When You're All Alone

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2015
  • Opdateret: 23 jul. 2016
  • Status: Igang
//Dette er 2'eren af Mermaid Trouble // Jeg lader hænderne glide over de glatte kister. Marmoret føles koldt mod mine fingre. Ind i mellem strejfer min hånd en vildfaren blomst. En blomst som har ladet sig glide ud af de flotte buketter på kisternes låg. Det her ville aldrig være sket hvis jeg ikke havde været sådan en idiot. Selvom jeg står midt i det fyldte kirkerum, har jeg aldrig følt mig mere alene. Ugerne er gået, sommerferien er forbi, og Harry og drengene er rejst hjem til England. Bella, Ina og Stine er startet i gymnasiet, og tingene er næsten blevet normale igen. De kæmper stadig med at kontrollere deres evner, og de bliver stærkere dag for dag. Det hele ser ud til at gå i den rigtige retning. Men så, en fuldmåne nat kommer Stine og Ina ud for et uheld, et uheld der kommer til at koste dem begge livet. Bella er knust, og hun har ikke Harry ved sin side til at trøste hende. Hun føler sig mere og mere alene som tiden går. I mellemtiden vokser hendes evner sig stærkere end

17Likes
7Kommentarer
3585Visninger
AA

17. Kapitel 15. "Bella, det er kompliceret, "

Harry forlader aldrig min side. Når jeg forsvinder ind i en urolig søvn bliver han der, for når jeg vågner er han der stadig. Mit hoved er omtåget af alt den smertestillende medicin de tvinger mig til at tage. Harrys nærvær gør mig trykkere, selvom jeg ikke lægger mærke til ham halvdelen af tiden. Indtil videre er det noget lort at være sytten år. Jeg ligger på hospitalet og burde prise mig lykkelig for at være i live, og mine to bedste veninder er blevet myrdet af en hævngerrig vampyr. Senere på morgenen kommer kriminalkommissær Jensen ind for at snakke med mig igen. Sagen om Ina og Stine er blevet klassificeret som et mord, da chaufføren i taxaen er sporløst forsvundet. Han behøver alt den information jeg har.

”Så du føreren af taxaen? ” er hans første spørgsmål. Jeg ryster bare på hovedet som svar, da min stemme stadig er svag. Harry holder min raske hånd og har lovet at sige fra, hvis det bliver for meget for mig.

”Er der nogen der kunne have grund til at skade dine veninder? ” hans spørgsmål får et væld af følelser til at vælte ind over mig.

”Nej, ” det lyder ikke overbevisende, men jeg kan ikke rigtig fortælle ham og vampyren. Han fortsætter sit forhør, men han er meget venligere end han var lige efter ulykken. Da han er færdig tager jeg en hurtig lur, og da jeg vågner er Harry væk. Min første reaktion er skræk, men så ser jeg at Louis sidder i hjørnet og halvsover.

”Louis? ” min stemme er stadig svag, men den vækker ham alligevel.

”Jeg sov ikke! ” indvender han hurtigt. Jeg ville grine, men på grund af både den psykiske smerte og den fysiske, gør jeg det ikke. Jeg nøjes med at sende ham et anstrengt smil.

”Hvor er Harry? ” Louis gnider sig i øjnene før han svarer.

”Han smuttede lige i bad, men kun fordi jeg tvang ham, ” lettelse skylder ind over mig, han har ikke forladt mig. Det banker let på døren, jeg spjætter hvilket får smerten til at skyde gennem mine ribben. Jeg stønner lavt af smerte, og Louis er henne ved mig med det samme.

”Er du okay? ” han lyder panisk. Jeg nikker og han ånder lettet op, så åbner han døren. Inas forældre står på den anden side. Mit hjerte springer et slag over, og maskinen misser et bip.

”Øh… ” Louis kender ikke Inas forældre, så han kigger spørgende på mig.

