When I Met Him - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2015
  • Opdateret: 4 mar. 2016
  • Status: Færdig
Every tager med sine forældre til England for at besøge, Anne, Everys mor's barndomsveninde. Men Every havde på intet tidspunkt tænkt, at det var Anne Twist, bedre kendt som Harry Styles' mor. Et venskab og mere til spirer mellem Harry og Every. Men kan Every klare presset? Kan en usikker og tilbageholden pige finde sammen med en verdenskendt sangstjerne? Er de i virkeligheden hinandens mangel? Hinandens soulmates?

27Likes
16Kommentarer
15668Visninger
AA

19. Stage Cleared

19.

•♥•

Everys synsvinkel:

Så snart jeg slog øjnene op, plantede stressen sig i mig. Jeg måtte bare prøve at spille det igennem. Og jeg havde brug for et bad. Jeg kunne mærke at Harry var vågen, for han legede blidt med mit hår. Jeg gjorde mine til at rejse mig op, men Harry strammede sit greb om mig. "Rose," sagde han bestemt. "Men Harry... Jeg har brug for-" "nix. Du skal ikke spille nu. For vi ved begge to godt, at hvis du laver en fejl nu, så vil du være usikker til prøven. Og vi ved også godt at du sagtens kan klare det." Jeg sukkede. "Jeg vil hellere lave den fejl nu, end til prøven," sagde jeg. Jeg fik vendt mig, så jeg lå på ryggen. "Du laver ikke nogen fejl. Det gør du aldrig. Du skal bare tage det roligt. Tænk på noget der gør dig rolig." Han fandt mine øjne. "Når jeg er nervøs, så tænker jeg på noget der gør mig rolig, det hjælper altid." Jeg tænkte kort over det. Sådan havde jeg aldrig gjort. "Hvad tænker du så på?" Spurgte jeg lavt. "Vil du virkelig vide det?" Spurgte han, jeg nikkede. "Okay," han trak vejret dybt ind. "Jeg tænker på dig. Hvordan jeg holder dig i mine arme når vi ligger på den her måde." Jeg rødmede svagt. Utroligt nok havde Harry været den eneste dreng, der nogensinde havde sagt sådan noget til mig. "Jeg skal nok prøve," sagde jeg så. Han begyndte at lege med mit hår igen, hvilket beroligede mig ret meget. Men til sidst blev jeg urolig. "Jeg må hellere stå op. Jeg vil gerne have et bad," sagde jeg. Han kyssede min pande. "Så laver jeg morgenmad," sagde han og gav slip om mig. Jeg fandt hurtigt et nyt sæt tøj frem, og gik ud på badeværelset, hvor jeg hurtigt klædte mig af, og tog et bad.

Makeup var ikke noget jeg brugte til hverdag, så jeg undlod at tage noget på. Jeg fik det rene tøj på, og tørrede mit hår med en føntørre, for så at gå ind til Harry igen. Han var netop blevet færdig med at dække bord, da jeg kom ind til ham. "Hvornår skal vi være der?" Han kiggede på det ur, han havde taget på. "Om to timer," okay. Så havde vi god tid. Jeg satte mig afslappet ned, og prøvede at få lidt mad ned. "Ved dine forældre godt, at du skal til optagelsesprøven idag?" Spurgte han. Jeg nikkede. "Min mor sag-" jeg blev afbrudt af min telefon der ringede henne i vindueskarmen. Jeg rejste mig og så på displayet, at det var min mor der ringede. Et smil fremstod på mine læber da jeg accepterede opkaldet, og satte den på medhør.

"Hej mor," Harry smilede stort til mig. "Every skat! Har du det godt? Er du nervøs?" Jeg grinede kort. "Jeg har det fint. Men jeg kan næsten ikke høre dig, hvor er du henne?" Harry kiggede på mig med en sjov grimasse, over den høje baggrundsstøj. Jeg holdte et grin tilbage. "I lufthavnen selvfølgelig! Anne og Robin har lige hentet os, vi tager hjem til Gemma, nu." Jeg kiggede med store øjne op på Harry der trak på skuldrene. "Hvad laver i her?" Udbrød jeg. "Jamen vi skal da lige høre hvordan det gik, og hvis du nu er kommet ind, så skal vi da fejre det! Går det ellers godt med at bo derovre?" Jeg kiggede næsten med et forskrækket ansigtsudtryk op på Harry. "Alt er fint fru. Rosevell," "åh Harry! Bare kald mig for Joel!" Harry grinede. "Selvfølgelig," "far og jeg har set nyhederne, klarer i den?" Jeg kiggede undrende ned på telefonen. Klarer hvad? "Alt er fint. Vi har sådan prøvet at redde det lidt," forklarede Harry. Jeg sendte Harry et uforstående blik, og han pegede ned på gaden.

