Little Mistakes (Musical)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2015
  • Opdateret: 23 maj 2016
  • Status: Færdig
Jeg kastede endnu et stjålent blik over mod Spencer og fik endnu engang en boblende følelse i maven. Som han sad der, i sin seng, med hovedet begravet i notesbogen, hvor han skrev sine sange, den notesbog man absolut ikke må røre, hvis ikke han var der, kunne jeg rigtigt beundre de fremtrædende kindben og det ene mørke øje, som krøllerne næsten dækkede for. Det havde føltes så rigtigt at trøste ham ude i bilen, men da vi sad på vores værelse i den lille lejlighed vi alle tre delte, blev jeg pludselig usikker. Var det normalt at have sådanne følelser for en ven? Tak til Alittlebubble for det fantastiske cover :)

14Likes
167Kommentarer
1970Visninger
AA

7. tears and rain - Nate

 

Jeg rev døren til lejligheden op og stormede ind. “Spencer?!” Råbte jeg, men der kom intet svar. Jeg stormede hen til hans seng og rev den ud fra væggen, så den bragede ind i min. Sangbogen var væk.


Jeg stod et øjeblik lammet, ude af stand til at handle. Spencer havde været igennem meget i sit liv, men han ville da aldrig…

Min telefon ringede, det var Ezra. Han havde fundet Spencer.


Vandet glimtede mørkeblåt og langt ude i horisonten, var solen ved at gå ned.

Spencer og Ezra sad i sandet og kiggede på den lyserøde himmel. Spencers øjne var røde af gråd, og de brune krøller var gennemblødte ligesom tøjet. Han havde siddet der længe, for Ezra var tør.

Ezra kiggede bagud og fik øje på mig. Han sendte mig et smil, der fik alle mine bekymringer til at lette, og jeg satte mig ved siden af Spencer.

Han vendte hovedet for at kigge på mig. “Undskyld Nate,” sagde han. Jeg lagde armen om ham og trak ham ind mod mig.

“Det er okay,” var alt jeg sagde, og det var også nok.

Og som vi sad der; Jeg med armen om Spencer, som hvilede sig op af mig, og Ezra ved vores side, føltes det hele rigtigt. Jeg var lige ved at sige det, som havde luret dybt inde i mig i et stykke tid, men det nåede jeg ikke, for da begyndte Spencer at synge:

I guess it's time I run far, far away; find comfort in pain,
All pleasure's the same: it just keeps me from trouble.
Hides my true shape, like Dorian Gray.
I've heard what they say, but I'm not here for trouble.
It's more than just words: it's just tears and rain.”

Jeg kiggede ned på ham, men jeg kunne kun se krøller. Alligevel vidste jeg, hvilket sørgmodigt udtryk han havde i sine gyldenbrune øjne; hvordan hans læber udtalte hvert ord med tydelige mundbevægelser, så stemmen steg i kraft. Jeg havde betragtet ham så mange gange, at jeg kendte hver millimeter af hans ansigt; at jeg kunne tegne ham i søvne. Det samme med Ezra, men han gav mig ikke den boblende følelse i maven, som jeg fik, hver gang jeg tænkte på Spencer.

Sådan sad vi i flere timer på stranden. Ezra hentede pizza og min guitar, og snart overtog akkorderne lyden af hav og storby.

Spencer skiftevis sang, græd og plaprede op om, at han var en kujon, der ikke engang holdt til anden skoledag, og vi andre trøstede ham, men jeg følte en vis irritation. Hvorfor skulle jeg sidde og trøste ham på grund af Rose? Kunne han ikke se, at jeg var den rigtige for ham? Jeg blev nødt til at sige det, men ikke endnu, ikke to dage efter bruddet.

Jeg måtte bare være tålmodig; før eller siden skulle han nok finde ud af, at jeg var den, han ville have.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...