”Det er okay, det er Inas forældre, ” den sidste del af sætning er næsten kun en hvisken. Louis lader dem komme indenfor. Deres øjne er røde og de ser også trætte ud.

”Hvordan går det Bella? ” spørger Inas far James. Min hals er pludselig meget tør.

”Jeg overlever, ” kvækker jeg hæst. Måske var det en ond ting at sige, jeg overlever, men det gjorde Stine og Ina ikke.

”Det er godt at høre, ” Inas mor Lilly smiler et falsk smil ned til mig.

”Jeg er virkelig ked af det, ” min stemme er kun en hvisken, og mine øjne bliver blanke.

”Åh Bella, det er jo ikke din skyld, du forsøgte at redde dem, ” Lilly prøver at lyde som om hun mener det, men hendes stemme har en anden tone. Louis sidder igen i hjørnet og sover.

James og Lilly fortæller mig, at de holder en fællesbegravelse på tirsdag. Men det vidste jeg allerede på grund af mit syn. Mit i vores samtale kommer Harry ind, han har et nyt sæt tøj på, og hans hår er fugtigt. Han ser utrolig godt ud. Maskinen bipper hurtigere og det er pinligt. Harry sender mig et skævt smil, som jeg halvhjertet gengælder.

”Vi må nok hellere komme afsted, ” Lilly og James rejser sig, og jeg protesterer ikke. Harry sætter sig på den efterladte stol.

”Hvordan har du det? ” han lyder mere frisk, selvom han ikke har sovet endnu. Jeg trækker på skuldrene. Av!

”Jeg kunne have det bedre, ” jeg prøver ikke engang at lyde positiv.

”Skal jeg hente noget smertestillende? ” Harry har næsten rejst sig.

”Nej! Jeg vil bare have at du kommer og lægger dig ved siden af mig, ” han trænger til at sove, og jeg trænger til at føle mig sikker og varm.

Han smiler skævt, og jeg rykker mig lidt, så han kan være der. Det gør ondt, men jeg ignorer smerten. Han lægger sig forsigtigt ned og lægger armen om mig.

 

Tirsdag formiddag bliver jeg midlertidigt udskrevet for at tage til begravelsen. Jeg er nødt til at blive kørt rundt i en kørestol. Det er så pinligt, og alle kigger på mig. Men det kan også have noget at gøre med, at det er Harry der skubber mig ud af døren og ind i bilen.  Mine ribben smerter stadig, hver gang jeg trækker vejret, og mit hoved er omtåget af pillerne. Men jeg nægtede at gå glip af begravelsen. Det tog mig to timer og flere skænderier med både mine forældre, Harry og sygeplejerskerne. Men til sidst gav de sig alle sammen, og nu sidder jeg i bilen. Harry holder min hånd, og jeg hviler mit hoved mod hans skylder. Han og drengene skulle egentlig hjem i dag, men de bliver indtil jeg har fået det bedre. Eller indtil de er nødt til at arbejde på albummet.

Da vi når til kirken er det et mareridt. Der er fyldt med reportere og deres store kameraer.

”For helvede, ” mumler Harry og presser sine læber sammen til en tynd streg. Han har prøvet at skjule det for mig, at der i alle aviser har været noget om ulykken på forsiden. Men jeg fandt ud af det, da min far tog et sladderblad med til mig på hospitalet. På forsiden var der et billede af Harry der skubbede mig rundt i kørestolen. Overskriften lød: Kærlighed besejre alt. Jeg fnøs og smed bladet fra mig.

Senere havde jeg fundet ud af, at dette billede var på forsiden af næsten alle magasiner og ugeblade. Men ingen af de artikler jeg har læst indeholder noget om mordet på mine bedste veninder. Men de må da vide det, siden der er stimlet så mange sammen.

