When I Met Him - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2015
  • Opdateret: 4 mar. 2016
  • Status: Færdig
Every tager med sine forældre til England for at besøge, Anne, Everys mor's barndomsveninde. Men Every havde på intet tidspunkt tænkt, at det var Anne Twist, bedre kendt som Harry Styles' mor. Et venskab og mere til spirer mellem Harry og Every. Men kan Every klare presset? Kan en usikker og tilbageholden pige finde sammen med en verdenskendt sangstjerne? Er de i virkeligheden hinandens mangel? Hinandens soulmates?

27Likes
16Kommentarer
15658Visninger
AA

6. If i could fly

6.

•♥•

Harrys synsvinkel:

Vores forældre kom hjem i aften. Og Every rejste hjem om to uger. Og jeg har stadig ikke fortalt hende, at jeg kan lide hende. Rigtig meget. Og jeg følte mig nærmest som en kujon. Jeg burde bare mande mig op, og vise hende hvad jeg føler. Så derfor ville jeg tage hende med ud at spise i morgen aften. Også håber jeg bare hun også kan lide mig. Men med den måde hun søgte tryghed på hos mig igår, viste at mine følelser nok var gengældt. Lige nu lå hun på min bare brystkasse med sin hånd på min tatovering. Hun lå der, så yndefuld og fin, med et fredeligt sovende ansigt. Fin og stærk uden på, usikker og skrøbelig indeni.

Jeg kunne slet ikke beskrive hvordan jeg havde det da jeg så frygten malet i hendes ansigt igår. Jeg føler mig som verdens dårligste person. Men det skal aldrig ske igen. Jeg ved ikke om hun bed mærke i, at jeg fortalte den grusomme mand, at hun var min kæreste. Hun kommenterede ikke på det igår, og jeg håber hun ikke tror at jeg sagde det, bare for at få manden væk. Eller det var det jo. Men jeg sagde det også, fordi det lød så godt.

En bevægelse på min brystkasse kunne mærkes. Every slog langsomt øjnene op. "Godmorgen, Rose" hun kiggede forvirret op på mig. "Rose?" "Ja. Du ved, ligesom blomsten." Og pludselig kom jeg i tanke om hvad jeg havde sagt til hende i milkshakebutikken.

"Hvad med kælenavnet?"

"Det kommer. Jeg skal finde et der passer perfekt til dig"

Og det havde jeg netop gjort.

Hun nikkede. Hun lod forsigtigt hendes fingerspidser følge blækket i min hud, der viste to svaler. "Harry... Der er noget jeg har tænkt på." Jeg modstod lysten til at kysse hendes pande, og nikkede i stedet for. "Du sagde at jeg var din kæreste igår," hun stoppede sine bevægelser, og kiggede mig op i øjnene. Jeg nikkede. "Hvorfor? Altså hvad vis der var nogen der hørte det- " "Rose, jeg gjorde det fordi... Ja du må endelig ikke tro at jeg gjorde det fordi jeg ville have ham væk, jeg gjorde det fordi at jeg.." Jeg tøvede en del med at sige det sidste. "Fordi jeg holder af dig. En hel del faktisk." Straks blev jeg ti kilo tungere. Jeg tog en dyb indånding. "Og derfor vil jeg spørge dig, om du vil tage med mig på middag imorgen aften?" Hun kiggede op på mig, nærmest med blanke øjne. "Selvfølgelig. Ja Harry. Selvfølgelig vil jeg det." Hun lagde sit hoved på min brystkasse, og lagde sin hånd oven på mit bankende hjerte.

•♥•

"Vi er hjemme!" Kort efter døren i entreen blev slået op, lød højlydt snak. Every og jeg rejste os begge fra min seng, og begav os ud i køkkenet, hvor vores forældre stod. "Hej Every!" Everys mor kom hen og gav først Every et kram, og derefter mig. "Hvad har i to så fundet på, imens vi har været væk?" Min mor blinkede kort. "I er overalt. Journalisterne fandt ud af igår, at infinity udkom, så i er blevet set sammen. Som et par." Rose rødmede kraftigt ved siden af mig. Min mor grinede. "Der ser ud som om i har hygget jer." Vi havde i løbet af dagen fået skiftet tøj, men vi havde stadig bare ligget inde på mit værelse, og snakket.

"Nu har i vel sørget for at få noget ordentligt at spise?" Robin viste som enhver anden forælder, sit overbeskyttelige punkt. Hverken Rose eller jeg var specielt gode til at lave mad, men alligevel havde vi fået noget ordentligt bikset sammen. Men det blev nu rart endelig at få noget hjemmevant. Inden vi fik et ord indført, blev vi hundset ud af køkkenet.