Åh. Det med paparazzierne.

"Ja jeg så billederne. I er så søde!" "Moar!" Udbrød jeg og Harry grinede. "Nå, nu vil jeg ikke forstyrre jer mere. Vi ses!" Vi fik hilst farvel og jeg lagde på. Jeg kiggede udmattet op på Harry. "Nu er der jo slet ikke mere pres på end før!" Sagde jeg. Han smilede skævt. "Det skal nok gå. Er du klar til at gå?" Jeg nikkede. Jeg ville alligevel ikke kunne finde på noget nyttigt at tage mig til, inden vi skulle gå.

•♥•

Harry slukkede for motoren og kiggede over på mig. Mit blik var dog rettet mod forruden, med et stift blik. Det var nu eller aldrig. Han tog min hånd og flettede vores fingre sammen. "Er du klar?" Sagde han stille. Jeg nikkede. Jeg måtte gøre det der skulle til. Jeg kiggede kort ned på vores hænder og så op på Harry. Han skubbede roligt sin tommelfinger frem og tilbage på min hånd.

Han nikkede, så hans ustyrlige krøller røg fra hinanden. Jeg fnes kort. Han løftede øjenbrynene. "Griner du af mig?" Det fik mig til at grine rigtig for alvor og nikkede. Han rystede på hovedet og kyssede min kind. "Kom så. Lad os gå ind." Han gav slip på min hånd, og steg ud af bilen. Jeg trak vejret dybt ind og åbnede så bildøren i min side, og steg ud. Vi gik hånd i hånd hen til hovedindgangen og tog trapperne op til foyeren. "Hvad kan jeg hjælpe med?" Spurgte kvinden bag skranken høfligt. Idet jeg skulle til at åbne munden blev jeg afbrudt, af hende. "Workshop eller optagelsesprøve?" "Optagelsesprøve," fik jeg sagt. Ordet lød mærkeligt at sige herinde. Det virkede så alvorligt.

"Navn?" "Every Rosevell," hun nikkede og kørte igennem sin liste, på computeren. "Ja, Every Rosevell og Harry Styles?" Jeg nikkede. Hun kiggede om på Harry der stod bag mig. Hun hev en skuffe fra skrivebordet hun sad ved ud, og rakte os et indgangspass hver. "Bare ned til enden af gangen, i kan ikke undgå at se det," sagde hun og pegede. "Tak," smilede jeg kort til hende, og gik så med Harry ned af gangen. "Nu er jeg altså også skræmt," mumlede Harry. Jeg grinede. "Det er da ikke så slemt," sagde jeg. Han rystede på hovedet. Foran os stod døren til ventesalen. "Jeg kommer om lidt," hviskede han i mit øre, og forsvandt ned mod toiletterne.

Jeg gik ind i ventesalen, hvor omkring tyve andre unge mennesker sad og ventede. Jeg satte mig stille ned ved siden af en ung pige, på min alder. "Der er en der lige er blevet kaldt ind," forklarede hun. Jeg nikkede stumt og vendte mit hoved mod hende. "Hvilket instrument spiller du på?" Spurgte jeg. "Saxofon," nikkede hun stolt. "Uh. Jeg spiller klaver," forklarede jeg. Hun rakte sin hånd frem. "Amanda," hilste hun, "Every." Hendes ansigt virkede utrolig bekendt, jeg kunne bare ikke sætte en finger på hvorfra. "Kender jeg dig?" Kunne jeg ikke dy mig for at spørge. Hun satte hoved på skrå. "Det ved jeg ikke om du gør. Men jeg ved hvem du er. Every Rosevell, ikke? Dater superstjernen?" Jeg nikkede. "Det er mig," smilede jeg forsigtigt.

Pludselig slog det mig, at jeg vidste hvem hun var. "Amanda Keppler? Ikke?" Spurgte jeg. Hun kiggede med store øjne på mig. "Hvordan vidste du det?" Spurgte hun overrasket. "Vi spillede til en konkurrence for nogle år siden," forklarede jeg. Hun kiggede på mig med rynkede bryn. "Åh ja, det var dig der spillede så flot. Jeg kan huske jeg blev helt betaget af dig," grinede hun. "Ja, og jeg blev overrasket over dig, fordi du spillede klassisk saxofon," vi begge grinede.

En ny stemme blandede sig i vores samtale. Men det var ikke en af de andre der var meldt til. Det var en lærer.

"Amanda Keppler?" Amanda gav et lille spjæt fra sig. "Held og lykke," fik jeg sagt inden hun rejste sig. "Ja, og i lige måde," smilede hun nervøst. En anden ung mand, med skulderlangt hår kom ud fra det lokale, Amanda gik ind i. Han prøvede mest af alt, at skjule sin skuffelse. Han kom ikke ind.

