When I Met Him - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2015
  • Opdateret: 4 mar. 2016
  • Status: Færdig
Every tager med sine forældre til England for at besøge, Anne, Everys mor's barndomsveninde. Men Every havde på intet tidspunkt tænkt, at det var Anne Twist, bedre kendt som Harry Styles' mor. Et venskab og mere til spirer mellem Harry og Every. Men kan Every klare presset? Kan en usikker og tilbageholden pige finde sammen med en verdenskendt sangstjerne? Er de i virkeligheden hinandens mangel? Hinandens soulmates?

27Likes
16Kommentarer
15671Visninger
AA

17. Welcome

17.

•♥•

Everys synsvinkel:

"Tusind tak for liftet, Rowan,"

han smilede til mig i bakspejlet. "Det var da det mindste jeg kunne gøre. Vi ses, Every." Jeg smilede kort som farvel og vinkede til Celine, der sad på forsædet. Jeg hoppede ud af bilen, og smækkede døren i, for så at åbne bagagerummet og tage mine to store kufferter ud. Jeg gik hen til det store, moderne lejlighedskompleks. Lejligheden var godt gemt, i central London, sikkert et sted, de rige boede. Man kunne vel ligeså godt udnytte at man havde mange penge. Jeg fandt den rigtige opgang. Jeg havde ikke fået en nøgle endnu, da den eneste måde Harry og jeg havde været i kontakt på, var daglige opringninger og beskeder. Den mellemstore kolonne der indikerede hvem der boede der, viste sig på siden af døren. Harrys lejlighed lå på sjette sal, til højre. Så jeg lod mit blik vandre gennem personerne, til jeg fandt den rette lejlighed. Men der var to boliger, til højre. Det skulle ikke undre mig, at der var fire boliger på hver etage. Det var et kæmpestort kompleks. Et splinternyt skilt var placeret yderst til højre.

Styles & Rosevell

Jeg smilede stort over synet, tænk han havde gjort så meget ud af det. Jeg trykkede ivrigt knappen udenfor vores navne ned, og inden længe blev der svaret. "Hallo?" Harry trak ud på o'et. Jeg grinede. "Er det her der bor en Styles og en Rosevell?" Denne gang grinede han. "Det må det være," sagde han ivrigt. En høj, lys lyd, indikerede at døren var låst op, og døren foran mig, åbnede automatisk.

"Smart," mumlede jeg for mig selv, og trådte ind i lobbyen. To elevatorer og en dørmand var at se. "Goddag," hilste han, "hvad kan jeg hjælpe dig med?" Fortsatte han høfligt. Jeg smilede venligt og sagde: "jeg skal op på sjette sal, til højre." Han skimmede mig kort. "Skal du op til Hr. Styles?" Spurgte han, jeg svarede med et nik. "Jeg kan meddele, at han ikke tager imod fans, på nuværende tidspunkt." Hans blå uniform, nærmest skinnede i de store lyskæder der hang i loftet. Hele dette kompleks virkede meget dyrt og fint, og jeg ville føle mig fuldstændig malplaceret, hvis ikke det var fordi mit navn stod på, ejerlisten. Jeg grinede kort. "Jeg er ikke en fan. Jeg er hans kæreste." Han prøvede flovt at skjule sin rødmen. "Undskyld min uhøflighed. Han nævnte du ville komme idag," han smilede venligt, "skal du have hjælp, til kufferterne?" Jeg smilede venligt til ham, "nej tak. Jeg klarer den." Han nikkede og trykkede på knappen til den højre elevator. "Nu hvor du bor her, så skal du vide at når man skal til lejlighederne i højre side, så tager man elevatoren til højre, og ligeledes med venstre side. Harry fortæller dig nok resten." Et pling lød og elevatoren åbnede sig for mig. "Det gør han nok. Tusind tak," jeg gav ham et enkelt nik og trak så mine kufferter med mig, ind i elevatoren. Jeg fik trykket på sjette etage, og inden længe fløj elevatoren op ad. Dørmanden virkede usædvanligt flink, enten var det fordi at jeg lige var flyttet ind, eller også var det en del af hans job. Mange mennesker var også bare venlige fra naturens side.

Ligesom Harry.

Elevatordøren foran mig åbnede sig med et 'pling' og jeg trådte hurtigt ud med mine to kufferter. Jeg havde altid haft en mærkelig form for frygt, for at elevatoren skulle lukke mig inde, eller klemme mig, mellem de to døre, så det gik altid hurtigt, når jeg skulle ud af elevatoren. Døren yderst til højre, stod åben, og Harrys hoved var stukket ud af dørkammen med et stort smil. Hans ansigt lyste op da han så mig, og hans hår var sat op i en knold, bag på hovedet. Jeg smilede stort og gik med hurtige, lange skridt hen imod ham. Da afstanden mellem os blev kort, slap jeg mine kufferter og knugede ham ind til mig. Selvom det kun var tre uger siden vi sidst havde set hinanden, havde jeg stadig savnet hans nærvær. Han kyssede mig kort på tindingen, "kom med ind. Jeg tager dine kufferter," han gav slip på mig og tog så istedet mine kufferter bag mig. Jeg gik med forsigtige skridt ind i lejlighedens entre. Han trak mine kufferter med sig ind, og gav mig et hurtigt smil, inden han forsvandt ind på et af værelserne, længere ned af gangen. Jeg lukkede døren ud til opgangen, og skubbede så mine sko af. En smal knagrække med de fleste af Harrys sommerjakker, hang på den hvide væg. Gulvet var belagt med et mørkt trægulv, og den smalle sko reol, var forsynet med Harrys dyre støvler. Jeg smilede svagt og satte mine sko, pænt på sko reolen ved siden af alle Harrys. Jeg slog blikket op i Harrys da jeg kiggede op igen. "Hej," fløj det ud af mig. Han grinede. "Kom, lad mig vise dig rundt." Jeg smilede stort til ham og fulgte efter ham, ind i det første rum.

Køkkenet. Det var som det første jeg havde set af lejligheden, stilrent og moderne. Det fine, mørke trægulv var skiftet ud med sorte fliser. Det indeholdt de basiske køkkenting, og for det ikke skulle være helt løgn, var der et stort panoramavindue, der vendte, ud mod baggården, der mest af alt lignede en luksuriøs park. Jeg smilede op til Harry der stod længere bag mig. "Er det ikke lidt dumt at have et stort panoramavindue, når man er kendt?" Han stillede sig hen til vinduet, hvor jeg også stod. "Man kan kun komme derud, hvis du bor her." Han nikkede ned mod en port, en indgang til haven. Jeg nikkede bare stumt. "Vent her," udbrød han og gik ud af køkkenet og videre ud i den store lejlighed. Jeg tillod mig selv at se på de forskellige souvenirs, der mest af alt bestod af krus og kopper, fra alle de lande, Harry havde været på turne i. Farverige postkort af de største turistattraktioner der hang på køleskabet, gjorde det mere hjemligt.

