| The Feeling | Justin Bieber | • Af Michelle Clausen •

Isabella aftaler med sin bedste veninde Amanda, at de skal bruge Fredag aften sammen på manicure og film hygge, men hun nåede det aldrig da denne mystiske kasse bil samlede hende op? • Hvad skete der med Isabella? - Følg med og find ud af det i The Feeling

59Likes
40Kommentarer
36874Visninger
AA

11. "jeg vil hjælpe"

Justins synsvinkel

Jeg lå og vendte og drejede mig rundt i sengen, klokken var 03:37 og jeg var stadig ikke faldt i søvn. Efter min vilde episode med Isabella havde jeg fået svært ved at se på mig selv, til aftensmaden kunne jeg ikke lade være med at kigge ud på skuret hvor Isabellas stadig lå ude, jeg havde efterladt hende nøgen, bange og kold. Trykket på mine skulder blev tungere da de tre ord fyldte mit hovede. Til sidst kunne jeg ikke holde til trykket mere så jeg rejste mig fra sengen og fik en t shirt på, hurtig samlede jeg Isabellas dyne op fra madrassen hun sov på sidste nat.

Hurtig kom jeg ud i den mørke og kolde have og videre hen skuret hvor jeg hørte hende græde, hurtig kom jeg hen til hende. Hun lå helt stille med tårer trillende ned af kinderne, jeg tvivlede ikke et sekund med at få hende fri. "Lad mig værre..dit..dit monster!" Skreg hun da jeg fik hendes ene arm fri, hun prøvede tydeligt at slå ud efter mig, men hun ramte ikke.

"Isabella, jeg vil hjælpe" svarede jeg beroligende for at få hende til at slappe af, men hun græd stadig og vendte sit ansigt væk fra mig. "Så slå mig ihjel" græd hun imens hun stadig havde vendt hovedet den anden vej, jeg sukkede og forsigtigt lagede gik jeg om på den anden side af hende for at få hendes arm fri. Denne gang slog hun mig ikke, men så bare hulkende på mig.

"Hvorfor Justin, hvorfor" græd hun og tog sine hænder op til dit forgrædte ansigt. Jeg sukkede tungt. "Du må ikke hjælpe nogen af de andre" svarede jeg blot og fik hendes ben fri, mærkelig blev hun liggende. Jeg hadet mig selv for st se hende sådan, hun fortjente det overhovedet ikke. Jeg gik tættere på hende og så ned i hendes forgrædte øjne. "Kom, du skal ikke ligge her" sagde jeg og forsigtig lagede jeg hendes dyne over sig, hun var ikke sen til at tag imod dynen og putte sin nøgne krop ind i den. Alt der her var min skyld, jeg havde været for hård ved hende og det skulle helt klart ændres nu, for hun vækkede nogle følelser i mig som jeg ikke havde følt i lang tid.

Hun satte sig jamrerende op og svingede sine ben ud over bordet og hoppede ned, men hun snublede så hurtig greb jeg hende og holdte fast i hende.

"Lad løfte dig ind i seng" sagde jeg lavt til hende, hun nikkede svagt og hurtig havde jeg hende op i min favn, hun vejede næsten ikke noget, men hun var heller ikke særlig stor.

Jeg gik imod mit værelse imens Isabella var i min favn, hun sagde eller kiggede slet ikke på mig, hun var stadig ked af det og bange. Hendes kolde krop fik mig til at tvivle om hun kunne få varmen selv, for hun havde ligget ude i skuret i 5 - 6 timer ca. Vildt hun overhovedet overlevede. Da vi kom ind på mit værelse lagede jeg hende i min seng, hun kiggede mærkeligt hen på sin egen madrasse også op på mig, hun rystede nærmest af kulde den stakkels på pige og det hele var på grund af mig, og min grusomme handling imod hende. Hvorfor tænker jeg ikke før jeg handler? Havde jeg gjort det så havde det her aldrig været sket, og Isabella havde stadig været pige med masser af mod og energi i sig, nu sad hun med sin dyne om sig og rystede af kulde og skræk på grund af mig, hun fortjente ikke engang at være her mere efter min dumme handling.

"Det her er ikke min seng" lød det hulkende fra hende, jeg sukkede og vendte alt min opmærksomhed mod hende. Selfølgelig var det ikke hendes seng, der var min og den skulle hun blive i indtil hun havde fået sin normale kropstemperatur igen. Jeg satte mig forsigtigt ned ved siden af hende og betragtede hende gispe svagt da jeg havde sat mig, hun var bange for mig.

"Jeg vil ikke røre dig igen, det lover jeg Isabella. Men du bliver nød til at lægge ved mig så du får varmen igen" svarede jeg beroligende tilbage til hende, hun rystede ivrigt på hovedet og prøvede at rejse sig fra sengen med sin dyne over sig. "Aldrig i mit liv om jeg gider det" svarede hun bestemt og rejste sig, men da hun trådte det første skridt faldt hun til gulvet med et bump. Hun ømmede sig og blev liggende.

