When I Met Him - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2015
  • Opdateret: 4 mar. 2016
  • Status: Færdig
Every tager med sine forældre til England for at besøge, Anne, Everys mor's barndomsveninde. Men Every havde på intet tidspunkt tænkt, at det var Anne Twist, bedre kendt som Harry Styles' mor. Et venskab og mere til spirer mellem Harry og Every. Men kan Every klare presset? Kan en usikker og tilbageholden pige finde sammen med en verdenskendt sangstjerne? Er de i virkeligheden hinandens mangel? Hinandens soulmates?

27Likes
16Kommentarer
15667Visninger
AA

14. Help Me

14.

•♥•

Everys synsvinkel

 

Every! du bliver nødt til at komme! hurtigt!

Jeg rynkede brynene over beskeden fra Christine. Vi havde ikke skrevet sammen i et par dage, og pludselig kom det her? 

-Hvad sker der?

Jeg måtte lige se hvor slem situationen var. Ellers ville jeg ikke ødelægge min aften på grund af det.

-det er Celine.

Jeg sukkede. Jeg stolede faktisk på at Christine ikke ville lade Celine styre noget.

er der om fem

Så måtte jeg jo bare komme. På den anden side følte jeg at vi skulle have en snak. Om alt det der var sket. "Harry?" Min høresans fortalte mig, at Harry lige var trådt ud af badet. "Rose?" Svarede han og trådte ind på vores værelse med vand dryppende, fra hans hår og et håndklæde om livet.. "Jeg tager lige over til Christine. Det er en nødsituation." Han gav mig et vådt kys på kinden. Jeg rødmede flovt af tanken om at han ikke havde noget under håndklædet. Jeg har aldrig i mit liv været så tæt med en person af modsatte køn. Så det hele var lidt nyt for mig. Han kommenterede ikke, men sagde: "selvfølgelig. Jeg venter på dig." Jeg smilede svagt til ham og gik så ud i gangen, hvor jeg trådte op i mine sko, og videre ned af vejen, hen til Christine. Uden at banke på trådte jeg ind, i hendes hus. "Chris?" Jeg råbte undrende ind i huset efter hende. "Every... Der er noget jeg skal fortælle dig. Undskyld." Christine stod med et bedrøvet blik rettet mod mig inde i stuen. "Hvad? Hvorfor undskylder du?" "Fordi hun har været så sød og rar at give mig alle detaljer den sidste måned." Celine stod pludselig bag mig, med et hånligt smil. Uden at vende mig om knugede jeg øjenene sammen og knyttede mine hænder. "Celine. Hvorfor gør du det her?" "Sig mig har jeg ikke fortalt dig det? Jeg er næsten sikker på vores dejlige Christine har gjort det samme." Jeg vendte mig om med et koldt blik. Hun havde på alle måder gjort mig sur. Først Harry og nu Christine. "Har du brugt Christine? For hvilken grund om jeg må spørge? Hvad har jeg gjort, for at alle de mennesker skulle såres? Ved du godt Harry var helt knust?" Celine grinede højt. "Selvfølgelig vidste jeg det. Alle omkring dig burde vide at du ikke gør andet end at irritere dem." "Bare fordi jeg irriterer dig, betyder det ikke at andre er irriteret over mig."

Hun rystede på hovedet. "Jeg ved bedre, Every. Og ja, jeg har hørt om din og Harrys 'drømmeromance.' Meget fint fundet på egentlig." Jeg kiggede surt hen på Christine. Mine følelser var i kog og jeg følte jeg var ved at gå til hende. Hun havde ingen ret til at blande sig i mit privatliv. Jeg vidste ikke om jeg skulle være mest sur på Celine eller Christine. Men så tog jeg en dyb indånding. Det her var deres plan. De ville få mig så langt ned med nakken, at jeg ville forlade Harry, for Celines skyld. Og det måtte aldrig ske. I stedet kom der noget helt andet ud af mig, end det, i stedet måtte jeg få hende ned med nakken:" jeg ved hvorfor du var så glad den dag jeg fortalte jer om Harry. Du håbede at jeg havde brugt min læseferie på ham, så jeg kun kunne få en dårlig karakter. Men i stedet var det dig der fejlede." Jeg skrækkede mine hænder ud, og slappede af i fingrene. "Men det var dig der fik 7. Og mig der fik 10." Jeg stod nu med få centimeters afstand fra hendes ansigt. "Jeg vandt. Du tabte." Hendes ansigt blev et øjeblik mildere, men blev så fyldt med had igen. Jeg ved ikke om det virkede, men jeg håbede at det ville få hende til at lade mig være.