Han kom ind i køkkenet igen. "Åben den," han havde en lille, sort æske i hånden som han rakte til mig. Jeg kiggede undrende op på ham, men tog alligevel imod den og åbnede den forsigtigt. Inde i æsken lå et lille nøglebundt, med tre nøgler, to små kort (også inde i nøgleringen), og et lille vedhæng. Harry tog bundet op. "Den her," sagde han og holdte en nøgle, med et grønt omrids op, "den er til opgangen," han skiftede nøglen ud med en, med et rødt omrids. "Denne her er til døren, til lejligheden," han holdte de to plastickort med en lille chip op, den ene blå, den anden orange. "Den blå er til garagen. Der holder vores bil og motorcyklen." Jeg vidste godt at Harry havde en motorcykel. Alligevel blev jeg en anelse forbløffet, så mine øjenbryn røg op i panden på mig. "Den orange er til porten derude. Så kan du komme ind i haven." Endnu en nøgle hang på nøgleringen. En bil nøgle. "Harry!" Sagde jeg chokeret. "Det skal du da ikke gøre!" Sagde jeg. Jeg ville på ingen måde snage i hans ting, hvilket jeg følte jeg gjorde, lige nu. Han rystede på hovedet. "Jeg stoler på dig. Jeg ved du ikke bare tager den og kører væk." Jeg kiggede med store øjne på nøglen. "Det kan jeg ikke, altså..." Han grinede. "Selvfølgelig kan du det. Vi deler alt nu, ikke?" Jeg kiggede stadig chokeret og forbavset på nøglen. Hvordan kunne han bare gøre det? Vi havde kendt hinanden i fire måneder, og nu tillader han mig at bruge hans bil?

Nå jo. Vores bil

Tanken gav mig kuldegysninger. Men jeg gør ud fra at det var de gode, af slagsen. Han smilede skævt over det sidste vedhæng. "Også fik jeg lavet det her vedhæng. Jeg håber du kan lide det." Han rakte mig nøglebundet, og jeg studerede kort vedhænget. Det var et lille billede, omringet af plastic, af Harry og jeg der grinede højt, imens vi kiggede glade på hinanden. Jeg smilede stort til ham og gav ham et tæt kram igen. "Tusind tak, Harry." Jeg gav ham et kys på kinden. Han tog en dyb indånding, mod det forreste af mit hoved. "Jeg har savnet dig," sagde han lavt. Jeg grinede, "jeg har også savnet dig. Mere end du tror." Han trak sig ud af krammet og sendte mig et stort smil. "Men det kommer vi ikke til mere! Kom, du skal se det hele!" Han gik hurtigt ud af køkkenet og jeg fik lagt nøglerne på køkkenbordet, og fulgte med ham ind i stuen. I stuen var der en fantastisk hyggelig stemning. For selv om der var en fladskærm på væggen, en stor lædersofa, og to hvide puffer, hang der flotte, farverige malerier på væggene, og stearinlys, herskede vindueskarmen. Der var et flot sofabord, af hvidt egetræ, og en stor, hvid lampe i loftet. Det mørke trægulv, blev beklædt af hvide tæpper og bagerst i den store stue, stod et spisebord, med grøn dug, der passede idyllisk ind til resten af indretningen. Jeg gik hen til det største maleri, der dækkede størstedelen af væggen, henne ved spisebordet. Jeg kunne ikke helt se hvad det forstillede, men det passede overraskende fint ind. Jeg var selv overrasket over, at Harry var typen, der havde malerier hængende.

"Hvad viser det her maleri?" Spurgte jeg lavt. Han stod skråt bag mig, med hoved på skrå og studerede det selv. Måske var der ikke et svar på spørgesmålet. "Jeg ved det ikke helt," indrømmede han. "Men jeg syntes bare det beskriver min hverdag. Nogen gange."

Billedet var kaotisk malet, i grå, hvide og andre lyse farver, i den dur. Det lignede næsten, at kunstneren der havde malet det, havde været ekstrem sur, og nærmest kastet med farverne. Jeg kunne godt se hvad han mente. "Kaotisk?" Spurgte jeg. Han nikkede. "Kaotisk. Men lige nu... Det er det fint. Helt fint faktisk." Jeg vendte mig smilende om. Så lavede han et kast med hovedet. "Der er mere endnu," sagde han bare, og begyndte at bevæge sig ud, af stuen. Jeg fulgte tavs efter ham, kunne godt mærke stemningen var vendt en anelse.

"Her er et gæsteværelse. Hvis vi nu skulle få besøg," sagde han og åbnede døren foran os, ind til et mellemstort værelse, med en dobbeltseng, og en enkelt kommode. "Harry? Hvorfor har du købt sådan en stor lejlighed, når det kun var meningen du skulle bo her?" Han lukkede døren ind til gæsteværelset, igen. "Fordi det her er en af de eneste lejligheder du kan få, der har en god beliggenhed, og ikke lader alle folk passere ind og ud," det fik mig til at tænke på dørmanden, nede ved elevatoren. Jeg smilede kort over mindet. "Ja, jeg mødte dørmanden dernede. Han ville til at starte med ikke lade mig komme ind, fordi han troede jeg var fan," grinede jeg. Harry stoppede op foran endnu en dør, smilende. "Gjorde han? Jeg havde ellers fortalt ham du ville komme idag. Matthew er en flink fyr," nikkede han. "Her er vores soveværelse," sagde han og åbnede døren ind, til et rimeligt stort værelse, med et stort, hvidt klædeskab og en bred dobbeltseng, med sort betræk. Endnu engang hang der et maleri overfor sengen, hvor et fjernsyn normalt set, godt kunne have stået. I stedet for at kommentere på mine pakkede kufferter henne i hjørnet, eller det konstante tema med det kliniske sorte og hvide, med et par få nipsting, gik jeg hen til maleriet, og lod mine øjne skimte det. Det var malet ligesom maleriet inde i stuen. Dette her var bare noget mere farverigt, og farverne var bløde og rolige. Harry stillede sig ved siden af mig. "Jeg ville nok sige, at maleriet beskrev hvordan den normale hverdag er. Hverdagen ved siden af superstjernelivet," han havde fået kuldegysninger på armene, og han lignede ikke en der var tilpas. "Jeg kan godt lide det," sagde jeg lavt. Harry lod sit blik blive på maleriet en stund mere. Så lyste hans ansigt op i et smil. "Kom Every, det her har jeg glædet mig til at vise dig." Han tog mig i hånden og trak med mig ud på gangen igen. Han smilede skævt, med hånden på dør håndtaget. "Det her var oprindeligt et gæsteværelse. Men det er det ikke længere," han skubbede forsigtigt døren op, så man kunne se indholdet i rummet.

