreren og at de så ville komme efter ham.

 

Med rystende hænder åbnede hun døren ind til klassen. Hun havde mest af alt lyst til bare at løbe hjem og gemme sig under dynen. Hun vidste de skulle have nye pladser i dag. Hun går med øjnene fæstnet på sine sorte Converse ind i klassen, i håb om at ingen ville lægge mærke til hende. Hun kunne mærke deres stirrende øjne hvile på hende og høre deres lave fnisen. Jens, Mads og Erik stod ovre i hjørnet, hviskede, grinede og pegede. Forsigtigt gled hun ned på den hårde stol. Bordet var dækket med små gule posters og grimme beskeder. Hun mærkede en lille tåre glide ned af hendes kind og så den falde ned på en af de gule sedler, hvor den tværede den blå blæk ud. Hun kunne høre klokken ringe et eller andet sted ude på gangen. Rundt omkring hende lød den skrabende lyd fra stole der bliver trykket hen over gulvet og en dæmpet snakken. Forsigtigt løsnede hun postersne fra bordet og samlede dem i en bunke, hvorefter hun lagde dem ned i sin taske. Hun ville brænde dem når hun kom hjem, som hun altid gjorde. Beskederne der var skrevet på bordet lod hun stå. Hun magtede ikke at viske dem ud.

Læreren kom ind og folk holdt op med at snakke. Hun kunne stadig mærke de skrabe blikke i nakken, og selvom ingen sagde noget, følte hun sig lille, værdigløs, og mest af alt følte hun sig alene. Hun kunne mærke tårende presse på. Hun så ned på bordet og kunne ikke undgå at læse de grimme beskeder igen.

”… siden af Marie” hendes hoved fløj op, da hun hørte sit navn blive råbt op. Hun havde ikke lagt mærke til at de var ved at få nye pladser. Hun så rundt i lokalet for at se hvem der var ved at rejse sig op.

 

”I kan sætte jer ved det her brod” sagde deres lære, Bodil og pegede på et af brodende tættest på de store vinduer ud til skolegården. John tog sin taske og gik hen til bordet og satte sig. Marie kom over og satte sig ved siden af hende.

”Hej,” sagde han forsigtigt og smilede let. Hun så overrasket på ham, tydeligvis overrasket over at han gad at snakke med hende. Han vidste godt at der ikke var mange der ville det, men han syntes det var synd for hende, at folk behandlede hende sådan, hvad havde hun enlig gjort, siden de var sådan efter hende?

Hun førte en lille hånd op til sit hår og førte en vildfaren tot hår om bag øret. Hun var smuk. Hendes ansigt var fint og porselænagtigt, med næsten altid røde læber. Hendes  rød/brune hår fremhævede hendes grønne øjne og lyse hud. Hun lignede næsten en dukke. Der var bare det med hendes øjne, de lyste aldrig op, men så næsten sorte ud det meste af tiden, men da han havde sagt ”hej” til hende, skete det i et kort øjeblik og forblev lyse da hun førte sin hånd på til håret. Det var der han lagde mærke til dem. Hele hendes højre håndled var dækket med lange, tynde ar.

 

Hun kunne mærke en svag varme stige op i hendes kinder. Forsigtigt så hun op på ham, men han så pludselig helt stiv og forskrækket ud. Hun så forsigtigt ned af sig selv og så til sin rædsel at hendes ærme var gledet ned, og man kunne se hendes skadede håndled. Hurtigt hev hun sit ærme ned over håndledet og så ned i bordet, da hun pludselig mærkede en hånd på sit håndled. Hans fingre hev forsigtigt op i hendes ærme. Hun havde lyst til at rive armen til sig, men der var noget ved den måde han røre ved den på, der fik hende til at lade vær.

 

Han kunne mærke de ujævne ar under sine fingre, da han forsigtigt lod dem glide ned af hendes håndled. Han anede ikke at hun følte sådan, men på den anden side kendte han hende heller ikke. Havde han bare vidst at hun skar i sig selv, havde han gjort noget.

