Undskyld, jeg så dig ikke.

Historien foregår i en verden hvor man på sin 18 års fødselsdag vågner med en tatovering af den ens sjæleven siger til en som det første. Ens sjæleven kan være ens bedste ven (en platonisk sjæleven) eller den man skal være sammen med resten af livet (romantisk). Hovedpersonen, Flavia, skal igennem mange prøvelser i tålmodighed, at acceptere sig selv og personlig udvikling før hun er klar til at høre sine sjæleord fra den rette person.

8Likes
13Kommentarer
617Visninger
AA

3. I familiens skød

"Via, skal du ikke have skiftet tøj, de kan være her hvert minut?" Min mor skævede over på mig, mens hun rørte i en af gryderne, hun havde gang i. Min far var ved at lave salat og stod med ryggen til. Calvin stod for den mad der var i ovnen og køleskabet, og Issa var ovenpå for at hjælpe Noel med at få lidt pænere tøj på. Jeg synes det var at gøre meget ud af det. Jeg vidste godt ens sjælevenstatovering var stort, men jeg brød mig ikke om at have pænt tøj på. Siden jeg ikke svarede hurtigt nok for min mor, sendte hun mig endnu et blik, den her gang meget skarpt. "Via?"

Jeg nikkede med et suk. "Skal nok." Jeg gik ud af køkkenet og gik op oven på. Jeg kunne høre Issa og Noel snakke om noget, der fik min søster til at le. Jeg smilede for mig selv inden jeg gik ind på mit værelse og lukkede døren. Det føltes som evigheder siden jeg havde stået foran mit spejl i morges, selvom det jo kun var nogle timer. Alt det med Calvin og Cebastian havde bare slået mig helt ud af det. Jeg stirede ind i mit spejlbillede, og mærkede først nu at jeg faktisk var ked af det. Jeg havde glædet mig til at få min tatovering for igen at være som min bror. Jeg havde glædet mig til, at vi skulle forestille os vores sjælevenner sammen, og lede efter dem. Jeg havde håbet han ville være der, når jeg var utålmodig, og kunne muntre mig op med at han jo også stadig ledte efter sin. Men det var ikke sådan det var nu. Af alle dage havde de to selvfølgelig mødt hinanden i dag. Selvfølgelig var jeg glad for min bror, men noget i mig var alligevel skuffet. Ikke engang en hel dag havde vi været i samme båd igen. 

Min seng gav en smule efter, da jeg satte mig ned på fodenden. Det var ikke lige festhumør, der prægede mig lige nu. Jeg ville helst ringe til Milius, få ham herover, og sidde med ham på mit værelse hele aftenen, mens han gjorde mig glad igen. I stedet var min familie på vej, alt for mange mennesker der var her for at fejre min fætter og mig. Alt for mange mennesker, jeg skulle lege glad over for. Min dag? Jo tak, nu sad jeg her og ville væk fra den. Min tatovering havde slet ikke hjulpet på noget. Hvad var der galt med mig? Alle så frem til den her dag i deres liv.

"Via, Issa og Noel, skynd jer! Onkel Valde, Tante Caja, Rosalinde, Nicas og lille Nor er kommet!" Min mors stemmer var tydlig, også igennem min dør. Jeg sukkede lidt. Nor var vores fætter Nicas' søn på knap et år. Han var virkelig kær, men det var ikke lige små børn jeg var i humør til. På den anden side kunne det også betyde Tias og hans familie snart ville komme. Det var den smule opmuntring, jeg havde. Jeg kom på benene og fandt en af mine kjoler. Det var sjældent jeg bar kjoler, og ikke store sweatre, men hvis jeg ikke gjorde det nu, ville min mor bare sende mig op for at klæde om til noget 'festligt'. 

Jeg gik nedenunder, og blev til min glæde og overraskelse mødt af røde krøller og et fregnet ansigt. "Tia!" Jeg lyste op og hoppede næsten på min fætter. Han lo og lagde armene tæt omkring mig, lige den følelse jeg havde brug for at mærke lige nu. 

