Undskyld, jeg så dig ikke.

Historien foregår i en verden hvor man på sin 18 års fødselsdag vågner med en tatovering af den ens sjæleven siger til en som det første. Ens sjæleven kan være ens bedste ven (en platonisk sjæleven) eller den man skal være sammen med resten af livet (romantisk). Hovedpersonen, Flavia, skal igennem mange prøvelser i tålmodighed, at acceptere sig selv og personlig udvikling før hun er klar til at høre sine sjæleord fra den rette person.

8Likes
13Kommentarer
620Visninger
AA

4. Sneen falder

Milius og jeg gik gennem gangene på skolen. Det havde endeligt ringet ud til juleferie. Det betød så også at der var en million andre folk på gangene, der alle enten lige skulle sige god jul, eller skyndte sig alt de kunne ud i frihed. Milius skævede irriteret imod en dreng, der var stødt ind i ham. Jeg smilede lidt og så fremad, bare for at undgå selv at gå ind i nogen. 

"Tias holder fest igen i morgen. Han bliver ved med at invitere mig med. Hvornår tror du han forstår hintet?" Jeg så igen tilbage på Milius, der flyttede sin opmærksomhed væk fra alle de andre og hen på mig. Han trak lidt på skuldrene. 

"Ville det gøre ondt på dig at tage med? Jeg mener, han er din fætter. Han vil jo bare have I har det sjovt." Milius så undrende ned på mig. Han var højere end mig, højere end de fleste, sådan set. 

"Du ved godt, jeg ikke gider fester. Eller kjoler. Eller alt det andet der følger med den slags. Store samlinger af mennesker er bare ikke lige mig." Jeg så lige ud igen, og skubbede de tunge døre til gymnasiet op, så vi kunne komme udenfor i det kolde december vejr. Det var ikke begyndt at sne endnu, men de havde lovet sne senere på dagen. Milius satte kursen imod sin bil, og jeg fulgte med. 

"Det har vi til fælles, ja. Han vil bare gerne bruge tid med dig. Inviter ham hjem til noget julebag eller noget. Så får I begge, hvad I vil have." Han låste bilen op og smed sine ting på bagsædet. Jeg gjorde det samme. 

"Måske." Jeg satte mig ind på forsædet og han satte sig ind bag rattet. "Gæt hvem der er hjemme hos os i dag?" Jeg smilede lidt da jeg så over på Milius. Min tone gjorde det ikke svært for ham at gætte. 

"Det skulle vel aldrig være Cebastian. Bor han ikke praktisk talt hos jer?" Milius grinede lidt og fik startet bilen. Jeg rystede på hovedet. 

"Nej nej. Han er da hjemme en gang imellem." Milius drejede hovedet med en undrende mine. Jeg så ind i hans øjne. "Ja altså, når Calvin er på besøg." Vi grinede lidt begge to. Det var kun kærligt drilleri. Calvin og Cebastian brugte meget tid sammen, det var rigtigt nok, men de var aldrig kæreste kedelige. Cal havde altid tid til at være min bror, og Cebastian var altid frisk på at lave noget sammen med mig eller vores andre søskende. 

"Jeg fatter det ikke. Var jeg også hele tiden sammen med Vilja i starten?" Han så ud på vejen. Jeg rystede på hovedet. 

"Nej det synes jeg ikke. Men I er også platoniske sjælevenner, det er måske anderledes så?" Jeg løftede et øjenbryn, men så ud på vejen ligesom ham. Milius trak lidt i en mundvig.

"Tja, det kan godt være. Aner det ikke. Jeg har ligesom ikke rigtigt prøvet andet." Jeg nikkede lidt til det og så bare ud af ruden. Gymnasiet var ikke så langt fra hvor jeg boede, men det var midt i myldretiden, så det gik ikke så hurtigt. Jeg så op på den grå himmel. Det kunne godt se ud til snart at ville sne, men der var ikke så meget som et fnug der viste sig.

"Det er ikke særligt julet udenfor, er det?" Jeg holdt mit blik oppe på den grå himmel, som om den havde forrådt mig.

"Der er stadig fem dage til juleaften." Milius så selv op mod himlen. "Vidste du at det er fuldmåne juleaften i år? Det sker så sjældent, mere end 30 års mellemrum!" Jeg himlede over ham og lo en smule. 

