Undskyld, jeg så dig ikke.

Historien foregår i en verden hvor man på sin 18 års fødselsdag vågner med en tatovering af den ens sjæleven siger til en som det første. Ens sjæleven kan være ens bedste ven (en platonisk sjæleven) eller den man skal være sammen med resten af livet (romantisk). Hovedpersonen, Flavia, skal igennem mange prøvelser i tålmodighed, at acceptere sig selv og personlig udvikling før hun er klar til at høre sine sjæleord fra den rette person.

8Likes
13Kommentarer
612Visninger
AA

1. Flavia Degray

“I dag er det Flavias fødselsdag, hurra, hurra, hurra!” Gruppen på fem mennesker der sang mig vågen, sørgede for jeg vågnede med et smil. Jeg åbnede øjnene og satte mig op i min seng, og så på min familie der stod midt i mit værelse med flag i hænderne. De sang med varme smil resten af sangen, inden min lillebror løb hen og hoppede op i sengen til mig.

“Tillykke, tillykke, tillykke!” gentog han mens han hoppede på mig og smed armene om min hals. Jeg krammede ham ind til mig med et grin mens min søster og storebror også satte sig hos mig i sengen.

“Mange tak. I er søde.” svarede jeg og blev igen omringet af arme. Mine forældre blev stående midt i rummet og så smilende på os.

“Der er morgenmad klar nede i stuen. Få tøj på og kom ned. Vi vil vente.” Min mor så spændt over på mig og på min far, inden de sammen forlod mit værelse. “Issa, Calvin, Noel, kom så. Lad hende lige vågne.” kaldte de ude fra gangen. Mine to yngre søskende gjorde som der blev sagt og fulgte hurtigt med. Calvin blev siddende hos mig, og ventede på at Issa lukkede døren, før han så på mig.

“Hva’ så. Har du set det?” Han så ikke ind i mine øjne, med undersøgte mine arme og andre steder han kunne se min hud. Jeg rystede på hovedet og så selv ned på mine underarme, som om jeg ville kunne se noget han ikke kunne.

“Nej, jeg er kun lige vågnet, ikke? Jeg skal nok kigge efter det når jeg klæder mig på, jeg holder ikke noget skjult for jer. Jeg er også lidt nysgerrig.” Lo jeg nervøst. Calvin nikkede og uglede mit hår inden han rejste sig op.

“Slap af. Jeg ved det er stort, jeg kan godt huske min 18 års fødselsdag. Men tro mig, du vender dig til de ord, uanset hvad de er. Få tøj på.” Han sendte mig et selvsikkert smil før han lod mig være alene. Jeg så på den lukkede dør et par sekunder, inden jeg tøvende flyttede dynen over mig, og rejste mig for at gå hen til mit spejl, og undersøge hvor på min krop ordene var dukket op.

Foran spejlet stod jeg og så ind i mine egne, gyldne øjne mens jeg samlede mod. De ord, jeg snart ville læse, ville følge mig resten af livet, og hjælpe mig med at finde den person jeg skulle følges med, til døden os skiller. Med et tungt suk trak jeg min nattrøje af. Med stor forsigtighed undersøgte jeg min overkrop i spejlet. Mine øjne gled over min spinkle figur, min blege hud der var mærket af næsten usynlige fregner, de tre små modermærker langs min rygsøjle. Mine fingre gled over mine skuldre, men jeg måtte erkende at det ikke var dér mine ord stod skrevet. Frygten for ikke at have en tatovering voksede. Få oplevede det, men det kunne godt ske. Det betød man ikke havde en sjæleven. Enten ville den anden dø inden man mødtes, eller man ville selv dø inden. Jeg bed mig nervøst i læben inden jeg trak mine natbukser af. I spejlet sprang teksten i øjnene på mig. Lige over min højre ankel stod en lille klynge ord skrevet så fint i en sort, sirlig skrift. Al luft forlod mine lunger da jeg så ned og ville læse hvad der stod.

 

“Undskyld, jeg så dig ikke.”

 

Jeg så på de fem ord der permanent ville sidde på min krop og et lille smil kom frem på mine læber. Så det var altså sådan jeg ville møde min sjæleven. Helt tilfældigt og alligevel ikke. Den viden fik min mave til at boble og jeg glædede mig. Men jeg vidste også at det kunne tage lang tid. Mine ord var ikke unormale. Jeg ville kunne møde mange der ville sige den slags. Calvin var 20 nu og havde stadig ikke mødt sin sjæleven. Alligevel følte jeg en form for ro og tryghed ved at kende mine ord nu.

