When You're All Alone

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2015
  • Opdateret: 23 jul. 2016
  • Status: Igang
//Dette er 2'eren af Mermaid Trouble // Jeg lader hænderne glide over de glatte kister. Marmoret føles koldt mod mine fingre. Ind i mellem strejfer min hånd en vildfaren blomst. En blomst som har ladet sig glide ud af de flotte buketter på kisternes låg. Det her ville aldrig være sket hvis jeg ikke havde været sådan en idiot. Selvom jeg står midt i det fyldte kirkerum, har jeg aldrig følt mig mere alene. Ugerne er gået, sommerferien er forbi, og Harry og drengene er rejst hjem til England. Bella, Ina og Stine er startet i gymnasiet, og tingene er næsten blevet normale igen. De kæmper stadig med at kontrollere deres evner, og de bliver stærkere dag for dag. Det hele ser ud til at gå i den rigtige retning. Men så, en fuldmåne nat kommer Stine og Ina ud for et uheld, et uheld der kommer til at koste dem begge livet. Bella er knust, og hun har ikke Harry ved sin side til at trøste hende. Hun føler sig mere og mere alene som tiden går. I mellemtiden vokser hendes evner sig stærkere end

17Likes
7Kommentarer
3531Visninger
AA

10. Kapitel 8. "Jeg vil ikke bare slå dig ihjel,"

 

Døren smækker bag mig, og mine sko lander på gulvet. Mine fødder fortsætter helt af sig selv op af trappen, og døren til mit værelse glider næsten op af sig selv. Mit hjerte hopper af glæde, da jeg åbner min computer og med det samme ringer til Harry.

Klartonen når at lyde en gang, før Harrys glade ansigt popper op min skærm.

”Hej Solstråle, ” hans hæse stemme i mine ører er som en velsignelse.

”Hej Hazza, ” mit smil går fra øre til øre, det samme gør hans.

”Jeg savner dig så utrolig meget, ” Harrys stemme er blød og hæs, jeg får lyst til at springe i gennem skærmen.

”Jeg savner også dig, men videre til det vigtige! Du skriver en sang om mig! ” min stemme lyder overlykkelig.

Harrys smil bliver kun bredere

”Rolig nu Bellz, jeg er kun lige gået i gang, og den skal være helt perfekt, så der går nok lidt tid, ”

Jeg laver en falsk surt ansigt, og Harry griner.

”Hvordan går det ellers med det nye album? ” jeg er nysgerrig og vil bare gerne holde samtalen kørende.

”Det går langsomt fremad, men vi har ikke engang fundet på navnet endnu. Zayn har ikke været til nogle af møderne, og vi vil ikke beslutte noget uden ham, ” Harrys smil stivner lidt, selvom han prøver at skjule det.

Inden jeg når at sige noget, spørger Harry:

”Hvordan gik første skoledag, fik du nogle nye venner, var der nogle problemer? ” hans smil er igen tilbage, og jeg fortælle lystigt.

Jeg fortæller ham om alting, om vores lille uheld i starten, om vores skabe ved siden af hinanden, om mine problemer med at finde rundt, om David. Da jeg nævner David spørger Harry med et skævt smil: ”Wow Bellz skal jeg være bekymret? ”

”Slet ikke, jeg tror Ina har et godt øje til ham, ” mit smil vokser.

Jeg fortæller videre om hvordan alle folk blev ved med at snakke om at vi er sammen, og om Hans der tvang mig til at synge. Harry siger det samme som Ina.

”Selvfølgelig ville han have dig til at synge, de synger jo så godt, ”

”Jamen nu skal jeg også synge til velkomstfesten, ” brokker jeg mig videre.

”Du kommer til at gøre det fantastisk, jeg vil bare ønske at jeg kunne være der, ”

”Også mig, ”

Der er stille lidt, og bag ved Harry kan jeg høre nogle pusle rundt.

”Hvor er du egentlig Hazza? ”

”Jeg er hjemme ved min mor, du skal virkelig snart møde hende, jeg ved at du vil kunne lide hende, og hun vil kunne lide dig, ”  Harrys stemme er begejstret.