"Jeg er altså ikke så interesseret i månens form juleaften, men tak for info, professor." Jeg så over på ham og fik et ondt blik tilbage, inden han også smilede. 

"Nåja, jeg sagde det jo bare." Han drejede ned af den vej jeg boede på. Det var kun Calvins bil der var hjemme. Milius parkerede op af kantstenen ude ved vejen, så mine forældre kunne komme ind med deres biler, når de engang kom. Jeg tog mine ting og vi gik indenfor. 

"Milius er her!" Jeg råbte det ind i huset, da vi lukkede døren bag os i entreen. Der kom et svar inde fra stuen af. Efter hurtigt at smide vores overtøj, gik vi ind for at se hvem, der var hjemme. Det var kun Cebastian og Calvin der sad i stuen, i færd med at se et eller andet tv program. "Hvor er Issa?" Jeg blev stående i dørkarmen mellem spisestuen og dagligstuen. Milius tårnede op bag mig med hænderne i lommerne. Calvin så over på mig. 

"Hun er til prøve. De har opvisning på tirsdag, husker du vel?" Faktisk havde jeg lidt glemt det, men det var dagen før jul, så jeg havde ikke ligefrem andre planer, så det gjorde ikke noget. Jeg skulle nok komme og se hendes opvisning.

"Fedt, hvad danser de?" Jeg så kort over imod fjernsynsskærmen. Cebastian, der sad i lænestolen ved siden af den sofa min bror sad i, så også over på os nu. 

"Nøddeknækkeren tror jeg. Mor og far er først sent hjemme i aften, vi skal selv lave mad. Jeg henter Noel i SFO om lidt." Han så tilbage på skærmen igen. Jeg nikkede bare og trak på skuldrene. 

"I orden. Jeg stemmer for pizza." Jeg vendte mig om for at gå op på mit værelse. 

"Hørt," kom det fra Cebastian, der højest sandsynligt skulle sove her. Hans blik var også vendt imod fjernsynet igen.

"Vedtaget," kom det fra min bror. Milius og mig gik op af trappen og hen til mit værelse. 

"Vil du spise med?" Jeg smed min taske over til mit skrivebord som det første, da jeg trådte ind. Han vippede hovedet fra side til side, som om han overvejede det. 

"Hvorfor ikke, jeg skal ikke noget." Han lod sig dumpe ned i den stol han altid sad i, når han var her. Jeg satte mig ved mit skrivebord. "Vilja og jeg tager i zoo på søndag, vil du med? Måske er din sjæleven pingvin passer eller noget." Han så drillende over på mig. Jeg grinede lidt. 

"Ej ellers tak. Det bliver vildt koldt nu her. Jeg går i hi herinde og læser de bøger, jeg stadig ikke har færdiggjort, så jeg har tid til dem, jeg får i julegave. Jeg mangler stadig at læse to af dem, jeg fik i fødselsdagsgave." Jeg så på bunken af bøger jeg var igang med, der lå på mit skrivebord. Milius rystede afvisende på hovedet. 

"Jeg omformulere. Du skal med i zoo på søndag. Hvornår har du sidst deltaget i en social aktivitet?" Han sad afslappet og lænet tilbage i min stol. Jeg tænkte mig lidt om. 

"Tæller min fødselsdag?" Han rystede på hovedet og jeg måtte tænke endnu en gang. "Jeg.. var med Issa ude og shoppe trikot i sommers? Og jeg var med henne og hente hende til en træning i efteråret!" Jeg så helt overlegent over på Milius. Han så skuffet tilbage. 

"Det er din søster, det gælder ikke. Se, du har brug for en social aktivitet. Du kender jo Vilja." Han havde ret, det gjorde jeg, og vi var meget forskellige. Jeg holdt meget af Milius, men jeg var ikke så stor fan af hans sjæleven. Det var lidt utroligt, når de to skulle forestille at være to sider af samme mønt, som Tias plejede at sige. Jeg kunne godt tolerere hende, men jeg valgte sjældent frivilligt at være sammen med hende. 

