When I Met Him - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2015
  • Opdateret: 4 mar. 2016
  • Status: Færdig
Every tager med sine forældre til England for at besøge, Anne, Everys mor's barndomsveninde. Men Every havde på intet tidspunkt tænkt, at det var Anne Twist, bedre kendt som Harry Styles' mor. Et venskab og mere til spirer mellem Harry og Every. Men kan Every klare presset? Kan en usikker og tilbageholden pige finde sammen med en verdenskendt sangstjerne? Er de i virkeligheden hinandens mangel? Hinandens soulmates?

27Likes
16Kommentarer
15660Visninger
AA

15. Im Sorry

15.

•♥•

Everys synsvinkel:

"Every! Harry?" Selvom kaldene var lave, var de høje nok til at vække mig. Anne braste ind af døren. "Unger, vi skal hav-" hun stoppede op midt i sætningen, da hun så os. Jeg kiggede med trætte øjne op på hende, jeg havde netop slået dem op. Harry lå stadig med et stramt greb om mig, i vores ske-stilling. Anne grinede. "Kan du ikke lige vække ham? Der er morgenmad." Jeg nikkede bare og smilede til hende. Jeg sukkede træt. Jeg fik på en mirakuløs måde, vendt mig i hans arme. "Harry?" Jeg kørte en hånd igennem hans hår, der dækkede hans ansigt. "Rose..." Hviskede han, hæst. Han var sikkert vågnet en anelse da Anne kom ind. Han løftede sin ene hånd, op til mit ansigt, stadig med lukkede øjne og fandt min ene kind. Så lod han sit ansigt komme tættere på mit, for så at lægge sine læber på mine. Selvom vi begge lige var vågnet, blev det til et langt kys, med mange elektriske følelser. "Harry. Din mor kigger." Hviskede jeg rødmende. Han grinede hæst. "Det gør din mor også." Jeg spærrede mine øjne op og fik drejet i nakken, så jeg kunne se hen, på dørkammen. "Mor!" Sagde jeg højt. Både Anne og min mor grinede højt. "Når i ellers er færdige, så kan i jo komme ned og spise morgenmad." De forlod begge døren og fortsatte ned mod køkkenet. "Harry!" Vrissede jeg med et smil på læberne. Han grinede igen. "Jeg syntes godt de må se os kysse. Det var da dejligt." Han smilede skævt. "Skal vi have de barnlige diskutioner, igen?" Han holdte et grin tilbage. "Syntes du at sex er et barnligt emne?" "Hentyder du til noget?" Svarede jeg kækt tilbage. Det svarede han ikke på. Han kiggede bare på mig med det dér skæve, smil. Og jeg smilede så stort tilbage, at mine kæber gjorde ondt. "Vi burde stå op nu." Sagde jeg. Han nikkede. "Men først skal vi lige ligge lidt her," sagde han og trak mig ind til ham ved mine hofter. "Hvorfor?" Spurgte jeg. Jeg havde det bedst med at gøre som der blev sagt. Det var lidt ligesom at holde en tidsplan og det var egentlig ret vigtigt for mig.

"Fordi jeg gerne vil holde om dig." Han gemte sit ansigt i mit hår. "Du har holdt om mig hele natten." Harry tog en dyb indånding, men lod være med at svare. Sådan lå vi, tæt op ad hinanden. "Rose?" Startede Harry. "Mhm." Jeg var stadig morgentræt, og at vi lå her, gjorde det ikke bedre. "Jeg har tænkt på noget..."

En følelse af panik ramte mig. Hvad hvis han blev dårligt berørt over, at jeg ikke ville lade Anne og min mor se os?

"Vil du ikke flytte ind hos mig?"

Jeg var lige ved at ånde lettet op, indtil det gik op for mig hvad han lige havde sagt. "Flytte ind?"

Selvfølgelig ville jeg flytte ind hos Harry. Det ville være som en drøm.

"Jeg syntes, at nu alligevel jeg er hjemme, så kunne du flytte ind hos mig. I London." Jeg fik drejet mit hoved, så vi kunne kigge på hinanden. "Virkelig? Jeg vil ikke virke forstyrrende," "åh, rose. Du vil aldrig virke forstyrrende." Han kyssede min kind. "Jeg ville elske hvis vi flyttede sammen." Hviskede han i mit øre. Jeg grinede. "Selvfølgelig vil jeg da flytte sammen med dig." Han støttede sit hoved på min skulder. "Tak, Rose."

"Selv tak, Harry."