"Vil du med udenfor?" Vi havde ikke været ude overhoved idag, så lidt frisk luft ville være dejligt. Rose nikkede og tog en tynd jakke og et par sko på, ligesom mig. Vi gik ud i baghaven. Blomsterbedene var blomstret, og de fineste forårsblomster viste sig. Vi lagde os ved siden af hinanden i græsset. De første mange minutter lå vi bare og nød hinanden, og stilheden. Enhver der ville gå forbi nu ville tro vi var et nyforelsket kærestepar, sådan som vi lå og kiggede på hinanden.

"Rose. Hvad er din baggrund?" Mit hoved vendte stadig op mod himlen, mens mine hænder var foldet på min mave. "Min baggrund?" Hun tøvede. "Tja. Altså. Jeg startede vel i skole som seks årig, ligesom alle andre. Men jeg tror bare der var noget i mig der krakelerede en dag. En dag indså jeg bare at der ikke var mange man kunne stole på. Og efter det... Så holdte jeg mig lidt for mig selv. Jeg fandt trøst i musikken. Og jeg nyder at spille. Og der var også engang jeg nød at synge. Men det stoppede jeg med igen. De fleste jeg kendte sagde jeg sang dårligt, også mistede jeg troen på det."

Jeg vendte mig halvt om, så jeg lå på siden. Hun lå ligesom mig, og studerede mig. "Jeg tror du kender det yderste af min historie." Jeg smilede skævt. "Men du kan få den inderste del også." Hvis hun havde åbnet sig op for mig, var det kun fair, hvis jeg gjorde det samme.

"Det tog hårdt på mig da mine forældre blev skilt. Jeg var kun syv, og jeg tror det har haft en stor indflydelse på resten af mit liv. Gemma følte tit skyldfølelse. Og jeg som den ansvarlige lillebror, ville gøre alt for at trøste hende." Hun lod et lille grin slippe ud. "Også begyndte jeg at synge. Og jeg sang og jeg sang. Og til sidst meldte min mor mig til Xfactor. Men det er ikke altid nemt at være kendt. Nogen dage havde jeg bare lyst til at give op, på det hele. Og andre dage følte nærmest som en drøm."

"Harry, Eve-" Everys far stoppede sit kald da han så os. Vi vendte begge blikket mod ham. "Kom ind turtelduer. Der er mad"

•♥•

Efter maden sidder vi igen inde på mit værelse. "Harry." Rose som lå ved siden af mig, kiggede op på mig. "Hvorfor kalder du mig egentlig for Rose?" Jeg smilede skævt til hende. "Fordi du minder mig om en rose. Fin og stærk på ydersiden og alligevel skrøbelig på indersiden." Hun lod den kort sænke ind. "Det passer vist meget godt."

"Kan du synge?" Hun kiggede overrasket op på mig. "Altså. Mange siger at-" "det er lige meget hvad de siger. Hvad syntes du?" Hun kunne ikke lade andre styre hendes liv på den måde. Hun trak på skuldrene. "Vi kunne synge sammen?" "Ej Harry det kan jeg slet ikke." "Jo, kom nu. Vi kunne synge if i could fly." "Ej jeg ved ikke Harry" hun kiggede rødmende ned i sengen. "Jeg kan starte, så kan du komme ind hvis du vil." Jeg satte mig op i skrædderstilling. Så rettede jeg ryggen. Jeg forestillede mig kort de andre drenge også var her. Men det måtte jeg se bort fra. Nu var det kun mig.

If i could fly. I be coming right back home to you. I think i might, give up everything just ask me too.

En meget fin lys stemme fra min side sang det næste:

Hendes øjne var lukkede, men hvis de var åbne, havde hun kunne mig smile til hende. Hun sad ligesom mig i skrædderstilling. Sammen sang vi det næste:

For your eyes only, I show you my heart

For when you're lonely and forget who you are

I'm missing half of me when we're apart

Now you know me, for your eyes only

For your eyes only.

I've got scars, even though they can't always be seen

And pain gets hard, but now you're here and I don't feel a thing

En puslen henne fra døren stoppede hende. Jeg vendte mig og fulgte hendes blik hen mod døren. Min mor stod og smilede henne i døren. "Jeg vidste slet ikke du kunne synge, Every! Du er jo et naturtalent!" Every rødmede. "Ej... Det var da ikke noget." "Det må du ikke sige!" Hun blev nødt til at vide at hun kunne. "Jeg ville stoppe jer. Det lød virkelig godt." "Tak."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...