When I Met Him - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2015
  • Opdateret: 4 mar. 2016
  • Status: Færdig
Every tager med sine forældre til England for at besøge, Anne, Everys mor's barndomsveninde. Men Every havde på intet tidspunkt tænkt, at det var Anne Twist, bedre kendt som Harry Styles' mor. Et venskab og mere til spirer mellem Harry og Every. Men kan Every klare presset? Kan en usikker og tilbageholden pige finde sammen med en verdenskendt sangstjerne? Er de i virkeligheden hinandens mangel? Hinandens soulmates?

27Likes
16Kommentarer
15660Visninger
AA

9. I did it!

9.

•♥•

Everys synsvinkel:

Fortumlet og træt trådte jeg ind i huset. To uger med ekstreme prøver næsten hver dag var overstået. Næste gang jeg skulle møde i skole, fik jeg at vide om jeg var bestået. Jeg var alt for træt til at være nervøs. Mine forældre kom først hjem om et par timer, så jeg besluttede at ligge mig ind på mit værelse og slappe af. Jeg løb op af trapperne til mit værelse og tog fat om håndtaget. Og trykkede ned. Og det gav sig ikke. Forundret prøvede jeg igen. Og igen. Mit værelse var blevet låst indefra. Forskrækkede forstillinger tog fat i mit hoved. Var der en tyv på spil? En hæst grin inde fra jeg ikke helt kunne sætte ansigt på lød. Jeg begyndte næsten at ryste. Hvad hvis nu der var en der var brudt ind? Men hoveddøren var låst? "Hallo?"

Min stemme lød mere nervøs end jeg ville have den til. Låsen blev lirket op indefra og med bange anelser knep jeg mine øjne i.

"Rose. Det er bare mig."

Jeg spærrede mine øjne op, både med en glad og en forvirret følelse. Personen foran mig havde de fineste lange krøller, aflangt ansigt og en mindre skæg stubbe. Hans grønne øjne glimtede og han smilede skævt. "Harry?" Jeg rynkede panden. Han nikkede bare.

Det var Harry. Min Harry var kommet hjem. Jeg kastede mine arme om ham og-

"Every? Every skat? Du skal op nu. Du skal møde om en halv time." Fortumlet rejste jeg mig op i sengen. Det var bare en drøm. Åh gud. Jeg gemte mit ansigt i hænderne. "Every? Er der noget galt?" Jeg rystede bare på hovedet. Jeg følte mig så latterlig. Her ligger jeg og drømmer om en mand jeg sikkert aldrig for at se igen. Han har så mange ting han skal. Har så mange kvinder at vælge imellem, så hvorfor mig? Jeg sukkede. "Jeg står op nu."

•♥•

Jeg ved at jeg kan stole på Harry. Jeg ved det. Jeg ved det. Men hvorfor havde jeg så stadig den gnist af usikkerhed? Harry sagde han ville blive hos mig. Og et par gange om ugen, nogen gange flere gange om dagen, skrev vi med hinanden. Især havde han fået af vane, at skrive godnat til mig.

Døren ind til censoren og min lærere stod foran mig. Jeg var den næste der skulle ind og have at vide, om jeg havde bestået. Og hvad var det eneste jeg kunne tænke på?

Harry.

Flot Every.

Jeg åbnede tøvende døren og trådte så ind. Jeg kunne ikke helt læse deres ansigter. "Bare tag plads, Every." Jeg nikkede og gjorde som jeg fik besked på. En af mine lærere smilede stort til mig.

"Der var nogle få ting omkring nogle steder. Men det var super godt klaret og derfor består du med et 10-tal."

10?

Havde jeg lige fået 10? "Virkelig?"

Okay det fløj bare ud af munden på mig. Hun nikkede. "Som sagt gik det rigtig godt. Tillykke." Hun rakte sin hånd frem og jeg trykkede den. Læreren ved siden af stod med min flotte røde hue. Jeg tog den forsigtigt i hænderne og satte den på mit hoved. "Tusind tak!"

Jeg havde bestået. Med et 10-tal.

•♥•

Mine forældre havde valgt at blive hjemme idag. De sagde at de gerne ville tage imod mig når jeg kom hjem. Jeg låste døren stille op og listede gennem huset. Så gik jeg ind i stuen.

Bang!