Der stod mit flygel. Mit store, sorte flygel, som jeg fik i fødselsdagsgave, da jeg blev femten. Jeg havde aldrig været så overrasket og glad i hele mit liv.

Jeg gik tøvende hen mod det, og lod mine hænder åbne ind til tangenterne. Jeg lod mine fingre flyve hen over dem på en professionel måde. Så vendte jeg mit blik mod en storsmilende Harry, der mest af alt så en smule stolt ud. "Hold da op. Hvordan kunne du dog klare det?" Jeg fik bevæget mig hen til Harry igen. "Det er egentlig meget nemt, når man hedder Harry Styles," blinkede han. Jeg grinede og kiggede ned i det mørke trægulv. Tænk Harry virkelig havde gjort alt det her for mig. Han har fragtet et flygel, helt fra Dublin til London! Hvor sindssygt var det lige? Hans hænder lagde sig om i min nakke, og flettede sine fingre der. "Tusind, tusind tak Harry. Du aner ikke hvor meget det her betyder for mig," ham smilede skævt. "Du blev jo nødt til at øve dig på noget. Og du skal aldrig tvivle på, at jeg ikke vil gøre noget for din skyld." Jeg lagde min hånd om hans underarm. "Det er jeg da sikker på. Jeg mener, jeg vidste godt at jeg skulle bo her, nu sammen med dig, men at... Altså, wow," udbrød jeg bare. Han grinede. "Jeg håber du kan lide at være her," sagde han lavt. "Når det er sammen med dig, så er alt godt. Men jeg må indrømme, at jeg føler mig en anelse malplaceret i det her rige kompleks. Jeg er jo bare mig," sukkede jeg. Han gav min hage et lille skub op ad, så han kunne se mig i øjnene. "Men det er perfekt. Du er perfekt," sagde han og lod sine læber ramme mine. De stærke følelser kom tilbage med et snuptag, og jeg måtte holde mig selv fra, at gispe. Da jeg trak mig ud af kysset og kiggede ham i øjnene igen, skinnede de unaturligt meget. "Tak Harry. For alt." Han gav mig et kys på panden og lod sine arme falde ned langs hans sider. "Vil du med-" han blev afbrudt af hans macbook der larmede højt inde i stuen. Larmen stammede fra den kendte Skype ringetone. "Er det okay, hvis jeg tager den?" Spurgte han. Jeg nikkede, og fulgte med ham ind i stuen, hvor den stadig ringede.

One Direction!!!

Stod der på skærmen. Jeg kunne ikke holde mig fra at grine da jeg så gruppenavnet. Harry kiggede bare konfus på mig. Så smilede han også. "Det var ikke mig der navngav gruppen!" Udbrød han, og inden længe grinte vi begge højt. Der var afslappende og dejligt at vide, at jeg også kunne være sammen med Harry på den her måde.

Han godtog opkaldet, og Louis, Liam og Niall's ansigter dukkede op på skærmen. "Haareey!" Udbrød Louis. Harry kiggede op på mig. "Kom her," sagde han og klappede på sofaen ved siden af ham. "Nej, har du besøg?" Udbrød Niall. Jeg satte mig ved siden af Harry, i sofaen. "Every! Hej!" Udbrød Louis. "Længe siden!" Hilste Liam. "Hej," sagde jeg smilende og vinkede kort. "Jeg vidste ikke du havde besøg, Harry!" Sagde Louis. "Det har jeg heller ikke," sagde Harry og lagde en arm om min skulder. Liam kiggede med løftede øjenbryn på Harry. "Virkelig? Er i flyttet sammen?" Harry nikkede bare. Niall rystede på hovedet.

"Det er helt utroligt. Man hører ikke noget fra ham i halvanden måned, også har han fragtet et flygel til London fra Dublin og flyttet sammen med sin kæreste!" "Vidste i det?" Sagde jeg forarget. Hvordan kunne Harry holde det skjult for alle andre end mig? Louis rystede på hovedet. "Hele verden ved det darling. Det er ikke hver dag at Harry Styles for et flygel fragtet op på sjette etage," jeg gemte mig rødmende i Harrys skulder. Harry grinede bare. "Du kunne da ellers lide overraskelsen," sagde han. Jeg kiggede op på ham. "Jo, det kunne jeg," "det er helt vildt, at du er så god til at spille klaver!" Sagde Niall. Jeg rynkede panden. "Sig mig, hvor meget ved i lige om mig?" Niall trak på skuldrene. "Det samme som medierne ved," sagde han. Harry ved siden af mig sagde: "hvis de virkelig vil, så ved de godt at du er tilmeldt konservatoriets optagelsesprøve," sukkede han. Jeg spidsede læberne. Jeg havde egentlig ikke specielt meget imod det, men det var selvfølgelig irriterende, at de vidste det om mig. "Medierne kalder det for 'musikalsk kærlighed'" sagde Liam. Jeg trak på skuldrene. Meget opfindsomt. "Så i fandt ud af det?" Spurgte Louis. "Fandt ud af hvad?" Fløj det ud af mig. "Åh, kom nu, fortæl ikke at Niall fandt på en stor joke,"

Åh. Det med Celine. Selvfølgelig.

"Nå det! Nej det er klaret, det er længe siden," grinede jeg. Det var utroligt at jeg følte mig så godt tilpas i drengenes selskab. Måske var det fordi jeg kunne mærke Harrys rolighed, omkring dem. Louis smilede stort. "Du skal bare vide Harry. Du bliver nødt til at passe på Every! I er så søde sammen!" Harry grinede og kyssede min kind. Jeg vendte mig hoved mod hans, der allerede var rettet mod mit. "Jeg vil da aldrig forlade min rose," sagde Harry. Niall kiggede med et forvirret ansigt mod os. "Hvem er Rose?" Jeg grinede. "Rosevell, Niall," sukkede Liam.

Okay, hvad?

Harry rystede på hovedet og søgte min tilladelse, før han fortalte det. "Jeg kalder Every for Rose, fordi hun minder mig om en rose. Fin og fantastisk udenpå, skrøbelig indeni," Louis nikkede. "I to skal blive sammen. I er født til at have hinanden," Harry smilede skævt. "Louis, altså," sukkede Liam.