En klump samlede sig i min hals, som jeg hurtigt fik sunket. Jeg kiggede så betaget på døren, at jeg fik et lille chok, da Harry lagde sin hånd på mit lår. Jeg lod forsigtigt en finger glide hen over hans tatovering, med korset, på hans hånd. "Er du nervøs?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet. Og det var sandt. Jeg var ikke nervøs. Det var som om at nu hvor jeg var her, så kunne jeg slappe bedre af. Vi ventede i næsten en halv time. Så kom Amanda ud. "Hvordan gik det?" Spurgte jeg hende. Hun trak på skuldrene. "Jeg syntes det gik fint nok. Men man kunne vel altid have gjort det bedre," sagde hun og smilede halvhjertet. Selvom jeg ikke kendte hende, så vidste jeg, at det der, kun kunne betyde at det gik dårligt. Jeg fik næsten ondt på hendes veje. Hun virkede som en sød pige.

"Every Rosevell," den samme kvinde som før sagde mit navn. Harry gav mit lår et lille klem og smilede beroligende til mig. Jeg rejste mig op, med mine noder og gik selvsikkert hen til kvinden. Hun sagde ikke noget, men gik bare ind af den dør, som jeg havde studeret, lige før. Egentlig var jeg ikke specielt nervøs. Selvfølgelig var jeg helt anspændt da jeg gik ind, men min nervøsitet, var næsten væk.

"Jeg er Sophia Sparks. Jeg skal være din censor, sammen med de to herrer idag." De to midaldrende mænd gav mig kort hånden. Jeg satte mig overfor dem. "Nu vil vi stille dig nogle spørgsmål. Jeg kan se at du har meldt en hjælper på her. Harry Styles." Hun kiggede med et strengt ansigt på mig. Hun var den af dommerne der virkede ældst. Hun havde ufatteligt mange træk i hendes ansigt, og hendes mørke hår, der var ved at miste sin farve, var sat op i en knold. Jeg nikkede. "Hvad vil du vise os idag?"

"Jeg vil spille en sonate, som både viser min teknik, klang og pedalbrug. Også har jeg skrevet en sang, som jeg har komponeret musik til. Det er en duet, og tanken var at Harry og jeg skulle synge den." Den ene herre nikkede imponeret. "Hvor mange års erfaring har du med musikken?"

"Ti,"

"Kan du andet end at spille klaver?"

"Jeg går ud fra at jeg kan synge, hvis jeg kan synge den duet."

"Tak. Du må gerne vise os dit stykke."

Det var som om at da hun havde sagt det, så blev jeg med et helt nervøs igen. Jeg rejste mig stille op, og tog hæftet med over til flygelet der stod i lokalet. Jeg brugte nogle minutter, for at stoppe mine hænder i at ryste.

Tænk på noget der gør dig rolig.

Jeg forestillede mig en ganske almindelig morgen, hvor Harrys arme var svøbt om mig, hvor jeg kunne mærke hans rolige vejrtrækning, hvor jeg kunne se hans rolige, grønne øjne. Jeg levede mig helt ind i øjeblikket, til mit indre faldt til ro. Da jeg var fuldstændig rolig, satte jeg mig ordentligt, i en ret stilling, og lod mine fingre flyve selvsikkert over klaveret.

Jeg kom igennem alle tre satser uden fejl eller usikre tegn. Da jeg var færdig med at spille kunne jeg ikke holde mig fra at smile stort. Jeg havde spillet mit stykke til perfektion.

"Tak. Bliv du bare siddende. Vi vil nu kigge dit selvskrevet stykke igennem." Lange minutter med hvisken og lav snak foregik. Det tog så lang tid, at min nervøsitet næsten kom helt tilbage. "Din teori er fuldstændig perfekt lavet. Vi vil nu vurdere udførelsen af det. Vi kalder din duet-makker ind." Mine fingre begyndte næsten at ryste igen. Det var utrolig nervepirrende. Hvad hvis jeg nu sang vildt dårligt? Eller lavede en fejl? Nu gik det hele jo så godt. Harry kom ind i rummet, sammen med Sophia. Hun gav ham noderne og teksten, og han stillede sig hen til mig. Han smilede skævt til mig, og rakte mig noderne. Min tekst stod skrevet under mine noder og han fik teksten.

