| The Feeling | Justin Bieber | • Af Michelle Clausen •

Isabella aftaler med sin bedste veninde Amanda, at de skal bruge Fredag aften sammen på manicure og film hygge, men hun nåede det aldrig da denne mystiske kasse bil samlede hende op? • Hvad skete der med Isabella? - Følg med og find ud af det i The Feeling

59Likes
40Kommentarer
36877Visninger
AA

14. "giv mig en chance til"

Justins synsvinkel

Lige fra starten af da jeg så Isabella for første gang vidste jeg hun var en god pige med høje karakter i skolen, pigen med en masse venner og familie der holdte meget af hende. Ja lige meget hvor meget jeg forsøgte at sætte mine kolde facade foran hende, så smeltede hun den med sine utrolige smukke øjne. Hun hørte ikke til her, hun havde en lys fremtid og jeg ville hjælpe hende med at nå den. Jeg havde smidt min fremtid væk for længst, men Isabella var klog og havde en stor muligheder i møde. Jeg havde fundet hendes skole som lå lidt ude for byen, og der havde jeg fået information omkring hende, hendes venner og familie. Hun skulle ikke være her, hun var en alt for succesfuld med de høje tal hun hev med sig og lade dem gå til spilde på grund af mig, kunne jeg ikke acceptere. Hun skulle væk fra det her rædsomme sted, væk fra mig og hjem til hendes kæmpe mulighed af chancer og god fremtid.

Jeg indrømmer at pigen havde overtaget mine tanker, hun havde bragt mine følelser tilbage i min livløse krop. Jeg indså nu hvor meget alle pigerne havde været igennem voldtægt, mishandling, vold osv. Og nu var jeg endelig vågnet op og havde indset at pigerne skulle væk herfra. Om så jeg skulle tilbringe resten af mit liv i spjældet så måtte jeg gøre det, men jeg havde været grunden til at redde pigerne tilbage til deres familier.

Før Isabella så jeg kun pigerne som 'slavere' de skulle gøre os tilfredse inden de skulle sælges videre til Mike som levede af at sælge piger ind og ud af landet, han var en farlig mand. Men endte jeg i fængslet ville han også. Han tjente kun penge på mine handlinger og ideer. Nu var der 3 dage til det var den første, og Mike ville snart stå foran min hoveddør og trække Isabella efter sig hvis jeg ikke gjorde noget nu. Hun skulle reddes fordi jeg holdte uendeligt meget af hende, og fordi jeg ville ikke svigte hende endnu engang. Hun havde fået sin normale kropstemperatur igen, hun var også vågen. Men hun snakkede ikke, ikke engang et eneste host eller nys kom fra hende. Jeg var urolig for hende og prøvede at komme i kontakt med hende, men hun afviste mig gang på gang og det sårede mig vær gang.

Jeg sukkede og kløede mig i håret for at komme til at tænke på noget andet, men Isabella bar limet fast på min nethinde. Hun betød virkelig meget for mig, og jeg vidste jeg ville komme til at savne hende når jeg engang skulle hjælpe hende hjem til sin familie igen. Det var lige netop den tanke der sad fast konstant. Jeg ville miste hende og lige meget hvor meget jeg prøvede at tænke på noget andet, så sad det fast i hjernen på mig hele tiden. Det gjorde ondt, men jeg ville se hendes smil som jeg ikke engang havde set endnu. Men det ville det når jeg fortæller hende at hun skulle væk herfra, men ikke endnu. Først skulle jeg rydde drengene af vejen så jeg kunne tag bilen og få Isabella ud i den, men det blev svært. For vi havde kun én bil.

"Fundet ud af hvad du gør med Isabella" lød det fra Jake der trådte ind på mit værelse med er svagt suk, jeg sad ved mit skrivebord og så ned i bordet imens jeg tænkte og tænkte på hvordan jeg skulle få Isabella hjem. Jeg vendte dog blikket op på Jake der stod tæt på og så ned på mig da han stod op og jeg sad ned i min kontorstol, jeg sukkede stille.

"Jeg har en mulighed" svarede jeg blot og så afslappet op på mig imens jeg lænede mig tilbage i stolen, vi var stille lidt.

"Hvad?" Svarede han efter lidt tid, han var tydeligt nysgerrig efter at vide hvad jeg havde i hovedet.

"Dig og Chris for pigerne ind i bilen og køre væk, mig og Isabella bliver her også melder jeg mig selv for at være hendes kidnapper, det er den eneste mulighed jeg har sørget for jer alle" svarede jeg og sukkede lavt, tanken om at melde mig selv til politiet for Jake og Chris skyld betød intet. Det var Isabella jeg mest tænkte på.

"Du ikke rigtig klog man, der må være andre muligheder" svarede han bestemt og gav mig et svagt vredt blik. Han var ikke med på planen.

"Så efterlad alle pigerne her og skrid med jer, bare i er i sikkerhed så er stridserne jo ikke efter jer" svarede jeg lettere ligegyldigt og lænede mig op at mit skrivebord imens jeg havde blikket op på Jake der fnyste irriteret.

"Jeg vil fandme ikke lade hele lortet gå ud over dig Justin, du min bedste ven man" svarede han og så ned i gulvet, jeg smilede svagt.

"Hvad gør venner ikke for hinanden" svarede jeg og beholde smilet på mine læber, jeg elskede Jake og Chris, vi havde været sammen lige siden vi alle tre var 16 år gamle. Det var gode tider vi havde med en masse fede fester, lækre damer og god sex. Typisk 16 årige drenge.