Jeg fik mit tøj på og skyndte mig nedenunder til morgenbordet. Noel var begyndt at spise, men mine forældre, Issa og Calvin ventede pænt. Min bror så over på mig, tydeligt forventningsfuld. Han kørte nervøst en hånd igennem sit sorte, farvede hår, så hans egne ord på hans underarm, og alle hans andre tatoveringer, kom til syne under skjorteærmet, der var smøget en smule op. Hans udtryk så helt forkert ud på ham. Han lignede en hård fyr med sine tatoveringer, piercinger og rockede tøjstil, men udtrykket i hans ansigt fik ham bare til at ligne en nervøs skoleelev der skulle til eksamen.

Min mors milde, grønne øjne faldt på mig og hun smilede spændt, mere forventningsfuld end nervøs. “Nå? Må vi så høre ordene.” spurgte hun drillende, som om hun var ved at spørge ind til en fyr jeg kunne lide. Jeg smilede lidt genert, selvom jeg vidste de alle ventede på at høre dem.

“Jeg møder åbenbart min sjæleven ved at han siger: Undskyld, jeg så dig ikke. Yderst romantisk,” lo jeg lidt inden de alle smilede lettede og vinkede mig hen til bordet. At få sin sjælevens-tatovering var en stor begivenhed som alle så frem til.

“Det er da bedre end: Hvad ulækkert er der ved det? Du har været heldig med dine ord.” drillede Calvin da jeg satte mig ned. Det kunne han have ret i. Mine ord var ikke så komiske og kreative som hans, men de var diskrete at have stående. Issa så spændt på mig, hun var den næste i rækken til at få sin.

“Må jeg ikke se den?” spurgte hun mens de andre begyndte at spise. Jeg hev op i mit bukseben og viste den lille tekst frem. “Jeg elsker skriften!” udbrød hun spændt og så på mig. “Hvor er du heldig.”

“Du får da også din snart, lad nu vær,” svarede jeg opmuntrende, inden jeg fortsatte med at spise. Hun var godt nok 16, men to år til ville hun godt kunne vente. Noel var ikke gammel nok til at ville have sin endnu. En dreng på 7 er ikke interesseret i sjælevenner.

Morgenmaden foregik med at snakke om hvordan jeg mon ville møde min sjæleven og om hvordan han mon ville være, eller om det måske var en pige. Da min mor og far var ved at tage af bordet var jeg ikke sikker på, hvad der skulle ske de næste timer. “Skat, tag med Calvin ind til byen. Vi åbner gaver til eftermiddag, og familien kommer i aften til fejringen.” Min mor kom til min undsætning og jeg nikkede ivrigt. Jeg elskede at bruge tid med Calvin.

“Må jeg ikke komme med?” Issa så bedende på både Calvin og jeg.

“Ikke tale om. Du skal hjælpe med at gøre klar til middagen og passe Noel. Men du får lov til at spise resterne af ingredienserne til kagen.” svarede vores far og kyssede hende på toppen af hovedet. Issa himlede med øjnene over ham men smilede og fulgte med ham ud i køkkenet. Calvin lagde en hånd på min skulder.

“Kom, lad os tage afsted. Jeg kører dig, Via.” Jeg kom på benene og gik med ham ud. Vi greb begge vores jakker og gik ud til hans bil. November var en kold måned, så jeg håbede lidt på vi ikke skulle bruge al tiden udenfor. Han havde knap startet bilen før han begyndte. “Har du spørgsmål? Det er en stor omvæltning at få sin tatovering.” Han skævede kort til mig før han så ud på vejen igen. Det var gråt og regnede lidt, så hans opmærksomhed burde nok være på vejen. Jeg bed mig lidt i læben og så tænksomt ned.

“Hvornår holder man op med at vente på det sker? At håbe på ordene kommer i næste sekund? Jeg kan mærke jeg allerede er utålmodig.” indrømmede jeg. Min bror smilede over mine ord og tænkte lidt over sit svar.

“Der går et par måneder. Så glemmer du det igen. Ordene vil altid være i din underbevidsthed. Du kan dem udenad allerede, og du vil med sikkerhed vide når øjeblikket er der. Så slap af så godt du kan, søs. Du skal nok finde din sjæleven.” beroligede han mig. Jeg så ud på støvregnen med et suk.

