Little Mistakes (Musical)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2015
  • Opdateret: 23 maj 2016
  • Status: Færdig
Jeg kastede endnu et stjålent blik over mod Spencer og fik endnu engang en boblende følelse i maven. Som han sad der, i sin seng, med hovedet begravet i notesbogen, hvor han skrev sine sange, den notesbog man absolut ikke må røre, hvis ikke han var der, kunne jeg rigtigt beundre de fremtrædende kindben og det ene mørke øje, som krøllerne næsten dækkede for. Det havde føltes så rigtigt at trøste ham ude i bilen, men da vi sad på vores værelse i den lille lejlighed vi alle tre delte, blev jeg pludselig usikker. Var det normalt at have sådanne følelser for en ven? Tak til Alittlebubble for det fantastiske cover :)

14Likes
167Kommentarer
2030Visninger
AA

6. shine on - Spencer

 

Jeg skulle have holdt min mund. Jeg skulle have lynet den sammen, have fået Nate til at sluge nøglen eller endnu bedre, smide den ned i en vulkan. I stedet gjorde jeg en overvægtig midaldrende kvinde glad og fik tilnavnene “kvindebedår”, “falsetten” og “a cornetten” (den sidste forstod jeg ikke, men skolens orkester morede sig med det).
Så anden dag var endnu værre end den første, der var ingen der kendte vores navne, men alle vidste hvem vi var, og det var ikke positivt. Vi havde mistet enhver chance for at være usynlige og var i stedet endt som skolens tabere. Men hvad havde jeg forventet? Når ikke engang Rosa gad mig længere, hvorfor skulle nogle andre så?

 Som jeg gik der på skolens gange, følte jeg, at det hele bare var en dårlig musical, hvor folk brød ud i sang uden grund. Jeg kom igennem dagen ved at inddele folk i forskellige grupper og opfinde på kendingsmelodier til dem.

I pausen opfangede jeg svagt, at Nate og Ezra snakkede til mig, og jeg svarede mumlende, uden at tænke over, hvad de havde sagt. Mit hovede var fyldt med ord, der kunne beskrive min situation, men jeg gad ikke at skrive dem ned. For hvem ville lytte, hvis jeg sang dem?

Det endte med, at jeg sneg mig væk fra mine venner og pjækkede på anden skoledag.

Jeg tog hjem til vores lille lejlighed. Fra vinduet i vores trange pastelfarvede køkken, kunne man se havet. Der ville jeg hen.

Jeg gik ind på soveværelset, som også var stue og kontor, og fandt min sangbog klemt fast mellem min seng og væggen. Jeg smed den ned i tasken og styrtede ud af døren og løb hele vejen ned til den mennesketomme strand.

Der var bidende koldt, men alligevel satte jeg mig i sandet og begyndte at skrive.

Jeg skrev og skrev. Ingen af teksterne passede sammen. De var bare udkast.

Da jeg ikke kunne skrive mere, læste jeg det igennem. Der var især et udkast, som jeg var særligt glad for, så jeg lagde mig ned og sang:

"Shine on, just, shine on!

Close your eyes and they'll all be gone.

They can scream and shout that they've been sold out,

But it paid for the cloud that we're dancing on."

Septemberhimlen var grå af skyer og snart begyndte det at regne. Jeg lagde sangbogen og mobilen ned i den vandtætte taske og lod regnen falde ned over mig. Og med regnen kom tårerne og det velkendte spørgsmål: Hvorfor mig?

Det var alt jeg ville vide. Hvorfor var det mig, der begik alle de små fejltagelser, når mit liv i forvejen stank langt væk?

Jeg havde ikke mange penge som Ezra eller mange talenter som Nate. Det eneste jeg kunne var at skrive og synge, men ingen ville lytte til mig, så hvad kunne jeg bruge det til?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...