When You're All Alone

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2015
  • Opdateret: 23 jul. 2016
  • Status: Igang
//Dette er 2'eren af Mermaid Trouble // Jeg lader hænderne glide over de glatte kister. Marmoret føles koldt mod mine fingre. Ind i mellem strejfer min hånd en vildfaren blomst. En blomst som har ladet sig glide ud af de flotte buketter på kisternes låg. Det her ville aldrig være sket hvis jeg ikke havde været sådan en idiot. Selvom jeg står midt i det fyldte kirkerum, har jeg aldrig følt mig mere alene. Ugerne er gået, sommerferien er forbi, og Harry og drengene er rejst hjem til England. Bella, Ina og Stine er startet i gymnasiet, og tingene er næsten blevet normale igen. De kæmper stadig med at kontrollere deres evner, og de bliver stærkere dag for dag. Det hele ser ud til at gå i den rigtige retning. Men så, en fuldmåne nat kommer Stine og Ina ud for et uheld, et uheld der kommer til at koste dem begge livet. Bella er knust, og hun har ikke Harry ved sin side til at trøste hende. Hun føler sig mere og mere alene som tiden går. I mellemtiden vokser hendes evner sig stærkere end

17Likes
7Kommentarer
3578Visninger
AA

15. Kapitel 13. "Jeg prøver at redde dem! "

Dagen går meget hurtigere end den skulle, og lige pludselig er det aften, og jeg sidder og er ved at gøre mig klart til min middag med Harry. Mit nye sølvarmbånd hænger på mit håndled og glimter. Jeg kan høre drengene nedenunder, de andre hænger ud her indtil vi kommer hjem. De bor på hotellet i baghaven igen, og de bliver indtil tirsdag. Jeg ved godt, at det ikke er så længe, men det er bedre end ingenting.

”Bella? Harry er klar nu, ” Liams råb forskrækker mig og spjætter. Jeg skynder mig at ligge lidt læbepomade på mine læber, og så løber jeg nedenunder i mine højhælede sko.

Harry og de andre står og venter ved foden af trappen. Harry har jakkesæt på, og hans lange krøller er skubbe tilbage med lidt voks.  Alting er perfekt. Men som den klodsmajor jeg nu er, ødelægger jeg øjeblikket.  Jeg glider på vej ned af trappen, og jeg mærker rødmen stige op i kinderne. Hvorfor ødelægger jeg altid øjeblikket? Hvorfor er jeg så klodset? Hvorfor rammer jeg ikke jorden? Jeg lander i Harrys stærke arme, og jeg bliver endnu mere rød i hovedet.

”Tak, ” rødmen bliver kun værre.

Han læner sig ned og kysser mig, og sommerfugle flyver rundt i min mave.

”Ej I to, kom nu afsted så vi slipper for at se på det der, ” Louis driller os.

Harry sætter mig ned, selvom jeg ville ønske, at han lod være.

”Farvel drenge hyg jer, ” smiler jeg.

”Men hvis I ødelægger noget betaler i fandme selv! ” vores grin giver genlyd i gangen, og så smutter Harry og jeg ud.

”Vent, hvordan kommer vi derhen? ” spørger jeg.

Harry tager et par bilnøgler op af lommen, som jeg med det samme genkender.

”No Way! Min far har ikke ladet dig låne bilen?! ” jeg er skeptisk, min far elsker sin bil utrolig højt. Jeg tror kun, jeg har været ude at køre i den tre gange.

”Lad os bare sige, at han ikke gjorde det for min skyld, ” Harry griner, mens vi går ned mod garagen.

”Jeg tror ikke, at han kan lide mig, ” tilføjer han.

”Jo, han kan godt lide dig, han kan bare ikke lide tanken om, at jeg er kærester med nogen, ” Harry ligner ikke en, der tror på mine ord.

Harry kører bilen frem og jeg stiger ind. Den varme duft af læder smyger sig ind i min næse. Mens vi kører studerer jeg mine månering igen.

”Er der sket noget med din ring? ” Harry kigger kort på mig, før han vende blikket mod vejen igen.

”Den er blevet meget stærkere end før, og den er også meget sværere at styre, ” jeg forsætter med at studere den.

