When You're All Alone

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2015
  • Opdateret: 23 jul. 2016
  • Status: Igang
//Dette er 2'eren af Mermaid Trouble // Jeg lader hænderne glide over de glatte kister. Marmoret føles koldt mod mine fingre. Ind i mellem strejfer min hånd en vildfaren blomst. En blomst som har ladet sig glide ud af de flotte buketter på kisternes låg. Det her ville aldrig være sket hvis jeg ikke havde været sådan en idiot. Selvom jeg står midt i det fyldte kirkerum, har jeg aldrig følt mig mere alene. Ugerne er gået, sommerferien er forbi, og Harry og drengene er rejst hjem til England. Bella, Ina og Stine er startet i gymnasiet, og tingene er næsten blevet normale igen. De kæmper stadig med at kontrollere deres evner, og de bliver stærkere dag for dag. Det hele ser ud til at gå i den rigtige retning. Men så, en fuldmåne nat kommer Stine og Ina ud for et uheld, et uheld der kommer til at koste dem begge livet. Bella er knust, og hun har ikke Harry ved sin side til at trøste hende. Hun føler sig mere og mere alene som tiden går. I mellemtiden vokser hendes evner sig stærkere end

17Likes
7Kommentarer
3577Visninger
AA

5. Kapitel 3. "Jeg havde bare mareridt "


Jeg slår øjnene op og kigger rundt i det tomme værelse. Jeg ved ikke hvad der vækkede mig, men jeg har en følelse af, at jeg ikke er alene. En kuldegysning går gennem mig, og jeg ligger mærke til, at altan døren står åben. Det er koldt udenfor, da solen ikke er stået op.

Modvilligt svinger jeg benene ud over senge kanten og sætter mig op. Mit vækkeur viser at klokken er halv fire. Jeg gaber lidt, inden jeg rejser mig op for at lukke altan døren. Hvorfor er det så koldt? Vejrudsigten i går sagde, at det ville blive den varmeste dag på året. Det er stadig mørkt udenfor, og halvmånen lyser ned fra et lille huld i skydækket.

Så slår et lyn pludselig ned lige uden for den nu lukkede altan dør, og jeg vælter bagover. Ude på altanen omgivet af lys står han. Hvad laver han her, vi slettede jo hans hukommelse.

Han øjne gløder rødt og hans sylespidse hjørnetænder er blottet i et aggressivt hvæs, som kun en vampyr kan lave.

Han slår ud efter glasset, og det splintres. Jeg skriger da de skarpe glasskår står til alle sider.

Bella?

”Nej, nej! ” råber jeg.

Han kommer nærmere med sine arme strakt ud mod mig. Hans stærke hånd får fadt om min arm, og jeg skriger igen.

Bella?

”Nej! ”

Bella!

 

Jeg sætter mig op med et skrig, mens koldsveden løber ned af min ryg. Mine forældre står ved siden af min seng, det er lyst udenfor, og solen skinner ned fra en skyfri himmel. Jeg hyperventilere. Det føles som om de skarpe glasskår stadig skærer sig ind i mine arme. Da jeg kigger ned har jeg faktisk rifter på mine arme, men det er bare fordi jeg kradset mig selv i søvne.

”Hvad sker der Bella? ” spørger min mor.

Jeg kan næsten ikke snakke. Det føles som om, at ordne tager form i min mave, arbejder sig op gennem min hals, men sætter sig så fast lige inde de kommer ud af min mund.

”Jeg havde bare mareridt, ” stammer jeg stille.

Min mor og far udveksler blikke.

”Og hvad handlede det om? ” spørger min mor.

”Det kan jeg ikke huske, ” lyver jeg.

Sandheden er, at jeg aldrig nogensinde har kunne huske en drøm så tydeligt. Billedet af ham inde på mit værelse er som brændt fast på min nethinde.

Mine forældre efterlader mig alene på værelset. Mit hjerte hamre så hurtigt, at jeg er bange for at få et hjertestop. Jeg famler efter min telefon på natbordet, jeg må ringe til nogen. Men jeg vil ikke fortælle Harry det, jeg har forstyrret ham nok i nat. Jeg vil ikke gøre ham mere bekymret, end han nok allerede er.

Og hvis jeg siger det til pigerne, bliver de også bare bekymret. Jeg er nødt til at holde det for mig selv.

Det er sidste dag inden skolen starter. Måske når jeg kommer i skole, glemmer jeg alt om drømmen og om synet. Min telefon bipper, og jeg farer sammen. Det er en sms fra Harry.