”Jeg vil virkelig gerne møde hende en dag, ”

En stemme bag Harry afbryder ham, da han skal til at sige noget.

”Harold teen er klar, kommer du ned og drikker den sammen med os? ”

Harry kigger først på mig som for at få min tilladelse.

”Bare gå, men ring igen senere, ” smiler jeg, men mit humør daler alligevel.

”Okay, farvel Solstråle jeg elsker dig, det må du aldrig glemme, ” Harry rejse sig og lægger på.

 Stilheden og ensomheden overmander mig. Jeg skynder mig at sætte noget musik på og finde mine lektier frem. Jeg har ikke særlig mange for, så jeg er hurtigt færdig, hvilket irritere mig. Jeg skal have et eller andet at lave, ellers kommer jeg til at tænke på drømmen. Derfor skynder jeg mig nedenunder og laver en kop kaffe. Jeg giver mig god tid til at ligge den lille kapsel ind i maskinen. En besked tikker ind på min telefon og der lyder et højlydt bip. Beskeden er fra Ina.

//Svømmetur? J //

Jeg smiler af hendes besked og skriver bare et hurtigt ja tilbage. Jeg ved at vi som sædvanlig mødes ved bugten. Så jeg glemmer alt om min kaffe løber ud på altanen og springer.

Vandet omslutter mig, og jeg snuser ind, som var det bare luft. Jeg slår et hårdt slag med min hale og skyder hurtigt gennem vandet. Jeg smiler, mens havbunden suser forbi under mig, og vandet plasker mig i hovedet.  Jeg stopper hurtigt op, inden jeg når til bugten. Mit hoved bryder vand overfladen, og et uventet syn møder mig. To dykkere træder vande ikke mindre end en meter fra mig. De har ryggen til, så jeg panikker og gør mig hurtigt usynlig. Fordi de er mennesker, kan de ikke se bugten kun en nøgen klippevæg. Men hvad laver de så her? Min nysgerrighed tager over, og jeg svømmer langsomt tættere på. Jeg spjætter da en af dem siger noget.

”Hvor er de? Han sagde at de ville være her, ” stemmen er sur og utålmodig.

”Han sagde, at de ville komme, så vær tålmodig han vil belønne os for det her, ” denne stemme er mere dyb og alvorlig.

Mit hjerte springer et slag over, hvad mener de med han sagde, at de ville være her? Bag mig dukker Stines hoved op, og jeg skynder mig at presse hende ned igen. Hun stritter i mod, men jeg skubber bare hårdere.

”Hvad fanden har du gang i Bella? ” siger hun højt, alt for højt.

Jeg sætter en finger foran min mund og peger op. Stine følger min finger, og får øje på dykkerene. De har vendt sig om, sikkert på grund af larmen, da jeg tvang Stine under.

”Hvem er de? ” Stines stemme er lille og forsigtig.

”Jeg ved det ikke, men de ved hvem vi er! ”

”Hvad?! ”

”De ved at vi kommer her, ” min stemme ryster.

”Hvordan? ”

”De siger at han har fortalt dem det? ” min stemme knækker midt i sætningen.

”Nej! ” siger Stine.

”Det er umuligt, vi slettede hans hukommelse, ” nu ryster Stines stemme også.

I det samme dukker Ina op, og samtidig griber Stine og jeg fat om hendes arme for at trække hende ned igen.

Inden hun når at sige noget, ligger Stine hånden over hendes mund og peger op på dykkerne. Ina nikker, og Stine slipper hende.

”Jeg så dem godt, jeg teleporterede mig hen på min sten. Heldigvis havde de ryggen til, men jeg hørte deres samtale, ” Ina snakker så hurtigt, at det er svært at følge med.

”Men det kan umuligt være ham der står bag, han burde ikke engang kunne huske sit eget navn, ” Stine prøver at lyde sikker, men hendes stemme ryster og afsløre hendes usikkerhed.

”Hvis de ikke har tænkt sig at gå må vi skræmme dem væk, ” Ina lyder vred og bange, men jeg enig med hende.

