When I Met Him - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2015
  • Opdateret: 4 mar. 2016
  • Status: Færdig
Every tager med sine forældre til England for at besøge, Anne, Everys mor's barndomsveninde. Men Every havde på intet tidspunkt tænkt, at det var Anne Twist, bedre kendt som Harry Styles' mor. Et venskab og mere til spirer mellem Harry og Every. Men kan Every klare presset? Kan en usikker og tilbageholden pige finde sammen med en verdenskendt sangstjerne? Er de i virkeligheden hinandens mangel? Hinandens soulmates?

27Likes
16Kommentarer
15674Visninger
AA

13. Tattoos

13.

•♥•

Everys synsvinkel:

Nu stod vi her udenfor tattoo-shoppen. Harry trådte først ind. Jeg var mere nervøs end jeg burde være. Det var jo min idé. Men på den anden side ville jeg rigtig gerne have den her tatovering. Harry smilede beroligende til mig. "Du behøves ikke-" jeg klemte hans hånd. "Jeg vil gerne have det lavet." Han nikkede og gik hen mod en lille krank, hvor en ansat tog imod os: "hvad kan jeg gøre for jer?" Harry smilede. "Jeg skal have en tatovering hernede," han pegede på sin arm, "og Every skal have en her og her," han pegede på min skulder og på min arm. Hun nikkede. "Bare kom med." Vi fulgte med hende ned til et lille rum, hvor en midaldrende mand sad. Han smilede til os. "Hvem starter?" Harry kiggede ned på mig. Jeg nikkede til ham. Jeg havde i virkeligheden aldrig set hvordan man bliver tatoveret. Harry satte sig op på briksen. "Jeg skal have lavet den her, på min højre underarm. Vi havde begge taget en lap papir med hvor vores håndskrifter stod på. Tatovøren nikkede og gjorde Harrys hud klar og fandt så den lille 'maskine' frem. Han begyndte ligeså stille at tegne Harry i huden. Harry sad afslappet og smilede til mig. "Det er ikke så slemt." Sagde han lavt til mig. Jeg grinede. "Det går nok." Få minutter efter var min håndskrift tegnet ind i Harrys hud. Harry viste den mig kort, før tatovøren dækkede den til med noget papir. "Det skal blive på i tolv timer." Harry kendte proceduren og trådte ned igen. Nervøst satte jeg mig der hvor han kort før mig havde siddet. Tatovøren smilede venligt til mig. "Hvor skal vi starte?" Jeg forstillede mig at det gjorde mindre smertefuldt at få en på skulderen. "Men skulderen. Jeg skal have et uendelighedstegn." "Okay. Forrest eller bagerst på skulderen?" Jeg tænkte mig kort om. "Forrest." Jeg trak min trøje lidt ned omkring skulderen. Han gjorde også min hud klar, ligesom Harrys. "Er det første gang?" Jeg nikkede bare, stadig ret nervøs. Harry tog min hånd. "Det er ikke så slemt, Love. Det er hurtigt overstået." Jeg bed tænderne sammen. Jeg kunne mærke nålene der stak i min hud. Det gjorde egentlig ikke specielt ondt, så jeg slappede af i kroppen igen. Omkring ti minutter efter var et uendelighedstegn blevet farvet og dækket på min skulder. "Se," sagde Harry. "Det var da ikke så slemt." Jeg rystede glad på hovedet. "Nu kommer den flotteste af dem." Sagde jeg. Han grinede. I mellemtiden havde tatovøren renset min hud og begyndte igen på min arm. Det nev mere på armen end på skulderen. Men det var ikke slemt. Så jeg sad bare roligt og stille. Inden længe var han også færdig med armen. Harrys skrå håndskrift sad nu på min arm. Harry strakte hals, så han kunne se den. Han smilede. "Er du okay?" Jeg grinede. "Mere end okay. Faktisk har jeg det fantastisk." Tatovøren havde dækket tatoveringen på armen også. Han gav os et enkelt nik. Jeg trådte ned fra briksen og gik med min hånd i Harrys ud i det store lokale, igen. Harry betalte, med modsigning fra min side, vores begges tatoveringer. Vi gik ud igen og videre ned af strøget. "Tak, Harry." Han smilede. "Selv tak, Every. Vent, der er lige noget jeg skal gøre." Han gav slip på min hånd og råbte så højt med hænderne i vejret: "vi har matchende tatoveringer!" Han løb rundt i cirkler ude på gaden og kom så hen til mig igen. Jeg rystede på

•♥•

Vi trådte ind af døren i entreen. På vej oven på hørte vi en rømme sig bag os. Det var min far.

Åh nej. Jeg havde kun fortalt min mor om det her. Min far vidste intet til det. Og han brød sig bestemt ikke om tatoveringer. Jeg vendte mig forsigtigt om. "Every. Er der noget du ikke har fortalt mig." Jeg kiggede halvflovt ned i gulvet. "Ja. Måske lidt." Han løftede øjenbrynene. "Har du fået lavet en, nej to tatoveringer?" Jeg bed mig i kinden. Pis os. Nu ville jeg få ballade. Jeg nikkede bare. Han trådte hen til mig og kiggede ned på min arm, der stadig var dækket af papiret. "Hvad har du fået tatoveret?" "Et uendelighedstegn på skulderen. Og..." Jeg tøvede lidt med at sige det sidste. Ifølge min far var ung kærlighed ikke noget der varede længe. "Jeg har fået tatoveret navnet Harry." Han kiggede irriteret på Harry der stod bag mig. Jeg vidste med det samme hvad han tænkte. "Nej far! Du må ikke beskylde Harry, det var min ide!"