"Via! Hvor ser du godt ud." Han trådte et skridt væk og så på mig. Jeg himlede bare med øjnene over ham. "Hvor sidder den?!" Han så spændt på mig, og jeg vidste med det samme hvad han talte om. 

"Min højre ankel. Hvad med dig?" Jeg så ned over ham, som om jeg ville kunne se det bare sådan. 

"Her, siden." Han trak op i sin t-shirt og afslørede sin tekst der sad lige over buksekanten i hans venstre side. Jeg lænede mig frem for at læse teksten på min fætter.

Er det sandt hvad de siger om rødhårede?

Jeg lo lidt og rettede mig op. "Den passer jo perfekt til dig." Min fætter nikkede stolt og lod sin t-shirt falde ned. 

"Det er der mange der har sagt. Hvad siger din?" Han kunne ikke se den siden jeg havde strømpebukser på, men jeg fortalte ham det selvfølgelig. Mere tid fik vi ikke til at hyggesnakke. 

"Via og Tia, gå ind i stuen og sig hej til de andre. Det er trods alt jer de er her for." Min mor stak hovedet ud fra køkkenet. Jeg så en smule utilfreds på hende, men gjorde som hun sagde. Jeg var trods alt velopdragen. Jeg var ikke typen der sagde min mor igen. Det var Issa derimod, og hun kom ned af trappen med Noel i samme øjeblik. 

"Hvad med Calvin? Bør han ikke også sidde skoleret derinde? Jeg skal nok tager over for ham i køkkenet." Hun lagde armene over kors da hun stod ved siden af mig. Der var ikke rigtig nogen af os, der gad de her store familie sammenkomster, men vi gjorde det hvert år når Tias og mig havde fødselsdag. Det var familiens årlige undskyldning for at se os. 

"Hvad er der med Calvin?" Tias så spørgende på mig. Jeg smilede en smule sørgmodigt. 

"Han mødte sin sjæleven i dag," svarede jeg. Jeg prøvede at lyde rigtigt glad, men det virkede bare lidt for falsk. Tias fangede det. Han tog mig under armen og gik ind i stuen sammen med mig. 

"Hvorfor bliver du underlig over det?" Vi satte os ned i sofaen. Vores familiemedlemmer var heldigvis optaget af en samtale om, hvor meget Nor var vokset, så vi slap for at blive afbrudt lidt endnu. Jeg så ind i min fætters grønne øjne.

"Fordi jeg havde håbet at vi kunne have noget til fælles igen. Men nu er jeg alene igen." Jeg foldede mine hænder i mit skød. Tias lagde en arm om mig. 

"Sludder. Vi har hinanden, ikke? Som vi altid har haft. Vi skal nok jagte sjælevenner sammen." Han prøvede at opmuntre mig, og det var også sødt nok, men han var ikke min bror, uanset hvor meget vi lignede hinanden eller folk troede det. Alligevel nikkede jeg, jeg kunne ikke være så trist og kedelig hele aftenen. Det var også nu vores familie opdagede at det var os der sad der, så lykønskningerne fløj om os, og Tias måtte vise sin tatovering igen og igen. 

Da alle 25 medlemmer af familien var ankommet en halv time senere, satte vi os ned for at spise. Tias på min ene side, Calvin på min anden, og min søster overfor mig. Vi var kun lige begyndt at spise da min mormor begyndte på det sædvanlige sjælevens snak. Hun fortalte sin historie, og så gik det rundt om bordet. Det var skik at når nogen fik deres tatovering, samledes familien og udvekslede erfaring, visdom og historier. Vi havde et par fætre og kusiner der havde fået deres på det seneste, så vi kendte dem rigtig godt. Calvin var den sidste i rækken, men de færreste vidste han havde mødt sin sjæleven. Vores mor og far havde ikke sagt noget, så da Nicas, vores fætter, der sad ved siden af Cal var færdig med at fortælle ville min mormor fortsætte den sædvanlige snak. 