//Godmorgen solstråle, sovet godt? //

Jeg smiler lidt. Det at vide at Harry ikke glemmer mig beroliger mig. Men jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Hvis jeg ikke skal bekymre ham, så må jeg ikke fortælle ham om drømmen. Desuden det var bare en drøm, det betyder ikke noget.

//Lidt uroligt men ellers fint, hvad med dig? //

Det lyder meget naturelt, gør det ikke?

Jeg står op og tager tøj på. Da jeg kommer i tanke om, at jeg ikke skal over med morgenmad til drengene. Der samler sig en skuffede følelse i min mave.  Min telefon bipper igen.

//Jeg savner dig men ellers har jeg det fint, drengene og jeg skal i studiet i dag <3 //

Nu er jeg glad for, at jeg bad Harry om at blive i England. Hvis han var taget hjem ville han være gået glip af en dag i studiet.

// Skal i optage? <3 //

Svaret tikker ind næsten lige med det samme.

// Nej, vi skal bare skrive <3 //

Mens jeg får sokker på tænker jeg over, hvad de mon skal skrive. Måske er de allerede i gang med det femte album. Nej, det kan ikke passe, de har jo lige udgivet det fjerde.

// Hvad skal i skrive? //

Måske er det et dumt spørgsmål.

// Sange, men det går ikke så godt, Zayn kommer ikke <3 //

Det undre mig, Zayn plejer at være vild med at hænge ud i studiet. I hvert fald hvad jeg ved af.

// Hvis jeg kender jer ret, skal i nok få skrevet noget <3 //

Jeg lægger telefonen i baglommen på mine jeans og går så nedenunder. Ude i køkkenet er mine forældre ved at køre på arbejde.

”Hyg dig med din sidste ferie dag, ” siger min far.

”Tak hyg jeg på arbejde, ” siger jeg lidt sarkastisk.

De går ud af køkkenet, og lidt efter hører jeg bilen starte. Jeg snupper hurtigt et æble fra frugtskålen og sætter mig ind i stuen. Jeg tænder fjernsynet og klikker ind på Netflix. Jeg vil bare lige se en enkelt episode af Modern Family.

Min telefon bipper i min baglomme, og jeg fisker den op. Det er en sms fra Ina. Wow jeg er populær her til morgen. (Fangede i sarkasmen? )

//Hvordan har du det? //

Kort og godt som sædvanlig.

// Fint nok //

Det er en løgn, men jeg vil ikke bekymre hende. Drømmen sidder stadig i mit hoved, men jeg prøver at tænke på noget andet. Derfor ender jeg med at i stedet for at se en episode, ser jeg fem.

Men drømmen sidder stadig i mit hoved. Jeg må ud af huset, jeg må ud nu! Jeg løber hurtigt op på mit værelser. Men jeg stopper brat op foran altan døren. Drømmen vælter ind over mig, og jeg træder et skridt tilbage.

Nu må du stoppe Bella, det var kun en drøm. Men ingen af mine beroligende ord hjælper, jeg er rædselsslagen. Det er fjollede, og jeg giver mig selv ikke bare en, men to mentale lussing. Jeg løber nedenunder igen, jeg kan bare tage altanen i spisestuen, den vender også ud mod vandet. Jeg skynder mig ud på altanen og hopper.

Jeg rammer vandet hård, så vandet står til alle sidder. Men jeg er ligeglad, jeg må væk fra huset, væk fra minderne om drømmen og om ham. Som altid føler jeg mig velkommen i vandet, og jeg slapper straks mere af. Min puls falder stille og roligt, men mit hjerte hamre stadig.

Følesen af ikke at være alene bliver erstattet af følesen af at være helt alene i verden. Jeg har kun fiskene til selskab, og de siger ikke så meget. Pludselig forsvinder solen og jeg kigger op. Det er et skib der sejler over mig.

Et kort øjeblik tror jeg det er drengene, men så rammer sandheden mig, og jeg føler mig igen alene. Jeg ved ikke, hvor jeg skal svømme hen. Det er ikke sjovt at være i bugten uden Stine og Ina, men jeg orker ikke at ringe til dem. Jeg vil bare gerne være lidt alene og tænke.

Jeg savner drengene så utrolig meget og der er ikke engang gået en dag.