Min far kiggede undrende på mig. "Det var mig, far. Jeg... Ehm." Jeg sukkede. Hvordan skulle jeg sige det her?

"Mr. Rosewell, du har ingen grund til at være sur på Every. Så må du hellere være sur på mig." Min far kiggede Harry ind i øjnene så længe at det føltes som timer. "Du vil kun det bedste for Every, ikke?" Han nikkede hurtigt. "Må jeg så lige få hele historien?" Jeg kiggede undrende fra Harry og hen på min far. Hele historien? "Hele dramaet, tak." Jeg sukkede. "Så kom."

•♥•

En lang forklaring og en kande kaffe senere var Harry og jeg inde på vores værelse. Min far var ikke sur mere og han havde fået lov til at se mine tatoveringer kort. Han nikkede bare godkendende til dem. Så nu er vi alle glade. Vi lå ved siden af hinanden i den store dobbeltseng. Jeg var igang med at aflægge en teori om hvorfor Harry ikke skubbede Celine væk. Og jeg tror jeg har fundet den.

"Du er berømt" fløj det ud af munden på mig. Han vendte hovedet mod mig. "Er det et problem?" Spurgte han. "Det var derfor du ikke skubbede Celine væk."

"Every? Hvad snakker du om?" Jeg vendte også mit hoved mod ham. "Du har to personligheder, ikke? Når du ligger her nu er du en anden end på den røde løber." Ikke så meget for at indrømmede det, nikkede han anspændt. "Så du siger, at jeg er så berømt at jeg er begyndt at tage ting for givet?"

Hvad skulle jeg svare nu? Det er han vel ikke. Men altså. Kunne han ikke se min pointe?

"Nej. Jo, måske lidt, men jeg tror bare ikke du var den her Harry som du er lige nu, som du var inde hos Celine." Jeg tav et øjeblik. "Præsenter dig selv Harry." Han løftede øjenbrynene. "Jeg hedder Harry Styles. Jeg er toogtyve år, jeg er med i One Direction-" "stop." Afbrød jeg ham. "Var der noget galt?" Jeg nikkede. "Det var den Harry derinde." Jeg prikkede kort på siden af hans hoved. "Jeg vil have den Harry herinde." Jeg lagde mine fingerspidser på hans bryst. Han rømmede sig. Tav et øjeblik. "Jeg hedder Harry Edward Styles. Jeg er toogtyve år og jeg kommer fra Chesire. Jeg har en storesøster der hedder Gemma. Hun ville nok sige jeg var ret overbeskyttende." Han grinede kort. "Mine forældre blev skilt da jeg var syv, men min mor fandt sammen med Robin. Jeg har en kæreste som hedder Every, som har hjulpet mig med at falde lidt ned igen."

Falde ned igen?

Han smilede skævt til mig. "Jeg tror du har ret Every. Jeg glemmer hvem jeg er." "Nej, nej, du må ikke tage alt det her seriøst, jeg ved ikke hvad jeg snakker om." Han grinede. "Er du sikke på at du ikke skal være psykolog?" Jeg smilede. "Jeg har faktisk overvejet det." "Jaså? Det ville du være god til." Jeg grinede. "Jeg har hjulpet min kæreste. Ej hvor vildt." Han grinede også. "Du har da hjulpet selveste mig!" Denne gang grinede vi begge to. "Hvor er du fjollet Harry!"

Han smilede bare stort. "Kan du ikke præsentere dig selv?" "Mig?" Han nikkede. "Okay. Jeg hedder Every Summer Rosewell og jeg er tyve år. Jeg har boet hele mit liv i Dublin. Jeg har en kæreste der hedder Harry, der har sådan en mærkelig humor, har super langt hår og taler med den her dybe og hæse stemme." Jeg kæmpede for at holde et grineflip inde. Harrys ansigt så helt forskruet ud. "Er det sådan du ser mig?" Jeg tvang mig selv til at nikke. "Hm. Er du helt sikker?" Han løftede sig selv op på sin albue. Jeg fnisede. "Det burde du ikke." Han sprang over mig og begyndte at kilde mig. "Harry! Nej! Harry, stop!" Jeg grinede så meget at der ikke kom lyd ud af min mund. Det var helt forfærdeligt. Han løftede mine arme over hovedet på mig. "Hvad siger man så?" Han hev forpustet vejret. Så smilede jeg. "Jeg syntes faktisk du er ret lækker. Det sagde jeg også for tre år siden." "Jesus, Rose. Jeg glemmer helt du var fan." Jeg grinede højt. "Men det er okay." Sagde han og kyssede mig bag øret. "Du er nemlig også ret lækker." Jeg rødmede helt sikkert kraftigt lige nu. "Og Harry? Jeg elsker dit hår." Han grinede. "Det ved jeg da godt. Hvorfor tror du jeg ikke har klippet det?" Jeg kiggede sarkastisk på ham. "Fordi du vil donere det, Harry. Jeg ved alt du kan lige så godt glemme det." Han lagde sig ned ved siden af mig igen. "Du er pisse irriterende Rose." Han prikkede min næse og hev mig ind i sin favn. "Jeg syntes nu du var meget sød." Han grinede. "Det er du også."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...