"Mor, vi mangler Calvin," brød min mor ind. Vores mormor så over på min mor som om hun talte helt sort. Resten af familien så også imellem hinanden. De fleste havde spist op, der var mange historier omkring bordet, så vi havde haft rigeligt tid. 

"Hvornår har han..?"

"I dag." Calvin svarede vores mormor med et stolt smil. Nu var det hans tur til at blive overøst med lykønskninger. Jeg havde været der, og Tias skulle nok få historien senere, så da al opmærksomheden faldt på min storebror trak Tias i mig. Jeg var ikke sikker på hvad han ville, men vi formåede at liste væk fra hele samlingen af folk. Min fætter tog sig endda den frihed at trække mig med op på mit eget værelse. 

"Hvad har du gang i?" Jeg lo lidt da jeg lukkede døren bag ved mig. Tias trak en lille pakke frem. "Men, vi åbner først gaver om lidt, med de andre?" Jeg så undrende på ham. Tias trak på skuldrene og satte sig på min seng. 

"Åben den nu bare." Jeg satte mig hen ved siden af ham og tog pakken. Jeg så på ham imens jeg pakkede op og rystede på hovedet. 

"Du er ikke rigtigt klog. Du ved du ikke behøver det her." Tias' eneste svar på dét var et træk med en skulder og han så ned på mine hænder. Jeg trak papiret af en lille æske, der tydeligvis indeholdt et smykke af en art. Efter et kort undrende blik op i Tias' øjne åbnede jeg den. En fin, lille medaljon lå inde i æsken. Med nysgerrighed som drivkraft åbnede jeg hurtigt medaljonen der indeholdt et billede af mig og et af Tias fra den første sommerferie vi kunne huske sammen. "Er det ikke fra den gang-"

"Hvor vi skubbede en badebold ud foran andre folk på campingpladsen for at få dem til at lege med os? Jo." Tias lo lidt, og tog medaljonen op fra æsken. Han gav mig den på og smilede mildt til mig. "Det kan godt være vi ikke er sjælevenner, men du er altså den bedste kusine man kunne ønske sig." Han smilede til mig, sit typiske skæve smil de fleste piger faldt for. Jeg smilede tilbage, overrasket over hvor let han kunne få mig til at være glad igen på en dag som den her. 

"Tak. Du er den bedste fætter man kunne ønske sig. Men sig ikke det til Nicas." Jeg grinede lidt og så ned på medaljonen om min hals. Den var rigtig fin. Hjerteformet med smukke mønstre på ydersiden. Det var det her Tias kunne, muntre mig op som om det var det mest naturlige i verdenen. Calvin havde haft ret tidligere, Tias kendte mig godt, nogle gange bedre end jeg selv var klar over. 

"Fortæl mig så hvad det er der går dig på." Tias satte sig i skrædderstilling i min seng, fuldstændigt ligeglad med de mennesker i stuen der var her for vores skyld. Jeg skævede mod døren inden jeg lagde mig ned på ryggen i min seng og så op i loftet. 

"Det bare... Jeg vil virkelig gerne finde min sjæleven. Det er meningen med det hele, ikke? De sidste to år har jeg følt mig en smule afskåret fra Calvin, og vi har altid været så tætte. Nu er han et skridt foran mig igen, og jeg havde bare håbet vi måske kunne være lidt det samme sted igen. To år er lang tid at føle sig distanceret fra sin bror." Jeg så over på min fætter, som havde rynket panden en smule over mine ord. Han nikkede en smule. 

"Altså, han er jo din storebror. Måske skal du ikke se det som om han er foran dig, det vil han jo altid være. Se det mere som om at han lærer nu så han kan guide dig senere? Jeg mener, Fiona har stadig ikke fundet sin sjæleven, så hun er lige så lost som jeg er. Hun er ikke rigtigt en hjælp." Tias så spørgende på mig, som for at finde ud af om det han sagde gav mening. Fiona var hans storesøster, hun var et år ældre end Calvin. Jeg nikkede lidt og forstod godt hvad han mente. 

