Undskyld, jeg så dig ikke.

Historien foregår i en verden hvor man på sin 18 års fødselsdag vågner med en tatovering af den ens sjæleven siger til en som det første. Ens sjæleven kan være ens bedste ven (en platonisk sjæleven) eller den man skal være sammen med resten af livet (romantisk). Hovedpersonen, Flavia, skal igennem mange prøvelser i tålmodighed, at acceptere sig selv og personlig udvikling før hun er klar til at høre sine sjæleord fra den rette person.

8Likes
13Kommentarer
618Visninger
AA

2. Sjælevenner

Efter den fjerde tøjbutik, hvor min lalleglade bror insisterede på at betale, fulgtes vi ned langs en af gangene i centeret. Calvin havde absolut ikke travlt, hans nye ro var næsten til at blive frustreret af. Heldigvis havde vi jo masser af tid, der skulle slås ihjel imens de andre gjorde klar til fest og familietid derhjemme. Mens han stod og så drømmende ind i en eller anden butik, tjekkede jeg tiden på min telefon. Kvart i to. Milius havde svaret, og jeg tjekkede kort hans lykønskninger, inden jeg pakkede den væk igen og så på Calvin. 

"Cal, det er ved at være tid til at finde et sted og skrive til din drømmeprins." Jeg smed hovedet imod retningen af et sted vi kunne få lidt at drikke mens vi ventede. Calvin så over på mig som om jeg havde revet ham ud af dybe tanker, og han ikke havde hørt mig. Jeg grinede og tog hans arm. Jeg gav et blidt ryk og trak ham med mig. "Kom nu, dit bløddyr." Han smilede lidt og begyndte selv at gå med. 

"Tror du han kan lide rock?" spurgte han ud i det blå. Jeg skævede til ham med et lille smil, inden jeg himlede med øjnene. Musik, og specielt rock, var en ret stor del af min bror og hans liv. 

"Ved det ik'. Du kunne jo skrive til ham, så han kan finde os og spørge ham? Men helt ærligt, hvis han arbejder på Coffee Tunes, så er han nok ikke kun til Mozart og Bach, vel?" argumenterede jeg. Han vippede lidt med hovedet før han godtog mit svar. 

"Hvor skal vi så vente på ham?" Han trak sin telefon op af lommen med den hånd der ikke var fanget af mit greb. Han måtte dog hive sig fri fra mig for at kunne finde Cebastians nummer og skrive det ind i sin telefon inden han skrev. 

"Der ligger et smoothie sted dernede, kan vi ikke sætte os derind? Det er trættende at bruge dine penge," drillede jeg. Han hævede et øjenbryn af mig i et fornærmet udtryk, inden han rakte tunge af mig og så smilede. Han trykkede send, efter hurtigt at have skrevet navnet på stedet til Cebastian, før hans telefon gled tilbage i hans lomme. 

"Som prinsessen befaler." Vi gik ind og fik hurtigt bestilt. Der var ikke ret mange folk, smoothie var ikke lige typisk for årstiden, men det var hvad jeg kunne have. Vi satte os ned for at være klar til at vente på Cebastian. Cal sad og bed fraværende i sit sugerør, der var stukket i smoothien. Jeg rynkede brynene og prøvede at fange hans blik. Selvfølgelig opfangede han det. "Tror du mor og far vil kunne lide ham?" Spørgsmålet fik mig til at smile over ham. Min store, selvsikre bror kunne åbenbart også blive usikker. 

"Selvfølgelig. Altså, nu kende jeg ham jo ikke, men mor og far vil da være glade bare han gør dig glad, ikke? Giv det er par timer nu, lær ham at kende og-" Jeg stoppede, da Cebastian allerede nu kom ind i butikken. Jeg så kort ned på min mobil. Klokken var knap to. Han lignede også en, der havde løbet. "Når man taler om solen." Jeg nikkede over imod ham, men Calvin havde selvfølgelig allerede set ham. 

Cebastian kom, som den største selvfølgelig, hen og satte sig ved siden af min bror. "Jeg fik lov at gå lidt tidligere, da min chef hørte om, hvad der var sket. Jeg var lige gået udenfor, da du skrev." Han smilede til min bror, og et eller andet sted forventede jeg sådan set, de kyssede hinanden. Selvfølgelig gjorde de ikke det, de havde lige mødt hinanden, men det virkede som om, det ville have været naturligt. Calvin nikkede lidt til ham. 

"Det er fint nok, vi trængte til en pause. Eller.. min pengepung gjorde." Han så over på mine poser med tøj og diverse andre ting. Cebastian fulgte hans blik og lo en let, hoppende latter. Hans blå øjne mødte mine og med et skævt smil der afslørede små smilehuller sagde han:

"Man kan lige så godt gøre det ordenligt når man nu er igang, ikke?" Jeg nikkede til ham. 