Konfetti og balloner stod over det hele. Det meste af min familie var samlet. Og dér. Lige midt i det hele. Der stod Anne og Robin, og minsandten ikke også Gemma. Men han var her også. Han var kommet hjem. "Harry!" inde jeg overhoved havde sagt et ord til de andre løb jeg hen til ham og knugede ham ind til mig. "Åh Harry." Han kyssede mig på panden. "Min fine Rose." Jeg lagde mit ansigt ind mod hans bryst og indhalerede hans duft. Jeg var så tæt på at få tårer i øjnene. Harry var kommet hjem til mig.

"Bestod du?" Jeg trak mig ud af vores greb. Jeg nikkede og rødmede en anelse. "Jeg fik 10." Han trak mig ind til sig igen. "Jeg er så stolt af dig Every." Jeg kiggede op på ham. "Er du?" Han nikkede. "Mere end du aner. Jeg har savnet dig." En lettet følelse røg igennem mig. Han havde også tænkt på mig.

"Every!" Mine forældre kom hen til os. "Tillykke, min skat." Min mor gav mig et stort kram. "Hvad fik du?" Min far smilede stort til mig. "10." "10?" Jeg nikkede. "Hold da op. Så skal vi da have champagne!" Jeg grinede. Typisk min far. De andre gæster kom også hen og sagde tillykke til mig, og jeg lod mærke til at pigernes nærmeste familie også var her. Det betød nok, at vi skulle holde den her fest sammen. Men det eneste der virkelig gjorde mig glad, det var at Harry var her.

"Hør allesammen!" Min far råbte ud i stuen: "Every har bestået med et 10-tal!" Og med de ord poppede champagneflasken. Høje tilråb og glædesudbrud lød. Jeg smilede bare stort. Et par hænder blev lagt på mine hofter bagfra. Jeg blev roligt vendt om til et par stirrende grønne øjne. "Du ved slet ikke hvor meget jeg har savnet at gøre det her." Også lagde han sine læber på mine. Kysset tog alt pusten fra mig og jeg blev næsten helt forpustet. Hele min krop sitrede og jeg ville ønske at jeg kunne stå her forevigt. Harry trak sig ud af kysset. "Åh Rose. Der gik ikke et minut uden at tænke på dig." Jeg smilede stort og nikkede, rødmede en anelse. Han kærtegnede fint min røde kind. "Jeg har virkelig også-." Lyset blev slukket og folk gemte sig bag diverse møbler. Jeg kiggede undrende op på Harry. "Jeg tror at dine veninder kommer." Jeg nikkede. Vi gik hen og gemte os bag sidevæggen. Jeg stod og prøvede at holde udkig. Jeg kunne hele tiden mærke Harrys bankende hjerte mod min ryg. Det var en god følelse. Christine og Celine trådte ind i rummet. "Tillykke!" Hver stod de der helt forskrækkede og glade på samme tid. Begge havde de fået en hue på. Jeg gik hen og krammede Christine. "Gik det godt?" "7." Jeg forstod hendes hentydning så jeg krammede hende bare tættere ind til mig. Hun var dog ikke så opmærksom på mig. For Harry stod lige bag mig og da jeg trak mig fri fra hende igen, stod hun rødmende og kiggede ned i jorden. Harry grinede og rakte sin hånd frem. "Jeg er Harry." Christine smilede til ham og trykkede hans hånd. "Christine." Han gav hende et enkelt nik. Imellem tiden havde jeg fundet Celine. "Celine!" Hun så mig straks og gav mig et kram. "Hvad fik du?" Hun smilede stort. "7. Dig?"

"10" "10? Hvad gjorde du?" Jeg trak på skuldrene, "jeg fik vist læst lidt alligevel ikke?" Jeg blinkede med det ene øje. Hun grinede. "Det gjorde du sikkert."