"I kan bare gå igang," sagde en af herrerne. Så snart Harry var kommet ind i rummet var jeg faldet helt til ro igen. Det var helt utroligt, at han kunne gøre sådan nogle ting, ved mig. Jeg kiggede afventende på ham, og da han gav mig et enkelt nik, tog jeg en dyb indånding, og begyndte så forspillet. Efter de fem takters forspil, bredte Harrys flotte stemme klart ud i rummet og min dynamik røg automatisk ned. Han sang første vers og omkvæd selv, derefter sang vi sammen andet vers og andet omkvæd. Det var som om at Harry og jeg var inde i en gennemsigtig boble, hvor man kun kunne høre os. Vores stemmer passede perfekt sammen, og skabte en perfekt harmoni med klaveret. Jeg sang roligt og selvsikkert igennem hele sangen, og da det sidste omkvæd kom, flettede vores stemmer polyfont ind og ud af hinanden. Harry anstrengte sig for at nå op på de højeste toner, hvilket det mirakuløst lykkedes ham at gøre. Vi sluttede samtidigt og harmonisk, på sidste tone. Jeg åndede lettet op. Både mit solostykke, akkompagnement delen og min teori var perfekt. Jeg sad og smilede stort op til Harry, der også smilede bredt til mig.

"Tak for musikken. Vi vil nu bedømme dig." Vi gik ud af rummet igen, dommerne beholdt alle noderne jeg havde haft med. Da vi kom ud af rummet igen kastede jeg armene om Harry. "Det hele var perfekt," hviskede jeg. Han holdte mig tæt ind til sig. "Det er jeg glad for. Du skal ikke nervøs, uanset om du kommer ind eller ej, så er du stadig ufattelig dygtig," hviskede han i mit øre. Jeg kyssede hans kind. "Tusind tak Harry."

•♥•

"Every Rosevell og Harry Styles?"

Efter tyve nervepirrende minutter blev vi atter kaldt ind af Sophia. Ud fra hendes ansigtsudtryk, kunne man på ingen måde se om mit svar ville være positivt eller negativt.

Som forudsagt havde Amanda fået sin bedømmelse inden mig. Og det var ikke glædestårer der strøg hende ned af kinderne. Jeg havde ondt af hende. Jeg ville selv være ligeså knust, hvis jeg ikke kom ind. Men nu måtte jeg se.

Harry gav min hånd et klem, og gik ind i lokalet, efter mig. Vi gav hånden til dommerne igen, og satte os overfor dem, ved deres bord. "Super flot stykke du har skrevet, Every. Stor ros til din teknik og teori, og ikke mindst din sangskrivning." Den ene herre kiggede imponeret på mig. "Som sagt var dit selvskrevne stykke og duet perfekt udført. Din karakter vil være 12, i teori og akkompagnement," nikkede Sophia. Jeg smilede stort og nikkede. Nu manglede vi kun mit solostykke. "Du viste stor musikalitet under hvert stykke. Dit teknik og pedalbrug var perfekt, og dit stykke var spillet uden fejl. Men,"

Selvfølgelig var der et men. Selvfølgelig. Mine håndflader lå svedige krøllet sammen i mit skød. "Du tabte tempoet i en lille del af anden satsen, derfor får du kun 10." Forklarede den anden herre. Sophia smilede stort til mig. "Men det var nok til, at jeg med stolthed kan overrække dig dette beståede optagelsesdiplom," sagde hun og skubbede et stykke papir hen imod mig. Jeg tog det op, næsten med rystende hænder og skimtede det igennem.

Royal British Music Academi, The 26 of August, 2016.

Every Summer Rosevell, 06.29.1996, 20.

Bestået.

Samlet karakter: 10+

Hovedfag: Klassisk Piano

Bifag: Sang og komponistfaget

Tilmeldt 2017-2021

Censor:

Sophia Sparks: (underskrift)

Jeff Rowan: (underskrift)

Nicholas Atkinson: (underskrift)

Every Summer Rosevell: (underskrift)

Harry Edward Styles: (underskrift)

Jeg kiggede op på Harry med tårer i øjnene. Jeg havde klaret det! Mit indre blussede af glæde. Jeg kunne næsten ikke tro det.

Sophia smilede stort til mig. "Hvis i lige vil skrive under, så får du et brev med dine mødetimer og skemaer senere," hun rakte mig en kuglepind. Jeg tog glædeligt imod den, og underskrev blanketten. Jeg rakte den videre til Harry, som tøvende skrev under, ud for hans navn. Han smilede forsigtigt. Den ene herre, Jeff grinede. "Du bliver nødt til at skrive under, unge mand. Du var også med til det," stemningen var slet ikke presset og nervøs som før. Harry smilede genert og lagde forsigtigt kuglepinden på bordet igen. Stemningen var lettet og glad. Sophia skimmede sedlen igennem endnu engang, og foldede den så sammen, og gav mig den i en konvolut. "Vi glæder os til at arbejde med dig Every. Det er mig du skal have som klaverlærer, her på konservatoriet. Din bifagslærer hedder Nathan Chemson. Ham møder du senere." Hun rejste sig samtidigt med de andre mænd. "Tusind tak," sagde jeg, "jeg glæder mig til at være din elev," sagde jeg glad. Hun grinede hjerteligt, "selvfølgelig. Du er dygtig, Every." Jeg gav hende hånden som den første, og gav også hånden til Jeff og Nicholas. Jeg nikkede farvel til dem en enkelt gang mere, og gik så ud af lokalet sammen med Harry.

