When You're All Alone

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2015
  • Opdateret: 23 jul. 2016
  • Status: Igang
//Dette er 2'eren af Mermaid Trouble // Jeg lader hænderne glide over de glatte kister. Marmoret føles koldt mod mine fingre. Ind i mellem strejfer min hånd en vildfaren blomst. En blomst som har ladet sig glide ud af de flotte buketter på kisternes låg. Det her ville aldrig være sket hvis jeg ikke havde været sådan en idiot. Selvom jeg står midt i det fyldte kirkerum, har jeg aldrig følt mig mere alene. Ugerne er gået, sommerferien er forbi, og Harry og drengene er rejst hjem til England. Bella, Ina og Stine er startet i gymnasiet, og tingene er næsten blevet normale igen. De kæmper stadig med at kontrollere deres evner, og de bliver stærkere dag for dag. Det hele ser ud til at gå i den rigtige retning. Men så, en fuldmåne nat kommer Stine og Ina ud for et uheld, et uheld der kommer til at koste dem begge livet. Bella er knust, og hun har ikke Harry ved sin side til at trøste hende. Hun føler sig mere og mere alene som tiden går. I mellemtiden vokser hendes evner sig stærkere end

17Likes
7Kommentarer
3532Visninger
AA

16. Kapitel 14. "Der var intet at gøre, de var begge- "

 

Blå blink er overalt omkring mig, da jeg slår øjnene op. Jeg kæmper mod smerterne i mit hoved og i min hånd, mens jeg kigger rundt for at finde et kendt ansigt. Min hjerne arbejder på højtryk for at huske, alting hvad der er sket. Et par grønne øjne møder mine.

”Bella! Gudskelov du er okay! ” Harry kommer hen til mig, og først da opdager jeg, at jeg ligger på en båre. Lettelse i de grønne øjne, får mig til at tænke endnu mere over hvad der er sket. Så slår det mig.

”Hvor er de? ”min stemme er lille og svag, men Harry forstår hvad jeg siger. Han skal til at åbne munden for at svarer, da en politimand står foran mig.

”Bella Kammers? ” hans stemme er dyb og alvorlig, og jeg nikker til svar.

”Jeg er kriminalkommissær Jensen og jeg skal efterforske dine venners død, ” hans ord slår mig som en knytnæve.

”Hvad? ” jeg spørger, selvom jeg kender svaret.

Harry kigger med et trist blik på mig, men ingen af dem svarer.

”Hvor er Ina og Stine?! ” jeg prøver at lyde stærk, men min stemme knækker og forråder mig.

”Bella, jeg er virkelig ked af det, ” er det eneste Harry og siger, og jeg forstår meningen.

En tåre triller ned af min kind, mens sorgen og vreden vokser indeni. Jeg løfter hånden og tørrer arrigt tåren væk, men en skarp smerte skyder gennem min hånd, og jeg stønner.

”Hvad lavede du i vandet udenfor taxaen? ” spørger Kriminalkommissær Jensen uden at tage notits af mit smerteudbrud.

Jeg prøver at få nok kontrol over min stemme til at svare ham.

”Jeg prøvede at redde dem, ” min stemme knækker mit i sætningen. Han skriver ned på sin lille blok.

”Var det dig der slog ruden ind? ”

Jeg er omtåget, og jeg kan næsten ikke huske det. Det ville give mening med smerten i min hånd.

”Det tror jeg, ” får jeg sagt.

”Det tror du? ”

”Jeg kan ærlig talt ikke huske det, ” siger jeg.

Kriminalkommissær Jensen kigger skeptisk på mig. Til mit held kommer en ambulance reder hen og afbryder forhøret.

”Jeg tror, ikke helt hun er klar til at svare på spørgsmål lige nu, ” siger hun og sender mig et blidt smil, som jeg ikke gengælder.

Jensen kaster et sidste skeptisk blik på mig, før han vender om på hælen og marcherer væk.

”Jeg er glad for at se dig ved bevidsthed, ” ambulancerederen snakker igen til mig.   

Jeg nikker bare.

”Dine skader er ikke så slemme, du har brækket hånden, og fået en hjernerystelse, ” hendes optimisme går mig på nerverne. Hvordan kan hun snakke så normalt, hun har lige fisket to lig op af vandet. Ligene af mine to bedste veninder. Tingene begynder langsomt at gå op mig for.