”Hvad kan du kontrollere ved den? ”

”Jeg kan slette hukommelser, det er jeg helt sikker i, og så kan jeg bruge den til at forsvare mig. Men når jeg gør det, kan den tage overhånd, ” jeg snakker og snakker.

”Hvornår har du brug for at forsvare dig? ” Harry lyder spørgende.

”Øh… ” jeg rødmer lidt. Jeg har ikke rigtig lyst til at snakke om episoden med Seth.

Harry kigger undrende på mig.

”Øh? ” spørger han.

”Der øh… der var en lille episode med en dreng i omklædningsrummet, ” min stemme er stille.

”Åh øh, der skete ikke noget vel? ” han er lidt akavet nu.

”Nej! Selvfølgelig ikke, min månering beskyttede mig. I starten hjalp den mig, men så gik den helt amok og forsøgte at dræbe ham, ”

”Det havde han sikkert også fortjent, ” mumler Harry.

Jeg rødmer.

”Harry det var altså ikke noget, ” siger jeg stille.

”Det ved jeg godt, jeg kan jo heller ikke holde mig fra dig, ” smiler han.

Jeg rødmer endnu mere.

Harry pakkere ved restauranten, og vi stiger ud. Tjeneren viser os hen til det præcis samme bord, som vi sad ved i sommers.

 ”Harry, det her er fuldstændig perfekt, ” sukker jeg, mens jeg fortaber mig i hans grønne øjne.

Varmen fra varmeapparatet varmer mine lettere frosne fingre. Det har ellers været en varm dag, men hen på aftenen var det blevet koldere.

”Nu skal du have din rigtige gave, ” Harry rækker en æske frem til mig.

”Harry! Du skal ikke give mig mere, det her er nok! ” jeg tager ikke i mod æsken, det er simpelthen alt for meget.

”Jeg vil ikke høre på det der Bella, du fortjener en perfekt fødselsdag, ” Harry rækker endnu engang æsken hen til mig.

Jeg tager modvilligt i mod den og åbner den. Det er en halskæde, en fantastisk smuk halskæde. Den er sølvfarvet med en lille ædelsten i samme farve som den i mine månering.

”Harry… Den er jo helt fantastisk, tusind tak, ” Jeg går om på den anden side af bordet for at kysse ham. Hans varme læber møder mine, og jeg kan mærke, at han smiler.

”Det var så lidt smukke, ” hans ord får mig til at rødme, hvilket får ham til at smile.

Vi får snakket godt sammen på de tre timer vi spiser. Harry fortæller om de sange han er ved at skrive, om albummets navn som de ikke kan beslutte sig for, om at de er bange for at Zayn vil forlade bandet. Og jeg fortæller ham om skolen, om musik, om volleyball træning.

”Hvordan går det med Stine og Ina? ” mørket er ved at falde på, da Harry popper spørgsmålet.

Mit hjerte springer et slag over, da jeg hører deres navne. Vreden bobler igen i mit blod, og vandet i mit glas begynder at boble og ryge.

”Øh, ikke så godt, ” jeg prøver at holde vreden inde, men varmen bliver for meget for glasset, og det eksplodere i små stykker.

”Undskyld Harry! Det er jeg virkelig ked af, ” jeg rejser mig hurtigt for at gå, og Harry følger med.

Harry får betalt for regning, men vi behøver ikke at betale for det smadrede glas. Jeg venter på ham udenfor, mens jeg prøver at køle af. Harry kommer ud.

”Skal vi ikke gå hjem? ” spørger han.

Jeg nikker, jeg har virkelig brug for en gå tur, for at få min puls ned. Vi går lidt i tavshed, så siger jeg: ” Det er jeg virkelig ked af, ”

”Det skal du ikke være, hvis du ikke vil snakke om dem, så kan vi skifte emne, ” han smiler til mig, og jeg løsner lidt op.

”Vi kom op at skændes omkring fuldmånen her i aften, og der blev sagt nogle ting, ” jeg kigger ned i jorden.

Harry tager min hånd og glemmer den blidt. Vi går videre langs vandet, mens Harry fortæller noget omkring hvordan reporterne bliver ved med at køre i vores forhold. Jeg fortæller ham om, hvordan alle bliver ved med at snakke om det på skolen. Nogle tror på det, og andre er mere skeptiske.