"Hvor er du dygtig, Every. Nu har du endelig forstået mig. Men det værste var det du gjorde nu. Kan du ikke se, at jeg ikke kan komme ind på de studier jeg ønskede mig? Alt sammen på grund af dig!" Jeg glippede med øjenene. Hvordan kunne det være min skyld, at hun ikke var klogere?

"Jeg prøvede at stoppe dig så meget, at jeg ødelagde det for mig selv."

Hun smed sandheden lige ud i ansigtet på mig. Og måske var det det der fik mig til at stoppe. Jeg trådte væk fra hende og kiggede på Christine, i stedet. "Vi to," jeg pegede på hende, "vi skal have en snak. Men ikke lige nu. Tak for alt Christine." Jeg gav Celine et nik og skyndte mig så ud af døren. Celine skræmte mig med alle sine beskyldninger, og der var grænser for hvor meget jeg kunne holde til af gangen. At hun direkte beskyldte mig for ikke at kunne få sin drømmeuddannelse, skræmte mig. Hun var en egoistisk nar, som jeg nu er meget overrasket over, at jeg troede var min ven, de sidste par år. Jeg skyndte mig ind i huset igen og fandt Harry der valsede rundt inde på vores værelse. De sidste ti minutter havde været ret chokerende for mig, jeg trængte egentlig bare til en snak, med Harry.

Han så mit rådvilde ansigtsudtryk. "Er du okay, Rose?" Jeg rystede på hovedet. Var jeg okay? Havde jeg det skidt? Jeg vidste det ikke. "Harry... Christine har fortalt alt til Celine, Celine hader mig mere end nogensinde før og hun siger at-" Mit indre var fuldstændig oppe at køre og når jeg snakkede lød det som en masse sammenkludrede ord. Jeg blev afbrudt af Harry der lagde sine hænder på mine skuldre, og ruskede blidt i mig. "Every. Du bliver nødt til at tage det roligt. Nu forklarer du bare stille og roligt hvad der er sket. Og jeg lytter, okay?" Han forsøgte at finde mine øjne og danne øjenkontakt, men jeg var for hidsig. Jeg fik nogle enkle nik frem og satte mig så i skrædderstilling, midt på sengen. Harry satte sig bag mig i en stilling, jeg ikke helt kunne afgøre. Jeg kunne mærke hans lange fingre, der fjernede mit hår fra mine skuldre. "Harry... Hvad har du gang i?" Han tyssede bare på mig, og begyndte så at massere min ryg og mine skuldre. Jeg var for ophidset til at kommentere på det, så jeg begyndte bare min forklaring: "okay. Jeg har i løbet af den sidste måned fortalt Christine om de fleste ting, vi har oplevet. Drømmende, du ved, de ting vi har oplevet." Han fortsatte bare med at massere min ryg, længere og længere nede. "Hun har fortalt det hele til Celine. Og det var detaljer Celine ikke skulle vide. Ja, så Celine har brugt Christine, til at få detaljer om os." Det at Harry masserede min ryg gjorde mig faktisk langt mere afslappet. Det havde en beroligende virkning på mig.

"Og idag konfronterede hun mig med det. Og hun sagde, at hun var irriteret over sin karakter, fordi hendes gennemsnit ikke var højt nok, til de studier hun ville ind på. Og hun giver mig skylden, fordi jeg mødte dig, og hun ikke har fokuseret nok på at læse, men på at skille os fra hinanden." Min krop faldt sammen som en slatten kludedukke i Harrys favn. Han sagde ikke noget. Han foldede bare sine arme om min hals. "Var det så svært at fortælle?" Han kyssede mig på halsen, hvilket sendte kuldegysninger gennem min krop. "Ja. Jeg ved ikke hvorfor, men det her var svært at sige." Harry tænkte kort over mit svar. "Måske følte du, at du ikke havde lov til at sige det."