Jeg skal aldrig se Ina eller Stine igen! Jeg skal aldrig mere høre deres latter eller svømme ved deres side mod bugten. Jeg skal aldrig mere flygte sammen med dem ud på toilettet, og derefter bryde sammen af grin. Jeg begynder at græde vildt, tårerne triller ned af mine kinder, og vreden bobler i mit blod. Han slog dem ihjel!

”Bella?! Hvad har du gang i? ” Harrys stemme forskrækker mig. Jeg har rejst mig fra båren, og er gået flere meter. Uden at jeg selv tænker over det flytter mine ben sig, jeg aner ikke hvad jeg har gang i, mit hoved er omtåget.

”Hun er gået i chok! ” ambulance rederens stemme trænger ind i mit hoved, men den stopper mig ikke. Jeg aner ikke hvor jeg skal hen, jeg vil bare væk, helt væk.

”Bella pas på! ” Harry lyder desperat og skræmt. Bilen rammer mig fra siden og kaster mig hen ad asfalten, men jeg mærker ikke smerten. Mit hoved er for omtåget, mens sorte pletter danser for mine øjne, tænker jeg noget, jeg aldrig har tænk før. Gid jeg dør af dette! Så forsvinder jeg ind i mørket igen. Det sidste jeg hører, er Harry der råber mit navn.

 

Bip. Bip. Bip, lyden irriterer mig, og jeg vil bede nogle om at slukke den. Men hverken mine øjne eller min mund vil lystre. Jeg hører utydelige stemmer, men jeg genkender ingen af dem. Jeg ligger i mørket og tænker. Ina og Stine er væk. Døde. Myrdet. Af Ham. Jeg har ikke nok følelse i min krop, til at frembringe vrede, men jeg ved, at jeg er vred. Hver gang den lille biplyd trænger ind i mit hoved, er jeg tæt på at vågne, men hver gang trækker mørket mig ned igen.

Jeg aner ikke hvor længe jeg har ligget i mørket, timer, dag, uger? Min tidsfornemmelse er væk, sammen med næsten alle mine andre følelser. Jeg vågner først, da jeg hører en mere en velkendt stemme. Jeg kæmper mod mørket og får åbnet mine øjne.

”Harry! ” gisper jeg. Hans grønne øjne møder med det samme mine, og lettelsen skylder ind over dem.

”Bella! ” hans hæse stemme lyder træt, og han har mørke rander under øjnene.

”Hvor er jeg? Hvilken dag er det? ” min stemme er svag og hæs, men jeg bomber ham stadig med spørgsmål. Han smiler lettet af mine mange spørgsmål.

”Du er på hospitalet, og det er søndag, ”

Søndag? Det føles som om, at jeg har været i mørket meget længere end knap en dag.

”Og hvad er klokken? ”

”Halv fire om morgen, ” Harrys sætning ender med et langtrukkent gab, han ser super sød ud. Okay, så jeg har ikke været i mørket så længe.

”Har du overhovedet sovet? ” spørger jeg.

Han ryster træt på hovedet og lader hånden glide gennem sit hår.

”Jeg kunne ikke sove ikke før jeg vidste, om du ville overleve, ” Harrys ord rammer mig.

”Var jeg i livsfare?! ” min stemme lyder ikke så høj som det var meningen.

”Du gik fuldstændig i chok, jeg tror ikke du anede hvad du havde gang i. Du gik bare rundt, og så blev du ramt af en bil. Den kørte næsten hundrede kilometer i timen, ” mens Harry fortælle med sin hæse stemme, prøver jeg at huske, men der er intet.

”Bilisten? ”

”Han kørte bare udenom dig på vejen og stak af, ” Harrys stemme har en vred undertone, da han siger det. Jeg prøver at sætte mig op, men smerter skyder gennem hele kroppen.

”Hvad skete der før jeg vågnede på båren? ” jeg husker godt hvad der skete med taxaen og Ina og Stine. Selv at tænke deres navne gør ondt.

