Efter J kommer K

K og J er deres by's eneste to, som sætter spørgsmålstegn ved tilværelsen. "Sådan" er det ikke bare. "Fordi sådan er det" er ikke svaret på hvorfor de lever. Eller hvorfor de skal stoppe med at leve. En dag er J forsvundet, og K må finde ham, før noget sker. Hvad "noget" er ved hun ikke, men det er helt sikkert at ingen af dem gør noget som helst, "Fordi sådan er det bare."

0Likes
0Kommentarer
197Visninger
AA

4. Nu må det gå stærkt

 

     L er alene hjemme i øjeblikket. Jeg ved ikke så meget om hende, udover at begge hendes forældre havde arbejdet for J' s far, og var efter tabet af markerne blevet store tilhængere af værtshuset. Ironisk hvordan de skulle ende det sted som var grunden til deres arbejdsløshed. De befinder sig højst sansynligt der i øjeblikket, imens deres datter sidder hjemme og tuder over et eller andet. For det gør hun. Så snart jeg åbner døren til den smalle og beskidte lejlighed der lugtede ubehageligt meget af spiritus, kaster kællingen armene omkring mig og begraver ansigtet i min hættetrøje, (som faktisk er J' s) så den bliver savlet til med tårer og snot. I en blanding af afsky for pigen og overraskelse træder jeg et skridt tilbage, og står måbende i dørkarmen. Hun rødmer og gemmer ansigtet i hænderne.
     "Undskyld... Jeg har bare været så ked af det.." Hun afventer et svar. Hendes øjne var så store og brune og smukke at jeg fik lyst til at kaste op. Der var vel altid nogen der blev udstyret fysisk bedre end andre fra fødslen. Jeg trækker på skuldrene, og sender hende et forsigtigt, falsk smil, sammen med en løgn.
     "Det er helt okay.. Hvad ville du?" Allerede da jeg stod nede på gaden fik jeg på fornemmelsen at det havde noget med J at gøre. Han er det eneste mig og L har til fælles og kunne have en samtale omkring. Hendes næste ord bekræfter mine anelser.
     "J kom herover for et par timer siden og begyndte at snakke om en masse ting... Hans far, markerne, hans hus, byen og skolen..." Hun holder en kort pause, hun havde sikkert ikke lyst til at fortælle det næste. "Og han snakkede om dig.." Det gibbede i mig. Hvad havde J at fortælle kællingen om mig? Tusinde tanker og forestillinger om deres samtale i denne selv samme lejlighed farer rundt i mit hoved, imens jeg må bevarer roen foran et af de mange mennesker som jeg hader.
     "L, hvor er J nu?" Tager jeg mig sammen til at spørge.
     "... Han sagde at han ville ud og se markerne en sidste gang.. Du ved, før de visner-"
     Kællingen når ikke at tale ud før jeg vender rundt på hælen og springer ned af trappen og ud på den lille rende af en gade. Pislugten vender tilbage. Ud af vinduet over mig hænger L sig ud og begynder at råbe efter mig. Men jeg ignoerer hende, og spæner ned af gaden, den modsatte vej hvorfra jeg kom. Da jeg når enden splitter vejen sig i to, og jeg drejer indtil vejen fører ud til en våd sti, der går bag markerne og næsten hele vejen hjem. Den ville være fantastisk at bruge til at komme hjemmefra og til byen uden at skulle gå i grøfter eller på klamt asfalt, hvis det ikke var fordi den drejede i sidste øjeblik ned mod havet, og der det sidste stykke mellem hjem og stien var en dunkel skov med for meget krat og for lidt vej. Men jeg kan følge den og se ind til markerne. Forhåbentligt er J der stadig et sted.


     Indtil nu havde jeg løbet, og min krop standser automatisk et øjeblik for at få vejret. En smag af metal former sig i min mund, og jeg bander ved mig selv. Det har været alt for længe siden jeg sidst har dyrket nogen form for motion. Imens jeg gisper som en hval på land, tænker jeg alle mulighederne igennem. Jeg vidste i samme øjeblik L havde nævnt at se markerne en 'sidste gang' at J havde tænkt sig at forlade byen. Det forklarer også hvorfor hans mor havde været så gnotten. Jeg kan stadig bare ikke forstå én ting; Hvorfor havde han ikke svaret mig, eller fortalt mig om det, når han havde taget sig selv tid til at tale med kællingen omkring det hele? Hun var jo trods alt bare en bolleven. eller hvad? Jeg sukker over mig selv. Der er ikke nogen grund til at spilde tid nu på at tænke over det. Jeg må bare finde ham hurtigst muligt imens der stadig er tid. Og så må han selv forklare det hele.
     Mine ben begynder igen at bevæge sig raskt ned af den støvede sti, dog denne gang i et mere roligt, joggende tempo end den spurt jeg havde taget tideligere. Stien snor sig mellem et tyndt net af høje fyrretræer, der i forbindelse med et lavt ståltrådshegn afskærmer de gyldne kornmarker. Idet jeg runder et hjørne om tre bredstammede træer der på mystisk vis er groet ind i hinanden, stopper jeg op i stiv rædsel. Blot få meter foran mig sidder F og hans undersåtter overskrævs på knallerter og cykler. De smiler stort da de får øje på mig, og jeg ved at det er for sent at løbe nogen vegne. Hegnet til marken er for højt til at jeg ville kunne nå at hoppe over det, og de vil indhente mig på få sekunder hvis jeg vender om.
"Jeg er sørme heldig sådan lige at finde dig her K. Nu er der ikke nogen i nærheden til at forstyrre os." Hvisler F i et grin, imens han trækker en lommekniv frem fra hans ene bukselomme.
     H og I træder om bag mig så jeg er omringet, og det går pludselig op for mig, at det er tid til at tage J's gave i brug. Min venstre hånd trækker springkniven frem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...