When You're All Alone

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2015
  • Opdateret: 23 jul. 2016
  • Status: Igang
//Dette er 2'eren af Mermaid Trouble // Jeg lader hænderne glide over de glatte kister. Marmoret føles koldt mod mine fingre. Ind i mellem strejfer min hånd en vildfaren blomst. En blomst som har ladet sig glide ud af de flotte buketter på kisternes låg. Det her ville aldrig være sket hvis jeg ikke havde været sådan en idiot. Selvom jeg står midt i det fyldte kirkerum, har jeg aldrig følt mig mere alene. Ugerne er gået, sommerferien er forbi, og Harry og drengene er rejst hjem til England. Bella, Ina og Stine er startet i gymnasiet, og tingene er næsten blevet normale igen. De kæmper stadig med at kontrollere deres evner, og de bliver stærkere dag for dag. Det hele ser ud til at gå i den rigtige retning. Men så, en fuldmåne nat kommer Stine og Ina ud for et uheld, et uheld der kommer til at koste dem begge livet. Bella er knust, og hun har ikke Harry ved sin side til at trøste hende. Hun føler sig mere og mere alene som tiden går. I mellemtiden vokser hendes evner sig stærkere end

17Likes
7Kommentarer
3538Visninger
AA

7. Kapitel 5. "Er det ikke hende der dater Harry Styles?"

 


Skolen er en stor bygning med tre etager og en stor parkeringsplads foran. Det ser faktisk meget hyggeligt ud, men det ville se mere hyggeligt ud, hvis det ikke var en skole.  Der er fyldt med mennesker, nogle ser ud til at have været her før, mens andre ligner nogen der føler sig mindst ligeså fortabte som vi gør. Da vi når op til hovedøren, kan jeg mærke folks blik i nakken. En stille hvisken går rundt mellem forsamlingen.

”Er det ikke hende der dater Harry Styles? ”

”Jo det tror jeg, ”

”Det var de to der optrådte sammen med One Direction, fuck hvor sygt, ”

Jeg har lyst til at fortælle dem, at jeg kan høre hvad de siger, men jeg lader være. Jeg er ret ligeglad med om de kan lide mig eller ej, jeg har stadig mine to bedste veninder. En sms tikker ind på min telefon, som jeg har glemt at sætte på lydløs. Omkring begynder folk at hviske igen.

”Omg måske er det Harry der skriver til hende, ”

”Hun er den heldigste pige på planeten! ”

Jeg smiler, ja de er jeg i den grad. Men sms’en er ikke fra Harry, den er fra min mor.

//Far og jeg er på hotellet i aften, knus mor//

Jeg sætter telefonen på lydløs og lader den glide ned i min lomme igen. Der er samling klokken kvart over ni i gymnastiksalen. Ina og Stine holder sig tæt til mig, så vi ikke bliver væk fra hinanden.

Det er ikke svært at finde gymnastiksalen, for alle de andre skal også derhen, så vi følger bare flokken. Salen er imponerende stor og der er tribuner, så alle elever på skolen kan være herinde. Omkring os forsætter folk med at hviske.

Vi finder nogle pladser og sætter os ned. Vi snakker ikke sammen, vi har alt for travl med at kigge på de andre. Alting er så spændende, og på samme tid er det skræmmende. Jeg skal hele tiden være på vagt over for fare, som en vildfaren vandflaske eller vådt hår.  Jeg har lokaliseret toiletterne, så jeg ved hvor jeg skal flygte hen, hvis der sker noget. Men jeg håber ikke der sker noget, jeg vil ikke fremstå som en weirdo allerede på første dag.

Der bliver banket på en mikrofon, og der bliver stille i hallen. Rektoren Hr. Andersen, som er en høj ranglet mand, stiller sig op på et lille podie med en mirkofon.

”Velkommen alle sammen, ” begynder han.