Louis vendte sit ansigt bagud. "Freddie er vågnet. Jeg er tilbage om lidt," han forsvandt fra skærmen. Jeg kunne ikke holde et lille glædesudbrud tilbage. "Ej har du mødt ham? Den lille?" Henvendte jeg mig til Harry. Han smilede og nikkede. "Han ligner sin far," jeg grinede kort, og vendte mig så mod skærmen igen. "I er forfærdelige," sagde Niall. "Alt for meget romantik," han viftede med sin hånd. Jeg grinede højt, "så har du ikke set-" jeg blev afbrudt af Harrys læber der ramte mine. Harry grinede. "Okay. Nu har du," trak jeg på skuldrene. Liam grinede højt og Niall fnøs bare. "Kan i ikke også hive tøjet, af hinanden, nu i er igang?" Sagde han. "Niall. Stop det," grinede Harry. Niall fnes. "Så må jeg da også høre Every spille klaver. Ikke?" Harry kiggede spørgende på mig, og da jeg bare nikkede, tog han macbooken med ind i mit øvelokale. "Hey, hvorfor bevæger i jer?" Spurgte Louis, der var vendt tilbage, på vej derhen. Harry smilede skævt. "Every giver koncert," sagde han. "Fedt! Jeg er sikker på Freddie kan lide det," Harry satte computeren på flygelet og satte sig ved siden af mig, på klaverstolen. Freddie lå halvsovende i Louis' arme. Jeg smilede svagt til dem. "Hvor er i søde," sagde jeg, "ikke også dig!" Udbrød Niall fortvivlet. Liam og Louis grinede bare af ham. "Hvad er jeg gået glip af?" Spurgte Louis. "Harry og Every viste et par kysselektioner," sukkede Niall. Harry gemte rødmende sit ansigt i hans hænder. Louis grinede bare. "Vil du ikke spille, Every?" Jeg nikkede bare og kiggede træt ned på klaveret. Hvad skulle jeg dog spille?

Jeg lod mine fingre vandre hen over tangenterne, indtil jeg langsomt begyndte at spille. Det endte med at blive en langsom anden sats af en sonate. Det var et langt, roligt stykke og jeg blev så medtaget af musikken, at jeg næsten glemte at stoppe. Jeg kunne skimte Harrys ansigt, der koncentreret kiggede ned på mine hænder. Selvom det burde være en anelse nervepirrende, at han bare stirrede sådan, havde jeg det helt fint med det. Det var som om, at uanset hvad Harry gjorde, så følte jeg mig godt tilpas.

Jeg fik afsluttet stykket, og sukkede så tungt, og kiggede op på skærmen, hvor Liam nikkede smilende og Niall sad med store øjne. "Det der, det er musikalsk kærlighed," sagde Niall. Jeg grinede bare lavt. "Se! Du fik ham til at falde i søvn, igen!" Udbrød Louis, lavt. Freddie lå tungt i hans arme, og sov som en sten. "Hvad går i så rundt og laver?" Spurgte Harry. Liam trak på skuldrene. "Jeg er i London lige nu, men ellers intet specielt," "er du i London? Det er jeg også!" Sagde Niall glad. Louis sukkede. "Jeg må hellere smutte igen, der er nogle ting jeg skal ordne. Vi ses," vinkede han med den ene hånd, vi andre hilste farvel, og derefter forsvandt hans ansigt fra skærmen. "Må vi ikke komme over i aften?" Spurgte Niall. Harry kiggede afventende ned på mig. Jeg smilede bare og nikkede,"selvfølgelig." Harry nikkede, "i kan bare komme til aftensmad," Liam nikkede. "Men så ses vi vel?" Sagde han. "Det gør vi," svarede Harry og Niall i munden på hinanden. Jeg grinede kort. "Vi ses!" Hilste jeg.

Liam og Niall forlod samtalen.

Harry rejste sig fra klaverstolen, og tog sin computer ned fra flyglet. "Kom med ud i køkkenet, så finder vi noget vi kan lave til aftensmad." Han gik ud af rummet og efterlod mig tilbage, med klaveret. Jeg lod mine fingre løbe over klaveret i et par skalaer, inden jeg nikkede tilfredst, og gik ud til Harry. Harry stod med hovedet inde i køleskabet og rodede det igennem. Han lod mærke til mig og spurgte så: "vi kunne lave en gryderet med ris?" Jeg nikkede bare og stillede mig hen til det store vindue, og lænede mig op af køkkenbordet. "Men så skal vi ned at handle. Vi mangler et par ting." Han lukkede køleskabet i. Jeg vendte mig om i en bevægelse og stirrede kort på ham.

"Så, hvad må man ikke i den her lejlighed?" Sagde jeg. Han tog et par skridt hen imod mig og stillede så sit hoved på skrå. Egentlig var han temmelig uhyggelig når han stod på den måde. Høj, med brede skuldre og sit hår sat stramt op, så hans i forvejen markerede ansigt, fik flere træk. De mange, mørke tatoveringer gjorde ikke hans udtryk bedre. Han brummede lavt. "Altså. Den er ligeså meget dit hjem, som det er mit, så jeg gør da ud fra at du bare gør det du har lyst til," sagde han. Tanken om at det her var det sted jeg skulle bo, i et stykke tid, både skræmte mig, men gjorde mig også ivrig. Og at jeg fik æren af at bo sammen med Harry, gjorde situationen endnu bedre. "Ligesom det her?" Sagde jeg og sprang op på køkkenbordet. Harry rettede sit hoved op og nikkede. Så hoppede han op og sidde ved siden af mig. "Ligesom det her," sagde han og tog fat om mine lår, så han fik drejet mine ben op på hans skød. Han lukkede øjnene og lod sit hoved hvile mod køkkenskabene. Det var utroligt nok afslappende at sidde sådan her. Jeg sad tæt nok på vinduet, til at kunne støtte mit hoved op ad det. Sådan sad vi i et par fredelige minutter, indtil Harry rettede sig op, og hoppede ned fra bordet. "Vi må hellere tage ud og købe ind, hvis Liam og Niall kommer senere." Jeg nikkede og sprang ned fra bordet, og gik med Harry ud i gangen, hvor vi tog sko og jakke på. De sene augustdage, kunne sagtens være utrolig kølige, på dette tidspunkt af dagen. "Tag dine nøgler med. Så viser jeg dig resten," smilede Harry. Jeg fik fat i mine nøgler, der stadig lå i køkkenet og gik så med Harry ud til elevatoren. Turen ned foregik i stilhed og inden længe, var vi nede på stueetagen, hvor dørmanden, Matthew så helt forkert ud i ansigtet. "Matthew? Er der sket noget?" Han gik hen og kiggede med løftede øjenbryn på os. "Jeg håbede ellers i ikke ville komme ned. De står derude," nikkede Matthew mod døren. Så snart Harry vendte sit hoved mod døren, skar kraftige blitzlys i vores øjne. Harry nikkede kort til Matthew, inden han vendte sig mod mig, der faktisk var en anelse nervøs, for det vi skulle møde udenfor.

Paparazzier.