Jeg grinede højt og lettet da vi kom ud fra bygningen. "Hold den," sagde jeg hurtigt til Harry, og gav ham min konvolut. Så strakte jeg armene i vejret og skreg højt: "jeg er blevet optaget på konservatoriet! Jeg klarede det!" Jeg grinede højt og løb så hen til Harry igen. Jeg kiggede strålende på ham. "Vi klarede det!" Sagde jeg glad. Han rystede på hovedet. "Du klarede det, Every. Du kom ind," jeg lagde mine hænder mod hans kinder, og kyssede ham så hårdt og kærligt på munden. "Jeg elsker dig," sagde jeg lykkeligt. Han kyssede mig en enkelt gang mere. "Jeg elsker også dig," han rakte mig min konvolut igen. "Den her tilhører vidst dig," jeg tog glædeligt imod den. "Harry? Jeg ved godt det måske er lidt af en mærkelig ting at tale om nu, men Niall fik mig til at tænke på noget."

Jeg løftede min højre underarm op i luften. "Hvis vi ikke får en fremtid sammen, så vil jeg altid vide at den Harry der har sat sit spor på mig, og på mit optagelsespapir, er den første mand jeg elskede." Sagde jeg. Det lød som en forfærdelig kærlighedshistorie, men jeg måtte fortælle ham det. Han rødmede en anelse. "Det var faktisk ret underligt, at skrive dit diplom under. Men hvis du er glad over det så..." Jeg rystede på hovedet. "Du tænker alt for meget," og lod så mine læber ramme hans igen. Han tog mig tæt ind til sig ved mine hofter. "Vi skal fejre det," hviskede han. Jeg gav ham et hurtigt kys mere og tog hans hånd. "Så lad os køre hjem," sagde jeg. Vi fandt bilen, og fik os sat ind. Harry tændte for motoren og bakkede ud.

"Jeg ringer lige til mine forældre," sagde jeg kort og fandt min telefon frem. Jeg ringede min mor op, og satte den på højtaler så Harry kunne høre med. "Every! Er du færdig derinde?" Jeg kiggede med et skævt smil over på Harry. "Jeg har fået noget med hjem, mor." Sagde jeg. "Åh gud, Every? Nej vent med at sige det," jeg kunne høre hun satte den på højtaler. "Jeg har fået et brev med hjem. Det er et brev med min underskrift til fire år på konservatoriet," sagde jeg så roligt jeg kunne. Harry sendte mig et stort smil. "Every!" Udbrød min far. "Du klarede det!" "Yay!" Udbrød jeg. Jeg hørte mange nye stemmer i baggrunden. "Hvad så?" Det var Anne.

Jeg kiggede smilende op på Harry der havde blikket vendt mod forruden, men stadig med et smil på læben. "Every blev optaget!" Hvinede min mor. "Nej! Tillykke Every!" Udbrød en ny stemme jeg ikke havde hørt længe. Jeg grinede ind i telefonen. "Tak Gemma," "vi kommer allesammen over i aften, hvis det er okay?" Spurgte Anne. "Det er helt fint," svarede Harry. "Harry? Hej, gik det godt?" Harry grinede. "Du vil aldrig tro det, men jeg skrev også under på den blanket," sagde han og holdte for rødt i et lyskryds. "Hvorfor det? Er du også blevet optaget?" Grinede Robin. Harry og jeg grinede. "Nej, men jeg sang sammen med Every så," "hvad?" Udbrød min mor, "hvad er jeg gået glip af?" "Kan i få forklaringen senere?" Spurgte jeg nervøst. "Selvfølgelig. Vi ses. Jeg er så stolt af dig Every!" Sagde min mor og lagde på.

Harry brummede kort ved siden af mig. "Havde du ikke fortalt at vi skulle synge?" "Nej?" Sagde jeg nervøst. Han trak på skuldrene. "Det vigtigste var at du kom ind. Men jeg tror jeg kender nogen der gerne vil have detaljer. Ringer du lige drengene op?" Jeg kiggede min telefonbog igennem. "Jeg har ikke deres nummer," sagde jeg. "Tag min," sagde han og nikkede ned til sin telefon. Jeg låste op med mit fingeraftryk og gik ind under favoritter, hvor drengenes, mit og Gemma, Anne og Robins numre var.