“Så tålmodig tror jeg bare ikke jeg kan være. Mor mødte først far da hun var 26. Det er 8 års ventetid. Jeg bliver sindssyg hvis jeg skal vente så længe!” klagede jeg. Calvin rystede på hovedet.

“Og farmor og farfar mødte hinanden på farmors 18 års fødselsdag. Tag det nu ikke så tungt, Via. Du skal nok finde din sjæleven. Hvad har du lyst til at lave på din specielle dag?” Han prøvede at løfte humøret lidt. Jeg overvejede det en smule. Der ville gå et par timer inden vi tog hjem igen, så meget vidste jeg.

“Kunne vi ikke tage ind på den der hyggelige café ved centeret? Du ved, den du elsker for deres alternative design?” Jeg smilede drillende. Calvin elskede alt der var lidt rocket og lidt alternativt, hvilket hans stil tydeligt viste. Jeg kunne bare godt lide stedet, servitricerne var søde og deres kaffe var god.

“Så kan vi jo juleshoppe bagefter. Jeg har et par gaver der skal købes. Og jeg ved du elsker at bruge penge.” Han grinede af mig mens han drejede ind på den parkeringsplads vi plejede at holde på. Jeg så over på ham og smilede.

“Jeg ved bare ikke hvad jeg kan bruge penge på ud over julegaver. Jeg har ligesom ikke fået mine gaver endnu.” drillede jeg. Da han holdt stille hoppede jeg ud af bilen sammen med ham.

“Du ved vi åbner gaver om eftermiddagen på vores 18-års. Du har allerede fået det vigtigste, ikke? Desuden er det også middagen i aften der bliver det bedste. Du kommer til at høre en masse gode historier.” Calvin stak hænderne i lommerne og så på mig med et spændt udtryk. Jeg kendte historierne, men ville nok lytte lidt mere interesseret i aften end de andre gange.

“Jaja, hr. klog.” Jeg sukkede dramatisk over ham, hvilket bare fik ham til at skubbe til mig så jeg næsten væltede ind i en lygtepæl på gaden vi gik på. Jeg rakte tunge over til ham og han rystede på hovedet med et grin.

“Er dit hoved slet ikke fyldt med spørgsmål? Det var mit.” Calvin vendte pludseligt tilbage til min tatovering. Jeg så automatisk ned mod min ankel og så op på ham igen. Med et træk på skuldrene rystede jeg på hovedet.

“Ikke lige nu. Altså, det kommer nok. Jeg skal lige vænne mig til at den er der.” svarede jeg helt ærligt. Han nikkede lidt og spidsede læberne i en tænksom mine. Jeg så frem for mig på alle dem der gik rundt. De fleste var pakket god ind, slutningen af måneden var kold i år, og sneen ville sikkert snart falde. Selvom de fleste havde tykke jakker og halstørklæder på, var der nogle tatoveringer der stak frem. Nogle havde dem på hænderne, nogle ved halsen. Jeg smilede lidt ved synet om at man kunne se andres skæbne så let og ved at vide at de alle havde ord der betød så meget for dem.

Calvin åbnede døren til cafeen for mig og vi satte os ved et bord ved vinduet. En ung fyr, jeg ikke havde set herinde før, kom med to menukort til os og gik efter at have smilet til os. Calvin læste lidt i det og så over på mig. Jeg sad og så ud på gaden og bed mig lidt i læben. “Hvad er der?” spurgte han bekymret. Han kunne læse mig bedre end jeg brød mig om.

“Hvordan ved man at det er ens sjæleven man møder? Og om det er platonisk eller romantisk? Milius’ sjæleven er jo ikk hans kæreste.” Jeg så hjælpeløst over på min bror. Milius var min bedste ven, og havde været det siden vi mødtes i tredje klasse da han satte nogle bøller på plads fordi de mobbede mig med mit røde hår. Hans sjæleven hed Vilja og de havde mødtes en uge efter han havde fået sin tatovering. Han havde vidst fra starten af at de ikke skulle være kærester, men jeg vidste bare ikke hvordan.

“Det kan du mærke, Via. Jeg har ikke selv prøvet det endnu, men du kender jo Maddox, vores bassist. Da han mødte sin sjæleven vidste han at det var hende han ville være sammen med resten af sit liv.” Jeg nikkede. Maddox var en del af det band min bror havde med et par andre, en af dem jeg bedst kunne lide. Jeg kunne godt huske da han havde fundet sin sjæleven. Det havde været lidt af en skandale, siden det var hans papsøster, eller hans fars kærestes datter. 

