When I Met Him - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2015
  • Opdateret: 4 mar. 2016
  • Status: Færdig
Every tager med sine forældre til England for at besøge, Anne, Everys mor's barndomsveninde. Men Every havde på intet tidspunkt tænkt, at det var Anne Twist, bedre kendt som Harry Styles' mor. Et venskab og mere til spirer mellem Harry og Every. Men kan Every klare presset? Kan en usikker og tilbageholden pige finde sammen med en verdenskendt sangstjerne? Er de i virkeligheden hinandens mangel? Hinandens soulmates?

27Likes
16Kommentarer
15674Visninger
AA

11. I Can't Take This

11.

•♥•

Harrys synsvinkel:

Jeg blev nødt til at slå noget. Lige nu. Jeg er ellers ikke den voldelige type, men lige nu var jeg ved at sprænge i luften. Jeg gik i cirkler inde på mit værelse. Jeg rev frustreret i mit hår. Hvorfor skulle det også ske?

Every hader mig, Celine er en idiot og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Gemma har prøvet at få mig til at falde ned, men det gik ikke så godt. Jeg var så skuffet over mig selv. Hvorfor sagde jeg ikke fra?

Det var jo bare en dum plan fra Celine. Men hvorfor skulle hun kysse mig foran Every? Hvad har Every gjort hende? Hvorfor bliver hun behandlet sådan? Hendes sårede ansigtsudtryk da hun så os ville ikke forlade mine tanker. Men hvorfor skubbede jeg hende ikke væk? Hvorfor stod jeg bare der som en idiot?

Jeg braste til sidst højlydt ud af døren og gik hurtigt ned til entreen hvor jeg skulle til at åbne døren, da den blev åbnet udefra. En blond irer jeg kendte alt for godt stod foran mig. Han så mit rådvilde ansigt og hev mig med udenfor.

"Harry. Du bliver nødt til at fortælle hvad der skete."

Vent hvad? Vidste han det? I stedet for at spørge stoppede jeg bare hidsigt op. "Niall. Jeg har ikke tid til det her! Jeg..." Jeg rystede på hovedet og gemte mit ansigt i mine hænder.

Hvad skulle jeg dog gøre? Niall tog fat i min hånd. "Kom." Han trak mig ned mod en smuk park med nydelige blomster. Da vi havde gået en lille runde var jeg endelig ved at falde til ro, igen. Vi satte os på en bænk. Jeg kørte frustreret en hånd igennem mine krøller.

Bare dét mindede mig om Every. Hun legede altid med mit hår, når hun kunne komme til det.

Jeg sukkede. Niall kiggede med løftede øjenbryn på mig.

"Hvad har du haft gang i, makker?" Jeg fik pludselig lyst til at grine højt og sarkastisk. Ja, hvad havde jeg egentlig gang i? Det ene øjeblik lægger jeg tøj sammen på Everys og mit værelse. Og pludselig kommer Celine ind og vil snakke. Og det næste øjeblik ligger hendes læber på mine. Og Every ser det. Hvilken idiot er jeg lige? Jeg siger til hende at jeg elsker hende. Og det gør jeg. Og få dage efter kysser jeg en anden. Hun må have det mere elendigt end jeg har det. Kunne jeg ikke bare have skubbet hende væk?

"Niall. Jeg ved det ikke. Lige pludselig kunne vi bare høre en komme gående og så skynder Celine sig at kysse mig. Bevist om at det var Every der kom. Og jeg skubbede hende ikke engang væk! Hvad er jeg for en kæreste?" Niall løftede sine øjenbryn og satte sine ben over skrævs hvorefter han støttede sit hoved med sin albue.

"Kæreste? Var i et par?" Det gik op for mig at jeg ubevist havde kaldt hende min kæreste. "Det tror jeg. Inden det her skete, altså." Niall kiggede ned i jorden. "Jeg snakkede faktisk med hende." Jeg lavede store øjne. "Du gjorde hvad? Hvornår?" "Faktisk gik jeg en tur i den her park. Også hørte jeg en der græd." Han kiggede sørgmodigt op på mig. "Så lagde jeg mærke til at det var Every, så jeg satte mig ved siden af hende. Vi snakkede lidt tid. Hun hader dig ikke. Men hun er skuffet." Jeg gemte mit ansigt i mine hænder. Sikke en idiot jeg er. "Men håbet er ikke ude, Harry." Jeg kiggede uforstående på ham. "Du kan sagtens få hende tilbage. Det ved jeg du kan."

Han rejste sig, klappede mig på skulderen og gik så igen.

Nu vidste jeg hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle snakke med nogen der slet ikke var i voldværet i det her.

•♥•

Min mor, Everys mor og Gemma sad og hyggesnakkede ude i køkkenet. Jeg bankede forsigtigt på dørkammen. "Kan jeg lige snakke med min mor og Gemma? Alene?" Everys mor gav mig bare et nik og forsvandt ud af køkkenet. Gemma så mit forvirrede og lamslåede ansigtsudtryk, så hun hev mig med over at sidde. "Hvad sker der Harry?"

