When I Met Him - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2015
  • Opdateret: 4 mar. 2016
  • Status: Færdig
Every tager med sine forældre til England for at besøge, Anne, Everys mor's barndomsveninde. Men Every havde på intet tidspunkt tænkt, at det var Anne Twist, bedre kendt som Harry Styles' mor. Et venskab og mere til spirer mellem Harry og Every. Men kan Every klare presset? Kan en usikker og tilbageholden pige finde sammen med en verdenskendt sangstjerne? Er de i virkeligheden hinandens mangel? Hinandens soulmates?

27Likes
16Kommentarer
15670Visninger
AA

10. You said you loved me

10.

•♥•

Everys synsvinkel:

Harry havde fået lov at blive de næste par uger. Det var nemlig sommerferie, og alle var glade og fri.

Hvor poetisk alligvel.

Pigerne havde overnattet hjemme hos mig i nat. Og Sashias mor ringede og fortalte at vi havde gjort hende en kæmpe tjeneste med at vise hende Harry. Hun var blevet ti gange gladere. Og vi havde aftalt med hospitalet at vi måtte komme forbi senere. Lige nu var pigerne og jeg samlet inde på mit værelse hvor vi var ved at gøre os klar. Gymnasiet holdte sin afskedsfest idag, så vi skulle samles igen. Harry havde jeg fået lov at tage med som date.

"Ræk mig lige glattejernet." Christine kiggede opgivende på sig selv i spejlet. Hendes krøller stod ud over det hele. "Her." Celine rakte hende det. Hun satte det i stikkontakten og ventede på det blev varmt. "Hvad skal du have på i aften, E?" Jeg trak på skuldrene. "Har i taget noget med?" Christine nikkede. "Du kan låne den røde jeg har med blonderne. Den klær dig godt." "Tak."

Celine rejste sig. "Jeg kommer lige om lidt." Jeg tænkte ikke mere over det og nikkede bare. Jeg glattede langsomt Christines store krøller. De var blevet mere glatte i løbet af årene, men de var ikke helt væk. Lav musik og snak fra os kunne høres.

Efter godt og vel en halv time var Celine ikke kommet tilbage. "Hvor er hun?" Christine lagde en fin neglelak. Jeg trak på skuldrene. "Jeg finder hende." Jeg gik ud af mit værelse og ned i stuen. Her var tomt. I køkkenet stod mine forældre og Harrys forældre. "Har i set Celine?" Min mor rystede på hovedet. "Hun har ikke været her. Kan i ikke finde hende?" Jeg rystede på hovedet og gik ud af køkkenet. En tanke slog mig. Hun måtte være hos Harry. Alene. Med Harry. Jeg skyndte mig op af trappen og uden at have banket på braste jeg ind i rummet. Og mit humør faldt. Det faldt så langt at jeg troede jeg ville ende i helvedet snart.

Deres læber var smedet sammen.

Hvorfor var de det?

"Undskyld mig." De vendte sig mod mig. Harry skuttede sig. Celine sendte mig et koldt blik og smilede hånligt. "Hvad nu Every? Hvorfor skal du også altid ødelægge alt?" Jeg kiggede forskrækket på dem begge to. Realiteten ramte mig som et slag i maven. Harry havde været mig utro. Godt nok var vi ikke et par, men jeg troede vi havde noget. Følelserne strømmede ind over mig.

Vrede, skuffelse, utryghed.

Jeg grinede sarkastisk. "Det er okay med mig." Vent hvad? Åh de skulle bare vide de to. Hold da kæft. Harry og Celine. Jeg burde næsten have gættet det.

"Men jeg er fandme skuffet. Hold kæft hvor er jeg skuffet. Over jer begge to. Celine, jeg troede vi var venner. Jeg troede virkelig vi aldrig ville ødelægge noget for hinanden. Men Harry. Hold da kæft Harry. Jeg vil ikke høre på dine dårlige undskyldninger. Du fortalte du elskede mig! Du sagde du fucking elskede mig! Og hvad så? Var det hele løgn? Du ventede måske bare på at komme hjem og møde en anden? Flot Harry. Tusind tak. Og gå så ud af mit hus. Lige nu!"

Mit ansigt var stensikkert tomat rødt og tårerne var sikkert samlet i øjenkrogende. Men det kunne være lige meget. De skulle ud af mit hus. Eller også skulle jeg. Og det skulle være lige nu.

"Rose-" "jeg er ikke din rose. Hvis du var det havde du passet på mig. Farvel Harry."

Ordene føltes som et hårdt slag. Jeg ville aldrig ønske at skulle sige det til Harry. Hans ansigt fortrak sig i sit hårde, seriøse udtryk. Men hans øjne viste bedrøvelse.

Jeg løb ud af værelset, ned af trappen og ud i gangen hvor jeg lod tårerne få frit løb. Jeg fjernede dem arrigt og løb ned mod den lokale park. Jeg fandt en ensom bænk jeg kunne sidde på. Jeg satte mig opgivende på den. Hvorfor? Hvorfor skal mit liv være så pokkers besværligt? Forhelvede. Jeg vidste det. Jeg vidste man ikke kunne stole på nogen. Uanset om de elsker dig eller ej. For Harry elsker mig ikke. Han er komplet ligeglad med mig.

Mine snøft kunne sikkert høres i en stor del af parken lige nu, men det rendte mig. Mit hjerte var lige blevet knust. Og hvad skulle jeg gøre ved det? Selvfølgelig var der ingen der ville have mig.

En fremmed ung mand satte sig ved siden af mig. "Dårlig dag?" Hans stemme virkede bekendt. Jeg vendte mit hoved mod ham. Jeg kunne sagtens genkende ham selvom han havde solbriller på. Derfor valgte jeg at nikke.

