Efter J kommer K

K og J er deres by's eneste to, som sætter spørgsmålstegn ved tilværelsen. "Sådan" er det ikke bare. "Fordi sådan er det" er ikke svaret på hvorfor de lever. Eller hvorfor de skal stoppe med at leve. En dag er J forsvundet, og K må finde ham, før noget sker. Hvad "noget" er ved hun ikke, men det er helt sikkert at ingen af dem gør noget som helst, "Fordi sådan er det bare."

0Likes
0Kommentarer
198Visninger
AA

2. At tage en beslutning

     Der var et godt stykke på gåben ind til byen. Alligevel begav jeg mig derned i et roligt tempo, som enhver anden der ikke var bekymret over hvor deres bedste ven var. For det var jeg. Pisse bekymret for J. Det lød måske mærkeligt og lidt som om jeg var en overbeskyttende mor, men så snart jeg ikke vidste hvor J var, gik jeg i panik. Vi var altid sammen, eller jeg vidste i det mindste hvad han lavede. Og nu havde jeg ingen ide. Så derfor var jeg nød til at gå ned til den lille rande af en by, som var det eneste tegn på 'rigtigt' liv i miles omkreds.
     Der var ikke noget fortov eller noget ved landevejen. Kun det støvede asfalt, som burde være sort og skinnende i solen, men egentlig bare var en trist brun og våd klat strakt i en lang line mellem kornmarker, som et beskidt ar på et kønt ansigt. Jeg kunne godt lide markerne. Store og gyldne. Det var snart tid til høst. Men der ville ikke være nogle til at høste dem, og heller ingen til at plante nyt korn til foråret. Så jeg nød synet så længe det varede, for snart ville det kønne landskab blive lige så goldt som J's forhave. Vissen. Marken havde tilhørt J's far. Han var død.

     En gal alkoholiker nede fra værtshuset som havde fået fingrene i et gevær. Eller noget i den stil. Alle havde sagt at J's far havde været helten som reddede et par unge piger nede fra skolen fra  undertegnedes gevær. J havde hadet dem for at sige sådan. Hvis man var en helt, burde man have reddet pigerne, og stoppet denne skydeglade person. Men efter J's far faldt til jorden og både blod og liv sivede ud af et hul i halsen på ham i mørket havde hans morder også skudt begge piger og bagefter sig selv. Kun den ene af dem havde overlevet. Og hvordan kunne man have reddet nogen, hvis de var døde, eller dømt til at være hjerneskadet resten af livet?
     Jeg havde været enig med ham. Dengang ihvertfald. Nu var jeg ikke så sikker længere. Dengang mente jeg alt det samme som J. Men sidste måned havde jeg fået mine egne tanker. En ekstra stemme. Én som ikke havde brug for J. Det var der jeg havde besluttet mig for, at var man død var man reddet. Reddet fra livet, ihvertfald. Det var så vel bare op til hver person selv at finde ud af, om det var den slags redning man havde brug for. Jeg er ihvertfald selv i tvivl.


     Klokken var næsten fem da jeg gik forbi et tykt, grønt metalskilt der indikerede ubrugelige facts om det her hæslige sted. Navn, indbyggertal, areal, den slags ubrugelige ting. Herfra var der fortov, gudskelov. Godtnok var guldmarkerne smukke, men det var ikke hverken let eller sanitært at bevæge sig rundt i den mudrede rende mellem korn og landevej.
     Jeg kiggede op fra fortovet, og blev mødt af små pastelfarvede huse, der nærmere maste end puttede sig ind mellem hinanden. De fleste af dem var i to etager, og sat så tæt op af hinanden, at det mest af alt lignede at det var ét stort regnbuefarvet hus der fyldte hele vejen. For enden af vejen delte byen ud som grenene på et træ, hvor der lå flere huse af samme slags, en park, og et supermarked overfor. Men hvis man fulgte den samme vej ligeud, kom man ned til havnen, hvor der lå tre isboder, en café og en mole.
     Man skulle tro med den beskrivelse at det var et smukt sted. Sådan et hvor man hilser sine søde naboer godmorgen og nyder roen og livet, og alle er glade og møder op når et nyt springvand er indviet.
     Men sådan var virkeligheden ikke. Der var ikke noget springvand at indvie. Der var ikke nogen søde naboer. Supermarkedet var gammelt og faldefærdigt, og alt friskt derinde havde rådnet for længst. De tre isboder havde lukket længe før hverken mig eller J var blevet født, og caféen var blevet det vellykkede værtshus. Folk havde vel et behov for at glemme at deres regnbuehuse var forfaldne og ulykkelige som deres eget liv.
     Parken var vel det eneste sted der havde været rart. Men ikke længere. Den lille græsplet med tilhørende birketræer og brombærkrat var stadig lukket og pakket ind i politipapir efter tre mennesker døde og en blev hjerneskadet der for et stykke tid siden. J havde sagt at han aldrig ville komme der igen. Alligevel havde jeg fundet ham stå ved det omkrandsende hegn og stirre derind, som om han ventede på nogen derindefra. Så var jeg gået over til ham, og givet ham en lussing og råbt, at han nu forhelevede skulle tage sig sammen og enten gå derind og sige ordenligt farvel eller også skulle han gå sin vej. Man kan ikke blive ved med at stå i midten af det hele. Man er nød til at tage et valg. om det var det ene eller det andet er faktisk for det meste fuldstændig ligegyldigt, men man er nød til at foretrække noget frem for noget andet. Ellers er der ikke nogen mening ved at have en tilværelse. Et liv.

     Da jeg sagde det, havde han kigget ned på mig, med tårer i øjnene. J græd aldrig. Det var mig der gjorde sådan noget. I stedet for at vælge, tog han et andet valg, som jeg aldrig havde troet han ville have taget.


"Jeg kan ikke være sammen med dig længere K."


     Av. Det gjorde ondt. Ikke som når jeg med vilje skraber mit knæ på asfalten eller slår mit hoved ind i dørkarmen. Det var en smerte som satte ild til mine lunger og flåede min mave op så jeg troede at jeg skulle kaste op. Det gjorde mine lemmer følelsesløse så de summede og rystede, og det eneste jeg tænkte på, var hvorfor. Men før hverken han eller jeg kunne sige noget, vendte mine ben sig om for at gå. og så havde jeg forladt ham ved parkhegnet, hvor han havde taget en beslutning. Det var bare ikke den jeg havde bedt ham tage.
     Bagefter det gik der et stykke tid før vi talte igen. Men jeg var den eneste ven han havde. Efter en uge var alt tilbage til det normale. bortset fra at vi ikke var sammen længere.

 

     Nå, men jeg havde altså fulgt vejen ligeud, og var endt nede ved havnen. Der fandt jeg ham ofte, i dybe tanker om noget vigtigt jeg aldrig har fået ahvide. Men efter at have kigget til højre og venstre, kunne jeg konkludere at han var ingen steder i nærheden. Så jeg skrev til ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...