En kold vind blæser forbi os, og jeg skutter mig i kulden.

”Fryser du? ” spørger Harry.

”Lidt, ”

Han tager sin jakke af, og giver den til mig. Jeg tager den på.

”Tak Hazza, ” jeg smiler op til ham.

”Altid Bellz, ” han læner sig ned og kysser mig, jeg kysser ham tilbage. Han ligger armene om mig og trækker mig tættere på.

BELLA?! Der lyder et højt skrig i mit hoved, og jeg falder på knæ, med hænder for ørene.

”Bella hvad sker der? ” Harry lyder bekymret. Mit hoved smerter, og jeg kan ikke kende forskel på Harrys stemme og stemmerne i mit hoved.

BELLA?! Han slår os ihjel!

Jeg skriger selv, da smerten bølger gennem mit hoved.

”Hvem gør?! ” jeg råber det i virkeligheden, men de andre stemmer hører mig.

Ham! Vampyren! Bella hjælp?!

Igen skriger jeg i smerte og tager mig til hovedet. Jeg genkender stemmerne, det er Ina og Stine.

”Hvor er i?! ”mine råber gør Harry bange, men jeg hører ikke hans stemme.

Bag dig!

”Bella bag dig! ” råber Harry, og jeg vender hovedet.

Det er som om tiden går i slowmotion. En sort taxa kommer kørende ned af vejen i alt for højt tempo. Den gør et skarp sving og kører ud over kanten ud i vandet. Da den drejer ser jeg Ina og Stines skræmte ansigter gennem ruden.

”Nej! ” råber jeg.

Bilen rammer vandet, og den synker som en sten.  Jeg kommer hurtigt på benene, adrenalinen pumper gennem mit blod, og jeg løber så hurtigt jeg kan. Men så bliver jeg kastet tilbage, som om der ligger et usynligt skjold og taxaen. Harry kommer hen til mig, og hjælper mig op.

Bella! Vi kan ikke svømme, vores kræfter er væk!

Jeg tager mig igen til hovedet i smerte.

”Bella hvad er det der sker? ”

”Det er dem! Det er Ina og Stine! ” jeg hamre som en sindssyg på det usynlige skjold, mens tårerne triller ned ad mine kinder.

Nej, nej, nej, hvordan kan det her ske. Panikken overfalder mig, og jeg banker hårdere på skjoldet.

”Jeg forstår det ikke, ” Harry river mig ud af mit panikanfald.

”Det er ham, han har taget deres kræfter, de drukner Harry! ”

Pludselig vælter alle mine syner og drømme ind over mig igen. Jeg tager mig til hovedet og skriger. De to kister! Nej! Det kan ikke passe! Det må ikke passe. Ude af stand til at tænke klart, løfter jeg min månering, og den lyser. Den springer et huld i skjolde, og jeg smyger mig hurtigt igennem.

”Bella? Hvad laver du? ” Harry kan stadig ikke komme igennem.

”Jeg prøver at redde dem! ” tårerne triller ned af mine kinder, men jeg er nødt til tage mig sammen.

Jeg springer i det kolde vand, men jeg mærker ikke andet end min panik. Taxaen ligger allerede på bunde, og jeg er hurtigt dernede. Gennem vinduet kan jeg se Ina kæmpe for at komme ud, panikken i hendes øjne er ikke til at overse. Stine ligger helt stille.

Bella! Jeg er virkelig ked af det, vi forsøgte at komme over til dig for at sige undskyld!

Smerten løber gennem mit hoved, men jeg har ikke tid til at tænke over det. Ina stopper med at kæmpe og ligger stille.

”Nej! Ina bliv her! ” uden at tænke over det slår jeg ruden ind. Smerten skyder gennem mine knoer. Jeg vidste ikke at jeg var så stærk. Mit blod farver vandet rødt, men jeg har ikke tid til at tænke på smerten.  Jeg tager fat i Inas arm for at trække hende ud.

Det er forsendt Bella!

Igen tager jeg mig til hovedet, smerten er ubærlig. Men dette er ikke Inas stemme. Det er en stille hvisken, og smerten tager til. Sorte pletter danser for mit blik, og så bliver alting sort.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...