”Velkommen tilbage til jer der har været her før, og velkommen for første gang til jer nye elever. Jeg håber at i allerede nu føler jeg godt tilpas på skolen, for den skal jo næsten være jeres hjem de næste år. Jeres skemaer og skabsnumre er nu blevet sendt ud til jer via mail… - ” han snakker i et væk, og jeg er sikker på at der ikke er nogen der lytter mere.  Han giver os noget mere information omkring telefoner og brugen af computere i undervisningen. Jeg prøver at lytte efter, men der er bare andre ting der interessere mig mere. Som pigerne i heppekornsuniformer og drengene i basketballtrøjer, det er jo det rene High School Musical.

Bag os hører jeg en trække op til et nys, og jeg dukker mig automatisk. Jeg ved, at hun sidder med en åben vandflaske og når der er et nys på vej kan det kun gå galt. Desværre har jeg glemt at fortælle det til pigerne, så da der lyder et høj nys, og der ryger vand ud over det hele, sidder de i splashzonen. De kigger først skræmte på hinanden i et split sekund, så rejser de sig og løber mod det nærmeste toilet. Jeg vil vædde med at alles blik er rettet mod dem, da de smækker døren efter sig.

”Hvad sker der for dem? ”

”Det er da uforskammet at gøre det midt i rektors tale, ”

Folk begynder at hviske igen, men nu er de ikke længere beundrende. Jeg sidder alene tilbage, mens hr. Andersen snakker videre. Først da vi bliver sendt ud for at finde vores skabe, kommer Ina og Stine ud fra toilettet. Jeg småløber hen til dem, for at høre om de er okay.

”Er i okay? Var der nogen der så jer? ” spørgsmål flyver stille ud af min mund.

”Nej der var ikke nogen der så os, ” svare Ina.

De ser begge to flove ud, og jeg kan godt forstå det, de er nu officielt stemplet som tabere. Jeg trækker min telefon op af lommen for at se mailen.

”Jeg har skabsnummer E203, hvad med jer? ” siger jeg.

De trækker begge to deres mobiler op af lommen.

”E202, ” smiler Ina.

”E204, ” griner Stine.

De lyder begge to lettet over at den tunge stemning er lettet lidt. Det er bare et uheld, det betyder ikke noget, vi skal bare være forsigtige fra nu af.

”Lige mine ord, ” griner Stine.

”Skrub ud af mit hoved, ” griner jeg og giver hendes skulder et blidt puf.

Vi går ud af salen for at finde vores skabe, men den tunge stemning ligger sig hurtigt over vores lille gruppe igen. Ude på gangen sender folk Ina og Stine mærkelige blikke. Inden folk igen begynder at hviske, trækker jeg af med pigerne, deres første skoledag skal ikke ødelægges af det lille uheld.

Vi finder hurtigt vores skabe, de ligger lige ude foran kantinen. Jeg kan ikke finde ud af om det er en god ting, men i det mindste er de ved siden af hinanden. Inde i skabet ligger der et skema. Skolen tilbyder mange forskellige valgfag som, musik, billedkunst, madlavning, teater og meget mere. Jeg har dog kun valgt musik, men det er også på højt niveau, så jeg skal have det flere gange om ugen.

”Jeg vil prøve at blive cheerleader, ” bekendtgør Ina.

”Fedt, men jeg vil heller på volleyball holdet, ” siger jeg.

”Og jeg vil prøve at komme med i nogle teater forestillinger, ” siger Stine.

Det er første gang, vi har været så uenige om noget, men det er også en god. Vi behøver jo ikke gøre alting sammen, bare fordi vi har en hemmelighed sammen.

Mit skema viser at jeg skal have dansk i første time og derefter historie.

”Jeg skal have matematik hvad med jer? ” spørger Ina.

”Dansk, ” svarer jeg.

”Også matematik, ” siger Stine.

En skuffede klump samler sig i min mave, og jeg ved ikke helt hvorfor. Altså jo det er lidt træls, at de to skal have første time sammen, men det er ikke noget at være skuffet over. Så får vi andre timer sammen.

”Hvad skal i have efter matematik? ” spørger jeg.

”Historie, ” siger Ina.

Hvad sagde jeg?

”Engelsk, ” siger Stine og lyder skuffet.

Klokken ringer, og jeg kigger igen på mit skema. Dansk foregår i lokale E323, det må jo ikke ligge så langt væk.

”Vi ses Bella, ” siger Ina, da hende og Stine går for at komme til Matematik.