“Måske.. Jeg ved det ikke. Det hele er lidt nyt, synes jeg.” Jeg smilede usikkert og så ned. “Hvad skal du have?” Jeg prøvede at skifte emne.

“Sort kaffe, det ved du. Via, det er okay. Hvad er det der bekymre dig sådan?” Min bror rakte sin hånd ud og tog min. Jeg så lidt usikkert ind i hans gyldne øjne og bed mig i læben.

“Hvad hvis min sjæleven er romantisk. Og en pige?” Det var ikke et spørgsmål jeg før havde tænkt over. Men det kom pludseligt og jeg var faktisk en smule bange for det. Ikke at det var unormalt, men jeg havde bare aldrig overvejet det kunne ske for mig. 

“Og hvad så hvis det er? Hvad ville problemet så være?” Min bror gav mig det blik han altid gav mig når han ville vise mig at alt nok skulle gå. Jeg smilede lidt og så ned i bordet.

“Jeg er bare bange for hvad folk vil tænke. Måske at…” Jeg gik lidt i stå. Jeg turde ikke rigtigt sige det højt. Fyren fra før var på vej over for at tage vores bestilling, og det var ikke lige en samtale en tilfældig ansat her behøvede høre.

“Homoseksualitet er ulækkert?” afsluttede han. Han smilede så og rystede på hovedet. Jeg ville til at svare, men nåede det ikke før vores tjener snakkede.

“Hvad ulækkert er der ved det?” Han så på min bror. Calvin skyndte sig at ryste på hovedet, han havde ikke set tjeneren komme og var overrasket over nogen havde hørt ham ud af kontekst.

“Det var for sjov, jeg mente det ikke…” Så gik han i stå. Jeg så smilende over på ham med et lidt overlegent smil og lænede mig tilbage. Det her var ikke mit øjeblik. Det var deres. “Hvad sagde du?” fik Calvin så sagt og så ind i vores tjeners øjne. Tjeneren så selv helt overrasket ud. Jeg kunne ikke se meget for hans halvlange, mørke hår der hang om hans ansigt, men det af hans udtryk jeg kunne se så ret overrasket ud. På den gode måde.

“Det tror jeg godt du ved.” Så smilede han og trak op i sit ærme på sin T-shirt så Calvin kunne se skriften der stod der. Det var for sjov, jeg mente det ikke. I en let læselig skrift stod det på hans overarm. Det fyldte ikke ret meget. Min bror smilede til ham og nikkede før han trak sit skjorteærme op og vidste tjeneren sin egen tatovering. Jeg så imellem dem og prøvede at finde ud af om man kunne se noget nyt ved dem, noget forandring. Jeg lagde ikke mærke til meget andet end deres store smil.

Calvin rakte hånden ud til fyren for at præsentere sig. “Calvin Degray.” Tjeneren tog blyanten over i den anden hånd og tog min brors hånd.

“Cebastian Tune. Dejligt at møde dig.” Han så lidt ekstra længe på min bror inden han gav slip. “Jeg.. Skal egentlig bare tage jeres bestillinger.” Cebastian så over på mig og virkede til at miste modet lidt. “Ehm.. frøken?”

“Flavia Degray, Calvins søster, bare rolig.” drillede jeg. “En latte er fin.” Mit blik fandt min bror, og fra hvad jeg kunne se var hans øjne limet fast til den slanke fyr med blokken i hænderne. Cebastian lyste lidt op ved mine ord over at jeg var Calvins søster. Hans mod var tilbage.

“Latte, og dig, Calvin?” spurgte fyren, en smule genert. Hans kinder fik en lyserød antydning. Calvin lænede sig lidt frem mod fyren.

“Sort kaffe. Og dit nummer, hvis jeg må være så direkte.” Jeg himlede over min brors elendige score metode. Det så dog ud til at virke på Cebastian, da hans kinder blev endnu mere røde og han lidt fumlende skrev det ned på blokken.

“Jeg kommer tilbage med jeres bestillinger om lidt.” Hans blå blik flakkede kort imellem os inden han vendte om og gik om bag disken. Det var lidt svært at se den fra vores plads, men jeg kunne se han strøg direkte hen til en af hans medarbejdere, pegede på sin overarm med tatoveringen og hen imod os. Jeg smilede lidt ved synet af den ivrige fyr.