"Okay, men må Tias komme med?" Han kunne i det mindste få Vilja til at tie stille, hvis det blev for meget, plus han altid gjorde mig tryg. Desuden var der pagten. Hans sjæleven kunne vel også være pingvin passer. 

"Ja selvfølgelig. Så har han også fået sin sociale tid med dig." Milius nikkede godkendende. Vi så begge hen mod døren da Calvin råbte op af trappen. 

"Vi henter Noel!" Jeg nåede ikke at svare, før jeg kunne hører hoveddøren. Mit blik fandt Milius'. 

"Gad vide hvordan det er. At være så forelsket som dem?" Det var noget jeg havde beskæftiget mig meget med på det sidste. Ikke bare fordi de var foran næsen på mig hele tiden, men også fordi min tatovering hele tiden mindede mig om, at der også rendte en rundt derude, der ventede på mig. Jeg håbede inderligt det var en romantisk sjæleven, for jeg var snart træt af at være helt alene. 

"Godt spørgsmål. Det finder du nok ud af en dag. Hvis man da har behov for den slags." Milius var ikke typen der gik ret meget op i romantik. Faktisk gik han ikke op i ret meget andet end stjerner og planeter. Han havde en ret vild fascination af universet. 

"Se, du er komplet ligeglad, og alligevel har du fået dit første kys mens jeg ikke har!" Jeg slog ud med armene i frustration og sukkede så opgivende. 

"Ja, hvilket kys? Det var kun fordi Vilja ville slippe af med en klam fyr i byen, der var jo ikke noget i det." Han så uforstående på mig. Jeg skubbede underlæben en smule frem og så over på ham. 

"Det tæller stadig." Jeg lagde armene over kors. 

"Så hvis jeg kyssede dig nu ville du holde op med at klage?" Han så ikke ud til rent faktisk at ville rejse sig for at gøre det, så jeg var ikke så nervøs. Jeg lænede mig tilbage så mit hoved faldt bagover. 

"Det er ikke det jeg mener! Kan du huske gudinden fra Julefortællingen?" Jeg snakkede til min bogreol. Det var i hvert fald den jeg kiggede på mens jeg talte. 

"Nej, det er jo ikke fordi vi bliver druknet i den fortælling her til jul," svarede han sarkastisk. Jeg smilede lidt over hans svar, og rettede mig op så jeg kunne se over på ham igen. 

"Det er sådan jeg har det. Jeg føler mig alene, og ensom." Jeg håbede det måske ville få ham til at forstå. Han nikkede lidt. 

"Men det er jo derfor vi fejrer julen. For at fejrer de her," Han klappede sig ved kravebenet hvor hans sjæletatovering sad, "og for at fejrer at vi ved, vi vil møde vores sjæleven en dag. Han eller hun er derude, Via. Men som gudinden må du være tålmodig." Han smilede opmuntrende til mig, og det var præcis derfor jeg holdt af ham. Selvom han kunne virke både kold og ligeglad, tog han sig altid af mig. Jeg nikkede lidt og så ned på min ankel. 

"Tålmodighed er bare ikke let," mumlede jeg for mig selv. 

"Næ, men man kan ikke få alt." Milius strakte sig dovent. "Skal vi ikke se en film?" Han så over på mit tv. Jeg nikkede lidt og tændte det for at vi kunne sætte et eller andet på. 

Filmen var knap færdig, før nogen komme hoppende op af trappen med kursen mod min dør. Issa kom brasende ind, stadig med sin taske fra træning over skulderen. "Via, du skal høre det vildeste!" Milius og jeg så begge op på hende, ret overraskede over hendes energi. 

"Ehm, indebærer det at lære og banke på?" Jeg satte mig op fra min position. Mens vi havde set film var jeg gledet ned på min seng, og havde lagt mig på maven. Milius sad bare halvt smeltet ned i min stol. 

"Sjovt. Kacia har fået en tatovering!" Issas ord fik både mig og Milius til at vågne op, og så overrasket på hende. 

"Er du sikker?" Jeg så kort over på min ven, men hans øjne var fastlås på min søster, og hans mund var åben i overraskelse. Måske var forfærdelse et bedre ord, egentlig. 

"Jeg så den! Er det ikke sygt?" Hun lo lidt og satte sig på en skammel. Jeg rynkede brynene. 