•♥•

Celine, Christine og jeg sad sammen inde på mit værelse. Egentlig burde vi være nedenunder, i haven, hvor vores familier var samlet. Men vi havde noget vigtigtere at tage os til. Celine åbnede startsiden til Skype. Hun fandt hurtigt vores veninde ude i favoritboksen og ringede hende op. Inden for få minutter blev opkaldet besvaret. "Sashia?" Christine snakkede en anelse tøvende til den blege og svage pige, man kunne se gennem computerskærmen. Jeg måtte lukke øjnene et øjeblik. Det var ikke sådan jeg ville huske Sashia. Bleg, svag, døende. Nej. Jeg ville huske hende som den livsglade pige med langt lyst hår og fregner, som løb rundt og hørte musik og festede og lavede lektier og gik til eksamen ligesom os. Jeg sank en klump. Jeg måtte gøre det her for hende. Hun lå med svagt åbnede øjne og kiggede glad på os. Hun havde stadig den gnist af glæde. Det var godt hun ikke havde mistet den. "Sashia? Er du okay?" Hun nikkede. "Tak" et afkræftet svagt ord kom ud fra hendes mund. Jeg måtte anstrenge mig for ikke at græde. Christine lagde en arm om mig. "Er i bestået?" Ordene kom ud med mere gejst denne gang. Vi nikkede. "Christine og jeg fik 7. Every fik 10." Sashia grinede men begyndte så at hoste kraftigt. Hun hvilede sig et par minutter. "Undskyld. Men jeg syntes det var lidt ironisk." "Hvad er ironisk?" "At Every fik 10. Hun har trods alt ikke lavet andet end at hygge sig." Hun måtte lægge sig bedre til rette efter den lange talestrøm. Jeg rystede på hovedet. "Harry og jeg er bare-" "venner." Udbrød de samtidig. "Bare giv op Ever. Vi har set jer sammen." Celine rystede på hovedet. "Åh Every! Giv mig et kys!" Christine taler i en meget lys stemme. Jeg gemte mit ansigt i hænderne. "Stop."

En banken på døren afbrød os. Harry trådte smilende ind. Christine tyssede hurtigt på ham. Han nikkede bare og satte sig bag mig. Sashia lå med lukkede øjne og havde ikke lagt mærke til Harry var kommet.

"Jeg hørte jer godt."

Jeg kiggede rødmende ned i sengen. Celine og Christine kiggede alle andre steder end en hen på Harry. Harry skulle lige til at trække mig ned i sit skød, men så, så han Sashia. Han kiggede bedrøvet ned på hende. "Hej." Han vinkede kort til hende. Hun regergerede på den nye stemme. "Piger... Jeg har ikke kræfter til at blive drillet, lige nu..." "Sashia. Det er ikke for sjov. Jeg ved ikke om du er fan, men mit navn er Harry." Hun spærrerede øjnene op. Hun nikkede svagt. "jeg har drømt om at møde i fem år." Harry smilede. "Jeg ville ønske jeg kunne stå ved siden af dig."

"Åhhh!" Christine udbrød en lille glæde.

Harry smilede bare til hende. Og kyssede min kind.

•♥•

Senere på aftenen lå Harry i sofaen med mig mellem sine ben. Vi lå egentlig bare og nød hinanden. Nød de kærtegn han ind imellem gav. "Harry?" Han nikkede. "Jeg føler lidt... Dårlig samvittighed." Han kiggede ned på mig der lå i hans skød. "Hvorfor dog det?"

"Det er bare fordi. Det med Sashia. Jeg føler at jeg ville kunne have hjulpet hende, så hun også var her idag og havde taget sine eksaminer som os andre. Og bestået. Og nu ligger hun helt livssvag på et hospital og jeg kan ikke hjælpe hende." Jeg fumlede lidt med mine fingre.

"Rose. Jeg er så ked af det med hende. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig. Jeg ved bare ikke hvordan. Og jeg vil også gerne hjælpe hende." Han sukkede. "Jeg hader de ting." Jeg nikkede. Så fortsatte jeg:

"Også er jeg ked af at jeg tvivlede. Jeg tvivlede på dig. Jeg var så bange for du ville glemme mig. Så sent som i aftes havde jeg en drøm om dig. Du stod lige pludselig inde på mit værelse og... Ja, jeg ved ikke hvordan det sluttede."

Han foldede sine hænder på min mave. Jeg kunne gætte mig frem til at han sad med dét der seriøse ansigtsudtryk, han har.

"Rose. Rose, kig på mig." Jeg vendte mig så jeg kunne kigge op i hans øjne. "Du må stole på mig. Tro mig. Jeg har heller ikke nemt ved at stole på andre, men jeg stoler på dig. Og det eneste jeg beder om, det er at du også stoler på mig." Jeg nikkede. "Og Rose. Jeg har også drømt om dig. Men det var forfærdelige drømme. En af drømmene var du ved at falde ud fra en klippe. Men jeg kunne ikke hjælpe dig. Og jeg var så." Han rystede på hovedet. "Stol på mig Every." Hviskede han.

"Jeg stoler på dig."

"Og Rose?" Jeg nikkede og vende mine øjne mod hans. "Jeg elsker dig." Jeg lagde min hånd på hans hjerte. "Jeg elsker også dig Harry." Han satte os lidt bedre op, så vores læber mødte hinandens. Det var det fineste og passionereste kys vi nogensinde havde haft. Ikke engang vores første kys, kunne måle sig med dette. Vi trak os væk fra hinanden. Jeg lagde mig ned på hans bryst igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...