Little Mistakes (Musical)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2015
  • Opdateret: 23 maj 2016
  • Status: Færdig
Jeg kastede endnu et stjålent blik over mod Spencer og fik endnu engang en boblende følelse i maven. Som han sad der, i sin seng, med hovedet begravet i notesbogen, hvor han skrev sine sange, den notesbog man absolut ikke må røre, hvis ikke han var der, kunne jeg rigtigt beundre de fremtrædende kindben og det ene mørke øje, som krøllerne næsten dækkede for. Det havde føltes så rigtigt at trøste ham ude i bilen, men da vi sad på vores værelse i den lille lejlighed vi alle tre delte, blev jeg pludselig usikker. Var det normalt at have sådanne følelser for en ven? Tak til Alittlebubble for det fantastiske cover :)

14Likes
167Kommentarer
1973Visninger
AA

2. Thnks fr th mmrs - Spencer

 


Allerede inden hun åbnede munden, vidste jeg, hvad hun ville sige.

“Det fungerer bare ikke længere.”

Og det ville føles som om, at mit hjerte bristede i tusinde stykker. Og hun ville græde, og jeg ville pludselig blive vred. Vred fordi at hun bare smed vores forhold væk, efter alt det vi havde været igennem. Og så bare fordi at vi skulle på forskellige skoler. Men jeg ville ikke sige noget. Jeg ville bare stå der, tavs, mens vreden og sorgen snoede sig sammen, indtil jeg ikke kunne holde det ud længere. Og så ville jeg gå min vej. Hjem og få styr på tankerne. Synge i vilden sky mens jeg spiste is og endelig lod tårerne få frit løb. Ligesom piger gør. Men hjemme ville jeg indse, at det ikke ville hjalp at være der og kigge på alle billederne af os og synge de sange, jeg skrev om os. Og så ville jeg ende på højen i skoven, der hvor hulen var. Den hule jeg byggede sammen med Ezra og Nate for så lang tid siden. Der hvor vi altid mødtes, da vi var mindre. Men de ville ikke komme, for vi brugte den ikke længere.

Og det var også præcis det, der skete.

Hulen lugtede af råddent træ og nedfaldne blade, som bare gjorde min elendighed endnu mere elendig. Så jeg satte mig ud i dækgyngen ved birketræet nede for bakken. Det var der, jeg mødte hende første gang, søde Rosa i sin himmelblå kjole, dengang hun bare var en klam pige, som jeg ikke ville lege med, for hun havde pigelus.

Og der, i dækgyngen ved birketræet, hvor jeg mødte hende første gang, sang jeg.

One night and one more time

Thanks for the memories

Even though they weren't so great

"He tastes like you only sweeter, "

For jeg vidste jo inderst inde godt, at hun ikke bare gjorde det forbi, på grund af forskellige skoler. Det hele var Matts skyld. Matt der engang var en af mine nærmeste venner, den ferie mellem syvende og ottende klasse, hvor Ezra havde kyssesyge og Nate var i Spanien, og jeg spillede fodbold med de “populære” drenge. Jeg kunne ikke lide det, men det var bedre, end at være alene. Og det var også sådan, at Rosa endelig lagde mærke til mig, dengang hendes himmelblå kjole var blevet skiftet ud med et par alt for korte shorts og en nedringet top. Det var den sommer, hvor vi kyssede første gang. Hun havde alt for meget læbestift på, men det vænnede jeg mig til efterhånden som årene gik og kyssene blev mere intime. Klammere.

Og da jeg havde siddet på gyngen et stykke tid, hvor jeg havde sunget alverdens ulykkelige sange og overvejet min livssituation (Men endnu ikke grædt), rejste jeg mig op og gik hjem til Ezra.

Alle mine ting var allerede i bagagerummet på Ezras sorte Honda. Ved siden af den, stod min mor med mine brødre og Nate - og Ezras forældre. Nate og Ezra sad inde i bilen og ventede på mig.

Jeg lod som om, at jeg var glad, da jeg krammede min familie farvel og satte mig ind på bagsædet af bilen. Jeg smilede, da Nate sagde: “Hvad så Spench.” men jeg vidste, at facaden ikke ville vare længe, og jeg kunne også se på de to, at de vidste, at der var noget galt.

I et stykke tid var The 1975’ sang Girls den eneste lyd i bilen, Rosas yndlingssang. Der gik ikke lang tid, før jeg ikke kunne holde det ud længere, og så brød jeg sammen.

De reagerede øjeblikkeligt. De vidste nok allerede, hvad der var galt. Ezra drejede ind på den nærmeste rasteplads, hvor Nate sprang ud af bilen og satte sig om ved siden af mig, for at trøste mig mens Ezra kørte videre.

“Bare vent til hun opdager, hvor stor en idiot Matt er, så skal hun nok fortryde og så kommer hun krybende tilbage.” Sagde Ezra opmuntrende, mens han skiftede MCR ud med Panic! At The Disco.
Det kan godt være, at jeg ikke kan regne med andre, men jeg ved, at jeg altid vil kunne regn med dem. De vil altid være der for mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...