•♥•

"Every? Må jeg lige tale med dig et øjeblik?"

Sidst min mor havde talt sådan til mig, var dengang rektoren på min folkeskole, havde fanget mig i at pjække.

Man kan vel sige, at jeg havde en svær tid dengang.

Jeg vendte mig mod hende, og satte mig overfor hende, ude i køkkenet. De andre var gået, så vi var alene. "Har dig og Harry... Snakket om det?" "Snakket om hvad?" Min mors greb om kaffekoppen blev et øjeblik strammere. "Beskyttelse." Sagde hun så. Jeg skulle lige til at grine. Faktisk, så havde vi talt om det, men det var vel ikke ensbetydende med at vi skulle have sex.

"Mor!" Sagde jeg flovt. Tænk hvis nogen kunne høre os alligevel? Min mor trak på skuldrene. "Det er okay hvis i har gjort det men-" "mor. Harry og jeg har ikke haft sex. Okay?"

Min mor nikkede. Så blinkede hun til mig. "Men i hygger jer da meget godt, hvad?" I stedet for at svare på det, valgte jeg et emneskift. "Harry spurgte mig om noget i morges." Jeg kiggede op fra bordet, som jeg med tiden havde kigget længere og længere ned i. "Han spurgte om vi skulle flytte sammen. I hans lejlighed i London." Min mor smilede bare til mig. "Det er selvfølgelig i orden. Hvis du ikke har husket det, så havde vi aftalt, at det var nu du skulle flytte hjemmefra." Det er sandt. Mine forældre og jeg havde tidligere på året aftalt, at jeg skulle flytte hjemmefra, efter high school. Og jeg var beæret over at skulle gøre det med Harry. Jeg havde faktisk været ret nervøs for, at skulle flytte et sted hen alene.

"Every? De tager snart hjem." Jeg spærrede øjnene op. "Hvornår?" Min mor bed sine læber sammen. "Om to dage."

Wow. To dage? Måske var det derfor Harry spurgte mig? For så kunne vi flytte sammen snarest, og så være sammen igen. Måske var han også afhængig af at have mig ved sin side, som jeg havde det med ham?

Jeg valgte bare at nikke som svar. "Så jeg syntes du skal gå ned, og vise ham kælderen." Jeg smilede skævt. "Selvfølgelig. Tak mor." Jeg rejste mig og gik ind i stuen, hvor Robin, min far og Harry sad. Jeg gik over og satte mig ved siden af min far. "Hvad så, Every?" Han lagde en arm om mine skuldre. "Hvad? Ikke noget." Han grinede. "Hvad talte i om?" Valgte jeg at spørge. "Uddannelser." Sagde min far bare.

Uddannelser. Åh gud. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Jeg skal finde et sted at forsætte mine studier på. Men hvor og hvad, skulle jeg fortsætte med? Måske havde min mor lige givet mig svaret. Jeg måtte ned i den kælder. Nu. Robin og min far var ved at diskutere noget omkring de nyere gymnasier, rundt omkring, så jeg valgte at snige mig hen til Harry og trække ham med mig, hen mod kælderen. "Rose?" Han fulgte spørgende efter mig. "Jeg skal vise dig noget." Sagde jeg bare.

Når man kommer ned af trappen, fra stueetagen, ligger der et bryggers. Og det er egentlig meget normalt. Men hvis man så fortsætter igennem det bryggers, ligger der et isoleret rum. Mit rum.

"Rose? Hvorfor viser du mig et bryggers?"