”Jeg kender dig ikke så godt,” sagde han ”men jeg ved at ingen, nogensinde bare skal få den ide, at begynde at skade sig selv.” Han vidste ikke hvor ordene kom fra, de gled bare ud af hans mund, men han kunne mærke hendes puls stige en lille smule.

”Hvor lang tid har du skadet dig selv?” spurgte han prøvende. Han ville ikke virke påtrængende eller noget, han var bare en meget nysgerrig person, og så følte han af en eller anden grund, at han var nødt til at hjælpe hende.

”Jeg kan ikke snakke om det,” sagde hun med en forsigtig, næsten uhørlig stemme, ”ikke her, hvor alle kan lytte med.”

Han kunne mærke Jens, Mads og Eriks dømmende blikke bag sig, men var af en underlig grund ligeglad. Han var ligeglad med hvad andre mente om ham, bare han var tilfreds med sig selv og sine egne valg, var det lige meget hvad de andre syntes, han havde valgt at hjælpe Marie, der ville komme noget modstand og folk ville begynde at bagtale ham, men han var ligeglad. Han vidste han gjorde det rigtige.

”Vi kan tage hjem til mig efter skole, hvis du vil snakke?” sagde han uden at tænke videre over det. Lige da han havde sagt det, løftede Marie sit hoved. Hendes smaragdgrønne øjne borede sig ind i hans. Hun nikkede forsigtigt, som om hun var bange for at svare,

”Ja, ja det kan vi godt” hendes stemme lød stadig lille og svag, men han syntes han hørte et lille strejf af glæde og håb.

 

Da klokken ringede ud efter sidste time skyndte hun sig at pakke sammen og gik med hurtige skridt ud på gangen. Hun kunne mærke John fulgte efter hende. Hvorfor havde hun sagt ja til at tage med ham hjem? Hun havde jo allerede taget sin beslutning. Hun kunne mærke pistolen der trykkede mod hendes bryst. Hun begyndte at løbe. Ud mod markvejen og Grise-Olsens gamle piletræ. Hun så sig over skulderen. Hendes grønne øjne søgte ned af det stykke vej hun lige var løbet ned af. Solen skinnede fra en skyfri himmel og fik markerne der omringede hende til at skinne som guld. På toppen af den højeste bakke kunne hun se en skikkelse komme løbene. Hun slog øjnene tilbage på vejen foran sig. Den virkede uendelig, når man bare stod og kiggede på den, men ligesom alt andet i verdenen havde den en ende, måske kunne man ikke se den, men man vidste den ville komme på et tidspunkt. Hun kunne se piletræet et par meter foran hende. Hun satte farten op, imens det kom tættere og tættere på.

 

John så hende standse op foran det gamle piletræ. Han så hende åbne sin jakke og hive noget ud, der havde været gemt under den. Da han kom tættere på, så han hvad hun havde fisket ud af jakken. En solstråle fangede metallet og fik pistolen til at glinse. Han satte farten op til en hastighed han ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig. Han vristede sig ud af stropperne på hans skoletaske og smed den på vejen for at lette vægten.

 

Hun så forsigtigt op på ham, da han nærmede sig hende. Hun kunne se i hans skræmte ansigtsudtryk, at han vidste hvad hun var i gang med. Hun vidste at han ville prøve at stoppe hende, men hun havde allerede taget sin beslutning. Med rystende hænder satte hun pistolen op til hendes hoved. John var nået hen til piletræet og stod og stirede på hende. Hun kunne se det lille ”nej” der formede sig på hans læber, hans skræmte øjne, der bare stod og stirede.

”Undskyld” hviskede hun med en næsten uhørlig stemme. En tåre trillede ned af hendes kind, da hun træk på aftrækkeren. Det høje brag fra pistolen var det sidste hun hørte, før alting blev sort.

 

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt stadig om pistolen, men lagde så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende dame steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op.

”Du kommer for sent,” sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.                  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...