Jeg sukkede. "Lad være med at afbryde, okay?" De kiggede kort på hinanden og nikkede så. "Okay. Every og hendes veninder Christine og Celine var ved at gøre sig klar til-" jeg måtte afbryde mig selv.

For fanden. Jeg havde ødelagt deres afslutningsfest. Den vigtigste fest i deres liv.

Jeg rystede på hovedet og fortsatte: "de stod inde på Everys værelse og gjorde sig klar til deres afslutningsfest. Og pludselig kom Celine ind til mig. Og vi snakkede kort sammen. Og ud af det blå kyssede hun mig. Og Every så det. Og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, for Every tror jeg ikke kan lide hende, jeg har ødelagt deres fest og..." Jeg lagde frustreret mine hænder i folder på bordet.

Min mor kiggede bare på Gemma. "Det her må i klare." Gemma gav hende et nik og kiggede så på mig. "Harry..." Jeg kiggede irriteret på hende. Det var ikke nu hun skulle lave grin med mig.

"Hvorfor gjorde Celine det?" "Det ved jeg da ikke!" Hun sukkede. "Hvilken karakter fik Every?" Jeg tænkte mig kort om. "10" "og hvad fik de andre?" Efter et par minutter stod grunden klar i mit hoved.

"Gemma! Du er genial! De andre fik kun 7, og det var nok til at Celine ville gøre livet surt for Every!" Gemma nikkede. "Det kan i hvertfald godt være." "Men Gemma. Hvordan får jeg hende tilbage?" "Det skal du selv finde ud af. Du er en kærlig mand, du skal nok finde på noget." Jeg kiggede på hende med rynkede bryn. "Det lød altså fjollet." "Hvorfor dog det?" "Fordi du er min storesøster. Det siger man da ikke det der." Hun grinede. "Okay. Så er du sådan en hård type med tatoveringer og det hele." "Åh gud, Gemma"

Jeg skulle nok få Every tilbage. Og det skal kunne lykkes.

•♥•

Everys synsvinkel:

To uger. Om to uger er hun her ikke længere. Det kan godt være hun var med til at ødelægge min gymnasietid, men det betød alligevel meget for mig. Christine og jeg havde tilbragt aftenen sammen, istedet for at tage til fest. Jeg vidste ikke hvad Celine gjorde. Men det var jeg egentlig ligeglad med. Christine var netop taget hjem, så jeg gik rundt lidt for mig selv. Jeg fandt min mor siddende i haven, alene. "Hvad laver du her, mor?" Hun vendte sig mod mig. "Harry smed mig ud af køkkenet. Han så noget videre forskrækket ud. Ved du hvad der er sket?"

Aha. Så han så forskrækket ud. Jeg satte mig småirriteret overfor hende. Så kiggede jeg hende ind i øjnene for at se om jeg kunne slippe af sted med at lyve. Men hun havde regnet den ud. "Hvad er der sket, Every?" Jeg fnøs. "Han... Han var mig utro med Celine." Min mor kiggede bare på mig med det dér blik, der ville have hele historien. Jeg sukkede. "Vi var ved at gøre os klar til festen i aften. Så smutter Celine. Og da jeg så går ud for at finde hende, er hun inde på Harrys og mit værelse. Og de kysser. Og det så da ikke ligefrem ud som om han havde tænkt sig at gøre noget ved det." Min mor nikkede bare. "Det var dengang i ikke kunne finde hende, ikke?" Jeg nikkede.

"Jeg mødte Niall, nede i parken." Jeg sank en klump, over mindet. "Og han fortalte at Harry ikke løj, da han sagde han elskede mig. Men hvad skal jeg tro nu?"

Min mor foldede sine hænder i sit skød. "Jeg tror bare du skal vente på ham. Anne og Gemma har snakket med ham. Han ved hvad han laver." " Så jeg skal stole på ham?" Hun nikkede. "Det var ikke ham der lavede fejlen. Det var Celine. Jeg har altid haft på fornemmelsen at man ikke kunne stole på hende."

"Og mor? Ved du noget til Sashia?"

"Var det et spørgsmål, eller prøver du at fortælle mig noget?"

Jeg sank en klump. "Hun har kræft. Christine sagde hun kun havde to uger tilbage." Hun kiggede chokeret på mig. "Hold da op. Hvorfor har du ikke sagt noget?" Jeg trak på skuldrene. "Det er lidt svært at snakke om." Hun nikkede bare.

"Du minder utrolig meget om Harry."

"Undskyld mig, hvad?"

Hun smilede. "I er så dårlige til at kommunikere, Harry kommunikerer bedst når han synger, og du når du spiller." Jeg løftede øjenbrynene. "Aha. Det lyder specielt." Hun grinede. "En dag finder du selv ud af det." Jeg rystede bare på hovedet af hende. Kunne hun ikke høre hvor latterligt det lød? 'Han kommunikerer bedst når han synger'. Uhh.

Vi tyggede begge på samtalen, indtil man kunne høre nogen kom herud. "Har i også snakket?" Jeg sukkede og lagde mine arme over kors. Det var Anne. Anne satte sig overfor mig, ved siden af min mor. Min mor sendte Anne et bekymret blik, men Anne nikkede bare. "Han har styr på det."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...