Jeg valgte at lade svare forblive ukendt, og gik så hen mod mit rum. Jeg fik svunget døren op, for første gang i denne sommer, og bevægelsen føltes så velkendt, men alligevel så ukendt. Rummet var belagt af mørke, så jeg tændte lyset. Det store sorte flygel stod som det plejede. Skinnende og velstående. Utallige noder lå og flød rundt omkring, men jeg valgte at ignorere det, og sætte mig hen til stolen, der var foran det flotte flygel. Harry stod stadig i døråbningen og kiggede forbløffet på mig. Jeg smilede bare til ham. "Kan du ikke lige lukke døren?" Ordene kom lavere ud end jeg troede, men Harry hørte mig og trådte så ind i rummet, hvorefter han lukkede døren. Uden at kigge hen på ham, satte jeg fingrene på tangenterne. Og jeg trykkede dem ned. En efter en, i rigtig rækkefølge, en efter en, som noderne befaler mig at gøre det. Inden længe går det op for mig at Harry sidder ved min side, på den lange klaverstol. Han kigger udtryksløst på mine fingre der spiller en melodi. Selvom det er et langt stykke jeg valgte at spille, er den snart slut og jeg ligger hænderne i folder i mit skød. Sådan sad vi bare i stilhed, i et stykke tid. Med Harry var det altid en dejlig, rolig stilhed, så jeg nød, øjeblikket, vi var i nu. "Hvor længe har du gjort det?" Hviskede han. Om han hviskede fordi han ikke nænnede at bryde stilheden, eller fordi han var forbløffet kunne jeg ikke afgøre. Jeg tænkte mig kort om. Jeg startede da jeg var ti og... "Ti år." Svarede jeg i et højere tonelav. "Wow. Du er fantastisk. Kan du ikke spille igen?" Jeg grinede. "Jo. Men kan du så ikke synge?" Han vendte sit hoved mod mit, så vi fik øjenkontakt. Så smilede han skævt. "Jeg er tilbage om lidt." Så rejste han sig og forsvandt ud af døren.

Inden længe var han tilbage med en halvstor bunke papir i hænderne. Da han lagde dem foran mig, så jeg hvad det var. Noder. If I Could Fly. Jeg grinede. "Skal vi prøve?" Sagde jeg. Noderne var ikke specielt svære, og jeg kunne nemt spille, til Harrys stemme. Han nikkede. Jeg kiggede kort noderne igennem og begyndte så at spille forspillet.

If i could fly. I'd be coming right back home to you. I think i might, give up everything just ask me to.

Han fortsatte og efter første omkvæd, følte jeg at jeg havde melodien på plads, så jeg tillod mig selv, at synge med. Sangen udformede sig som duet. Inden længe flettede både klaverets melodi, Harrys stemme og min stemme sig sammen til noget af det smukkeste jeg har været med til. Sangen tonede ud, og jeg lagde mine hænder fra klaveret igen. Harry fandt min hånd og flettede den sammen. "Det er vores sang." Hviskede han.

Og han havde ret. Sangen passede perfekt til os. Hele sangteksten beskrev os helt rigtigt.

"Harry? Det her vil jeg gøre hver dag. Jeg vil være pianist." Hviskede jeg. Han gav mit hånd et klem. "Min pianist," hviskede han tilbage, hvilket fik mig til at grine.

Tavshed.

"Så kan vi flytte sammen, i London og jeg kan gå på konservatoriet." Sagde jeg. "Det lyder fantastisk." Smilede han. "Men vi må hellere tage flyglet med. Vi kan da ikke lade det stå her." "Er du sikker på at du har plads til det?" Han grinede. "Selvfølgelig har jeg det." Jeg støttede mit hoved op af hans skulder. Min fremtid virkede lysere og lysere. Lige nu var det som om jeg levede i en drøm.

"Hvor var det bare smukt!" Udbrød en stemme bag os. Begge vores forældre stod i døråbningen til rummet. Jeg fik rejst mit hoved, fra Harrys skulder, men lod vores fingre forblive sammenflettet. "Tak." Rødmende gemte jeg mit ansigt væk, hen imod klaveret. "Jeg tror du har fundet vejen, Every." Sagde min far og blinkede.

Og jeg kunne ikke være mere enig.

•♥•

"Harry?"

Egentlig lå vi side om side, i sengen og var på randen til at falde i søvn. Men jeg blev nødt til at fortælle ham det. Sandheden om Celine. Den dårlige samvittighed var ved at rådne mig op, indefra. "Rose?" Hviskede han. "Du bliver nødt til at vide, alt om Celine og jeg." Jeg satte mig op. Han svarede ikke men satte sig i skrædderstilling, overfor mig. Han gabte kort og smilede til mig. Uden at tage notits om at han var træt, begyndte jeg: "Celine og jeg var bedste veninder i folkeskolen. Men det blev ødelagt. Det sørgede jeg også selv for." Mit blik var rettet mod madrassen. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge op på Harry. "I syvende klasse var der et teaterstykke. Og vi gjorde alt sammen, så selvfølgelig meldte vi os begge to til. Det var et kæmpe stykke, med talentspejdere og det hele." Jeg viftede kort med min hånd. "Celine fik hovedrollen. Og jeg fik en opgave backstage. Jeg prøvede. Jeg prøvede virkelig at være glad på hendes veje, men jeg var så egoistisk dengang." Tanken om at Harry ville hade mig på grund af min egoisme og ondskab, fik tårerne frem i mine øjne. Hvordan kunne jeg tro, at jeg fortjente ham? "Celine skulle have den smukkeste prinsessekjole på. Og da jeg bandt den kort før showet... Bandt jeg den ikke ordentligt. Og da hun stod på scenen, og den faldt ned fra hendes skuldre, så hun stod kun i undertøj, så..." Jeg tørrede febrilsk tårerne væk fra mine øjenkroge. "Hun hadede mig. Selvfølgelig vidste hun at det var mig. Og jeg var stadig så misundelig. Og jeg fortryder det. Virkelig meget. Og..." Nye tårer havde samlet sig i mine øjenkroge. Harry kiggede bedrøvet på mig. "Dengang vi lå udenfor, og du fortalte mig at noget gik i stykker, fordi du ikke kunne stole på nogen der-"

