The Real Me

Hvad skete der egentligt dengang i skolen? hvorfor er du egentligt så indelukket? hvorfor er du altid fraværende fra os andre? hvorfor, hvorfor, hvofor.. disse ord er langt svære end man lige skulle tro, men jeg kæmper..

3Likes
0Kommentarer
123Visninger
AA

1. Måske er du sindsyg?

Hej, mit navn er Isabella, og jeg er "sindsyg".

- Eller, jeg er blevet dømt sindsyg, da jeg en dag bare ikke kunne tage det mere. Det hele startede sådan..

 

~Flashback~

 

"stop! hjælp! du må ikke slå! vil du ikke godt være sød at stoppe!" skreg jeg, da min eks - Mathias, slog løs på mig, og flippede totalt ud. 

"Hvordan fanden kan en pige være så slap" sagde han, uden at vide, at jeg kæmpede for mit liv, da han tog kvælertag på mig. Jeg slog ham lige i kuglerne, så han faldt til gulvet, og løb, jeg løb væk, så langt jeg kunne, lige indtil at jeg følte at jeg ikke kunne mere, så tog jeg bussen hen til den nærmeste bro, hvor jeg hoppede af bussen, og stillede mig ved broen, kiggede ud og tænkte "er jeg virkelig så slap?", jeg så hvordan vandets bølger ramte mod side væggene, og tænkte "nårh.. endnu en dag hvor jeg skal føle mig tilgrin.. men ikke mere", jeg kravlede over sikkerhedshegnet, og tog langsomme skridt hen mod kanten.

"Nej stop! du må ikke" hørte jeg en stemme bag mig råbe, men det var forsent, jeg hoppede. og det sidste jeg husker, er at jeg vågner op to måneder senere i et tomt hospital rum. med hvide vægge, det hele var hvidt. Var jeg død? næh, for der kom min mor.

"Søde skat!" sagde hun, og satte sig på sengekanten, med et smil på hendes ansigt. 

"Hvad skete der?" spurgte jeg.

"Du hoppede ud fra en bro, og har lagt i koma i to måneder nu" sagde hun, med en rystende stemme. 

"Mathias.."  sagde jeg og blev helt ked af det.

"Han kommer snart" sagde hun.

"Nej! mor - det kan han ikke, Mathias slår mig, han voldtager mig, han må ikke! jeg vil ikke se ham" insisterede jeg, mens hun troede at det jeg sagde bare var løgn.

"Skat, du er lidt forvirret, og det er helt okay.. han kommer om 30 minutter"

"Mor, du må tro mig, han misbruger mig!" sagde jeg, mens jeg stod op fra sengen, mens to sygeplejersker kom ind, og ville tage prøver på mig, og bad mig ligge mig tilbage, mens jeg blev ved med at insistere at hun skulle tro på mig. Men nej..

 

30 minutter senere kom Mathias ind på hospitals stuen. 

"hej skat, endelig vågnede du op.. jeg troede du ville være væk for altid" sagde han helt uskyldigt.

"nu når jeg ser dig, håbede jeg det samme.." hviskede jeg, indtil at han kom helt tæt på, og slog mig i maven. Det skal lige siges at der ikke var nogle som helst på stuen mens han var der, da de ville give os noget privat liv. 

Jeg hostede og hviskede "nej, lad nu være.." mens tårene begyndte at trille ned af mine kinder. 

"Så sårbar, så stille, så nem at få.." han løftede hospitals kjolen op, og rørte mig mellem benene, inden han stak sin hånd ned i mine trusser, og gav mig finger. 

Jeg skreg i smerte, og prøvede at vride migselv fri, men det var for sent, han var allerede helt over mig.

"Måske er du sindsyg? måske er det derfor" tænkte jeg..

 

AN: Hej venner, dette er min første historie, og jeg håber at i tager godt imod den.. hvad synes i?  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...