Jeg ringede Niall op, og tilføjede de andre til opkaldet. Få minutter senere, kunne man høre tre nye stemmer. "Hvad så Harry?" "Hvordan klarede Every det?" Adskillige spørgsmål og hilsner fløj gennem telefonen. "Det er mig," grinede jeg. "Jeg ved hvad det betyder!" Udbrød Liam. "Du grinede. Du har klaret det!" Sagde Louis. Jeg holdte en pause i tavshed, for at drille dem, og jeg kiggede op på Harry mens jeg prøvede at holde et grin inde. De var begyndt at diskutere om de mon have snakket forkert, indtil Harry afbrød dem. "Hvorfor har i overhoved tænkt på det? Selvfølgelig kom hun ind, hvad tror i selv?" Grinede han. Flere glade udråb og lykønskninger henvendt til mig, blev ønsket højt. "Skal vi komme over?" Spurgte Niall ivrigt. "Bare kom, vores familier kommer også," sagde Harry. "Fedt! Vi ses senere!" Sagde de på hver deres måde og lukkede opkaldet. Harry kørte ind i vores carport. "De er simpelthen for skøre," sukkede han. Jeg kiggede glad op på ham. "Tænk jeg klarede det," sagde jeg lavt. Han kyssede min kind. "Selvfølgelig klarede du det. Men jeg må indrømme at jeg føler dårlig samvittighed ved at have underskrevet, din kontrakt. Det her er jo din fremtid, og der er ingen der siger at vi bliver sammen." "Jo der er," afbrød jeg ham. "Jeg siger det. Og som jeg sagde før, så vil jeg aldrig nogensinde blive skuffet over at begge vores navne står på det papir. Du ved jeg aldrig ville have klaret det uden dig. Og hvis vi bliver sammen. Så er det jo nærmest en drøm," sagde jeg. "Vi har jo allerede sørget for at vi vil huske hinanden. Se selv din arm. Og min arm," jeg lod mine fingre køre hen over den følsomme hud på hans underarm.

"Er du klar over hvor glad jeg er for at have dig? Du vil aldrig tro det. Jeg er så stolt af dig, Every... Selvom jeg lige har fortalt dig det så," han kiggede genert hen på mig. "Du er den første kvinde jeg nogensinde har elsket," sagde han lavt. Jeg rødmede kraftigt ned i mit skød. "Jeg er glad for du står på det papir. For jeg har bare en mærkelig forstilling om, at det sidste vi gør, det er at gå fra hinanden," hviskede jeg. Han lagde en hånd på min kind og lod sine læber ramme mine. Hvis jeg ikke havde troet på ham da han sagde han elskede mig lige før, så ville jeg slet ikke være i tvivl nu. Alle de følelser vi havde for hinanden og den lykkelige glæde, fik kysset til at føltes fuldstændig fantastisk. Efter et langt minut eller to, trak jeg mig væk fra ham, men kun så langt væk, at jeg stadig kunne mærke hans ånde, mod min mund. "Tusind tusind tak Harry. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle stille op uden dig," han aede blidt min kind. "Selv tak Every. Jeg tror aldrig jeg har mødt en der er ligeså speciel som dig." Jeg smilede forsigtigt. "Ved du hvad jeg tænkte på, for at blive rolig derinde?" Spurgte jeg. Han rystede på hovedet. "Jeg tænkte på dig. Du har en evne til at få mig til at falde fuldstændig til ro, på et splitsekund," sagde jeg lavt. "Så har vi vel det tilfældes," sagde han.

•♥•

Få timer efter ringede dørklokken. Jeg gik ud i entreen og fik trykket knappen ned. "Hallo?" Gemma trak ud på o'et, præcis som Harry plejede at gøre. I stedet for at svare, åbnede jeg døren, og låste døren i entreen op. "Det var godt vi fik paparazzierne væk, inden de skulle komme idag," sagde Harry. Han var kommet ud i gangen til mig. Jeg nikkede. "Jeg tror vores familier kommer nu. Jeg talte med Gemma lige før." Han åbnede døren, da vi begge kunne høre støj ude på gangen. Min mor var den første til at hilse: "Every! Tillykke!" Hun gav mig et tæt knus og kyssede min kind. Hun gav slip på mig og gik så videre til Harry, der lige havde hilst på Anne. Min far gav mig også et kram. "Det var super flot. Vi er meget stolte af dig," smilede han. "Tak," sagde jeg forsigtigt. Det var alt for meget, med alle de lykønskninger, jeg følte at jeg fik al opmærksomheden. Hvilket jeg også gjorde. Anne og Robin fik også hilst på mig, og inden længe var de ældre, forsvundet ind i stuen, imens Harry, Gemma og jeg stod ude i køkkenet.

