For Lack of a Better Word

En historie om en 16 årige pige ved navn Ami Coy Cooper. Historien tager undergenren steampunk. (Ændre muligvis nogle ting undervejs så som Titel & Cover)

2Likes
0Kommentarer
135Visninger

1. Kapitel 1

Alt hvad min mor gjorde, gjorde hun altid i sin bedste mening, det var der ingen tvivl om. Men hun havde en særlig evne til at undgå ens blik når man skævede til hendes halv strikkede grydelapper. Og det var måske også en god ting, for hvor meget jeg end prøvede kunne jeg ikke forestille mig at mit smil så overbevisende ud, da jeg så kjolen strakt ud fra hendes arme.

"En nydelig kjole til en nydelig ung dame," sagde hun, da jeg trak den ned over hoved og skeptisk kiggede på mit spejlbilled. Mit blik mødte en spinkel, bleg pige, med langt slidt kastanjebrunt hår. Størstedelen af kjolen var en pæn brun, men min mor havde tydeligvis ikke haft nok af samme stof, og måtte derfor kombinere det med lysere og mørkere stykker. 
Den var også alt for stor og så lignede den noget hun havde smidt i en mudderpøl, hvor hun derefter havde ladet mudderet tørre ind.

"Det er en god ting at se godt ud, når man skal ud og søge et nyt liv." hun udstrålede en stor glæde, og det var klart at jeg ikke ville skuffe hende, så jeg sagde pænt tak og beholdte den på.

Jeg husker hvordan hun med våde øjne sagde farvel, da det var ved at være tid.

"Så er det sidste gang jeg sender en datter afsted, Husk nu at komme og besøge os!"

"helst en smule oftere end dine søstre." tilføjede min far smilende, før de begge omfavnede mig og jeg tog afsted.

Min læderbeklædte kuffert var ikke alt for tung. Den var oprindeligt til at løfte med hånden, men min far havde monteret en tyk kobber ring på hver af kuffertens sider og ført en læderrem igennem så den blev lettere at bære, via min skulder.

Det var mærkeligt at skulle forlade gården og alt den indebar, efter at have levet der i 16 år - hele mit korte liv. Jeg ville savne det, det var helt sikkert. Duften af min mors hjemmebagte morgenboller når vi kom hjem fra skovens morgen høst. Lyden af min far der var i værkstedet mens vi andre lavede frokost. Hestenes dejlige bløde muler og høets stikken og varmen. Men, det var jo ikke sidste gang jeg ville få gården at se. Nej, den skulle jeg nok komme og besøge ofte, sammen med mine søstre, så vi alle kunne blive forenet igen.

En mindre tåre var ved at tørre ind ved min hage, da jeg slentrede gennem skoven. Jeg tørrede den væk med bagsiden af min hånd og smilede opmuntrende til mig selv, dette var ikke en dag af sorg, tværtimod, det var en dag af glæde. Jeg havde længe ventet på at skulle gå denne rute inde mellem træerne uden hest til at bære mig og min taske. Ja rent faktisk havde jeg drømt om det op til flere gange, for når jeg kom til skoven ende og lyset begyndte at bryde igennem, så vidste jeg ikke hvad der skulle ske, og spændingen boblede mere og mere i mig, jo tættere jeg kom på. Til sidst begyndte jeg at løbe. Jeg løb hurtigere end mine lunger kunne bære og smilede bredere end by broens bue. Jeg havde en lang rejse foran mig nu, og helt ude forberedelse. At skulle flytte hjemmefra uden at vide hvorhen, det var da et eventyr.

 

Turen til togstationen var kortere end jeg havde forventet. Mit armbåndsur, som Jane, min ældste storesøster havde lavet til mig, viste at der var gået omkring 40 minutter da jeg nåede frem, og det var først der at beslutningerne rigtigt begyndte.

Nu var det at beslutningerne rigtigt begynde at træde ind. Jeg kunne rejse om på den anden side af jordkloden hvis det var det jeg ville, dog havde jeg kun en lille sum af penge og min rejse distance var derfor begrænset.

Først af alt startede jeg med at finde jeg et offentligt toilet. Nu da min mor ikke var til stede, kunne jeg, med nogenlunde ren samvittighed, pakke mudder kjolen væk. I Stedet tog jeg et par varme tætsiddende bukser og en langærmet strik trøje på.

Der var knap plads til mudder kjolen i min fin pakkede læder kuffert, men jeg kunne ikke lade den ligge, selvom det ville have været dejligt med lidt mindre vægt.