Harry køre mig ud af bilen, jeg hader det. Jeg hader at føle mig så hjælpeløs, men der var ikke andre måder sygeplejerske lod mig forlade min stue. Det følelses som et tordenvejr, kameraernes blitz er lyn, og deres stemmer er torden. Jeg prøver at lukke dem ude, mit hoved smerter, mens spørgsmålene regner ned over os.

”Hvordan har du det? ” ”Hvordan kunne det ske? ” ”Hvordan reagerede Harry? ” jeg har lyst til at skrige, men jeg holder mig rolig. Harry mumler eder og forbandelser, og han får mig hurtigt indenfor. Kirkerummet slår vejret ud af mig. Der er så smukt, og der står to hvide marmorkister oppe ved alteret, og ovenpå ligger der nogle imponerende blomster buketter.

Inas forældre står og snakker med mine, og Stines forældre står ved alteret.

”Hvor skal jeg køre dig hen? ” Harry bøjer sig ned og spørger. Jeg hader det! Jeg hader at være afhængig af andre.

”Kan vi ikke droppe kørestolen? ” spørger jeg forsigtigt.

”Glem det Bella, du burde slet ikke være her, hvor skal jeg køre dig hen? ” der er intet i Harrys stemme der antyder, at han laver sjov. Hvilket han heller ikke gør.

”Op til alteret tak, ” min stemme er hæs. Han skubber mig op mellem bænkerækkerne. Jeg føler at alle blikke er rettet mod Harry og mig.

”Jeg går lige ned og snakker med drengene, de aner ikke hvem nogen her er, ” da Harry forlader mig, stiger min puls automatisk.

Jeg lader hænderne glide over de glatte kister. Marmoret føles koldt mod mine fingre. Ind i mellem strejfer min hånd en vildfaren blomst. En blomst som har ladet sig glide ud af de flotte buketter på kisternes låg. Det her ville aldrig være sket hvis jeg ikke havde været sådan en idiot. Selvom jeg står midt i det fyldte kirkerum, har jeg aldrig følt mig mere alene.

Selvom Harry lige er gået, selvom drengene ikke er taget hjem endnu. Jeg er helt alene.

”Bella? ” en vældkendt stemme bag mig får mig til at spjætte, og smerten skyder gennem mig. Jeg bander stille.

”Undskyld, ” David kommer om på den anden side af kørestolen.

”Det er fint, ” min hals er pludselig meget tør igen.

Jeg hørte ikke meget om det, men jeg tror at David og Ina var blevet rigtig gode venner. Tanken om at det er min skyld, at han aldrig ser hende igen, giver mig kvalme.

”Jeg er ked af det David, ” kvækker jeg stille, og han kigger lamslået på mig.

”Det er jo ikke din skyld, du prøvede at redde dem, ” hans ord giver mig bare endnu mere kvalme. Jeg prøvede at redde dem fra noget, som jeg rodede dem ind i. En tanke slår ned i mig, som David står lidt akavet foran mig. Den drøm om ham, som ikke var en drøm.

”Må jeg spørger dig om noget David? ” jeg spørger forsigtigt.

”Skyd løs, ” han sender mig et skævt smil, men hans øjne er blanke.

”Er du en vampyr? ” jeg spørger ham, som om jeg bare spørger hvilken dag det er. Han ser helt paf ud, før han svarer.

”Bella er det virkelig noget at diskutere her? ” han har fået et alvorligt glimt i øjnene.

”Kan du ikke bare svare mig, så kan vi diskutere det senere, ” jeg er stædig, men jeg kender allerede svaret.

”Det er kompliceret Bella, ”

”Jeg er ligeglad, ”

”Hvorfor? ” han stiller det spørgsmål, som jeg havde håbet han ikke ville.

”Fordi mine to bedste veninder lige er blevet myrdet af en sindssyg vampyr, ” igen siger jeg det bare, som det er den mest almindelige ting. Farven forlader Davids ansigt, og han kniber munden sammen til en tynd streg.