"Hvor er det fedt at du klarede det. Det er svært at komme ind, så det skal du være stolt af," hendes sætning fik mig til at tænke på stakkels Amanda der ikke var kommet ind. Harry stod lænet op af køkkenbordet ved siden af Gemma. Gemma kiggede op på ham. Utroligt nok, var Harry nået at blive et godt stykke højere end Gemma, trods der var fire år i mellem dem.

"Må man lige få en forklaring med sangen? Nu har du vel ikke smittet hende med alt der har med dig at gøre. Tatoveringerne og sangene?" Harry grinede. Gemma havde heller ikke lagt skjul på overraskelsen da hun så vores tatoveringer. Hun blev nærmest helt chokeret. Jeg tog ordet: "jeg skulle vise noget sammenspil. Også skrev jeg en duet, som vi sang," forklarede jeg. Gemma løftede øjenbrynene. "Har i to sunget inde på konservatoriet? Og så var det ovenikøbet godt nok til at bestå?" Spurgte hun. Harry himlede med øjnene. "Nu skal du ikke undervurdere mig," sagde han. "Det gør jeg da heller ikke. Men at du var var så god til at synge," drillede hun. "Jeg vidste heller ikke du kunne synge Every," sagde hun til mig. Jeg trak på skuldrene. "Det vidste jeg heller ikke," sagde jeg. Vi grinede alle tre højt.

Robin stak hovedet ind i køkkenet. "Drengene er på vej op," sagde han, mod Harry.

"Har du nu også inviteret dem igen?" Spurgte Gemma. Harry stoppede op ved dørkammen, til køkkenet på vej ud i gangen. Han kiggede med et løftet øjenbryn på hende og et drillende smil. "Ja. Sig mig skal du altid være så irriterende?" Spurgte han. Jeg kunne ikke holde et lille grin inde. Hun nev ham blidt i kinden på vej ud ind i stuen. "Det er min pligt, som storesøster," sagde hun bare.

Harry kiggede med sammenknebne læber på mig. "Det er bare sådan hun er," sagde han. Jeg grinede højt. "Ligeså irriterende som dig," grinede jeg. Han greb fat i min skulder på vej ud i gangen. Han rystede på hovedet. "Det er ikke rigtigt. Du elsker mig!" Sagde han. "Ja jeg gør. Kom drengene er ude i gangen," han kyssede min kind og gav slip på min skulder.

"Every!" Louis trak y'et i mit navn ud. "Lou!" Sagde jeg begejstret og tog imod hans kram. Senere blev jeg både trukket ind i et kram af Niall og Liam. "Der var ingen af os der et sekund var i tvivl om du kunne klare det. Virkelig," sagde Liam. Jeg grinede kort, "tusind tak." Niall kiggede drillende op på Harry bag mig. "Hvad har du gjort ved hende? Hun plejer slet ikke at smile så meget!"

"Jeg er da ikke lige så slem som Kristen Stewart," mumlede jeg lavt. Det var dog højt nok til at de alle hørte det, og de grinede alle højlydt. Harry tog fat i mine skuldre, og skubbede mig ind til hans bryst så han kunne vende sit hoved, og se mig fra siden. "Jeg tror hun lider af glæde," sagde han. Jeg grinede højt. "Skal i være så barnlige?" Kom det fra Liam. Harry kyssede min kind. "vi er da ikke barnlige. Vi har da ret." "Ti nu stille," vrissede jeg. De andre drenge grinede igen.

Da dørklokken for tredje gang ringede kiggede jeg konfust op på Harry. "Hvem er det?" Han kiggede på mig med et skummelt smil. "Nogen du kender rigtig godt," sagde han glad, og åbnede døren for de næste gæster. Jeg stak spændt hovedet ud på gangen, hvor jeg så Christine og Celine komme gående ned af gangen. "Piger!" Hvinede jeg og trak dem ind i et kram, så snart de var kommet inde for døren. "Er du virkelig rejst helt fra Dublin for min skyld?" Spurgte jeg Christine om. Hun nikkede smilende på hovedet. "Hvad gør man ikke for dig? Tillykke med optagelsen, Every." Jeg vendte mig mod Harry. "Er det dig?" Spurgte jeg ham. Han nikkede med et skævt smil. "Jeg tænkte du nok gerne ville se dem. Så jeg inviterede dem herover," sagde han. "Tusind tak Harry. Åh gud, jeg har allerede fået alt for mange ting idag!" Udbrød jeg. Pigerne grinede og gik med Harry ind i stuen.