 

≈≈≈

Sidst på eftermiddagen er jeg nødt til at svømme hjem. Mit eneste håb lige nu, er at Ina eller Stine invitere mig til sleepover. Jeg tror ikke at jeg overlever en nat i mit værelse lige nu. Jeg kan stadig se det for mig, de blodrøde øjne der stirrer ind i mine.

Harrys stemme fra i går giver genlyd i mit hoved, mens jeg skyder gennem vandet. Er du sikker på, at jeg ikke skal komme til Danmark? Nej, jeg er ikke sikker. Men jeg ved, at hvis jeg havde sagt ja, havde jeg trukket ham væk fra en masse arbejde. Jeg ved hvor vigtigt bandet er for ham, så jeg vil ikke begynde at rode med det.

Jeg gør mig usynlig og trækker mig op på land. Mens jeg tørrer mig, får jeg øje på Stine og Ina i vandet. Det er kun mit veltrænede øje der kan se dem, almindelige mennesker ville ikke skænke dem en tanke. Mine ben vender tilbage, og jeg bliver synlig igen.

Jeg kigger mig hurtigt omkring, før jeg siger: ”Fri bane piger. ”

De kommer smilende op af vandet og får sig hurtigt tørret.

”Hvordan har du det? ” spørger Stine.

Hvor vil jeg ønske, at de ville holde op med at stille det spørgsmål. Jeg har det jo fint, det var kun en fjollede drøm, det er ikke virkelighed.

”Som sagt har jeg det fint, det var bare en drøm! ” siger jeg lidt mere irriteret end det var mening.

”Hvilken drøm? Jeg mente dit syn, ” siger Stine.

Pis, nu har jeg afsløret mig selv.

”Jeg mente også syn, jeg ved ikke hvorfor jeg sagde drøm, ” prøver jeg.

Jeg begynder at vrøvle, som jeg altid gør når jeg prøver at bortforklare noget. Så derfor tager det ikke Ina og Stine mere en fem sekunder at gætte hvad der sker.

”Bella? Hvad skjuler du for os? ” spørger Ina.

Jeg har virkelig ikke lyst til at gøre dem bekymrede, men jeg har jo næsten allerede sagt det.

”Det er lige meget, jeg havde bare mareridt i nat ikke andet, ” lyver jeg.

Igen gennemskuer de med det samme at jeg lyver. Jeg er ikke den bedste løgner, og det er et problem.

”Bella, hvis du ikke fortæller det, så tvinger du mig til at læse dine tanker! ” siger Stine.

Pis det havde jeg glemt.

”Fint! ” siger jeg opgivende.

Det her skal Stine få betalt, hvem ved, måske rejser jeg tilbage i tiden og sørger for hendes forældre aldrig mødes. Ej okay det er strengt, og sandheden er også, at så stærk er jeg heller ikke.

”Jeg havde mareridt om ham i nat, og nu er jeg bange for min egen skygge, ” ryger det ud af mig.

Detrlyder et gisp fra Stine.

”Var det også et syn? ” spøger hun stille.

”Det tror jeg ikke, det føltes bare som et mareridt, det er ikke noget at bekymre sig om, ”

”Hvorfor er du så bange? ”

Den skide tankelæsende… årh jeg kan ikke finde på noget.

”Jeg er selvfølgelig stadig bange for ham, bare fordi det er to eller tre uger siden jeg kom hjem, betyder det ikke, at jeg holder op med at være bange, ”

Tårerne triller pludselig ned af mine kinder. Lige da jeg kom hjem igen efter kidnapningen, kunne jeg heller ikke sove om natten. Den eneste grund til, at jeg kom igennem det var Harry.

De nætter jeg ikke kunne sove, gik jeg over til hans værelse. Når han åbnede døren stod jeg udenfor i nattøj med tårerne trillende ned af kinderne. Det eneste der beroligede mig var, når Harry lagde sine arme om mig, og sagde at det hele nok skulle gå. Jeg havde det dårligt med at holde ham vågen, men hver gang jeg prøvede at gå, holdt han bare endnu fastere om mig.

”Det er okay, ” sagde han altid.

”Jeg kan alligevel heller ikke sove, ”

 

De nætter savner jeg afsindigt, jeg savner at ligge med Harrys stærke arme omkring mig. Jeg savner hans hæse stemme der fortæller mig, at det hele nok skal gå. Jeg savner at føle mig sikker.

 

  ______________________________________________________________________________________

Så er tredje kapitel her endelig, undskyld vente tiden, de andre kapitler skal nok komme hurtigere fra nu af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...