Efter J kommer K

K og J er deres by's eneste to, som sætter spørgsmålstegn ved tilværelsen. "Sådan" er det ikke bare. "Fordi sådan er det" er ikke svaret på hvorfor de lever. Eller hvorfor de skal stoppe med at leve. En dag er J forsvundet, og K må finde ham, før noget sker. Hvad "noget" er ved hun ikke, men det er helt sikkert at ingen af dem gør noget som helst, "Fordi sådan er det bare."

0Likes
0Kommentarer
201Visninger
AA

1. En af de dage

 

     Jeg sagde ikke noget. Vi nød stilheden. Det var noget vi altid havde været gode til. Bare os to på mit værelse eller nede på havnen eller hvor fanden vi ellers kunne finde på at være imens vores dyrebare skoletimer tikkede afsted. Det var jo ikke fordi vi havde brug for dem. Eller havde spurgt om at få dem. For min skyld kunne et hvilke som helst andet barn fra den tredje verden få hele min uddannelse og alt der nu følger med den.
     Nå, men det var altså sådan en af de dage. Sådan en der starter helt fint, jeg vågner og blokere badeværelset i halvanden time klokken alt for sent om morgnen, og så sætter jeg mig nøgen i vores grimme grønne badekar, og fylder vand i. Jeg skriver til J på min smadrede telefon.

 

"Vågn op"

 

"Nu"

 

"Livet kalder"

 

Der gik nogle sekunder, så tilføjer jeg:

 

"Og jeg har virkelig brug for en smøg"

 

     Derefter smed jeg min telefon over på det nedslåede toiletbræt, men den ramte i stedet væggen, og lander med et ubehageligt klask ned på det uhyrligt grimme flisegulv som matcher badekarret. Jeg sukker, og tænker at der nok er en grund til mine forældre ikke stoler på mig når jeg det kommer til teknologi.
     Jeg går i bad, tager noget tøj på der ikke er alt for klamt, kører hånden og en elastik gennem håret og en tandbørste i munden.

 

     Der var gået en time og han havde stadig ikke svaret. Men jeg tænkte ikke rigtig over det. Hvorfor skulle jeg det? Han sov sikkert bare stadig eller noget, så derfor besluttede jeg mig for at lade livet kalde en lille smule længere, og gå over og banke på hans dør. Vi boede over for hinanden. Det eneste mellem mit og hans hus var to afskyeligt visne forhaver, to brostensbelagte fortove, og verdens mest ubetydelige landevej.
     Det var hans mor der åbnede. Dybt deprimeret og gnotten over at jeg højst sansynligt havde vækket hende, stod hun der i døren med tre smøger i den ene hånd, og en kop kaffe i den anden. Gud hvor ville jeg ønske at hun ville dele bare en lille smule af det ene.
     "Han er her ikke." Siger hun, så hæs at jeg knap nok kan høre hende. Jeg åbner munden for at svare, men før jeg ved af det er J's mor forsvundet fra dørkarmen og har smækket den knagende dør i. Der var sq aldrig særlig meget kærlighed at få fra J's mor, men hun plejde da i det mindste at lade mig komme indenfor og stene på J's værelse indtil jeg fandt ud af hvor han var.
     "Sikke en kælling" Mumlede jeg for mig selv, idet jeg krydsede deres golde forhave, hvor jeg måske lidt med vilje tog nogle ekstra små og hårde skridt over den forhenværende køkkenhave, som alle i husholdningen udover J så desperat prøvede at lave om til et stort paradis af rødbeder og kartofler.


     Da jeg kom ud på vejen igen var det ved at være eftermiddag, og mange rustne biler var allerede begyndt at suse ad landevejen for at komme ind til bycentret, hvor befolkningen af vores vakkelvorne by købte ind og drak på værtshuset. Ellers var der ikke så meget andet at lave, når man kommer fra en lorteby hvor to tredjedele af husene var forladt eller indholdte så gamle mennesker at det var som at være inde i et spøgelseshus. Ikke at jeg nogensinde havde været i et. Et spøgelseshus altså. Hvis der var noget mine forældre ikke havde råd til da jeg var barn, var det helt sikkert at bruge penge på 'den slags pjat.' Faktisk havde jeg aldrig været i en anden by, for slet ikke at tale om andre lande.

     Men det skulle mig og J. En dag når vi havde penge nok, så skulle vi tage den eneste bus i miles omkreds og komme ud af det her hul. Det skulle blive godt.


Hvis jeg altså bare kunne finde ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...