"Jo, og ulovligt? Ved hendes forældre det godt?" Jeg kunne godt se min søster synes det var ret sejt, så jeg prøvede lidt at få noget fornuft talt ind i hendes hoved. "Du er godt klar over hvad straffen er, for at få lavet en tatovering inden man er 18, ikke?" Mit blik var dybt alvorligt og seriøst. Issas smil falmede også og hun så ned.

"Jo, men alligevel." Hendes iver var blevet til en mumlen. Milius nikkede ved siden af mig for at give mig ret. 

"Man ved altså ikke om det kan skade sjæletatoveringen. Hvad hvis den sidder hvor hendes ord skal være, hvad så?" Milius satte sig med foldede hænder og så på min søster. 

"Den er altså ikke ret stor." Hun kunne godt selv høre det var en dårlig undskyldning. Jeg rystede afvisende på hovedet. 

"Glem det. Jeg vil ikke have du følger hendes eksempel. Få alle dem du vil når du er 18, men ikke før. Aftale?" Jeg så dybt alvorligt ind i min søsters grønne øjne. Hun nikkede tøvende og sukkede. 

"Aftale." Slukøret kom hun op at stå og trådte ud af min dør. Hun hadede mig sikkert lige i øjeblikket, for at have gjort noget, hun synes var sejt, til noget kedeligt og seriøst. Inden hun lukkede den stak hun dog hovedet ind igen. "Hvad skal vi have til aften?"

"Pizza. Vi ringer nok om lidt." Jeg smilede til hende for at vise, at jeg ikke var sur på hende. Issa nikkede og smilede tilbage, før hun gik ud og lukkede døren. Jeg så over på Milius for at se hvad han tænkte. Han rystede på hovedet til mig. 

"Det gør hun ikke. Bare rolig. Issa er ikke dum," forsikrede han mig. Med et opmuntrende smil rejste han sig op, og strakte sig. "Skal vi ikke komme ned og få bestilt noget mad med turtelduerne?" Han grinede af mig da jeg himlede med øjnene. 

"Calvin skal have det at vide. Hun lytter mere til ham end mig, tror jeg." Jeg var oprigtigt bekymret for min søster. Hun var ikke typen der gjorde ulovlige ting, men hun var også naiv. Samtidig var hun let at overtale, så hvis en af hendes veninder havde fået en ulovlig tatovering, og flere fulgte hendes eksempel, kunne min søster også ende med en, og det ville jeg ikke have. 

Nedenunder satte vi os alle ved spisebordet og ventede, da pizzaerne var bestilt. Milius var ved at fortælle Noel om nogle "virkelig spændende stjernebilleder," som han selv kaldte det. Issa sad med sin telefon, og jeg så min mulighed for at få det ud af verdenen. 

"Calvin har du hørt Kacia fra Issas ballethold har fået en tatovering?" Først blev der helt stille om bordet. Man kunne næsten mærke det sug der gik igennem alle. Issa lignede en jeg havde forrådt, hun vidste godt hvorfor jeg fortalte det til ham. Min bror satte også hurtigt sin alvorlige mine op. 

"Er det rigtigt?" Han rynkede brynene, overrasket over at en balletpige kunne finde på den slags. Issa så genert ned i bordet, før hun nikkede. Hendes lyse hår faldt ned foran hendes ansigt, så det var svært at se om hun forstod sagens alvor. 

"Men den er ikke ret stor," forsvarede hun det igen. Hendes stemme var ret lille, og endelig fik jeg indtrykket af at hun forstod det var en dum idé. 

"Det er ligemeget. Issa, jeg siger ikke noget til mor og far, men hvis det her kommer til at ske igen, er jeg nødt til det. Du ved godt at de ikke vil have, du er sammen med den slags piger. Der er en grund til det er strafbart, det er ikke bare for sjov." Han foldede hænderne på bordet og lænede sig over imod Issa. Hun så op på ham. Efter lidt tøven nikkede hun så. 

"Ja. Jeg forstår det godt. Jeg vil aldrig selv få en, det lover jeg." Issa bed tænderne sammen og så igen ned. Jeg lagde en hånd på hendes skulder. 

