Little Mistakes (Musical)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2015
  • Opdateret: 23 maj 2016
  • Status: Færdig
Jeg kastede endnu et stjålent blik over mod Spencer og fik endnu engang en boblende følelse i maven. Som han sad der, i sin seng, med hovedet begravet i notesbogen, hvor han skrev sine sange, den notesbog man absolut ikke må røre, hvis ikke han var der, kunne jeg rigtigt beundre de fremtrædende kindben og det ene mørke øje, som krøllerne næsten dækkede for. Det havde føltes så rigtigt at trøste ham ude i bilen, men da vi sad på vores værelse i den lille lejlighed vi alle tre delte, blev jeg pludselig usikker. Var det normalt at have sådanne følelser for en ven? Tak til Alittlebubble for det fantastiske cover :)

14Likes
167Kommentarer
1990Visninger
AA

8. just give me a reason - Ezra

 

Der var så småt gået en uge siden episoden på stranden, og folk var så småt begyndt at ignorere os igen.

 Jeg kastede endnu et bekymret blik over mod Nate, da vi gik ned af gangen. Spencers opførsel forstod jeg, men Nate var en gåde.

Han kløede sig i det mørkebrune hår og flyttede blikket fra Spencer til mig. “Hvad er der?”

Jeg trak på skuldrene. “Ikke noget.” Svarede jeg først, men der var jo noget. “Hej Spenc, bare gå i forvejen, vi indhenter dig.”

Spencer nikkede forvirret og gik videre.

Jeg trak Nate med ind i det nærmeste rum. Musiklokalet.

“Hvad sker der Ez?” Spurgte han forvirret.

“Er du okay?”

Han nikkede og sendte mig “seriøst, hvad sker der” blikket. “Hvorfor skulle jeg ikke være det?”

Jeg rystede på hovedet. “Det er nok bare mig.”

“Undskyld mig,” en pigestemme afbrød vores samtale. Jeg vendte mig om og så hele pigebandet fra sangskrivningstimen kigge på os. “Kunne I måske snakke et andet sted.”

Jeg stirrede endnu engang på den smukke forsanger. I dagens anledning var det lange brune hår var sat op i en hestehale, så de brune dådyrøjne og kindbenene blev fremhævet. Hendes ansigt var, som Spencer plejede at sige, fuld af Matas, men hun ville være mindst ligeså smuk uden sminke.

“Ezra, kommer du?” Nates stemme rev mig ud af mine dybe tanker, og jeg mærkede rødmen stige op i mine kinder. Jeg skyndte mig at følge efter ham ud af døren.


 Dagen sneglede sig afsted, og da vi endelig nåede til dagens sidste time, sang, havde jeg lyst til at lægge mig ned og sove.

Men det fik jeg ikke tid til, for vi skulle til at lave vores første opgave. Vi blev sat sammen med pigebandet fra tidligere og fik besked på at skrive to duetter, som vi skulle fremføre senere. “En fra hver band skal synge sangen sammen, og det må ikke være de samme to, der synger begge sange,” gav læreren os besked på. Det lyder måske indviklet, men det var det egentligt ikke.

Vi blev i musikrummet, mens alle andre gik ud for at finde andre steder at øve. Ligeså snart døren lukkede bag den sidste, vendte vi os alle mod Spencer.

“Hvad er der?” Spurgte han forvirret.

“Hvad har du fundet på?” Spurgte pigernes forsanger. Spencer skævede hen til Nate og mig, som om han ikke vidste, hvad hun mente. Hun sukkede og fortsatte: “Du bliver nødt til at hjælpe os med at skrive, du er jo et naturtalent.”

Jeg bed tænderne sammen. Hun havde ret, men jeg blev alligevel jaloux. “Jeg hedder forresten Ezra,” udbrød jeg. Jeg fortrød ordene lige så snart, at de havde forladt min mund.

Pigerne præsenterede sig også. Forsangeren hed Clary, hun spillede også guitar, trommeslageren Ruby og bassisten Em.

“Jeg tænker,” begyndte Spencer og ignorerede Nates sædvanlige “tillykke”. “At hvis du, Nate, lige vil assistere mig på klaveret…”

“Jamen, jeg kan ikke spille klaver.” Afbrød Nate ham.

Spencer kiggede spørgende rundt på os andre, men der var åbenbart ingen der spillede klaver. Så sukkede han opgivende og satte sig på klaverstolen.

“Jamen, Spenc, du kan da heller ikke…” Begyndte jeg, men jeg blev afbrudt af tangenternes fine toner, da Spencer begyndte af spille. Det lød fantastisk, men han så utilpas ud, som han sad der og spillede. Efter lidt stoppede han og skrev noget ned.

“Hvem synger pigernes sang?” Spurgte han.

“Jeg kan godt,” svarede jeg hurtigt i troen om, at Clary ville synge anden part, men det var Em der meldte sig.

Spencer bad hende synge, og hun gjorde, som hun fik besked på. Hendes stemme var dyb og rå.

Spencer nikkede hektisk. “Det er jo perfekt.” Han skriblede nogle flere ord ned på papiret, denne gang ved brug af forskellige farveblyanter, og rakte det frem mod os.

“Blå er Em, pink er Ez og sort er jer begge to.” Sagde han og begyndte at spille igen.

Begge:”Just give me a reason

Just a little bit's enough

Just a second we're not broken just bent

And we can learn to love again”

Mig: “I never stopped

You're still written in the scars on my heart”

Begge: “You're not broken just bent

And we can learn to love again.”

Det var fantastisk, som altid.

“Hvis I vil bruge det, tænker jeg, at Em synger første vers og omkvæd alene, og så synger Ezra andet omkvæd. Resten synger I så sammen. Hvordan lyder det?”

Vi kunne selvfølgelig alle sammen lide det, og da timen var slut, bad Spencer pigerne om selv at skrive videre derhjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...