Åh gud. "Harry. Det var mig selv jeg talte om." Denne gang var mine øjne helt blanke, og jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. Sikke en egoistisk nar jeg er. Det er slet ikke Celine, der er noget galt med. Det er mig. "Kan du ikke se hvilken idiot, jeg er? Jeg var bare så træt af at Celine fik hele opmærksomheden. Celine dit, Celine dat. Og jeg fik aldrig noget." Jeg tørrede mine øjne. "Jeg... De sidste tre år i folkeskolen var forfærdelige. Jeg blev mere og mere indelukket. Jeg havde kun klaveret. Celine lavede nærmest en hadeklub til ære for mig. Men nu forstår jeg hende. Bare fordi jeg var utilfreds, betød det ikke at jeg skulle ødelægge hendes drøm. Vi aftalte, at vi ville lægge det bag os, i gymnasiet. Men det gjorde hun ikke. Hun hævnede sig bare på mig. Tog alt glæden ved gymnasiet." Denne gang løb tårerne om kamp ned af mine kinder. Harry førte sine hænder op til mit ansigt, sikkert for at tørre tårerne væk, men jeg greb fat om hans håndled, med begge hænder inden. "Stop Harry, jeg kan ikke det her. Jeg..." Jeg stoppede op og grinede sarkastisk. "Hvordan kunne jeg nogensinde tro, at jeg kunne få dig? Helt ærligt, jeg fortjener dig ikke hvordan-" Harry lagde en finger mod mine læber. "Stop Rose. Lad være." Han tog sine hænder til sig og kiggede på mit nedadvendte ansigt. "Jeg ved du lavede en fejl dengang, og at du var egoistisk. Men det er den du er nu, jeg er forelsket i, okay?" Hviskende tørrede han mine tårer væk. "Men Harry, du kan få alt, hvorfor vil du have mig? Jeg er bare en egoistisk tøs, der irriterer alle. Celine har jo ret." Harry kiggede nedtrykt ned i sit skød. "Vil du ikke godt lade være med at sige det? Jeg... Hader det. Jeg hader at jeg kan få alt. Jeg vil bare gerne have dig, Every." Jeg kiggede op fra mit skød og op i Harrys øjne. Sørgheden stod kraftigt i hans ellers så smukke øjne.

Og det var min skyld. Det hele. "Harry, det her er min skyld. Hvis du havde taget en anden, så havde det aldrig gået ud over dig. Jeg føler at det er min skyld at... Det her." Harry tyssede på mig og kyssede mig så hårdt på munden. Bare ved det kys kunne man mærke alle følelserne springe rundt i kroppen på mig. "Kunne du mærke det?" Sagde han og kiggede mig i øjnene. "Det er det jeg vil have."

Selvom det var sandheden, blev mine kinder atter våde, og flere hulk røg ud af mig. Det var forfærdeligt. Celine havde ret. Jeg havde været egoistisk hele mit liv! Jeg ville have alt det bedste, og når jeg så får det bedste... Så ville det bedste have mig. Harry trak mig ind til sig, så jeg støttede mit hoved på hans bryst. Han strøg mig forsigtigt over hovedet. Sådan lå vi, til jeg var faldet til ro.

"Undskyld." Hviskede jeg. Han kyssede mig i håret. "Du skal ikke undskylde."

"Aldrig vil jeg skifte dig ud. Uanset hvor stor en fejl du lavede dengang og uanset hvor egoistisk du var. Uanset hvem der prøver at holde os fra hinanden."

"Jeg elsker dig." Hviskede jeg igen, selvom det næsten gjorde ondt at sige, så skulle det ud. "Jeg elsker også dig, Every"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...