Ami Coy Cooper [Pause]

En historie om en 17 årige pige ved navn Ami Coy Cooper.
Historien tager undergenren steampunk.

(Ændre muligvis nogle ting undervejs så som Titel & Cover)

2Likes
0Kommentarer
297Visninger
AA

2. Penelope

En sagte banken lød på den tynde egetræsdør. Jeg blinkede et par gange og gned i mine øjne for at få synet igen. Da jeg kiggede hen mod døren, blev den langsomt åbnet. En ung bleg pige stak hovedet ind af døren så jeg kun kunne se hendes pande, øjne og næseryg. hendes hår havde samme farve som kornmarken ved solopgang og var flettet ned forbi hendes skulder. Hun kiggede nervøst på mig ud gennem hendes Camassia blå øjne og spurgte, “Har du noget imod at jeg sætter mig her?” Jeg var stadig ved at vågne op, så jeg gned mine øjne endnu en gang idet jeg svarede “ikke spor,” og smilede.

Hun åbnede kun døren så der lige præcis var plads til at hun kunne komme igennem, og så lukkede hun den lydløst igen. Mon hun var flov over at have vækket mig? Hvis det var tilfældet ville det være uden grund, det var bedst at jeg var vågen, nu hvor jeg snart skulle holde øje med stationerne. “Det var godt du vækkede mig, ellers var jeg nok vågnet for sent.” sagde jeg og smilede til hende. Hun var ikke specielt høj, og jeg var ikke god til at gætte aldre, men jeg antog dog alligevel at hun måtte være yngre end mig. Det var først nu jeg lod mærke til at hun var drivvåd. Jeg kiggede ud ad vinduet og så dråberne piske ind mod glasset, det øsede ned.

Pigen satte sig ned overfor mig og var tydeligvis ikke stolt ved situationen. “Skal du ikke have skiftet noget af alt det våde tøj?” spurgte jeg. Jeg vidste at man ikke burde blande sig i fremmedes sager, det havde min tante sagt gentagne gange, men jeg var nysgerrig, og det kunne jo ikke skade at spørger.

Pigen lod ikke til at have noget imod at jeg snakkede til hende, selvom piger i hendes alder også tit fik det samme at vide.

“Det ville være rart, men jeg har intet tørt tøj med” sagde hun venligt og kiggede ned i gulvet. “Men så kan du jo risikere at gå hen og bliver syg” svarede jeg lidt overrasket over ivrigheden i min stemme og lod mærke til at hun rigtigt nok ikke havde nogen taske med. Jeg kom i tanke om mudder kjolen. Det var måske nok en underlig ting at gøre, men nu hvor jeg ikke længere havde min tante eller andre voksne til at fortælle mig hvordan man lever livet, kunne jeg ligeså godt udnytte situationen til selv at bestemme mine valg.
“Hvis det kan være til nogen hjælp, har jeg faktisk en tør kjole. Den er ikke ligefrem køn, men jeg har ikke noget imod at skulle undvære den.” Jeg smilede til hende, og ventede. Pigen kiggede på mig, som om hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun virkede ikke længere genert eller nervøs, men blot overrasket “Men det kan jeg da ikke!” sagde hun, højere end jeg havde forventet, jeg gav hende et smil og svarede “Selvfølgelig  kan du det”. Så rejste mig op og hev kufferten ned fra hylden over mit hovede. Jeg åbnede den på sædet jeg havde siddet på og trak kjolen ud.  I håb om at den ville blive mindre krøllet, rystede jeg den og rakte den så over i mod pigen “Værsgo”. Hun lyste så op i et smil. “Tusinde tak, Det er yderst pænt af dem!” Det var rart at se at hun rent faktisk blev glad for tilbuddet og ikke blot havde følt sig tvunget. “Jeg vil gå ud og skifte med det samme” sagde hun ivrigt og rejste sig.
Jeg lukkede kufferten i igen og smed den tilbage op på hylden. Pigen åbnede døren men stoppede op før hun trådte ud, “Mit navn er forresten Penelope,” hun ventede, og jeg skyndte mig også selv at præsentere mig. “Ami,” svarede jeg før jeg satte mig ned igen “hyggeligt at møde dem”. Hun sagde endnu engang mange tak før hun smuttede ud af døren og lukkede den bag sig. Jeg smilede til mig selv ved tanken om at have hjulpet et andet menneske, og kiggede ud af vinduet mødt af regndråber og grantræer. Det var nu at jeg kom i tanke om hvor jeg rent faktisk var på vej hen. Toget begyndte langsomt at kører langsommere og stoppede til sidst ved en perron. Jeg kunne lige akkurat tyde skiltets bogstaver gennem den duggede rude, og så at vi var i Eston. Jeg huskede ikke navnet, men gik ud fra at der ikke kunne være lang tid til vi var fremme ved hovedbanegården.

Der var kun gået et par minutter da Penelope kom tilbage ind i kupéen og igen satte sig foran mig. Hun var meget mere smilende end første gang hun var kommet ind af døren, og også mere snakkesalig. “Hvor skal du hen?” spurgte hun, og bredte sit våde tøj ud på sædet ved siden af hende. “Wennowl” svarede jeg og kiggede nysgerrigt på hende “hvad med dig?”
“Wennowl?” udbrød hun, “men det kan du da ikke nå!” Jeg kiggede forbavset på hende “hvad mener du?” hun havde et undskyldende blik i øjnene, “toget det kører forbi Wennowl kører slet ikke så sent om aftenen”.
Sent om aftenen? Jeg kiggede ned på mit armbåndsur, og så at klokken var lidt over ni. “Men det er da slet ikke så sent” Jeg panikkede en smule, hvis ikke jeg kunne nå toget hvad skulle jeg så gøre? “Det sidste tog kører kun til Uehn, når klokken er halv 11 kører det ikke længere og det har først afgang ved 10 tiden” Penelope kiggede ned i gulvet, som om hun tog skylden på sig, “når, jeg finde nok ud af noget” sagde jeg i et blandet forsøg på at berolige både hende og mig selv. Vi kiggede begge tavst ud af vinduet i et lille stykke tid før Penelope brød stilheden. “Jeg har faktisk en ide,” Jeg kiggede overrasket på hende “Jeg bor i Kowis med mine forældre, og jeg er sikker på at de ikke ville have noget imod at du overnatter en enkel nat, slet ikke efter at du har været så gavmild og hjælpsom” Hun kiggede nervøst og mine læber brød overraskende ud i et bredt smil “Mener du det? Det ville være fantastisk!” Hun grinte lavmælt “Ja, selvfølgelig” min dag var reddet og jeg blev yderst lettet over ikke at skulle til at finde et hotel eller hvad end der nu ville være. vi snakkede kort videre om hvor jeg skulle hen og hvorfor, og efter noget tid ankom vi i Kowis. En højlydt stemme råbte ude fra gangen “Sidste station, sidste station”.    
Jeg tog hurtigt mine karamel brune knæhøje støvler på og bandt dem. herefter åbnede jeg hurtigt min kuffert og trak en lang mørkebrun frakke og et hvidt strikket uld halstørklæde ud. Igen lukkede jeg kufferten og fulgte efter Penelope ud af toget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...