"Vi siger det kun fordi vi elsker dig. Men det er altså en alvorlig ting. Vi kan kun håbe der ikke sker noget med hendes sjæleord, ikke?" Jeg krammede hende, for at lade emnet falde til jorden. Issa nikkede lidt og gav mig et lille smil. Vi snakkede ikke mere om det bagefter. Samtalen faldt mere på julen, Issas forestilling, Cebastians fotografier og alt ind imellem. 

"Jeg må hellere komme hjem. Vi får besøg af min onkel i morgen." Milius smilede til mig. Klokken var ved at blive mange, og det var mørkt udenfor. Jeg rejste mig op da han gjorde, og fulgte roligt med ham ud i entréen. Jeg lænede mig imod bordet derude og så på ham, mens han fik snørret sine sko. 

"Hils din mor, ikke?" Jeg lagde mine arme om mig selv. Milius så op på mig og nikkede en smule. 

"Ja, selvfølgelig. Tak for i dag, Via. Vi ses på søndag." Jeg sukkede opgivende da han mindede mig om søndag. Alt han gjorde var at grine af mig, og trække mig ind i et kram. Jeg kom også til at grine, og trykkede mig helt kort ind imod hans spinkle figur, inden han gav slip. "Hyg dig med Romeo og Julie derinde." Han så kort over min skulder, ind mod Cebastian og Calvin. Jeg rullede med øjnene og lo kort igen. 

"Ej tusind tak. Gå nu hjem. Vi ses." Jeg puffede ham hen til døren, og han måtte åbne døren for ikke at blive presset op af den. Milius løftede hænderne i et forsvar og bakkede frivilligt ud af døren. 

"Okay okay! Vi ses." Han rystede på hovedet og gav mig et sidste smil, før han vendte sig og gik hen til sin bil. Jeg så kort efter ham, men vinden var for kold til at jeg gad blive stående for længe. Døren gled i med et klik da jeg hev den med mig ind, og jeg sluttede mig til mine søskende og Cebastian i køkkenet igen. 

Der gik ikke ret lang tid før vores forældre begge kom hjem, godt trætte efter en lang dag. Vores mor havde indkøbsvare med, og hun begyndte at sætte dem på plads mens hun spurgte ind til vores dag. Min lillebror brugte en hel del tid på at fortælle om en eller anden vikar de havde haft i skolen. Han havde vist været ret sjov, og han havde ladet dem se film. Han fortalte med en sådan energi og glæde, og ingen af os ville afbryde eller skifte emne. Ikke før han begyndte at gabe og vi så på klokken. 

"Det er også hans sengetid. Via, gider du?" Min mor så på mig, mens hun var ved at varme noget mad til sig selv i mikrobølgeovnen. Jeg så op og nikkede, og rejste mig igen uden tøven. 

"Kom, Noel." Han tog min hånd og vi gik sammen op på hans værelse, og han begyndte selv sin lille rutine med at få nattøj på, gå ud og børste tænder, og vælge en godnathistorie. Jeg sad på hans værelse og så lidt rundt. Meget af hans legetøj var ting vi andre havde haft. Min tøjfrø, Issas bold med små hunde på, Calvins legetøjs tog. Det var underligt at alle vores bedste stykker legetøj stadig blev brugt. Min frø havde jeg givet Noel da han blev født, jeg havde været så glad over at have fået endnu en bror. Han var en efternøgler, det var ikke meningen vi skulle have været fire børn, men alligevel var vi alle tre blevet meget glade. 

Noel kravlede op i sin seng, og lagde sig til efter at have givet mig den bog han ville have læst højt. Jeg så på den, og smilede en smule. Det var en af hans yndlings fortællinger om guderne, jeg havde læst den en helt del gange for ham, så selvfølgelig havde han også valgt den i dag. "Okay, er du klar til at høre historie?" Jeg så på ham, og han nikkede. Hans nik var en smule langsomt, og det var ret tydeligt at se at trætheden havde taget over allerede. Jeg satte mig mere til rette og slog op i bogen. 