Calvin sad og så efter Cebastian med åben mund. Han så ikke særligt begavet ud på den måde. Jeg lo lidt over ham. “Jorden kalder Calvin?” Jeg lænede mig lidt frem så jeg kunne hvile mine albuer imod bordet. Min bror blinkede et par gange inden han så over på mig.

“Skete det der lige?” Han kunne slet ikke skjule sit smil og så hurtigt over imod disken igen. Jeg nikkede lidt og så samme vej som ham.

“Jep. Cebastian.” svarede jeg med et smil. “Hvad.. kunne du mærke?” Jeg vendte igen mit blik over på ham. Calvin så helt fortabt over imod disken med et fjoget, skævt smil.

“Det er ham. Ingen tvivl.” Han kørte en hånd igennem sit hår, en vane han havde når han blev nervøs eller usikker. Jeg kom igen til at le over ham. Jeg havde opfanget at det var hans sjæleven han havde mødt, det var ikke lige det jeg havde ment.

“Jeg mener om du kan mærke om det er platonisk eller hvad det er?” Jeg havde aldrig regnet med bredskuldrede, tatoverede, rock-elskende storebror for at være homoseksuel. Han lignede det man ville beskrive som en rigtig mand. Han trænede, han røg og hans stil var rå og tjekket. Alligevel gjorde det blik han sendte efter Cebastian at jeg ikke var sikker på om jeg mon havde taget fejl.

“Platonisk? Ikke en meter.” Han rystede på hovedet og fandt mit blik. “Besvare det dit spørgsmål fra før? Det er ligemeget hvem din sjæleven er. Pige, dreng, platonisk, romantisk. Det er slet ikke det der betyder noget.” Han så lidt ned i bordet og virkede helt fra den. “Jeg har det som om.. alt i mig er helt rolig nu. Som om jeg har levet med en uro jeg aldrig har mærket, og nu har den lagt sig. Forstår du?” Hans gyldne øjne fandt mig igen. Jeg rystede på hovedet med et smil.

“Nej. Men det gør jeg nok en dag.” Jeg så over imod disken hvor Cebastian havde fået hældt vores bestillinger op og kom tilbage imod os, meget fokuseret på ikke at tabe noget af det. Jeg smilede over til min bror. “Drømmeprinsen er på vej.” drillede jeg. Alt jeg fik tilbage var et lidt strengt blik før hans øjne igen vendte tilbage imod vores slanke tjener.

“Latte og sort kaffe.” Han satte kopperne ned ved os og tøvede lidt inden han rakte et lille stykke papir til min bror. “Og, mit nummer. Jeg har fri klokken to, hvis du har tid?” Han skævede kort over til mig, sikkert fordi han ikke var sikker på hvad vores planer var. Jeg smilede blot over til min bror.

“Det er min søsters fødselsdag, så-”

“Så du er selvfølgelig velkommen til at gå med os i centeret når du har fri.” afbrød jeg. Nok var det min fødselsdag, men det var også dagen hvor Calvin havde mødt sin sjæleven. Jeg ville ikke stå i vejen for skæbnen. Min bror så taknemmeligt over på mig.

“Jamen, det er en aftale. Skriv til mig fem i to hvor I er, så skal jeg nok skynde mig derhen.” Cebastian så imellem os og jeg nikkede roligt til ham. Calvin så igen helt fortabt på den stakkels dreng og jeg skubbede til ham for at vække ham. Han trak fornærmet sin arm til sig før han så op på Cebastian.

“Det skal jeg nok. Jeg vil se frem til det.” Han så kort ned på den lille lap papir og så op i de isblå øjne igen. Cebastian nikkede lidt med et lille smil.

“Også mig. Jeg skal arbejde nu. Men, vi ses.” Han bed kort tænderne sammen så man kunne se musklerne i hans kæbe spændtes inden han med et strålende smil gik videre for at fortsætte sit arbejde. “Og tillykke, Flavia!” Han vendte sig kort om for at råbe det til mig. Det resulterede i at han kom til at gå ind i en gæst i caféen og han måtte undskylde og skynde sig videre. Calvin så igen efter ham, så jeg så mit snit til at række over og tage lappen af papir fra ham for at se hvad der stod. Det var ikke så saftigt som jeg havde håbet, bare Cebastians nummer, hans navn og tre hjerter tegnet ved siden af. Alligevel var det sødt nok til at få mig til at smile.