"Vi skal nok få dig ud af spjældet, det lover jeg dig" svarede han efter lidt tid, jeg nikkede svagt og tog det som et ja. Jeg skulle melde mig selv for at have kidnappet 7 savnede piger. Højst 15 - 20 år spjældet døde man vel ikke af? Men jeg gik ihvertfald glip af en masse. Jeg ville være 35 eller 40 når jeg blev løsladt igen og ingen fremtid havde. Det så sort ud, men jeg havde et godt hjerte. Det var på grund af Isabella.

"Har hun stadig ikke sagt noget" spurgte han stille og fik øjnekontakt med mig, jeg rystede på hovedet og sukkede. Jake så igen ned i gulvet.

"Hun skal bare have lidt tid, så prøver jeg igen" svarede jeg og lukkede min bærbar sammen og lagede den ned i skuffen under bordet, derefter låste jeg skuffen og lænede mig igen tilbage i stolen med blikket mod Jake. Han så en smule bekymret ud.

"Du har 3 dage Justin og vi smutter allerede imorgen aften" svarede han og så bekymret ud.

"Jeg ved det, men man må respektere hende og give hende tid" svarede jeg lavt og så op på Jake der rystede svagt på hovedet og fnyste, han mumlede et 'what ever' og gik derefter ud af rummet. Jeg rejste mig fra stolen og gik også ud af kontoret, jeg ville lige hurtig se til Isabella. Hun var stadig inde på mit værelse.

Det syn der mødte mig da jeg åbnede døren stille op var at hun lå på sin madras og sov fredfyldt, hun trak vejret roligt. Jeg blev ved med at stirrer på hende indtil hun rykkede på sig og åbnede sine øjne svagt, hun vendte hurtig blikket hen imod mig der stod ved døren.

"Hey" sagde jeg svagt og så hun holdte blikket på mig, jeg var en smule nervøs for at gå ind til hende, men jeg gjorde det og satte mig hen på stolen ved mig skrivebord. Hun fulgte mig nøje og betragtede en hver bevægelse jeg lavede indtil jeg sad stille på stolen. Hun svarede selfølgelig ikke men kiggede bare på mig med sine store brune øjne som om jeg var en fremmed idiot der trådte inde i hendes lejlighed.

"Isabella, jeg røre dig aldrig nogensinde igen. Og denne her gang lover jeg det" sagde jeg og lagede min fulde opmærksomhed hos hende, jeg længtes efter ord fra hendes søde mund. Jeg vidste godt jeg havde sagt det før men denne her gang ville jeg aldrig røre hende.

Jeg hørte et svagt suk fra hende og derefter kiggede hun ned i dynen, stille trillede der tårer ned fra hendes kind. Jeg rejste mig fra stolen og gik tættere på hende, men ikke for tæt.

"Jeg ved godt at det jeg har gjordt imod dig er direkte dumt, jeg har behandlet dig som lort lige fra starten af men det vil jeg 100% gerne ændre nu, bare du giver mig en chance. Det er alt hvad jeg behøver" forklarede jeg stille og så på hendes kind der næsten var rød for tårer, hun følte sig slet ikke tryg ved mig længere og det tog hårdt på mig. "Jeg holder utrolig meget af dig Isabella, og jeg ønsker bare en chance til at kunne bevise det" tilføjede jeg og sukkede imens jeg så ned i trægulvet, der blev helt stille, jeg kunne kun høre isabellas svage hulken som hun forsøgte at skjule.

"Jeg vil hjem" lød det pludselig fra hende efter en lang tid i stilhed, en stilhed der havde gjort mig nervøs. Jeg vendte blikket op på hende, hun så stadig ned i dynen med tårer løbene ned af kinderne. Jeg ville så gerne fortælle hende at hun nok skulle komme hjem igen, men det kunne jeg ikke endnu. Ikke før drengene var taget afsted. Jeg sukkede tungt og fik hendes opmærksomhed hurtigt inden hun igen så ned i dynen og græd videre.

"Det ved jeg" svarede jeg og så trist ned i gulvet, tanken om at skulle give slip på hende snart knuste mit hjerte lidt. Hun skulle væk herfra og fra mig også, jeg kunne ikke holde mere fast på hende mere, hun havde snart været her i en uge, en uge med brutal mishandling og voldtægt, jeg havde ikke været god ved hende, og det indrømmede jeg gerne.

Isabella sagde ikke mere efter de tre ord, så jeg valgte derefter at forlade hende på værelset, hun græd kun fordi jeg var foran hende. En tydelig måde at vise at hun var bange og havde stor respekt for mig. Men det var ikke det jeg var efter, jeg ville have hendes hjerte, se hende smile og være lykkelig. Men den person som havde den chance var tydeligvis ikke mig, jeg skabte uro, usikkerhed og frygt frem i hende, og det var ikke det jeg ønskede for hende og mig selv.

At kunne se mig og Isabella med en fremtid sammen hang i den tyndeste tråd der fandtes, jeg troede ikke rigtig på det. Men jeg forsøgte indtil jeg fik chancen for at vise hende at jeg ikke var nogen slem person længere, jeg ville give hende fred, kærlighed og masser selvsikkerhed. Men det var svært, virkelig svært....

Håber i kunne lide kapitlet :) også vil jeg sige tak til jer alle som følger med i min historie, som i nok kan se lakker mod enden, men jeg ved ikke om der skal være en 2'er? Det må jeg lige tænke lidt over indtil videre, men tak for jeres søde kommentarer og likes. Det betyder virkelig meget for mig at i vil følge med! Så tusind tak!! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...