"Jo, og når ham der insisterer på at betale, gælder det om at udnytte det. Han er i et utroligt godt humør i dag, af en eller anden grund." Der var ingen grund til at opføre mig pænt, han kunne lige så godt vænne sig til vores drillerier. Han ville alligevel være en del af vores familie i fremtiden. Cebastian så lidt mere forlegen ud og så til siden, på min bror. Calvin skar en grimasse af mig. Så fik hans lille drømmeprins opmærksomheden. 

"Kan jeg tilbyde dig noget at drikke?" Derfra gik deres samtale helt af sig selv. Cebastian fik også noget at drikke, og vi sad en times tid og snakkede om småt og stort. Cebastian var tilflytter fra en storby nogle timer væk. Han havde arbejdet i en Coffee Tunes dér, og hans chef havde sørget for han kunne blive ansat her når han flyttede, fordi han havde været en god ansat. Han var 19 og manglede at gøre sidste år i gymnasiet færdigt, og arbejdede det meste af sin fritid væk. Hvis han ikke arbejdede, fotograferede han. Det var en hobby der så ud til at gøre Calvin meget interesseret. 

Turen fortsatte videre i et par andre butikker, men det var mere sjov end shopping der stod på listen nu. Cebastian var ikke ret genert, og han fik os med på idéen om, at vi skulle finde tøj hinanden skulle prøve. Udfaldet var umådeligt sjovt, i hvert fald da Calvin pludseligt stod i en lyserød t-shirt med en enhjørning og gule, stramme bukser, og mest lignede en parodien på Issa, vores lillesøster. 

Da damerne i butikken havde sendt os sure blikke for bare at prøve tøj og grine og ikke købe noget i en halv time, satte vi os på en bænk i centeret. "Hvor lang tid er der til at vi skal hjem?" spurgte jeg lidt forsigtigt da vi alle var placeret godt. Cal tjekkede sin telefon og han så ikke ret glad ud. 

"En halv times tid, så bør vi nok køre hjem. Vi skal nå at pakke gaver op inden vi begynder på maden til i aften." Han så lidt sørgmodigt over på Cebastian. Den spinkle dreng smilede beroligende til min bror. 

"Jeg skal også hjem af på et tidspunkt. Jeg havde egentlig en aflevering til på mandag jeg ville have lavet i dag, men..." Han trak på skuldrene og så imellem os. Vi lo lidt og forstod godt hvad han mente. 

"Jeg vil gerne køre dig hjem, hvis det er?" foreslog Calvin. Cebastian nikkede lidt. 

"Gerne. Så kan du også få min adresse, og har ingen undskyldning for ikke at komme forbi på et tidspunkt," drillede han. Cal så genert ned og lo uden lyd. 

"Rigtigt nok. Bor du selv?" Han så op igen. Cebastian rystede på hovedet. 

"Nej, jeg bor ved min mor. Vi flyttede fordi hun fik en stilling tilbudt her i byen. Min storesøster blev tilbage, men siden universitetet jeg gerne vil på ligger her, flyttede jeg med min mor. Og det er billigere at bo hjemme." Hans øjne veg ikke ét sekund fra Calvins, det var lidt utroligt. De kunne få det til at se ud som om alt omkring dem slet ikke fandtes og de levede et sted med kun dem. 

"Så kan jeg ikke komme og bortføre dig når jeg vil." Calvin smilede lidt til Cebastian. Den spinkle fyr lagde hovedet lidt på skrå med et smil. 

"Hvorfor ikke?" Det fik Calvin til at rødme - noget jeg aldrig havde set før. 

"Fordi han er bange for hvad du mon tænker," svarede jeg for ham. Calvins gyldne øjne faldt hurtigt på mig, og de tordnede. 

"Via!" lød det strengt. Han blødte dog hurtigt op da han lagde mærke til Cebastians latter og så på ham igen. Han så på min bror med et lille ryst med hovedet så hans mørke krøller dansede en smule. 

"Og hvad skulle jeg tænke der kunne være så slemt?" Han lagde sit hoved på skrå igen. Calvin trak usikkert på skuldrene. Jeg skulle stadig vænne mig til at se min store, selvsikre bror, der plejede at være min faste klippe, opførte sig som en usikker teenager. 

"At det går for hurtigt, sikkert." Jeg trak på skuldrene og vendte min opmærksomhed til poserne med mine - eller Calvins - køb for i dag. Jeg skulle trods alt ikke blande mig i deres forhold. Cebastian rakte over og tog min brors hånd med et opmuntrende smil. 