“Godt scoret. Tager du ham med til middagen i aften?” Jeg drak lidt af min latte og så oprigtigt spørgende over på ham. Nok havde de kun mødt hinanden, men Calvin kunne godt finde på at smide staklen ind til hele vores familie den første dag. Til min overraskelse rystede han på hovedet og tog sin kaffe.

“Det her er stadig din dag. Familien får rig mulighed for at møde ham senere. Det er lige så nyt for ham som for mig. Nu har vi en eftermiddag sammen.” Han drak lidt af koppen. “Er du sikker på du virkelig vil?” Hans blik var tvivlende, og jeg er sikker på hans hånd ville være igennem hans hår endnu en gang, hvis ikke han holdt koppen med kaffe. Jeg smilede roligt til ham og nikkede.

“Selvfølgelig. Jeg vil også gerne lære ham at kende.” Det var det sidste vi fik sagt om den sag. Derfra handlede det igen om mig og min tatovering. Han fortalte om sin fødselsdag og tiden efter, hvordan han havde følt det og hvor svært det havde været at vende sig til det. Jeg stillede et par spørgsmål, og en halv times tid senere betalte Calvin og vi gik ud i det kolde novembervejr igen. Han tændte en smøg mens vi gik imod centeret.

“Har du skrevet til Milius? Han vil sikkert gerne vide hvad du har fået.” Han smilede til mig. Jeg havde næsten glemt at jeg havde venner, det havde været sådan en omvæltning med min tatovering at jeg havde glemt alt der ikke var foran mig. Jeg skyndte mig at hive min mobil frem. Jeg havde allerede to ubesvarede opkald og syv beskeder på sms og facebook jeg ikke havde svaret på.

“Ved guderne…” mumlede jeg mens jeg tjekkede op på de forskellige beskeder. Opkaldene var begge Milius, samt de tre sms’er jeg havde fået. Jeg skyndte mig at skrive en undskyldning til ham og forklare ham hvad der stod og hvor min tatovering sad. De andre der havde skrevet kunne godt vente. “Jeg kommer til at høre for det her. Jeg har været vågen i flere timer og ikke engang skrevet til min bedste ven.” sukkede jeg opgivende inden jeg smed min telefon tilbage ned i min taske. Calvin grinede før han tog et sug af cigaretten.

“Slap af, han kender det jo selv. Jeg har da heller ikke skrevet til nogen om Cebastian, vel?” Han så på mig med et roligt smil. Han havde helt ret, der var en anden ro om ham. Hans skuldre var helt afslappede, hans udtryk var roligt, han havde ikke så travlt, og han gik mere tilbagelænet. Det var altsammen ting jeg sikker kun opdagede fordi det var min bror og jeg boede sammen med ham, men der var en forskel at se. Jeg smilede lidt over det og puttede mine hænder i mine lommer.

“Milius skrev til mig den gang han fik sin. Uden jeg skulle skrive en million gange. Og jeg glemte ham.” pointerede jeg før jeg lod samtalen dø. “Men hvorfor har du ikke skrevet til nogen om Cebastian? Det er en af de vigtigste øjeblikke i dit liv!” Jeg ville have kimet Milius ned det minut jeg var væk fra min sjæleven hvis det var mig. Calvin trak på en skulder og slukkede sin cigaret på kanten af en skraldespand, inden vi gik ind i centeret. Indenfor var der varmt og hyggeligt, og alt var pyntet op med de typiske dekorationer. Rensdyr, snemænd, hjerter og sukkerstænger. Enkelte steder var der også pyntet op med hjerteformede puslespilsbrikker med tekst for at minde os om hvad det var vi fejrede i julen.

“Fordi det er min lillesøsters fødselsdag, og jeg har tænkt mig at fejre det alene med hende inden Cebastian slutter sig til os. Det her er ikke min dag, Via.” Hans ord fik mig til at rynke næsen. Vist var det hans dag. Jeg havde fødselsdag, men derfor kunne han vel også opleve noget. Jeg gad nu ikke diskutere det med ham, vi burde begge være i godt humør, og det var jeg. Jeg slog et stort smil op og foldede mine hænder foran mig.

“Så vil min bror også elske at fejre mig ved at kigge på nyt tøj med mig?” sagde jeg i den mest uskyldige stemme jeg kunne. Det fik min bror til at le og ryste på hovedet inden han tog mig under armen i en armkrog og satte kurs mod en af mine yndlings tøjbutikker.

“Han vil måske endda forære dig en helt ny kjole fordi han er i så godt humør.” drillede han inden vi gik ind og blev mødt af de typiske julesange i tøjbutikken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...