When You're All Alone

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2015
  • Opdateret: 23 jul. 2016
  • Status: Igang
//Dette er 2'eren af Mermaid Trouble // Jeg lader hænderne glide over de glatte kister. Marmoret føles koldt mod mine fingre. Ind i mellem strejfer min hånd en vildfaren blomst. En blomst som har ladet sig glide ud af de flotte buketter på kisternes låg. Det her ville aldrig være sket hvis jeg ikke havde været sådan en idiot. Selvom jeg står midt i det fyldte kirkerum, har jeg aldrig følt mig mere alene. Ugerne er gået, sommerferien er forbi, og Harry og drengene er rejst hjem til England. Bella, Ina og Stine er startet i gymnasiet, og tingene er næsten blevet normale igen. De kæmper stadig med at kontrollere deres evner, og de bliver stærkere dag for dag. Det hele ser ud til at gå i den rigtige retning. Men så, en fuldmåne nat kommer Stine og Ina ud for et uheld, et uheld der kommer til at koste dem begge livet. Bella er knust, og hun har ikke Harry ved sin side til at trøste hende. Hun føler sig mere og mere alene som tiden går. I mellemtiden vokser hendes evner sig stærkere end

17Likes
7Kommentarer
3582Visninger
AA

8. Kapitel 6. ”Jeg har lige mødt dig. Det er ikke noget, som jeg går og plapre løs til alle om, ”

 

 

 

Jeg slår øjnene op og ser mig omkring. Jeg ligger i Harrys lejlighed, og ved siden af mig ligger Harry. Hans tunge åndetræt signalere, at han stadig sover, og jeg ligger mig også ned igen. En lille solstråle skinner ind gennem en revne i gardinet. Jeg følger den med øjnene hen ad gulvet hen over de to lænestole og op på væggen. Efter fem minutters betragtning af den lille solstråle, sætter jeg mig igen op og svinger mine ben ud over sengekanten. Jeg rejser mig stille op og går hen til vinduet. Stille trækker jeg gardiner fra, og sollys fylder lejligheden. Jeg kniber øjnene let sammen, da de har vænnet sig til mørket. Jeg står lidt og ser solen stå op, daggry har altid været mit yndlings tidpunkt på dagen. For ved daggry starter en ny dag, en ny chance og et nyt håb.

En hånd bliver lagt på min skulder, jeg spjætter og vender mig hurtigt om. Det er bare Harry, jeg må have vækket ham.

”Undskyld, jeg ville ikke forskrække dig, ” siger han med hans hæse stemme.

”Det er okay, ” siger jeg bare.

Han ligger armene om mig og trækker mig ind til sig. Jeg kigger op i hans grønne øjne, og han smiler til mig. Jeg gengælder ikke smilet, hvilket giver ham et bekymret udtryk i øjnene.

”Bella? ” siger han spørgende.

”Mmh, ” svarer jeg og sænker blikket.

”Er du stadig bange? ”

Mit blik rettes hurtigt mod ham igen. Der går lang tid inden jeg svarer ham, men endelig siger jeg.

”Ja, jeg er stadig rædselsslagen, ”

Harry kigger bekymret på mig, før han tager mit ansigt i sine hænder og lader sine læber møde mine. Hans kys er så blidt, at jeg bliver blød i knæene, og er nødt til at støtte mig til ham. Han bryder kysset, og siger:

”Jeg elsker dig Bella Kammers, og vi skal nok komme i gennem det her, sammen, ”

Han nusser mig blidt på kinden, mens jeg siger:

”Jeg elsker også dig, ”

 

”Bella? ”

Skolesygeplejersken vækker mig af min dagdrøm, og jeg kigger op. Efter episoden i klassen blev jeg sendt hen til skolesygeplejersken, og hun spurgte mig så hvad der var sket. Derefter konstaterede hun, at det nok bare var førsteskoledagstres, og jeg gav hende bare ret. Hun bad mig om at sunde mig lidt og derefter gå til min næste time.

”Det ringer lige om lidt, kan du holde ud at komme til næste time? ” spørger Ingrid, som er skolesygeplejersken.

”Ja, tak for hjælpen, ” svarer jeg.