Min far kom ud til mig, i køkkenet. "Det var super flot." Sagde han. Jeg nikkede. "Det har jeg fået at vide. Rigtig mange gange," grinede jeg. "Det fortjente du også. Må jeg se din blanket?" Spurgte han. Jeg nikkede og fandt brevet der lå på køkkenbordet frem. Jeg åbnede det forsigtigt og skimmede det gyldne papir igennem, inden jeg rakte det til min far. Jeg havde altid haft et specielt forhold til min far. Det var altid nemmere at tale med ham, om seriøse ting, end med min mor.

"Gemma fortalte os det med sangen. Jeg vidste slet ikke du havde skrevet en sang. Og sunget den med Harry. Det var temmelig vildt," sagde han stolt. "Tak." Han nikkede og lagde brevet ind i konvolutten igen. "Jeg tror din mor vil sige noget inde i stuen. Vi må hellere gå ind til hende," jeg kiggede nervøst på min far. "Bliver det meget pinligt?" Han grinede. "Uanset hvad hun gør, så vil du være glad for det," han gik sammen med mig ind i stuen. Min mor hev mig ind midt i forsamlingen, så alle kunne se mig.

Alle i stuen havde et glas dyr champagne i hånden, og alle havde et smil på læben. "Jeg vil gerne udbringe en skål, for min dygtige datter Every. Vi er meget stolte af at du blev optaget på konservatoriet," smilede hun stort.

"Skål for Every!" Råbte forsamlingen, der bestod af alle de tætteste venner og familie, der havde gjort mere end nok for mig. Harry og jeg skyldte vores mødre så meget, for at føre os sammen. Hvis det ikke havde været for dem, så var jeg ikke blevet kærester med Harry. Og hvem ved? Måske var jeg ikke engang kommet ind på konservatoriet.

Mit ansigt var stensikkert tomatrødt, men jeg smilede alligevel stort. Harry trådte et par skridt hen til mig, og løftede mit blik op, så han kunne kigge mig i øjnene. "Jeg har noget til dig," sagde han, med den stemme som jeg gang på gang forelskede mig i. Han hev en lille smykkeæske frem. Jeg kiggede forbavset op på ham. Det skulle han ikke have gjort. Jeg følte i forvejen, at jeg aldrig gav nok tilbage til ham, i forhold til hvad han gjorde for mig.

"Jeg købte den til dig i Amsterdam. Jeg havde dårlig samvittighed over at jeg ikke kunne hjælpe dig i ugen op til. Men så fik jeg lavet den her til dig." Han åbnede forsigtigt æsken og tog smykket op i hans hånd. En glimtende sølvhalskæde, holdte han op for mig. Han tog fat i et af vedhængene, et anker. "Fordi du skal holde fast i dit håb, ligesom du gjorde idag," sagde han lavt. Så tog han fat om hjertevedhænget. På hjertet var et H indgraveret. "Fordi jeg håber, at din kærlighed til mig vil vare mange år endnu," sagde han. Selvom hele forsamlingen sikkert stod mussestille og kiggede på os, havde jeg kun øjnene på Harry. "Og et kors, fordi at selvom der sker uretfærdige ting her i verden, så er der stadig gode ting," han smilede stort til mig, og fjernede håret fra min nakke, så han kunne klipse den på.

Aldrig var så mange gode ting sket på en dag. Jeg var helt overvældet, og jeg følte mig nærmest som et lille barn, bortset fra, at det var min kæreste der stod foran mig. Måske jeg burde føle mig pinligt til mode over, at han stod og gjorde det her foran vores venner og familie. Men det var jeg ikke. Jeg var alt for fanget af øjeblikket.

"Hvorfor er du sådan?" Sagde jeg forbavset og glad. Han smilede. Han kunne huske ordene fra ham selv, for en uges tid siden. "Fordi jeg elsker dig," hviskede han, og tog blidt fat om mine hofter, hvorefter han trak mig helt ind til ham. Han kiggede mig dybt i øjnene. Og i det sekund vidste jeg, at der skulle ufatteligt meget til, for at skille os ad. Jeg placerede mine hænder på hans skuldre, og få centimeter fra hans læber, hviskede jeg: "jeg elsker også dig," han lod atter sine læber ramme mine.

Klik.

@GemmaStyles: - Cutie couple xx. So proud of both of you guys.Congratulation Every!

A/N:

Wow. Ja, det her var det sidste rigtige kapitel af When I Met Him. Jeg er positivt overrasket over alle de visninger der er kommet på denne historie. Faktisk var det mest for sjov, at jeg skrev denne movella, men jeg er alligevel stolt af, at jeg klarede at skrive den færdig. Tusind tak til alle dem, der gad at bruge sin tid på at læse den. Skriv gerne i kommentaren, hvad i syntes om det færdige resultat, det vil gøre mig rigtig glad.

Der kommer en lille 'afslutning' om et par dage. Tusind tak!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...