Jeg sukkede og satte mig ned på gulvet til hende, jeg fik hurtig øjenkontakt med hende men hun afbrød den hurtig. "Du kan ikke engang gå, lad mig hjælpe dig" sagde jeg og fik hendes blik imod mig, hun græd ikke længere men så mere bestemt ud, hendes blik gjorde mig en smule bange.

Hun sukkede og satte sig op ved siden af mig, hun svarede slet ikke på mit svar men blev blot stille, det blev vi begge to. Der er ingen af os der sagde noget i lang tid.

Den lange stilhed drev mig lettere til vanvid, så jeg rejste mig op og fik hurtig Isabellas opmærksomhed. Jeg gik hen i min skuffe og fandt en af mine t shirts, den var sort med nogen ligegyldigt skrifte på. Jeg vendte mig derefter mod Isabella der kiggede skræmt på mig da jeg rev dynen væk fra hendes nøgne krop. Hun gispede, men det stoppede mig ikke i at få t shirten på hendes kolde krop som i den grad skulle have varme. "Nu løfter jeg dig op i sengen og du bliver i den, okay" svarede jeg en smule bestemt, ja jeg var nok en smule hård der, men det var den eneste måde at få hende til at lystre. For selvom hun så vred ud så vidste det kun var på grund af skræk hun sendte de blikke, jeg havde vundet hendes respekt for lang tid siden.

Hurtig løftede jeg hende op i sengen igen og gav hende dyne om sig, jeg efterlod hende derefter på værelset og gik ud på badeværelset hvor jeg vidste der var en varmdunk i skabet. Hurtig fik jeg noget varmtvand i den og gik tilbage til Isabella der stadig lå i min seng som jeg havde sagt til hende, forsigtig gav jeg hende varmdunken og betragtede hende putte den på sin mave under dynen. "Var der bedre" spurgte jeg og så på hende, hun nikkede svagt og lagede sit hovede på min hovedpude. Jeg nikkede tilfreds og slukkede lyset på mit værelse, jeg fandt hen til min seng og jeg mærkede mig frem hvor Isabella lå.

"Jeg bliver nød til at skubbe dig lidt ind mod væggen" sagde jeg lavt og forsigtig skubbede jeg hende, hun svarede ikke men lod mig blot rykke på hende, så jeg kunne ligge ved siden af hende.

Hurtig smed jeg min t shirt og fiskede min dyne op fra gulvet da den var faldt ned, jeg lagede mig forsigtigt med ryggen mod Isabella, jeg ville ikke skræmme hende mere i forvejen, så jeg lod hende bare være.

"Godnat" lød der pludselig fra hende, jeg sukkede lydløst og smilede svagt, hun snakkede til mig uden jeg tvang hende til det. "Godnat Isabella" svarede jeg forsigtigt igen og lukkede stille mine øjne. Jeg hørte hendes tunge suk og derefter blev der helt stille i rummet, jeg trækkede vejret lydløst bare for at kunne høre isabellas vejrtrækninger, og hun trak vejret roligt, men hun snøftede stadig lidt. Hun var nok ved at blive syg, for hun græd ikke mere.

"Justin" lød det igen fra hende da stilheden havde været over os i nogen minutter. Jeg åbnede øjne og kiggede ud i mit mørke værelse.

"Ja" svarede jeg stille og lagede mig på ryggen og vendte blikket mod hende, hendes ansigt var vendt mod mig.

"Jeg er virkelig ked af det hele, det var min skyld det hele" lød det fra hende og kort efter snøftede hun, jeg sukkede og så på hende med er ærligt blik. Jeg var forvirret, hun undskyldte istedet for at tigge om en undskyldning fra mig efter jeg havde voldtaget hende og lod hende næsten fryse til døden. Jeg sukkede lavt imens jeg stadig havde mit blik på hende. "Du skal ikke undskylde for noget, det hele er min skyld. Havde jeg bare tænkt mig om så havde jeg ikke været så hård ved dig og begyndte at voldtage dig" svarede jeg med et suk, jeg hadet mig selv for det jeg havde gjort ved hende.

Hun var stille, alt hvad der kom fra hende svar er suk, og derefter anede jeg hende at lukke øjne og prøve at falde i søvn, hun trak vejret roligt og fredfyldt, gad vide om hun var begyndt at få varmen.

Jeg gabte lydløst og valgte selv at lukke øjne i og falde i søvn. Når vi vågnede senere skulle vi have snakket alt det her igennem, hun fortjente en god undskyldning...

Håber i kunne lide kapitlet :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...