”Det var da så lidt, jeg ved at første skoledag kan være stressende, ”

Jeg nikker og forlader hendes kontor. Gangen er helt tom, da alle er til time. Jeg er nødt til at gå tilbage til dansklokalet for at hente mine bøger og min taske. Da jeg er halvejs, ringer klokken, og der begynder at strømme elever ud på gangen. Surt, nu kommer jeg helt sikkert forsendt til historie. Jeg forsætter ned ad gangen, indtil jeg ser David komme gående. Jeg bliver pludselig svimmel igen, da jeg husker hvad jeg så i hans øjne. Jeg så ikke bare et rødt skær, jeg så ondskaben selv. Det sidste sted jeg har set det røde skær var i øjnene på min kidnapper. Jeg ryster hurtigt tanken af mig, det var bare noget jeg forstillede mig, det må det have været. David smiler til mig, og kommer så hen til mig.

”Hej, jeg tog dine bøger med til, jeg håber det er okay, ” siger han.

Han er næsten to hoveder højere end mig, så jeg skal kigge op for at se ham i øjnene.

”Åh, mange tak, ” mumler jeg og tager i mod bøgerne.

Vi følges ned af gangen i akavet stilhed, indtil jeg bryder stilheden.

”Øh… hvad skal du have nu? ” spørger jeg tamt.

”Jeg tror nok, at jeg skal have historie, ” svarer han.

En del af mig bliver glad for, at vi skal have et fag mere sammen, en anden del krymper sig sammen i frygt for ham.

”Det skal jeg også, men jeg ved ikke hvor det er, ” siger jeg.

”Var du ikke med på intro turen i sommers? ” spørger David.

Mine forældre fortalte mig, da jeg kom hjem fra kidnapningen om introturen, men jeg var for træt og for sårbar.

”Nej, ” svarer jeg bare.

”Nå, men jeg skal nok vise dig det, ”

”Tak, ”

Det kan jeg godt lide ved David, han spørger ikke hvorfor, jeg ikke var med, han respektere bare, at sådan er det. Mens vi går videre, fanger jeg pludselig David i at kigge på mig. Da han ser mig kigge på ham, vender han hurtigt blikket en anden vej, og rødmen stiger op i hans kinder. Længere ned af gangen ved mit skab får jeg øje på Ina, og jeg vinker til hende. Hun vinker også smilende til mig.

”Er det en af dine venner? ” spørger David.

”Ja, hun er min bedste veninde, ” smiler jeg.

Vi er nået hen til Ina, og jeg smiler til hende.

”Hvordan var matematik? ” spørger jeg.

”Meget læreridt, ” griner Ina.

”Hvad med dansk? ”

Endnu en gang bliver jeg svimmel ved tanken om dansktimen. Men jeg ville ikke fortælle det til Ina, for hun skal ikke bekymre sig. Det var helt sikkert bare noget, jeg forstillede mig.

”Det gik fint, ” siger jeg.

David åbner munden, som om han skal til at sige noget, men jeg sender ham et advarende blik, og han lukker den igen.

”Bella? Er der ikke noget jeg skal præsenteres for? ” spørger Ina, og jeg vender igen blikket mod hende.

”Når ja, Ina det her David, han hjælper mig med at finde rundt, ” siger jeg.

David rækker hånden frem, og Ina tager den.

”Hej David, jeg hedder Ina, ” siger hun.

Så slår det mig. Der er noget i Inas blik, der ikke er som det plejer. Hun synes David er flot! Jeg sender hende et blik der betyder: Omg du synes så meget at han er flot! Rødmen stiger op i hendes kinder, og hun kigger væk.

Jeg skynder mig at åbne mit skab og finde mine historie bøger. Ina og David er allerede begyndt at gå, så jeg skal næsten løbe for at indhente dem.  Da jeg endelig kommer op på siden af dem, kan jeg høre, at de allerede begge to snakker som vandfald. Så derfor holder jeg mig lidt i bagrunden.

”Vi skal herind, ” siger David så og drejer ind af en dør. Ina of jeg følger efter. Historielokalet ligner præcis dansklokalet, den eneste forskel er, at i historie lokalet er der tomandsborde.

Ina og jeg sætter os ved et bord bagerst i klassen, og David sæter sig ved bordet ved siden af. Han og Ina indleder hurtigt en ny samtale, mens jeg vender opmærksomheden mod døren. Nogle af de elever der træder ind, kan jeg kende fra dansktimen, andre er hel fremmede for mig. Læreren træder ind. Hun er ikke så høj og lettere bred, på hendes næseryg hviler et par gule briller, og på hendes læber sidder et blændende smil klistret fast. Hendes halvkorte krøllede hår er sat op i en stram knold. Hun præsenterer sig som Vigga Hansen vores nye historie lærer. Vigga vælger også at indlede timen med en navnerunde, men hun starter fra den bagerste række. Derfor starter fyren, der sidder ved siden af David. Han fortæller, at han hedder Markus, og at han spiller basketball. Turen forsætter hen til David og derefter til Ina.