Harrys hviskende stemme nåede mine øregange så tæt, at jeg næsten kunne mærke hans læber mod mit øre. "Hold godt fast i mig og kig ned," så tog han et fast greb om min hånd, og åbnede døren ud til gaden. Selvom jeg bare fulgte med Harry så godt jeg kunne og jeg kiggede ned, kunne jeg alligevel mærke de skarpe blitzlys i mine øjne, og råbene blandede sig som en stor tåge. Vi slap igennem mængden af paparazzier og Harrys tag om min hånd blev svagere. "Ved de hvor vi bor?" Sagde jeg højt, for at blive hørt af den voldsomme trafik ved siden af os. "Ja. Men de kan ikke komme ind, og de skal også blive ude, ellers overtræder de loven," sagde han. "Er du okay?" Spurgte han, jeg kunne mærke hans blik på mig, så jeg nikkede bare og klemte hans hånd.

Vi gik et lille stykke i stilhed. En behagelig stilhed. "Så nu er vi officielt et af de der kendis-par?" Han grinede. "Det kan man vidst godt sige, ja," jeg vidste at der ville ligge billeder af Harry og jeg alle steder imorgen. Men det betød ikke noget, bare vi var sammen. Også selvom det lød mere og mere poetisk, og Niall i bund og grund havde ret, så var vi vel stadig to unge mennesker der var forelskede. Og det skulle der også være plads til. Et lille supermarked viste sig frem for os, og Harry gik hen og tog en kurv. "Kan du ikke hente en mælk?" Spurgte han, "så finder jeg grøntsagerne," selvom det her var en del af hverdagen, var der en speciel følelse i min mave. Måske kunne jeg fornemme folks sitrende blikke, rettet mod os eller måske var det bare noget det altid ville herske i min krop, når Harry var i nærheden.

Netop som jeg skulle tage en mælk ud fra køledisken, hørte jeg et skingert skrig bag mig. Jeg vendte mig en anelse forskrækket om, for at se hvem der havde udløst lyden. En lille flok teenagepiger på de fjorten-femten år, stod og hvinede højlydt. "Åh gud, du er Every!" Udbrød en af dem. Jeg smilede og grinede kort. Jeg gav mig tid til at gå hen til dem. "Det er mig, ja," grinede jeg. "Ej hvor vildt! Dig og Harry er så søde sammen!" En af pigerne der stod lidt bag ved hende der snakkede, hviskede noget til sin veninde, og det fik mig til at vende mig om, da et par klikkende støvler, kom hen imod os. "Rose? Kommer du-" "du er Harry Styles!" Skreg den samme pige som før. Jeg kiggede med løftede øjenbryn på ham, som satte kurven ned, og gik helt hen til os. "Hej," smilede han. En af pigerne stod og var helt ude af sig selv.

Aldrig havde jeg set noget lignende. Ja, måske ville jeg også have reageret sådan for tre år sådan, hvis jeg nu mødte Harry, i et supermarked, men det var stadig skræmmende. Harry gik hen til hende, og gav hende et tæt kram. "Er du okay?" Spurgte han hende lavt om, hun kiggede en anelse forlegen i gulvet. "Det er bare så surrealistisk, at møde dig, jeg-" hun afbrød sig selv ved at snøfte kort. Harry gav hende et sidste knus, og gav hende en kort peptalk. "Harry? Dig og Every er virkelig et godt par," sagde en af pigerne. "Hevery!" Råbte en af de andre piger. Harry sendte mig et skævt smil. "Det er jeg glad for i syntes. Hun betyder nemlig meget for mig," han sagde det sidste en anelse lavere, selvom de nærmeste stadig kunne høre det. Sætningen fik mig til at rødme kraftigt og de mange udbrud, som "årh", eller 'nurh' var at høre. En af pigerne kigge skiftevis på Harry og jeg. "Må jeg ikke få et billede med jer begge to?" Harry kiggede afventende på mig, der bare nikkede. Harry lagde armen om pigen og jeg og smilede skævt til kameraret. Jeg smilede bare sødt, og håbede på at pigen var tilfreds, med billedet. "Tusind, tusind tak!" Udbrød hun og gav Harry et kram. "Pas godt på ham, Every. I passer perfekt sammen," jeg grinede en smule. "Tak," Harry sendte dem alle et smil. "Vi må hellere komme videre. Der er nogle ting vi skal nå," han greb min hånd. Høje farvel-hilsner lød, og Harry fik fat på kurven igen. "Fik du overhoved hentet den mælk?" Jeg grinede. "De afbrød mig," sagde jeg smilende. "Det kan vi da ikke have," sagde han og tog en mælk fra køledisken. Han lagde den ned i kurven. "Nu skal vi skynde os. For lige om lidt, så ved alle der bor i London, at vi er her," han tog min hånd, og fik os fragtet hurtigt igennem kassen, og ud på gaden igen. "Er det ikke vildt irriterende, nogen gange?" Spurgte jeg ham om. Han trak lidt på skuldrene. "Det er okay, hvis de er ordentlige, ligesom før. De minder mig om hvad det var der fik, One Direction helt op på toppen. Men nogen gange kan det godt være ret anstrengende." Han vendte blikket mod mig. "Er du okay, med alt der her?" Sagde han bekymret. Jeg kunne ikke holde et lille grin inde. "Harry, du bekymrer dig alt for meget!" Han smilede, så hans dybe smilehuller stak frem i hans kinder. "Det er min pligt, at passe på dig. Du ved hvor meget det betyder for mig," han lagde en arm om mine skuldre. Jeg grinede. "Jeg kan meddele at du fuldfører din pligt, på en tilfredsstillende måde." Vi grinte begge højt. "Tog du dine nøgler med?" Spurgte han, jeg nikkede. "Så løber jeg lige op med varerne, for der er noget jeg skal vise dig." Sagde han begejstret. Vi var nået hen til det store lejlighedskompleks, og Harry låste døren op og gik hurtigt ind i lobbyen.