”Jeg ringede efter ambulancen allerede da du sprang i vandet. Da du ikke kom op blev jeg bekymret, men jeg kunne ikke komme i gennem skjoldet. Ambulancen ankom få minutter senere. Af en eller anden grund, kunne de sagtens komme i gennem? Jeg var frygtelig bekymret for, om de ville finde dig med din hale. Men de kom op med dig, du var bevidstløs, og jeg gik i panik. Jeg kunne se din hale, men ingen af rederne kunne, og din månering lyste sindssygt meget. Du tørrede utrolig hurtigt, og så forsvandt din hale også for mig. Der efter fiskede de taxaen op- ” han stopper og skæver til mig.

Jeg prøver at se rolig og stærk ud, men jeg aner ikke hvad jeg ligner.

”Bella, er du sikker på du vil høre mere? ”

”Ja, forsæt! ” min stemme er en stille hvisken, og han fortsætter.

”Der var intet at gøre, de var begge- ” han tøver.

”De var begge døde, ” han kigger med triste øjne på mig, og det går op for mig, at han græder. Jeg har aldrig set Harry græde før. Jeg prøver igen at sætte mig op, men min krop protestere.

”Harry, du må ikke græde, ” jeg vil lyde stærk, men min stemme er svagere end før.

”Da de kom hen til dig, efter at bilen havde ramt dig, ” han stopper for at tørre en tåre væk. Han trækker en stol hen til sengen og sætter sig.

”De sagde at dit hjerte ikke slog! ” han presser læberne sammen til en tynd streg, mens flere tårer triller ned af hans kinder. Jeg trodser smerten og rækker hånd op for at røre hans kind. Jeg opdager at den dækket af gips hele vejen op ad armen.

”Harry, stop jeg lever, ” ordne sætter sig fast i min hals. Jeg lever. Men det gør Stine og Ina ikke.

”Jeg var så bekymret, ” inden Harry når at afslutte sætningen, bliver døren åbnet.

”Hvor er hun? ” Liams stemme lyder gennem rummet. Alle drengene vælter ind. De ser alle sammen trætte ud ligesom Harry.

”Hun er vågen, ” Harrys stemme er grødet og hans øjne er røde. Drengene kommer hen til sengen, men jeg prøver ikke at rejse mig op for at se på dem.

”Bellz, er du okay? ” Louis lyder vildt træt.

”Jeg har det fint, ” jeg har stadig ikke fået min stemme tilbage, så det bliver til en hæs hvisken.

”Hvad er dine skader? ” Liam lyder mindst lige så træt som Louis. Jeg kigger spørgende på Harry. Han er ikke nået så langt i hans fortælling endnu.

”Du har brækket din højre hånd, arm og tre ribben. Du har forstuvet din venstre fod og har fået en slem hjernerystelse, ” han snakker mere til mig end til drengene.

”Lægerne siger at du er heldig, at du overlevede, ” hans stemme knækker. Jeg føler mig ikke heldig, jeg føler mig svag ked af det og mest af alt vred. Jeg kan ikke sige noget, og det kan drengene heller ikke.

”Hvad med mine forældre? ” spørgsmålet er rettet mod Harry.

”De sover i venteværelset, de har været herinde, mens du var bevidstløs, ” jeg kan ikke holde ud at se Harry sådan, helt ude af den. Jeg trodser smerten og får mig endelig sat op. En bølge af smerte og kvalme skylder gennem mig.

”Skal du kaste op? ” Harry er hurtigt på benene og finder en spand i hjørnet. Jeg nikker. Han rækker mig hurtigt spanden, og jeg kaster min aftensmad op i den. Hvor er det dog pinligt! En sygeplejerske kommer ind, hun tager spanden fra mig og går ud med den.

”Er du okay? ” Harry er henne ved min seng igen. Jeg nikker, men forsøger ikke på at rejse mig igen. Jeg rækker min venstre hånd op for at stryge Harry gennem håret. Min berøring virker til at berolige ham lidt.

”Jeg er i live, i skal ikke være bekymret mere, ” men selvfølgelig bekymrer de sig. Jeg bekymrer mig også. Ina og Stine er væk! Jeg kan stadig ikke fatte det. Men i stedet for at være i sorg, er jeg vred, jeg hungrer efter hævn. Han slog dem ihjel! Men så rammer tanken mig. Han slog dem ihjel, for at få ramt på mig. Det er min skyld! Jeg får kvalme igen. 

__________________________

Wow! Nyt kapitel! Det er længe siden! Jeg håber at I nyder historien indtil videre. Efterlad gerne en kommentar med jeres mening.

-E$

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...