Proptrækkerkrøller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2015
  • Opdateret: 16 nov. 2015
  • Status: Færdig
Kevin Southbridge, mine damer og herrer. - Oneshot til konkurrencen 'Hold Me Closer'

9Likes
5Kommentarer
451Visninger
AA

1. Proptrækkerkrøller

JEG HAVDE ALTID følt en vis ubehag omkring det mandlige køn. Eller, det føltes i hvert fald som et ubehag, men jeg var stadig ikke helt sikker endnu.

Kevin Southbridge er navnet. Mit brune hår sad altid i en let hjelm af faldne ti centimeter lange krøller som omfavnede mine ører, og det var silkeblødt. Jeg vidste ikke hvilken shampoo, som jeg brugte var, for min hånd greb bare den der nu så spændende ud. Jeg mistænkte tit shampoo’en for at være min søsters eller min mors. Jeg tænkte aldrig over at spørge dem.

Den visse ubehag knurrede sig til en sløjfe i min mave, og det blev kun værre da jeg trådte ind i kantinen. Blikkene. Nogle så dem ikke som noget specielt, eller for den sags skyld, krænkende. Det gjorde jeg, og jeg anede ikke hvorfor de skulle glo sådan. Nogle gange beskyldte jeg mit eget hår, for det var ikke en typisk drenge frisure. Det var en Southbridge frisure.

»Hvad sker der for proptrækkerkrøllerne i dag, Southbridge?« kommenterede en af de værste drenge på skolen. Selvom han prøvede at gøre grin med mit efternavne en gang imellem, så følte jeg stadig hans stemme dansede i mine ører. Det var helt forkert at føle sådan. Det var jo bare et efternavn. Mit efternavn. Jeg trak ned i krøllerne. Pakkede dem godt rundt om mit ansigt i en form for sikkerhed, mens jeg søgte hen imod køen.

 

Da jeg stod ensomt og alene i den lange kø, stirrede jeg ud på den travle og højlydte mængde af elever. Det vrimlede, men selvom at det gjorde det, så kunne jeg altid spotte ham på få sekunder. Det var som om, at han tiltrak mig. Men at jeg ikke tiltrak ham, for det var altid mig som blev taget i at stirrer. Det var pinligt, men når jeg ikke blev taget i noget som helst, var det bare et syn for guderne. Det var et syn for homoseksuelle drenge.

»Gå nu videre fjols! Er du blind eller hvad?!« råbte en høj og dyb stemme bag mig. Jeg kastede mit blik om bag mig og mine lyse grønne øjne mødte en høj og maskulin dreng - nok en fodboldfreak.

»Undsky-« hviskede jeg svagt, men hans voldsomme stemme overdøvede min.

»Homo-røv.«

Og det slog mig hårdt in reality. Han havde taget mig i at stirrer - på en anden dreng. Han havde givet mig en mental lussing af realisme: at jeg var officielt homoseksuel og at mit liv som High School elev var nu ødelagt. Det kildede i min mave, om tanken, om at være være tiltrukket af en anden dreng.

Jeg så ned på gulvet, mens jeg gik langsomt med strømmen. Jeg gik forbi maddamerne. Jeg havde ingen appetit længere: lige pludselig var den forsvundet i tiden mellem den maskuline dreng og kampen for at holde tårerne tilbage ved ordet ‘homo-røv’.

Mit blik røg igen hen på ham.


 

-


Jeg elskede ham. Ikke bare som en ven, men som en rigtig mand gør. Han vidste det bare ikke, og det ville han heller aldrig komme til. Han ville altid bare kende mig som Kevin Southbridge; den forladte og homoseksuelle dreng med proptrækkerkrøller.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...