Jeg står alene tilbage og aner ikke hvor jeg skal hen. Der kommer flere elever gående ned af gangen, så jeg beslutter mig for at spørger en af dem. Jeg vælger en høj dreng med runde briller, der minder mig om Harry Potter.

”Hej, ved du hvor lokale E323 er? ” spørger jeg.

”Ja, jeg skal faktisk selv derned nu, vi kan følges ” svare han smilende.

”Tusind tak, jeg ved ikke hvad jeg ellers ville have gjort, nok bare vandret rundt på gangen indtil en lære spurgte mig hvad jeg lavede, ” svare jeg.

Han griner lidt, og så begynder han at gå.

”Hvad hedder du? ” spørger jeg for at bryde isen.

”Jeg hedder David, ” svarer han.

”Godt at møde dig David, jeg hedder…- ”

”Bella, jeg kender dig godt, ” afbryder han mig.

”Hvor kender du mig fra? ” spørger jeg bare af nysgerrighed.

”Aviserne og sådan, ” svarer han kort for hoved.

Jeg vidste ikke at jeg havde været i avisen.

”Har jeg været i avisen? ” spørger jeg.

”Ja, på forsiden endda, vidste du ikke det? ”

”Nej, hvad stod der? ”

”Alt muligt om din kidnapning og sådan, ”

Pludselig stiger kvalmen op gennem min hals, og jeg bliver svimmel og vakler lidt.

”Er du okay, du blev lige meget bleg? ” spørger David.

Nej! Jeg er overhovedet ikke okay, jeg er ved at falde om eller kaste op eller at gøre begge dele. Jeg har ikke nok luft til at svare ham, men alligevel for jeg fremstamme noget.

”Ja det er bare et meget ømt punkt, ”

”Din kidnapning? ” spørger han.

Endnu en kvalme bølge ryger gennem min krop, og jeg nikker. Selvom jeg ikke har kræfter til det går vi videre i tavshed. David siger først noget igen, da vi er noget hen til lokalet.

”Jeg er ked af at jeg nævnte det med avisen, det var dumt af mig, ” siger han.

Jeg ryster på hovedet, min kvalme er endnu ikke gået over, men allievel siger jeg:

”Det er ikke din skyld, jeg er bare fjollet, ”

Vi sætter os bagers i klassen, da vi er de første der, de andre elever må også have svært med at finde herned.

”Jeg synes ikke at det er fjollet, det må have været forfærdeligt, ” siger David.

”Det var frygteligt, men jeg vil helst ikke snakke om det, ” siger jeg.

Min kvalme er ved at gå over, nu hvor jeg sidder ned. Men tanken om ugen i den store tank, giver mig gåsehud.

”Okay så kan vi skifte emne, ” siger David.

Han virker som en sød fyr David, og jeg kan godt lide hans briller. Jeg har på fornemmelse vi kan blive gode venner. Klassen begyndte at blive fyldt op, og næsten alle pladser var besatte, da læren trådte ind.

Læren præsentere sig dom frk. Christensen, og hun vil starte timen med at tage en navnerunde, ligesom vi gjorde da vi var mindre. Vi begynder oppe foran, men jeg hører ikke efter og fanger kun to af navnene, Elias og Noah. Så kommer turen til mig, jeg skal fortælle hvad jeg hedder og nogle ting om mig selv.

”Jeg hedder Bella Kammers, jeg spiller volleyball, jeg synger og spiller guitar, ” siger jeg, mens jeg kigger ned i borderet for at undgå øjenkontakt med nogen.

Jeg ved ikke hvorfor, det er bare noget jeg gør. Turen går videre til David.

”Jeg hedder David Teis, jeg spiller guitar og basketball, ” siger han.

Jeg kigger på ham og pludselig får vi øjenkontakt. Så går tingene meget hurtigt. Jeg ved ikke om det bare er mig, men pludselig et split sekund glider et rødt skær hen over Davids øjne, og så kaster jeg op ud over gulvet. 

 

Så er femte kapitel ude, tusind tak til alle jer der følger med i historien. Skriv en kommentar med jeres menning så er i søde :)

-Emilie $

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...