"Jeg ville sige til hvis det gik for hurtigt," forsikrede han ham. Det så lidt sjovt ud at en spinkel, bleg fyr sad og forsikrede min hårde bror om at han var god nok. 

Den halve time gik hurtigt, og pludseligt befandt vi os ude i kulden igen, på vej mod min brors bil. Cebastian var ved at fortælle Cavin om den by han kom fra. Min brors nye ro var stadig over ham, og han gik med hænderne i lommerne og så beundrende på sin sjæleven imens han fortalte. Uden at sige noget satte jeg mig naturligt om på bagsædet af bilen med alle mine køb. Cebastian satte sig naturligt ind på forsædet og fortsatte sin fortælling om sin gamle skole og om sine gamle venner. 

"Hvor længe har du været her?" spurgte Cal da Cebastian gav ham chancen. 

"Et par uger. Så jeg kender ikke rigtigt nogen endnu. Hvilket bare gør det endnu mere perfekt at jeg mødte dig nu." Hans øjne strålede helt da han så på Calvin. "Venstre her." Han skævede kort ud imod vejen og lænede sig så tilbage. "Hvordan har du overhovedet råd til bil og betale for din søsters forbrug? Intet personligt, Flavia."

"Det er fint," svarede jeg roligt og fortsatte med at betragte dem. 

"Jeg arbejder morgenvagter ved en bager, på en skole om eftermiddagen og har et par vagter om aftenen ved vores gades pizzaria nogle gange om måneden. Og så tjener bandet lidt i weekenderne." Cebastian tabte næsten underkæben. 

"Har du nogensinde fri?!" Han lød helt forfærdet. Cal grinede lidt.

"Ja, rolig nu. Jeg er bare dårlig til at lave ingenting." Det var rigtigt nok, min bror var altid igang med noget. Det var yderst sjældent jeg så ham bare sidde og slappe af. 

"Hm. Det tror jeg slet ikke jeg ville kunne." Cebastian smilede nu alligevel, og så ud af foruden. "Det blå dernede." Han pegede ud for at fortælle hvor min bror skulle stoppe. Jeg strakte halsen for at se det. Huset var ikke noget at prale af, men det så fint ud til to personer. Calvin drejede ind i indkørslen og stoppede bilen. 

"Vi takker for at du rejste med Degray ekspressen og håber du nød turen." Han sagde det dybt seriøst, men da Cebastian lo kunne han heller ikke selv lade vær med at grine lidt. 

"Tusind tak. Jeg skriver, så må vi se om du har tid til at se mig igen," drillede han. Så naturligt som at trække vejret lænede han sig frem og placerede et blidt kys mod Calvins læber. Så vendte han blikket om mod mig. "Forsat god fødselsdag, Flavia. Og tillykke med din tatovering. Vi ses nok." Han smilede roligt og steg ud af bilen. Han vinkede til os mens han gik op til døren og låste sig ind. 

Calvin sad og så efter ham, som om nogen havde trykket på pause. Jeg klatrede om på forsædet, men han bevægede sig ikke før jeg skubbede til ham. "Scorekarl. Så kan du også prale af et kys når vi kommer hjem." Jeg lænede mig mageligt tilbage i sædet. Calvin bakkede ud og kørte hjem af, og så ud til at komme lidt mere til sig selv. 

"Den her dag handler stadig ikke om mig. Det er din fødselsdag. Jeg skal nok holde min mund overfor mor og far." Han fik det til at lyde som om det var en konkurrence. Jeg så utilfreds over på ham og tændte radioen. 

"Hvis du ikke siger det, så gør jeg. Jeg skal nok få min portion af opmærksomhed, tror du ikke?" Jeg så ud på regnen der var begyndt at falde. "Desuden skal vi alligevel hører historierne om guden og gudinden igen når de finder ud af at du har fundet din sjæleven. Vi kan lige så godt tage det hele i dag, sammen med Tias' og min tatovering, synes du ikke?" Jeg så over på ham og til min overraskelse nikkede han faktisk. 

"Fair pointe. Jeg skal nok. Ved du egentlig hvad Tias' tatovering er?" Han skævede over til mig, men ikke mere end trafikken tillod ham. Jeg rystede på hovedet. 

"Tia og mig blev enige om ikke at sige noget før de kom i dag. Overraske hinanden, du ved. Der er trods alt kun en dag imellem os." Vi havde altid skiftedes til at holde fødselsdag med familien, i år var det min tur. Sidste år havde vi holdt det hjemme hos dem, ved min onkel og moster. 