"Det er selvfølgelig rigtigt. Men jeg er nok også bare misundelig. Du skulle have set Calvin og Cebastian sammen. På nogle tidspunkter følte jeg næsten jeg slet ikke eksisterede." Jeg så op i loftet igen med et suk. Tias lænede sig tilbage imod væggen og vippede lidt med hovedet. 

"De er sjælvenner. To sider af samme mønt. Det er nok ret overvældende at mærke, tror du ikke?" Han så ned på mig. Jeg kunne høre i hans stemme han var lige så undrende som mig. Jeg vendte hovedet imod ham og smilede mildt. Tias havde haft ret, vi havde hinanden, og det var jeg virkelig glad for. 

"Jeg tror det. Det må vi jo finde ud af." Jeg vendte mig om på maven og så på ham med en ny energi i mig. "Okay, vi laver en pagt. Vi lover hinanden, at hjælpe den anden med at finde sin sjæleven. Men hvis man finder sin egen, så glemmer man ikke den anden? Vi hjælper hinanden igennem det her." Jeg rakte hånden frem imod ham og så ind i hans øjne. Tias livede også op og nikkede ivrigt så hans røde krøller hoppede en smule. 

"Aftale! Betyder det vi kommer til at bruge mere tid sammen i fritiden?" Han tog min hånd. 

"Det gør det vel." Jeg trak min hånd til mig og så hen imod min bogreoler. Jeg var meget sjældent sammen med nogen i min fritid. Hvis jeg ikke var i skole læste jeg helst, helt alene og her på mit værelse. Tias fulgte mit blik og rystede på hovedet. 

"Du finder altså ikke en sjæleven ved at sidde herinde og læse, Via. Pagten, ikke? Jeg har svoret at hjælpe dig. Og det har jeg tænkt mig at gøre ved at starte med og lære dig at være mere social." Min fætter lænede sig igen tilbage imod væggen. "Der er fest hos en af mine venner i næste weekend, du kunne starte med at tage med der?" Fester var ikke lige mig så jeg skyndte mig at ryste på hovedet. 

"Jeg har en aftale med Milius i næste weekend, sorry." Det havde jeg egentlig ikke, men det kunne jeg da få. Tias løftede også et dømmende øjenbryn af mig. 

"Aha? Mine venner er altså ret cool." Han grinede lidt. Jeg smilede lidt. 

"Sikkert nok. Vi skal nok finde en fest hvor jeg kan." Jeg lagde mig om på ryggen. Det nåede jeg også kun lige inden døren gik op til mit værelse. Svea, Tias' lillesøster, så hen på os. 

"Vi går igang med Julefortællingen lige om lidt. Vi venter faktisk kun på jer." Hun så mest over på sin storebror. Tias nikkede og kom på benene.

"Yes, vi kommer nu, Svea." Han hjalp mig op og stå. Vi fulgtes alle tre ad ned til stuen hvor alle var samlet om Tias og mit gavebord. Calvin var endt med vores fætter Hjalmar på skøddet. Han var kun to år, men havde altid været ret glad for Calvin. Min fætter og jeg satte os ned i sofaen, ved siden af hinanden der hvor der var lavet plads. Nu hvor vi alle var samlet så min mormor på os for at være sikker på alle var stille og klar til at lytte. Da hun var tilfreds med roen begyndte hun:

Da jorden endnu var ung og mennesket langt fra er hvad det er, var der opstået overnaturlige folk der havde fået til opgave at passe på mennesker og guide det, da man allerede den gang vidste at menneske ikke ville opnå samme indsigt som dette folk. Menneskerne kaldte dem for guderne. Ved deres begyndelse var de ikke meget. Nogle fortællinger beretter at de blot var svævende lys, andre at de noget nær feer - små menneskelignende skikkelser med vinger. Én ting er man dog enig om. Guderne havde alle et lys om dem der skinnede smukt og adskilte dem fra menneskene. Ikke mange årtier senere var de i en smuk menneskelig skikkelse, med deres lys kraftigere end ved deres opståen. 