”Jeg hedder Ina, og jeg danser i min fritid, ” siger hun. Hun gør det samme som mig, hun kigger ned i bordet for at undgå øjenkontakt med nogen. Turen gik videre til mig, og jeg sagde bare det samme, som jeg sagde i dansktimen. Da jeg var færdig. Var der en der i forklædning af et host tilføjede: ”Og hun dater Harry Styles! ”

Alles blikke bliver rettet mod mig, og jeg krymper mig. Selv Vigga kigger på mig.

”Nå? ” siger hun.

”Nå hvad? ” spørger jeg.

”Gør du? ”

”Gør jeg hvad? ”

”Dater du Harry Styles? ” spørger hun i et opgivende tonefald.

”Når det, øh det kan man godt sige, ” svarer jeg bare.

”Og hvad mener du med det? ” spørger en lyshåret pige med togskinner.

Vreden stiger op i mig. Skal jeg virkelig sidde i historietimen og diskutere mit kærlighedsliv?

”Jeg mener, at jeg er kærester med Harry! ” Jeg siger det mere irriteret, end jeg ville.

Det er som om, at der springer en bombe i klasseværelset. Pigerne skriger, drengene holder sig for ørene, og Vigga prøver desperat at få ro på det hele. Jeg krymper mig bare ved bordet, og undgår øjenkontakt med nogen. David forsøger at fange mit blik, men jeg kigger væk. Ina finder min hånd under bordet og giver den et blidt glem. Jeg kigger på hende, og hun sender mig et blik, der betyder: ”Det hele skal nok gå, ”

Da Vigga endelig får ro på klassen, forsætter hun navnerunden uden at se på mig en eneste gang.

Da klokken ringer, rejser alle sig med det samme og forlader lokalet. Vigga er ved at pakke sine bøger sammen, og føler virkelig, at jeg brude sige noget til hende. Så jeg tager mine bøger og går op til kateteret.

”Øh, undskyld for alt det larm, ” Det lyder tamt, men det er det eneste, jeg kan finde på at sige.

”Åh, nej, det var overhovedet ikke din skyld, ” Viggas tone er ikke til at bestemme, den lyder faktisk bare stenhård.

Inden jeg når at sige mere til hende, forlader hun lokalet og efterlader mig sammen med Ina og David.

”Hvad gik det ud på, ” spørger David.

”Jeg ville bare sige undskyld, for at jeg skabte så meget postyr, ”

David nikker før han siger: ”Du nævnte aldrig over for mig, at du var kæreste med en kendt, ”

”Jeg har lige mødt dig. Det er ikke noget, som jeg går og plapre løs til alle om, ” mumler jeg.

”Jeg driller, ” hans smil er blændende, og det får også mig til at smile.

Vi går ud på gangen, hvor der igen vrimler med mennesker. Jeg kan ikke huske, hvad jeg skal have nu, så jeg er nødt til at gå tilbage til mit skab for at tjekke. Det samme skal Ina og David, så vi følges ad. Jeg ved ikke hvor Davids skab ligger, men det må være tæt på vores, siden han skal samme vej.

Da vi når hen til Inas og mit skab, står Stine der allerede med favnen fuld af bøger. Igen præsentere jeg David, der venligt siger hej. Derefter går han hen og åbner skabet lige ved siden af Inas. Hvilket sammentræf.

”Hvor har du gravet ham op henne? ” hvisker Stine, mens David og Ina står og snakker.

”Han har hjulpet mig med at finde rundt, og Ina kan vist gå lide ham, ” det sidste siger jeg meget lavt, for at ingen skal høre det. Stine smiler, jeg åbner mit skab og finder mit skema. Jeg skal have to musiktimer i streg, mit hjerte hopper af glæde.

”Jeg har fritime nu, ” siger Stine.

”Men der er prøve i teatergruppen, så det tror jeg, at jeg vil prøve, ”

”Jeg skal have kemi, ” siger Ina.

”Jeg skal have engelsk på højt niveau, ” siger David.

Okay, så vi skal alle sammen forskellige steder hen. Jeg kigger hurtigt på skemaet igen.

”Jamen, så ses vi til frokost, hvis jeg kan finde det, ” smiler jeg.

”Hvad skal du have lige inden frokost? ” spørger David.

”Musik, ”

”Det ligger lige der, ” han peger på en dør.

”Jeg møder dig bare der, så kan vi følges til kantinen, ”

”Tak, ” siger jeg, og han smiler.

Klokken ringer igen, og signalere at vi skal gå til time. Jeg vinker farvel til dem alle sammen, før jeg går hen mod musiklokalet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...