”Vi kan tale om det senere, ” David går i det samme Harry kommer tilbage.

”David vent! ” men han er allerede gået.

”Hvad handlede det om? ” spørger Harry.

”Han kondolerede bare, ” jeg har ikke lyst til at fortælle Harry om samtalen.

 

Under hele ceremonien sidder jeg i tårer. Medicinen gør mit hoved omtåget, og jeg har svært ved at høre efter. Det næste jeg opfatter er, at Harry har kørt mig ud til de to åbne grave. Da de hejser kisterne ned går det først op for mig. Jeg skal aldrig nogensinde se dem igen, aldrig! Pludselig triller tårerne udstyreligt ned ad mine kinder. Det gør ondt hver gang jeg hulker, men sorgen gør mere ondt. Præsten siger nogle sidste ord, så kommer Ina og Stines forældre hen til mig.

”Vi synes du skal smide dem her ned på kisterne, ” siger James, mens han rækker deres to måneringe frem. Tårerne strømmer ned ad mine kinder, og Harry er nødt til at tage i mod dem for mig.

”Er du sikker på at du vil gøre det? ” spørger Harry, han har også tårer i øjnene. Jeg skider på hans spørgsmål.

”Harry du må ikke græde! ” hvis han græder, græder jeg, og det er meningen han skal være stærk.

”Jeg græder fordi jeg hader at se dig sådan her. Jeg hader at se dig i smerte! ” Harry bider sig i læben, og jeg græder bare endnu mere.

”Skal vi gøre det sammen? ” spørger jeg. Harry nikker og triller mig over til gravene. Vi starter med Stine. Vi holder begge om hendes månering, så siger vi farvel og lader den falde ned. Der lyder et lille dunk da den rammer kisten. Vi gør det samme med Inas. Tårerne triller ned ad mine kinder. Nu har jeg officielt givet sip på dem. Ingen magi i verden kan bringe dem tilbage til mig. Det gør ondt på mig at se de andre omkring gravene græde. Jeg ved at jeg har taget deres liv, det hele er min skyld.

Da får jeg øje på David i mængden, jeg er ikke færdig med at snakke med ham.

”Harry må jeg godt lige snakke med David, ham og Ina var vist en form for kærester? ” jeg kigger bedende på ham.

”Du kan snakke lidt med ham, men så skal du tilbage til hospitalet. Jeg kan sagtens se at du er i smerter Bellz, ” ikke engang hans øjne viser andet end omsorg for mig. Han triller mig hen til David og lader os så være alene.

”David? Vil du ikke nok svare på mit spørgsmål? ” jeg kigger med tårer i øjnene på ham.

”Bella, det er kompliceret, ” han vender sig om for at gå, men jeg handler hurtigt og griber fast i hans arm. Så sker tingene meget hurtigt. Alting omkring os forsvinder og kommer så tilbage som noget andet. Kirkegården bliver til en vej ved vandet, og jeg ved præcis hvor vi er. Længere henne ad vejen kommer Harry og en anden udgave af mig gående hånd i hånd. Jeg har gjort det! Jeg har rejst i tiden! Jeg er rejst tilbage til lørdag aften. Foran mig udfolder hele dramaet sig nu igen, og jeg lukker øjnene, jeg nægter at se det igen. Ved min side står David med munden vidt åben. Jeg hører mine egne skrig, og holder mig for ørene.

”Hvem er det? ” spørger David og peger. Jeg åbner modvilligt øjnene og ser ham. Han løber hurtigere end naturen tillader ud ad taxaen lige inden den rammer vandet. Pludselig skifter omgivelserne igen. Ambulancerne er ankommet, og jeg ser mig selv gå som i en trance midt ude på vejen. Jeg ser den sorte bil komme kørende, jeg ser den ramme mig, jeg ser mig selv blive kastet hen ad vejen. Så ser jeg føreren af bilen. Som jeg havde gættet sider han bag rattet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...