"Jeg kender det godt. Den ene dag er alting godt og den anden dag har man lyst til at grave sig ned i et hul." Jeg sukkede.

"Det er sådan jeg har det." "Every, hvad er der sket?" Okay. Så han kunne se det var mig. Jeg fik kuldegysninger. "Det var såmen bare din bedste ven der valgte at knuse mit hjerte, ved at kysse med den pige jeg troede var min bedste veninde." Niall tog forskrækket sine solbriller af. "Harry?" Jeg skuttede mig. "Lad være med at sige hans navn. Det gør ondt."

Niall rystede på hovedet. "Det kunne han da aldrig finde på. Hvad fanden har han lavet..." Det sidste var mest en konstatering for ham selv. "Ved du hvad han gjorde, Niall? Han sagde så sent som i forgårs at han elskede mig. Og han bad mig om at stole på ham. Og to dage efter... Så var jeg ingenting." Niall trak mig ind i et kram. "Det må du slet ikke sige. Harry ved hvad han laver. Hvis han siger han elsker dig. Så er det sandt." "Men hvorfor kyssede han så Celine?" Han ventede et øjeblik med at svare. "Kendte du egentlig Celine så godt som du troede?" Jeg tøvede med at svare. Han havde ret. Var det endnu en af Celines planer? Havde det været en plan lige fra starten? Måske det slet ikke var Harry jeg skulle være sur på? "Tak Niall. Men jeg vil lige tænke over det. Kan du gøre mig en tjeneste?" "Selvfølgelig." "Få ham ud af mit hus til jeg har konfronteret Celine." Han grinede. "Det skal jeg nok."

•♥•

Nu stod jeg her. Foran min værelsesdør så nervøs som aldrig før. Jeg ved ikke om jeg kunne holde mig fra at flippe ud på hende. Jeg tog en dyb indånding og trådte ind. Men inden jeg havde et ord fået indført var jeg blevet smækket op af væggen af hendes stramme hænder.

"Du holder dig væk fra ham," hvæsede hun ud af sambidte tænder. Jeg blev med det samme arrig. Skulle jeg holde mig væk fra ham?

"Idiot." Hvæsede jeg tilbage. "Du skal fandeme ikke blande dig. Det var mig Harry mødte. Og mig Harry kunne lide. Du er bare så skide misundelig." Hendes hænder strammede om mine skuldre og jeg kunne mærke hendes negle skære i min arm. "Hold din kæft Every. Du har ikke lavet andet end at forstyrre mig hele mit liv!" Jeg tog mig endelig sammen og skubbede hende væk fra mig.

"Og hvorfor sagde du så til alle at vi var de bedste veninder? Og skrev mig med hver dag? Og holdte afslutningsfest med mig?" Hun rystede på hovedet. "Kan du slet ikke se det Every?" Hun rystede på hovedet og viftede opgivende med armene.

"Du er den flotteste af os. Du er den klogeste af os. Du kan bare ikke selv se det! Hvorfor tror du, du aldrig har haft en kæreste? Og hvorfor er du stadig jomfru? Fordi at jeg skal have det bedste! Du skal ikke tage alt fra mig! Men du tillokker det bedste. Også kan jeg jo snuppe dem fra dig." Hun smilede hånligt til mig. "Hold kæft en nar du er! Du er jo syg!" "Nej kære Every. Jeg er bare så udspekuleret at man skulle tro det var løgn." "Og hvor er Christine så i alt det her? Og hvad med Sashia? Hun ligger døende på et hospital og det eneste du tænker på er at ødelægge mit liv!" Hun grinede bare hånligt og sarkastisk. "Jeg er sku da lige glad med dem. Sashia kan rende mig."

Sindsyg siger jeg dig. Fuldstændig sindsyg.

Jeg rystede på hovedet. "Tænk jeg var venner med dig." Så vendte jeg om gik ud af døren og ind til Christine der sad med tårer i øjnene og snakkede med... Gemma? Jeg havde helt glemt hun også var her. Jeg fik næsten dårlig samvittighed. Det her var jo en del af min skyld. Hvis jeg ikke havde regergeret sådan ville det jo ikke have været et kaos.

Gemma rejste sig og gav mig et kram. Jeg stivnede. Hun sagde ikke noget. Hun trak sig bare væk igen og gik ned mod Harrys værelse. Jeg sukkede og satte mig ved siden af Christine. "Every..." Hun snøftede kort. "Jeg hørte det hele." "Og hvad vil du så fortælle mig nu? At du er ked af det men bliver nødt til at være på hendes side? Værsgo da. Jeg vil ikke stå i vejen for dig." Hun rystede på hovedet. "Jeg ville egentlig bare fortælle dig at jeg syntes hun er en kæmpe nar." Jeg gemte udmattet mit hoved i hænderne. "Hvad med Sashia? Ved hun noget?" Christines blik flakkede. "Christine?" "Hun... Hun vidste det hele." "Også at hun ikke betyder noget for Celine alligevel?" Christine rejste sig op med et sæt og trak mig med ud i haven. Vores forældre havde holdt sig uden for dette kaos der var opstået. Noget jeg var virkelig taknemmelig for. "Celine prøver at manipulere med folk. Sashia betyder alt for hende. Hun fortæller hende alt. Hun er med i alle hendes planer. Og nu er Celine ved at gå kold fordi hun ligger syg på et hospital. Så det sidste hun ville gøre inden Sashia... Ja, du ved, er at tage Harry fra dig." "Christine, har Sashia fået en besked jeg ikke ved noget om?" Igen flakkede hendes blik. Til sidst sukkede hun. "Hun har to uger tilbage

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...