"Da guderne stadig var unge for mange år siden, skulle der være bryllup. Det var gudinden for kærlighed og guden for venskab der skulle giftes. Det havde man aldrig gjort hos guderne før, da guderne aldrig ellers var samlet. De besluttede at de ville gøre det på en måde, som menneskerne skulle efterligne lige siden. Guderne blev allesammen inviteret, og da der var bryllup, skulle de alle stå i en cirkel. Inde i midten brændte en lille ild. Den gik de to kærester rundt om, mens de bad til hinanden. Hvis du har været til bryllup, har du måske set at mennesker her beder til kærlighedens gudinde og venskabets gud, inden brylluppet rigtigt begynder. Bagefter blev deres hænder bundet sammen, det var en måde at vise på, at de nu hørte sammen. Det gør menneskerne også stadigvæk. Da deres hænder var bundet sammen, blev der sprøjtet noget vand på deres hænder tre gange. Når menneskerne gør det, siger man "For dig selv, for dine næste, for guderne" når man gør det, og det er fordi man beder om at ægteskabet gør de to der står der glade, at det er gør dem omkring en glade, og at guderne velsigner det. Deres hænder blev bundet fri, og til aller sidst skulle de drikke af et bæger, der indeholder en slags vin. Her skålede de til hinanden, inden de drak. Så var brylluppet færdigt, og der blev festet. De fik en masse gaver af guderne, fordi de var så glade på deres vegne. Lige siden har menneskerne gjort det samme ved bryllupper, og de håber alle på en lige så sjov fest, som guderne havde." Jeg lukkede bogen og så på min lillebror, der så tilbage på mig. 

"Kan du huske mor og fars bryllup?" spurgte han søvnigt. Jeg nikkede en smule. Jeg havde været 7 år gammel, så det var lang tid siden, men jeg huskede det. "Var det er en lige så sjov fest?" Jeg grinede lidt over hans spørgsmål og nikkede igen. 

"Ja, det var en rigtig sjov fest. De fleste går ret meget op i festen, der er en lige så stor del af det som hele ritualet, altså der hvor man får sprøjtet vand på sig og alt det der." Jeg lænede mig en smule ind mod hans seng. Noel nikkede lidt og gabte. "Hvorfor kan du så godt lide den historie? Er det ikke noget tøsepjat det der med kærlighed?" Det var den alder han var i, jeg var for fristet til at spørge. Det var ikke mange drenge der gad høre den historie før de nærmede sig alderen til at blive gift. Noel så helt fornærmet på mig. 

"Historier kan ikke være pige eller drenge historier!" Han var meget bestemt da han sagde det, og jeg smilede tilbage til ham, faktisk lidt stolt af ham. 

"Nej, det er rigtigt. Men nu skal du sove så du er frisk til i morgen. Hvis det sner hele natten, kan vi måske bygge en snemand eller en iglo i morgen, ikke?" Jeg smilede varmt til ham, og så faktisk lidt frem til en dag sammen med mine søskende. Hvis de da alle var hjemme. Noel nikkede, den her gang meget ivrigt. At få lov til at lege i sne var vist meget stort for ham. 

"Okay! Godnat! Elsker dig." Han puttede sig ned under dynen og lukkede øjnene, inden jeg kunne nå at give ham et godnatkys. Jeg smilede bare, og rejste mig op for at forlade hans værelse. Jeg slukkede lyset på vej ud, og trak døren i. Nogle gange misundte jeg ham næsten, han havde tre ældre søskende der altid kunne passe ham, samtidigt med to forældre. Opmærksomhed og kærlighed kunne han ikke mangle.

Heldigvis sneede det hele natten, så da jeg vågnede var Noel allerede igang med at spise morgenmad for at kunne komme ud og lege. Issa sov endnu, og Cebastian og Calvin var jeg ikke sikker på. Calvins bil var i hvert fald ikke hjemme mere, konstaterede jeg efter et blik ud af vinduet. Min far sad og halvsov over en avis og en kop kaffe. 

"Godmorgen," hilste jeg med at smil, og åbnede køleskabet for at tjekke hvad vi havde. Der kom en mumlen fra min far, der ikke rigtig gav mening. "Mor?" spurgte jeg ham, velvidende han godt vidste hvad jeg mente. 

"Arbejde," svarede han træt, og bladrede i avisen. Det var det svar jeg havde forventet. Jeg hev en skål müsli med mig hen til min far og bror, og gav mig til at spise. 