Hver gud havde sit område de skulle hjælpe menneskerne med. Guden for kunst hjalp mennesket med at udtrykke sig, han var livlig men også i besidelse af evnen til at føle dyb smerte. Gudinden for drømme hjalp mennesket med opleve utrolige ting om natten som deres fantasi selv bryggede i deres tanker om dagen. Guden for rejser passede på mennesket når de var på længere vandringer og sørgede for de kom sikkert frem. Hver gud passede sit arbejde, og tænkte kun på mennesket i første række. Der var dog én gudinde der ikke fandt glæden ved sit job. 

Hun så på mennesket dag ud og dag ind, hun hørte på dem og hjalp dem med kærlighed. Hun sørgede for at de fandt den rette person at forelske sig i, og holdt hånden over de par der passede sammen. Men at se menneskenes glæde var ikke nok. Hun følte sorg og ensomhed inden i, en følelse ikke mange guder føler. Efter årtier med ensomheden der gjorde ondt på hende, begyndte hendes guddommelige lys at falme. Hun blev dog ikke svagere, hendes kræfter var så stærke som før, men hun kunne ikke længere lyse af sig selv. Når hun traf andre guder på sin vej undrede de sig, og de hviskede når de vidste hun ikke kunne høre det. De havde aldrig set en gudinde falme. 

Flere år gik med den glansløse gudinde der fortsatte med at sende kærlighed ned til mennesket så de kunne finde den lykke hun aldrig selv ville opleve. En dag blev det dog for meget til at gudinden kunne bære at se mere på lykken, og hun gemte sig væk for de andre guder på det højeste bjerg i menneskenes verden. Alene og uden lys var hun fast besluttet på blot at sygne hen på bjerget. Hvis guderne kunne leve uden kærlighed, måtte menneskene også. 

En gud havde hørt om den glansløse gudinde der aldrig følte glæde som alle de andre guder. Han var guden for venskab, og hans opgave var at bringe mennesket en kærlighed de kunne danne stærke venskaber over. Så snart han havde hørt de andre hviske om at den glansløse gudinde havde gemt sig væk for at falde hen, begyndte han at lede efter hende. Modsat de andre guder så han sine kolleger som venner, og han ville ikke lade en af dem give op. At finde en gud uden lys var dog svært - hun kunne lige så godt være et menneske. Det var heller ikke før sneen faldt om vinteren og han måtte søge ly i en bjerghule at han fandt en farveløs, ulykkelig skikkelse i mørket. Hans eget guddommelige lys brændte med dobbelt styrke da han så hende, og han vidste at dette var gudinden han ledte efter. 

"Lad mig være dit lys." Dette var gudens første ord til gudinden. For første gang i måneder rettede hun sig op. Hun vendte sit blik imod det skarpe lys. Så snart hendes øjne faldt på den lysende gud foran sig brændte hendes lys igen, og hun rejste sig med et stærkere lys end hun havde haft nogensinde. Et smil spillede over hendes læber. Det var århundrede siden hun havde smilet sidst. 

"Det kan vi alle få brug for i mørke stunder." svarede hun. Det var de første sjæleord der nogensinde blev udvekslet. Ud af kærligheden de begge følte, dukkede gudens ord op på gudindens underarm, og gudindens ord dukkede op på gudens overarm. Dette var et evigt minde om deres første møde. De samlede alle guderne det samme sted, og blev udnævnt til de øverste guder - de var trods alt de første guder der ikke længere tilhørte kun sig selv. Siden da så de to guder det som deres opgave at hjælpe mennesket så mennesket aldrig skulle være i deres situation - mennesker havde trods alt ikke århundrede til at lede. Når et menneske fyldte 18 år ville enten guden eller gudinden velsigne det med de første ord sagt af deres sjæleven. Guden gav ordene hvis denne sjæleven var en ven for livet, gudinden gav ordene hvis det var ens store kærlighed. Nogle mennesker bliver velsignet med begge, nogle med to af en af dem. Om det er fordi dette menneske har vækket ekstra begejstring ved guderne vides ikke, men en ting er sikkert. Takket være guderne skal ingen nogensinde være i tvivl om de skal tilbringe deres liv alene eller med hvem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...