Få minutter efter var han tilbage. Han trak forpustet vejret, "kom!" Han tog mig i hånden og gik hurtigt, ned ad siden, af bygningen. Jeg måtte nærmest løbe efter ham, for hans lange ben, der styrede farten, var ikke noget mine ben kunne hamle op med. "Harry!" Hvinede jeg, "hvorfor løber vi?" Han grinede, "undskyld, kom med her," han hev mig ned ad en lille sidegade, der mest af alt lignede en af de gyder, hvor voldtægtsmænd og hjemløse boede. "Harry?" Sagde jeg og kiggede forvirret rundt. "Hvad er det her?" Han klemte min hånd. "Det er siden af bygningen. Vi skal bare lige rundt om den." Han drejede skarpt til venstre og en masse carporte viste sig for os. Et stort metal hegn var overfor portene, så bilerne i garagerne kunne køre ud. Til siden for garagerne var den store 'have' som Harry kaldte den. Egentlig kunne man komme ned her fra lejlighederne, så jeg forstod ikke hvorfor vi skulle tage den omvej. "Harry? Jeg kan godt se hvad vi laver her, men hvorfor gik vi den vej herned?" "Fordi du skal kende hele stedet. Så kunne vi jo lige så godt starte nu. Vores ting holder i carport 62. Derovre," han pegede hen mod en hvid carport, ikke så langt herfra. Et sug røg igennem min mave da han sagde 'vores ting' som om det også var en del af min ejendom. Hvilket det egentlig også var. Vi gik ned til carport 62 og jeg fik kørt det lille kort, fra mit nøglebundt igennem. Et lille klik henne fra døren, indikerede at porten var åben. Harry fik skubbet porten op, og en stor, sort Range Rover og en luksuriøs motorcykel, viste sig for os. Harry kiggede storsmilende på mig. Jeg stirrede bare med store øjne på køretøjerne.

"Wow," fløj det ud af munden på mig. Han grinede. Jeg tog et par skridt ind i garagen og lod min hånd forsigtigt røre lædersædet på den dyre motorcykel. "Det er næsten synd du ikke kører mere på den," sagde jeg og kiggede op på ham, som stod på den anden side af motorcyklen. Han grinede igen. "Jeg var da ude at køre igår. Jeg er tit ude at køre, hvis jeg lige skal have luft i håret, eller hvis der er noget jeg skal ordne, der er langt væk herfra."

Han vendte sig om og gik længere ind i garagen. Jeg lod mit blik forblive på motorcyklen indtil han stod ved siden af mig igen. "Jeg har købt den her til dig. Så kan vi køre sammen." Han holdte en mellemstor grå hjelm op for mig. Jeg kiggede forbavset op på ham. "Virkelig? Nu har du vel ikke også købt en af de der sidevogne, man kan sætte på?" Harry himlede med øjnene. "Selvfølgelig ikke. Men jeg tænkte at du kunne sidde bag mig og holde om mit liv," nikkede han mod motorcyklen. Det var dog lettere sagt end gjort. Faktisk lød det for mig en anelse farligt. "Er det ikke farligt? Og ulovligt?" Han rystede på hovedet. "Det er okay. Du skal ikke være nervøs" Han satte min hjelm tilbage tilbage til den hylde han hentede den fra, og viftede mig så med ud af garagen. "Kom lad os gå en tur i haven," jeg gik ud til ham, og han lukkede porten i igen. Han nikkede ned mod mine nøgler, der stadig var i min hånd. "Lås ståldøren op." Jeg fik det lille kort kørt igennem scanneren og endnu et lille klik, fortalte at døren var låst op. Jeg trådte ind som den første, og Harry kom op på siden af mig. Utallige blomster voksede hist og her. Som sagt var det nærmest en park, med både springvand og frugttræer. "Her har jeg fundet en masse inspiration til mine sange," fortalte Harry. Ja, der var da nok at undersøge i denne gigantiske 'have'. Jeg nikkede bare stumt. Jeg havde travlt med at observere haven. "Jeg blev også helt betaget af den. Her er smukt," sagde han stille. Jeg vendte mit hoved mod ham med et løftet øjenbryn. "Kan en rocker blive betaget af det her?" Harry kiggede forarget på mig. "Syntes du jeg er en rocker?" Jeg nikkede med spidsede læber. "Lidt. Altså motorcykel og tatoveringer, men alligevel synger du og skriver sange som du får inspiration fra her?" Han nikkede. "Måske ja." Han kiggede kækt på mig. "Du har da også fået et par udsmykninger," grinede han. "Det er ikke det samme! Jeg har kun to, og desuden har jeg ikke kørt på motorcykel," "endnu," grinede han. Jeg puffede ham i siden. "Du har en dårlig indflydelse på mig, Styles." Han udstødte et råb. "Pas nu hellere på. En dag får du selv det efternavn. Det er jeg overbevist om." Jeg kiggede rødmende ned i jorden. "Men ja, jeg har i hvertfald haft super dårlig indflydelse på dig. Det ender nok med du får en piercing en dag," grinede han. "Nu er du latterlig." Han tog min hånd.

Vi gik i stilhed.

"Tror du de piger havde ret?" Spurgte jeg lavt. "Hvad sagde de?" Jeg kiggede næsten forlegen ned i jorden. Nu lød spørgsmålet bare dumt. "At vi er et perfekt par?" Han stoppede op, og kiggede med hovedet på skrå, tænksomt ud i luften. Han vendte sig mod mig med et kækt smil. "I film plejer det at være sådan, at hvis pigen kan stå på tæer og nå sin kærestes læber, så er de det perfekte par. Men det er jeg ikke så sikker på du kan" Jeg holdte et grin inde. "Det tror jeg godt," nikkede jeg. "Bevis det," hviskede han. "Harry. Det her havner på alle forsider imorgen," "og jeg kunne ikke være mere ligeglad." Afsluttede han min sætning. Med hans højde omkring de 180 cm, havde jeg faktisk regnet med at jeg med mine 171 cm, kunne nå hans læber, hvis jeg stod på tæer. Så jeg stillede mig op på tåspidserne og strakte min hals. Men det var bare ikke nok. Der var stadig små fem centimeter, op til hans læber. Jeg skød underlæben ud. "Harry..." Klynkede jeg. Han grinede og lagde sin ene hånd bag min nakke, og den anden på min kind og bukkede sig så de sidste centimeter, så vores læber mødtes. Uanset hvor mange gange vores læber rørte hinanden, blev det ved med at sitre i hele min krop. Det var som om det her kys, bare var en stor krukke af glæde, jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Vores læber arbejdede perfekt sammen, og Harry kørte blidt sine fingre hen over min kind. Til sidst var kysset så ophedet, at jeg kørte min hånd op til hans kind, og satte min finger, uden for vores læber. "Harry," hviskede jeg. "Selvom det ikke lykkedes, så tror jeg pigerne havde ret alligevel." Sagde jeg lavt. Han smilede mod mine læber. "Det tror jeg også." Han gav slip på min nakke, og tog min hånd i stedet for. "Vi må hellere gå op. Drengene kommer snart,"

•♥•

En høj tone, fra dørklokken ude i gangen lød. Harry og jeg stod ude i køkkenet, og var ved at lave mad. "Åbner du lige, Rose?" Sagde han. Jeg nikkede og lagde skeen, til gryden fra mig, og gik så ud i gangen. Harry havde tidligere instrueret mig i hvordan man brugte dørklokken, så jeg trykkede den lille knap ned og Liam og Niall kunne høres i den anden ende. "Hej!" Sagde jeg friskt. "Hej Every, åbner du lige?" Uden at svare trykkede jeg den anden knap ned, og fik åbnet døren, ind til lobbyen. Jeg vendte mig mod døren i gangen, og stak hovedet ud, for at se Liam og Niall komme ud fra elevatoren. "Every!" Udbrød Niall. Jeg grinede bare kort. De var nået hen til vores dør og Liam trak mig hurtigt ind i en omfavnelse. "Kom ind," sagde jeg og fik lukket døren efter os. "I er alle steder inde på twitter. I kan bare ikke holde jer fra hinanden, vel?" Niall gjorde udslag til et kram, men stoppede op, så snart han så min arm. Han tog fat om mit håndled og kiggede med store øjne ned på min underarm. Jeg fulgte hans blik med rynkede bryn. Hvad var der så specielt, ved min arm?