"Calvin?" spurgte jeg, lidt mere nysgerrigt. Min far skulle vist tænke sig om den her gang. Han så i hvert fald tænksomt op fra avisen. 

"Ikke sikker. Han kommer igen om lidt." Så slog han blikket ned i avisen igen. Jeg nikkede bare, og flyttede mit fokus ned på min lillebror. 

"Er du klar til at bygge den flotteste snemand i byen?" spurgte jeg så. Han lyste helt op og sprang næsten op af stolen med sin ske i hånden og sprøjtede mælk ud over bordet. 

"Jajajajaja!" udbrød han glad og hoppede lidt i stolen. Jeg lo lidt. 

"Først når du har spist op." Det fandt han sig i. Det passede med at Issa kom traskende ned af trapperne da jeg var ved at lukke Noels jakke. "Skal du med ud?" spurgte jeg drillende. Hun rystede på hovedet og gabte. 

"Kulde. Ikke godt for musklerne," undskyldte hun sig. Jeg rullede med øjnene og lo lidt, inden jeg tog Noel i hånden og vi gik udenfor for at bygge den snemand jeg havde lovet ham. Vi formåede at lave en bund der var på højde med Noel, før var han ikke tilfreds. Hvordan vi nogensinde skulle få den bygget så høj, anede jeg ikke, men jeg havde tænkt mig at prøve. Vi var lige gået i gang med nummer to kugle, da Calvin drejede ind i indkørslen. Noel løb over til ham og nærmest hev ham ud af bilen, mens han pegede mod starten af vores snemand. 

"Se! Se!" kimede han glad. Calvin grinte lidt, og nikkede imponeret. 

"Det må jeg sige. Må jeg være med?" spurgte han. Noel nikkede ivrigt og gik hen for at arbejde videre. Jeg smilede og krydsede mine arme. 

"Hvor har du været?" spurgte jeg. Calvin så på mig og trak på skuldrene. 

"Jeg kørte Cebastian hjem. Hans far er kommet på besøg." Han lavede et ansigt der viste det ikke var en god ting. Jeg rynkede brynene. 

"Og?" Jeg vendte mig mod ham. 

"Ja, han havde hørt at vi havde fundet hinanden. Men den detalje at jeg er en dreng, det bryder han sig ikke om. Cebastian brugte en halv time på at overtale sig selv til at gå ud af bilen." Calvin så bekymret ud. 

"Det er jeg ked af at høre, Cal." Mine ord gjorde ikke meget, men jeg kunne ikke gøre meget mere. Han rystede lidt på hovedet. 

"Sådan er det. Vi skal bygge en snemand." Han klappede hænderne sammen og gned dem, før han gik hen og hjalp Noel med at rulle den store snekugle. Jeg fulgte trop, og ville have ønsket Issa var med, for vi havde det utroligt sjovt med det. Calvins højde hjalp lidt, specielt da vi skulle have næsen sat på. Han løftede Noel op og vores lillebror proppede stolt næsen i. Det havde taget os en god del af middagen, men nu stod der en stor, flot snemand, højere end Calvin. Vi stod og betragtede den lidt. 

"Jeg tager Cebastian med hjem igen i morgen. Jeg tror han vil elske at tage et billede af den dér," pointerede Calvin. "Jeg synes vi har fortjent varm kakao, hm?" Ordene alene var nok til at Noel skyndte sig indenfor. Vi grinte og gik med ham ind. Mine fingre var helt våde og kolde fra sneen, og mine kinder var følelsesløse. Varm kakao virkede som drømmen. 

Om aftenen var hele familien heldigvis samlet. Vores mor og far delte tomands sofaen, Issa sad i lænestolen, Calvin lå på den anden sofa med Noel på maven, og jeg sad på gulvet. Vi var samlet om en julefilm vi så hvert år, en fortolkning af den gamle julefortælling. Al aktiviteten udenfor havde slået Noel helt ud, og han var derfor faldet i søvn kort efter filmen var begyndt. Vi var cirka halvvejs igennem, da min telefon ringede. 

"Flavia," beklagede min mor sig. Jeg rejste mig op og hev den frem. 