Da jeg havde skiftet tøj og sat mit uendelige lange hår op i en mere overskuelig knold, slentrede jeg udenfor.

Stationen var lille, det var en af dem toget holdte på i kortere tid, for det var ikke altid at der var passagerer der skulle med, og hvis jeg skulle skifte tog, skulle jeg køre til hovedbanegården i Kowis.

Der var ingen andre end mig på stationen i øjeblikket, dog havde jeg ingen anelse om hvornår toget kom, så der kunne stadig nå at komme flere. Jeg besluttede mig for at tage et kig på det indrammede kort over alle tog linjerne.

Jeg vidste ikke hvor jeg skulle starte, der var så mange byer jeg aldrig havde hørt om. mine søstre havde valgt at tage ind til en storby ikke alt for langt fra vores landsby Seib, men storbyen sagde mig ikke det store og selvom jeg sjældent havde været der, så jeg ingen grund til at tage derhen nu. Der var dog en by, der efter noget tid fangede min opmærksomhed.

Wennowl.

Det var langt væk fra Seib, men navnet var genkendeligt. Det var der min mormor, Sues, boede. Det var sjældent hun kom på besøg, da det lå så langt væk, og tiden i toget var lang, men når hun så endelig kom, de to gange om året, holdte vi en hel familie sammenkomst, og der blev lavet mad til flere dage.

Jeg havde besluttet mig, for selvom Wennowl bare var endnu en by jeg aldrig havde været i, så ville Sues være der, og hun ville kunne hjælpe mig på vej ind i mit nye liv.

Der gik ikke lang tid før man kunne høre damp toget tude i det fjerne, men det var svært at vide hvor langt væk det var da en tyk tåge efterhånden var begyndt at lægge sig. Jeg havde ikke tænkt over at sommeren var ved at være forbi, vi var efterhånden kommet længere ind i efteråret end jeg havde lagt mærke til, og jeg fortryd pludselig ikke at have taget mine grimme vanter luffer med.

Før jeg vidste af det holdte toget pludselig foran mig, og en kraftig mand med stort gråt overskæg og sort uniform trådte ud på togets små trapper ned til perronen og kiggede hen på mig.

"Skal de ikke med frøken?" Sagde han forbavset da han lænede sig ud af vognen. Jeg forstod ikke hans forbavsede udtryk, toget var jo knap ankommet, så jeg smilede blot og svarede ham høfligt. "Jo da."

"Jamen så kom da så kom," han smilede, og viftede mig hen "billetkøb og indgang her!" Jeg protesterede ikke, men gik hastigt hen foran døren og kiggede op på hans rødmossede smilende ansigt. "Hvor til?" Spurgte han og stod klar med sin mini billet skrivemaskine.

"Wennowl." Svarede jeg, mens jeg stilte tasken på jorden for at fiske mønterne op af min bukselomme.

"Wennowl? Det er sørme langt væk, så bliver du nødt til at tage til Kowis først" han skrev hastigt på den lille skrivemaskine, det var tydeligt han havde gjort det tusindevis af gange før. "Værsgo, det bliver 147 Kin." Jeg rodede rundt med alle de mange små mønter jeg med tiden havde sparet op, netop til dette formål, og fik samlet de 147 Kin i min venstre hånd. Mande i døråbningen tog imod dem, talte hurtigt efter, og rev så  billetten af til mig. Jeg takkede ham og han tog et stort skridt bagud, så jeg kunne komme ind af en af de to døre der førte ind til kupéerne.

Jeg tog ikke mange skridt før jeg nåede en tom kupé der så både indbydende og varm ud. Den indeholdte to aflange sæder overfor hinanden betrukket med mørkt stof, et stort vindue med hvidt gardin der var trukket fra, og et lille indrammet billed af togets linje og stoppested, bag døren.

Jeg svang min taske op på hylden over en af sæderne som det første, og satte mig derefter ned. Mine varme støvler der strammede en smule, bandt jeg op og tog af, for at kunne smide mine ben op på sædet. Toget begyndte at køre kort efter, og jeg fik en mindre klump i halsen da jeg så ud af vinduet på den tågede perron og det gik op for mig at der ville gå lang tid før jeg fik byen, gården og min familie at se igen. Men byen var hurtigt væk og landskabet formede sig som blødt ler mens toget kørte forbi. Jeg lukkede øjnene og lyttede til toget hjul mod skinner, og før jeg vidste af det, var jeg faldet i en let søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...