Tatoveringen. Selvfølgelig.

Harry, var stadig skrevet ind i min hud.

"Har i?" Spurgte Niall. Jeg nåede ikke at svare, før Harry kom ud til os, i gangen. "Hvad laver i herude kom-" Niall vendte sit blik mod Harry. "Har du nu smittet hende med den tatoveringsgalskab? Jeg undrer mig stadig over hvordan jeg har undgået, at få en tatovering, endnu." Harry grinede og vendte sin højre underarm om. "Jeg har også en," han smilede til mig, som prøvede med alle kræfter at holde et grin inde. Niall var så kær, når han talte vredt til andre. "Jeg syntes det er fedt," sagde Liam der kiggede skiftevis på begge vores arme. Niall sukkede, "vi slipper aldrig af med de to. De har jo viet sig selv til hinanden allerede!" Udbrød Niall. Liam stillede sine sko, pænt om af væggen. "Niall altså." Sagde Liam. Harry rystede bare på hovedet af dem, og gik så ud i køkkenet igen. Liam smilede bare grinende til mig. "Virkelig. Det er fedt." Så forsvandt han ind i stuen. "Nå. Men jeg fik ikke givet dig et kram. Kom her," sagde Niall og trak mig ind i et kram. Han grinede ind i mit øre. "Det var vildt at i turde," hviskede han og blinkede med det ene øje, da han trak sig væk.

Turde? Var det så vildt? Ja, det var det vel nok. Tænk hvis vi ikke blev sammen? Så ville det være super akavet for vores partner senere hen. "Rose?" Kaldte Harry ude fra køkkenet af. Niall var smuttet ind i stuen, og jeg stod egentlig bare som forstenet ude i gangen. Jeg kom dog hurtigt til mig selv, og gik ud til Harry. "Gider du at bære ind?" Spurgte han, med hånden ved komfuret. "Selvfølgelig," svarede jeg og tog gryden med ind i stuen. Harry tog de resterende ting med ind, og satte sig ved siden af mig. "Det dufter godt!" Sagde Niall tilfredst. Vi fik alle øst op på vores tallerkner, og efter en god times snak, vendte stemningen.

"Vi kom egentlig også for at fortælle jer noget vigtigt." Startede Liam. Hans fingre kørte i cirkler på bordet, og hans tatoveringer, der dækkede hans hænder, så mere og mere urealistiske ud. "Simon ringede igår," Harry lavede et lille spjæt ved siden af mig. Var det noget skidt, at Simon ringede? Liam tav et øjeblik. "De vil have os til Amsterdam, hele næste uge," "hvad?" Sagde Harry forbavset. "Men må de det? Vi er på pause, det kan de vel ikke bestemme!" Udbrød han. Hans stemme var både vred, forvirret og trist. Niall trak på skuldrene. "Så længe kontrakten er skrevet under, så kan de godt. Harry sukkede tungt og gnubbede sin næseryg, med to fingre. Han så frygtelig irriteret ud.

"Hvornår er der optagelsesprøve, Every?"

Optagelsesprøven. Det havde jeg helt glemt. "Om to uger," sagde jeg lavt. Måske ville det mest logiske være, at være vred over at Harry skulle afsted. Men det var jeg ikke. Det var en del af hans job, og det respekterede jeg. Harry vendte sig mod Niall og Liam, igen. "Hvad er det helt bestemt vi skal dernede?" Niall og Liam kiggede på hinanden. "Det ved vi faktisk ikke helt. Men det er noget omkring vores næste tour, og albummet, om sangskrivningen og sådan," sagde Niall. "Men hvorfor så i Amsterdam? De kunne da ligeså godt holde det her, i London." Harrys stemme lød noget mere ophidset. Liam skar tænder. "Jeg ved det ikke, okay! Simon sagde bare at vi skulle sige det videre, og så tage afsted. Vi ville have sagt det over skype, tidligere idag, men så tog vi herover, i stedet for," Liam's stemme var hævet. Harry sukkede. "Men så må jeg jo tage afsted. Bare jeg kan være her når du er til prøve," henvendte han sig til mig. Jeg nikkede bare. Han behøves ikke gøre noget stort ud af det. Jeg havde intet problem med at skulle være alene et par dage, så kunne jeg nå at tilpasse mig, og øve. Niall sukkede. "Det giver ingen mening." Harry kiggede bedende på dem. "Kan vi tale om noget andet?" Liam trak på skuldrene. "Selvfølgelig. Vi kan da tale om at i to er på forsiderne af alle magasiner og aviser i morgen tidlig," sagde han halvirriteret. "Ja, tak. Det ved vi vidst godt," sagde Harry vredt. "Ja, og det er jo det der er problemet!" Næsten råbte Liam. Hvordan kunne det være et problem, at vi ville blive set sammen?

Jeg vidste at inden der var gået mere end få minutter, så var det her selskab vendt i et slagsmål. Niall tav. "Helt ærligt." Sagde jeg højt. "Kan i ikke forholde jer til det her som voksne mennesker? Ja, jeg har fattet at i tager til Amsterdam, men derfor skal i ikke være sure på hinanden!" Udbrød jeg. Stilheden herskede over bordet mange minutter efter. Stemningen var ændret brat, og Liam, Harry og Niall kiggede bedrøvet på hinanden.

"Every har ret." Sagde Liam. "Det her er barnligt. Nu tager vi afsted, og får det overstået, så vi kan tage hjem igen." Harry var anspændt ved siden af mig, og jeg kunne mærke hans blik på mig. Jeg vendte mit hoved mod hans, så vores øjne mødtes. Hans blik udstrålede forbavselse og irritation. Og inderst inde, også en smule tristhed. Men han skulle ikke være trist! Han skulle tage afsted, og komme hjem igen, og så er det klaret.