"Ved du hvad, jeg forstår godt folk tror I er tvillinger. Nogle gange tror jeg han kender dig bedre end jeg gør." Calvin lød næsten såret. Jeg himlede bare med øjnene. 

"Han er min fætter, vi er jo ikke vokset op sammen. Ingen kan da erstatte min selvglade storebror, som jeg har set stå og lege superstjerne foran spejlet i undertøj, vel?" drillede jeg. Det fik ham til at le lige som han drejede ind til vores hus. 

"Du er irriterende, ved du det?" Vi steg begge ud, og jeg huskede alle mine køb inden vi gik indenfor. 

"Du ville savne det hvis jeg holdt op med at drille dig," pointerede jeg. "Vi er hjemme!" råbte jeg som en advarsel til vores forældre. Min far kom til syne i døren med et varmt smil. 

"Velkommen hjem igen, skat. Kom med ind i stuen, I to." Han rakte en hånd ud imod os, som om han var nødt til at lede os fordi vi ikke selv vidste hvor stuen var. Jeg lagde mit overtøj og fik mine sko af inden jeg fulgte med ham ind i stuen. Calvin fulgte efter et par sekunder efter. 

I stuen havde de dækket fint op med mine gaver på kaffebordet, og vores to yngre søskende sad i sofaen. Issa sad med sin telefon, helt fikseret på hvad der var på skærmen. Noel sad og pillede ved en af sine actionmænd. Min mor sluttede sig til os med en bakke med kage ude fra køkkenet. Hun kom kun med en enkelt lyd, mere behøvede hun ikke før Issa og Noel pakkede deres ting væk. Issas øjne fandt lynhurtigt poserne fra centeret. "Ej snyd, og vi skulle bare rende her og gøre klar til din fest." Hun lænede sig tilbage med et suk, som om hele verdens lidelser lå på hende. Min mor satte sig ved siden af hende med et stramt blik. 

"Issa, det var ikke ret sødt sagt. Sæt dig nu op." Min søster skar et ansigt før hun gjorde som der blev sagt. Jeg satte mig ved siden af Noel og satte poserne på gulvet. Min lillebror kravlede som en selvfølge op i mit skød og jeg smilede lidt af ham. "Hvordan var jeres tur til byen?" spurgte min mor interesseret mens hun delt kage ud til os alle. 

"Tjo, vi startede med at gå på Coffee Tunes, du ved den café vi var på i sommers. Vi sad og snakkede lidt, og jeg spurgte ind til nogle ting der bekymrede mig lidt. Calvin kom med et ret provokerende udsagn som vores tjener kom hen til bordet, og.. vad var det nu tjeneren sagde, Cal?" Jeg så drillende over på min bror. Mine forældre så også på ham, men mere bekymret som om de var bange for om han var kommet i problemer derinde. Calvin kørte nervøst en hånd igennem sit hår og så imellem vores forældre. 

"Jeg er ret sikker på at han spurgte 'hvad ulækkert er der ved det?' til det jeg sagde." Så smilede han oprigtigt. Vores mor næsten fløj op for at komme over og kramme ham. Issa tabte kæben og vores far gave ham et stolt klap på skulderen. 

"Tillykke min dreng!" kom det stolt fra vores far.  "Så har vi tre der skal fejres i aften!" 

"Vores første barn har mødt sin sjæleven, den her er stort!" udbrød vores mor, og det var tydeligt at se tårerne i hendes øjne. Issa kom også op og stå og hen for at kramme Cal. 

"Hvordan ser han ud? Er han nuttet?!" Hun så spændt på ham. Calvin lo lidt og så på de tre der omringede ham og fortalte om Cebastian. Jeg så på Noel der var lidt ligeglad og stadig ikke helt forstod det. Han så på mig sine store, grønne øjne, der tittede frem mellem røde krøller og de mange fregner over hans kinder. 

"Hvorfor er alle så glade?" Han lænede sig ind til mig og så hen på de andre. Jeg lagde armene om ham og vippede ham lidt fra side til side. 

"Fordi Calvin har mødt den dreng han skal være sammen med resten af livet, de er skabt for hinanden. Ligesom guden og gudinden fra Fortællingen, ikke?" Jeg kyssede ham på toppen af hovedet. Han nikkede en smule og virkede til bare at acceptere det svar. Han havde hørt historierne mange gange, specielt her op til min fødselsdag, og han ville høre dem igen i aften ved middagen. 

"Kan vi nu ikke lade fødselsdagsbarnet pakke op og snakke om Cebastian senere?" Calvin så rundt på dem alle og de satte sig pænt som han bad om. Vores mor kyssede ham en sidste gang på kinden inden hun så over på mig.

"Selvfølgelig. Flavia, start med den her."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...