”Skal vi bruge måneringene? ” spørger jeg forsigtigt.

Jeg ved godt, at vi ikke er trænet i at bruge dem, men bare lige denne ene gang.

”Det ved jeg ikke, hvad hvis de vender sig mod os igen? ” Stine er bange, det kan man tydeligt høre.

Jeg tager en hurtig beslutning og retter min månering mod dykkerene. Den lyser op, og jeg bliver synlig igen.

”Der! Der er en! ” råber en af dykkerene.

Ina og Stine bliver synlige ved siden af mig, de har også rettet deres måneringe mod dykkerene.

”Tilkald ham, hurtigt! ” råber den anden dykker.

Vores måneringe lyser op, men der sker ingenting. Jeg koncentrere mig mere, og det samme gør pigerne. Et par sorte skyer samler sig over dykkernes hoveder, og de kigger op. Jeg vil smile, men måneringen trækker på mine kræfter, så det er umuligt for mig. Lyn begynder at slå ned fra skyerne i vandet omkring dykkerene. De råber begge højt og begynder at svømme ind mod bredden. Skyerne følger efter dem. Jeg når ikke at opdage at vi vandt ”kampen”, før den ene dykker råber:

”Han kommer efter dig Bella Kammers, du ved det godt! ”

I det samme stopper min månering med at virke, og mit hoved begynder at dunke.  Hundredevis af billede flyver rundt i min hukommelse. To hvide marmorkister, et fyldt kirkerum, en kold fuldmånenat, blodrøde øjne og så mørke intet andet en mørke.

Min livløse krop synker ned mod bunden, mens Ina og Stine stadig er bundet af deres måneringe. Jeg rammer havbunden med et bump, og jeg ligger helt stille. Jeg forsvinde stille ind i bevidstløsheden.

Der er hvidt allevegne, jeg kan ikke se hvor himlen begynder eller stopper, hvis der overhovedet er en himmel. Jeg snurre rundt om mig selv, men et par stærke arme stopper mig. Jeg kigger op et par blodrøde øjne, og et skrig undslipper min mund.

”Bella Kammers, ” hans stemme er næsten som en hvisken, men så klar at den ikke kan overhøres.

Jeg prøver at rive mig løs af hans greb, men med sin overnaturlige styrke holder han mig fast.

”Jeg vidste, at den eneste måde jeg kunne nå dig på ville være i dine drømme, ” en kuldegysning går gennem mig, da hans kolde ånde rammer mit ansigt.

”Desværre havde jeg ikke mulighed for at møde dig i den virkelige verden, da jeg stadig kommer mig efter jeres lille tryllenummer, ” han lyder skadefro, og jeg begynder at paniske at vride mig i hans greb.

”Glem det Bella du er i min åndeverden, jeg styre tingene her, men jeg kan ikke skade dig, mens du befinder dig i åndeverdenen. ”

”Hvad vil du så med mig, vil du slå mig ihjel? ” min stemme ryster.

”Åh Bella, jeg vil ikke bare slå dig ihjel, det ville være alt for smertefrit. Nej Bella, jeg vil først hjemsøge dig, indtil jeg har kræfter nok til at møde dig personligt. Så vil jeg gøre dit liv til et helvede, og der efter vil jeg lade dig dø en langdrukken smertefuld død! ”

Jeg hyperventilere nu, mit hjerte banker så hurtigt, at jeg er bange for, at det skal falde ud af brystet på mig. Tårerne triller ned af mine kinder, mens han fastholder mit skræmte blik.

”Nu vil jeg lade dig gå, men du kan ikke fortælle noget af det her til nogen, det skal jeg sørge for, ” hans øjne lyser næsten af fryd over mit skræmte blik.

”Hvordan det? ” jeg spørger af nysgerrighed og af frygt.

”Lad os bare sige, at dig og dine små fiskevenner ikke længere er de eneste der kender til magi, ” han slipper mig, og jeg falder mod det hvide gulv.

Jeg slår grædende mine øjne op.

 

Jaaaaa et nyt kapitel, fortæl mig gerne hvad i synes indtil videre i kommentaren 

-E$

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...