Harry nikkede, da han så mit beslutsomme blik. Niall smilede svagt. "Men i ser da ret forelskede ud på de billeder der. De har virkelig fanget jer godt," jeg sukkede højt. Harry gemte sit hoved i sine hænder. "Det er så pisse åndsvagt! Jeg kan ikke engang have en kæreste, uden at hele verden skal blande sig i det!" Sagde han irriteret. "Og selvfølgelig skal vi da tale om Every og jeg til det møde. Det er jeg da ikke i tvivl om!" Fortsatte han, bedrøvet. "Harry!" Sagde Niall højt, for at overdøve ham, "jeg tror virkelig det er okay. Jeg tror godt at de vil lade dig have et forhold, nu." Jeg vendte mig anspændt mod Harry. Den sætning fik mit indre til at blusse op. Det kunne da ikke være sandt, det her. Jeg har aldrig troet på, at businessverdenen var sådan. Men jeg måtte tro om igen. "Er det sandt? Har de udelukket dig for forhold?" Harry vendte sit blik mod mig og nikkede forsigtigt. Han vendte flovt sit ansigt ind mod sine hænder igen. Chokeret vendte jeg mit blik mod tallerknen. Pludselig forstod jeg maleriet på væggen overfor. Kaotisk. Sådan ville jeg også beskrive det. Tænk at de havde gjort det imod ham. Aldrig havde han gjort nogen ondt, også skulle han straffes på den måde. Liam kiggede stramt frem og tilbage på Harry og jeg. Ingen sagde noget. "Det var ikke meningen at vi skulle være uvenner," sukkede Liam.

"Undskyld. Det er bare... Så uretfærdigt nogen gange." Sukkede Harry. Han lod sine hænder glide ned langs han sider, og jeg så det som et snit til, at gribe fat om hans hånd og give det et beroligende klem. Harry vendte sig smilende imod mig. Stemningen var ved at forandre sig igen.

"Hjælper i med at bære ud?" Spurgte han Niall og Liam. Liam rejste sig af automatik op og tog Niall og hans tallerken, ud i køkkenet. Niall smilede stort til os. "I er fantastiske, i to. Det ved i godt, ikke?" Så rejste han sig også op og bar gryden ud i køkkenet. Harry grinede lavt. "Han er irer. Han ved ikke hvad han taler om." Sagde han. Jeg grinede højt. "Jeg tror desværre han har ret," jeg klemte hans hånd igen, og bar min og Harry tallerken ud i køkkenet. Han kom hurtigt op ved min side, med de resterende ting fra bordet. "Vent, hvad mener du med det?" Spurgte han forvirret om. Jeg kyssede hans kind. "At vi er fantastiske" grinte jeg. Han rystede bare på hovedet af mig.

•♥•

Da klokken efterhånden var blevet mange tog Liam og Niall hjem. Jeg stod inde i stuen, og tændte alle stearinlysene, der var i vindueskarmen. Jeg kunne godt forstå Harry var irriteret. Tænk de havde gjort det ved ham. Han fik et forbud på at have et forhold, og nu da han har et, kalder de dem til møde. Enhver ville da kunne se, at det godt kunne have noget med os at gøre. Jeg lagde den brændte tændstik fra mig. Mørket herskede over byen, og herinde i lejligheden, blev der kun oplyst af stearinlysene og så en lille lampe, henne i det andet hjørne af stuen. Der var utrolig hyggeligt herinde lige nu. Jeg kunne mærke en frygt inde i mig, som ikke ville gå væk. Jeg havde bange anelser for det møde, nede i Amsterdam. Hvad hvis Harry og jeg ikke måtte være sammen? Jeg tror, at Harry var ligeså bange for at miste mig, som jeg var for at miste ham, det var derfor han blev vred. Alle de ting der var sket idag, virkede ufatteligt overvældende for mig. Jeg var flyttet herind, mødt fans og mødt drengene. Og nu skulle Harry til Amsterdam om to dage, og vendte først hjem om en uge. To dage før min optagelsesprøve. Så snart Harry nævnte det, blev jeg urolig. Jeg havde ikke valgt mit stykke endnu, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle præstere, med hensyn til teori og kundskab. Hele min fremtid stod uvis for mig, og det irriterede mig. Midt i min lange tankegang, blev jeg omfavnet bagfra, af et par stærke arme. Han sagde ikke noget, så jeg valgte at lade mit hoved støtte op af hans bryst. "Er du sikker på at det er okay, jeg tager afsted?" Hviskede han. "Harry. Det er dit arbejde, selvfølgelig er det, det. Jeg er ikke vred," svarede jeg lavt. Han vendte mig forsigtigt om.

"Hvorfor er du sådan?" Hans øjne mødte mine. "Hvad mener du?" Hviskede jeg. "Du burde have været vred. Kig dig omkring! Vi kysser på gaden, dagen efter er vi på forsiden. Vi blev nærmest trampet ned af de paparazzier derude. Du er lige flyttet ind, og jeg er tvunget til at tage afsted, langt væk fra dig i en uge, og ikke nok med det, så fortalte jeg dig slet ikke noget om at chancerne for at vi bliver sammen er ufattelig lille. Hvordan kan du bare være sådan?" Jeg kiggede ned i gulvet. "Jeg... Kan bare ikke være sur på dig. Jeg er så ked af det de har gjort mod dig. Du har aldrig nogensinde gjort nogen noget, også..." Jeg var nødt til at stoppe mig selv. Der var som om at al den fortvivlelse Harry havde været igennem, med regler, med en anderledes ungdom, var sporet, ind i en lille boble omkring os. "Every. Jeg har det fint, jeg-" "nej! Jeg så hvor irriteret og trist du var. Hvor bange du var. Og... Jeg er også bange." Han kiggede også ned i gulvet. Jeg ville helst have undgået, at Harry og jeg blev uvenner.

"Jeg vil aldrig give slip på dig. Uanset hvad de siger." Hviskede han, og lod sine fingre forsigtigt trække ned i min bluse, så uendelighedstegnet kom til syne. Han mødte mine øjne. Sådan stod vi i et par lange minutter. Bare stod og kiggede hinanden i øjnene. Han kyssede min pande, og trak mig ind til ham i en omfavnelse. Jeg lod hans tryghed favne mig og jeg faldt stille til ro. "Undskyld," hviskede han. "Du har ikke noget at undskylde for," sagde jeg bare. Det var jo sandt. Hvordan kunne han tro, at det her var hans skyld? Han tog fat om sit kors han havde om halsen. "Den minder mig om at selvom livet er uretfærdigt, så er der stadig gode ting her." Han stirrede direkte ind i mine øjne, og den grønne iris, skar mig næsten i nethinden. Han tog en dyb indånding. Han smilede. "Tak." Jeg strejfede hans rose, på armen. "Selv tak. Tusind tak, for alt Harry."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...