Little Mistakes (Musical)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2015
  • Opdateret: 23 maj 2016
  • Status: Færdig
Jeg kastede endnu et stjålent blik over mod Spencer og fik endnu engang en boblende følelse i maven. Som han sad der, i sin seng, med hovedet begravet i notesbogen, hvor han skrev sine sange, den notesbog man absolut ikke må røre, hvis ikke han var der, kunne jeg rigtigt beundre de fremtrædende kindben og det ene mørke øje, som krøllerne næsten dækkede for. Det havde føltes så rigtigt at trøste ham ude i bilen, men da vi sad på vores værelse i den lille lejlighed vi alle tre delte, blev jeg pludselig usikker. Var det normalt at have sådanne følelser for en ven? Tak til Alittlebubble for det fantastiske cover :)

14Likes
167Kommentarer
2021Visninger
AA

4. carry you home - Ezra

 


Jeg har aldrig kunnet lide skolen. Asen og masen fra alle sider, “populære” folk, piger der ligner barbie dukker, piger der, for at sige det mildt, langtfra ligner barbie dukker, bænkevarmere, sportsidioter, nørder og dem, der bare er der. Men vores nye skole, var ikke lige så slem. Det var en dans/musik skole, så antallet af sportsidioter og anti-barbie dukker var faldet og udskiftet med en ekstrem mængde stræbere og folk der tror at de er seje.

Det var bedre, men jeg ville hellere undvære skole helt. Det var kun på grund af Spencer og Nate, at jeg var her. De havde plapret løs, i flere måneder, om alt det, vi skulle lære om at lave musik. Jeg selv, der spiller udemærket trommer, havde tænkt, at jeg måske bare ville tage med og bo sammen med dem, uden skole, men jeg lovede at give det en chance. De havde brug for mig; Spencer,der lige havde fået på sit hjerte knust, på grund af den dumme skole (og Matt) og Nate, der bar rundt på et eller andet, han ikke ville dele med os andre, han opførte sig i hvert fald mærkeligt.

Men jeg var selvfølgelig ikke i tvivl om, at jeg ville begå en masse dumme fegl på den nye skole, og den første fejl jeg begik, var at blive væk fra Spencer og Nate, fordi at jeg skulle på toilettet. Heldigvis havde vi alle de samme timer, fordi vi var medlemmer af et band/musiker program med ekstra musik, hvor hele bandet var samlet hele tiden, så jeg fandt dem i vores klasselokale.

Vi startede med at alle skulle spille en af sine sange for de andre, og vi skulle selvfølgelig starte, så vi spillede Carry you home; En sang Spencer skrev, da en af hans lillebrødre var alvorligt syg, på samme tid med at det gik skævt med han og Rosas forhold, og hans mor drak meget.

As strong as you were, tender you go.

I'm watching you breathing for the last time.

A song for your heart, but when it is quiet,

I know what it means and I'll carry you home.

I'll carry you home.
Det føltes som en eller anden dårlig film, nogle græd, andre sad med udtryksløse ansigter, og størstedelen kom med hånlige udråb.

Jeg skævede til Nate, som skævede til Spencer, som stod med et fuldstændigt udtryksløst ansigt. Det undrede mig, at han ikke blev vred. Han havde blottet sig selv fuldstændig over for de andre, og så sad de bare og gjorde grin med en af de værste tidspunkter i hans liv.

Det gik op for mig bagefter, da nogle af dem, der havde kommet med udråb, gik op på den lille scene i vores klasselokale og begyndte at synge.

Forsangeren sang med den samme monotone stemme gennem hele sangen, og teksten kunne slet ikke sammenlignes med Spencers. Jeg kunne ikke engang huske sangen bagefter. Da forstod jeg, hvorfor Spencer ikke havde taget det personligt; teksten betød ikke det store for dem, de fokuserede mere på beated.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...