"Undskyld. To minutter. Det er Tias." Jeg så kort på dem, inden jeg tog telefonen og gik ud af stuen for at kunne snakke uden at forstyrre de andre. "Dårligt tidspunkt, Tia," startede jeg ud. 

"Jaja, men hør. Jeg skal med dig i zoo i morgen, ikke?" spurgte han. Jeg var bange for han ville aflyse. 

"Jo?" spurgte jeg usikkert. 

"Okay. Så fejrer du årsskifte hos mig!" Det var ikke et tilbud. Jeg sukkede og lænede mig køkkenbordet. 

"Hvorfor? Og hvorfor ringer du nu? Kunne vi ikke snakke om det her i morgen?" Jeg så mod stuen hvor min familie stadig så film. 

"Fordi jeg er overbevist din sjæleven er en af mine venner, okay? Og jeg har lige sendt invitationer ud. Der kommer nogle ret fede folk, dem der allerede har sagt de kommer. Kom nuuuu, Flavia! Det her, og så lover jeg ikke at kræve en fest igen før vores fødselsdag, okay?" bad han mig. Jeg sukkede og så ned i gulvet. 

"Tias, fester og mig..." beklagede jeg mig. På den anden side vidste jeg at han ikke ville acceptere et nej. "Fint. Men så heller ikke flere fester før vores fødselsdag!" medgav jeg til sidst. 

"Du er vidunderlig! Det fortryder du ikke, jeg lover dig det! Bare vent, jeg vil vædde med du møder din sjæleven her!" kørte han videre. Jeg sukkede tungt. "Din YF takker. Over and out. Vi ses i morgen!" Jeg nåede ikke at svare før han lagde på. Jeg overvejede kort at melde mig syg dagen for festen. Men det kunne jeg ikke gøre over for min fætter. Jeg måtte bide i det sure æble. 

Tilbage i stuen var der ingen der spurgte til hvad Tias ville, så jeg satte mig bare ned og så filmen færdig med min familie. Det var først da vi gik i seng, Calvin spurgte mig, da vi sagde godnat. 

"Hvad ville Tias?" spurgte han nysgerrigt. 

"Tvinge mig til fest," muggede jeg. Calvin smilede. 

"Godt. Det er sundt for dig. Sov godt, lillesøster." Og så gik han ind på sit værelse. Jeg skulede lidt mod hans dør, og var snart træt af at alle mente jeg skulle bruge så meget tid sammen med folk. I protest valgte jeg derfor at læse i stedet for at sove, selvom det var sent. Nu havde jeg været social hele dagen, så havde jeg fortjent at færdiggøre en af mine bøger, om det så gik ud over mine planer næste dag. De skulle ikke tro jeg bare sådan ville skifte mine bøger ud med alt muligt andet. Desværre gik min lille protest ikke så godt, for jeg var ved at falde i søvn en time senere. Det eneste der vækkede mig, var at en dør blev hevet op, og lyden af nogen der snakkede og skyndte sig ned af trappen lød. Alle var gået i seng, ingen skulle hentes noget sted, så det var ikke min far. Jeg skubbede hurtigt min bog til side og hoppede ud af sengen for at undersøge sagen. 

Ude på gangen nåede jeg lige at se Calvin forsvinde mod hoveddøren for enden af trappen. "Cal!" kaldte jeg stille, og skyndte mig ned af trappen. Han vendte sig om, og så helt forkert ud i hovedet. "Er du okay?" spurgte jeg overrasket. 

"Cebastian. Hans far er gået helt amok. Jeg er nødt til at tage derhen," forklarede han kort for hovedet, inden han så lyttede til stemmen i telefonen. "Nej, jeg er hans sjæleven. Hvad siger hans mor?" spurgte han, mens han kæmpede med at få sko på. Jeg fandt hans bilnøgler og jakke imens. "Hvornår ringede hun, siger du?" spurgte han, tydeligvis chokeret. "Nej det gør han ikke. Bare få ham langt væk. Jeg skal nok blive hos dem." Han tog nøglerne og jakken fra mig og kyssede mig på håret, mens han mimede et tak. Han skyndte sig ud af døren, og det sidste jeg hørte ham sige var; "Hvor længe tager det? Selvfølgelig bliver jeg." Så stod jeg alene i mørket, og lyttede mens han startede bilen og kørte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...