Selvfølgelig. Han havde ret. Men det var bare så svært at få til at lyde realistisk. Men han havde ret. Det var som om der var noget nogen, eller noget der forsøgte at holde mig tilbage. "Du kan fortælle mig alt. Det ved du godt, ikke?" Inden jeg fik svaret ham, spurgte han igen: "du stoler på mig. Gør du ikke? Jeg må vide om du stoler på mig." Han skubbede mig blidt op fra hans favn. Jeg kiggede bare på ham. Selvfølgelig stolede jeg på ham. Men det havde jeg jo også sagt om Christine. Jeg rystede på hovedet, af mine tanker, men kom så i tanke om hvad det var han lige havde spurgt om. Han skulle lige til at sukke. "Nej, nej. Harry, jeg stoler på dig. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg... Mine tanker løb bare lige afsted med mig." Han nikkede. "Hvad tænkte du på?" Jeg sank en klump. Jeg stoler på ham. Jeg kan fortælle ham alt. "Jeg tænkte kort på om jeg stolede på dig. For det havde jeg jo sagt om Christine. Men hende kunne jeg jo ikke stole på. Men det var den dårligste tanke jeg har haft længe. Selvfølgelig kan jeg da stole på dig." Han sendte mig et skævt smil. "Tak. Bare du ved det. Og Rose?" Jeg nikkede.

"Jeg syntes du skal vide det." Det var det eneste han sagde, inden han trak sin t-shirt af. Selvom han gjorde det hver aften, så forbløffede det mig hver gang. Måske var det det at en mand tog viste sin hud bar for mig, eller også var det det, at hans tatoveringer fangede mit blik hver gang. Uanset hvad det var, så blev jeg forbløffet hver gang. Som ren refleks, lod jeg mine fingerspidser glide ned af hans arm og overkrop, for ar røre blækket i hans hud. Personligt var svalerne og rosen på hans arm, mine ynglings. Men idag var der noget andet der fangede mit blik. En ny tatovering på skulderen var at se. Mine fingre stoppede udenfor arealet af det lille uendelighedstegn, der var indentisk til mit. Min hånd bevægede sig op til mig egen skulder, som strejfede min egen tatovering. De tatoveringer vi havde lavet sammen, havde mistet sit røde omrids, men hos denne, var det stadig kraftigt at se. Den var nyere. Tøvende lod jeg min hånd ligge sig på den. Men så opdagede jeg en lille skrift under tegnet:

Rose

Synet fik mig næsten til at gispe. Jeg kiggede op på hans ansigt der allerede var fæstnet til mit. "Hvorfor gjorde du det?" Hviskede jeg. Selvom jeg nemt kunne have spurgt, hvornår han gjorde det, følte jeg at dette spørgsmål var vigtigere. Han rørte den tatovering han havde på sin arm, med mit navn på.

"Fordi jeg elsker dig." Stadig med blikket fæstnet mod tatoveringen, som var han genert, ventede han på en reaktion. Måske var det mest normale at jeg sagde de samme ord til ham. Men jeg gjorde det ikke. Selvom jeg var sikker på at jeg elskede ham. Jeg tog hans ansigt mellem mine hænder. Vi holdte en intens øjenkontakt i flere minutter. Det var som om vi havde en strøm af energi fæstnet mellem vores blik. Det gjorde mig næsten svimmel. Jeg kunne mærke alle hans følelser strømme igennem mig, en usikkerhed, en frygt og en kærlighed, så i stedet for at fastholde øjenkontakten, lod jeg mine læber ramme hans. Min puls steg i løbet af få minutter. Min krop var i oprør inde i mig, og jeg lod mine hænder bevæge sig op i hans lange hår. Han lod sin hånd glide op og ned langs min side. Den anden hånd nussede blidt min kind. Hans tunge fandt vej ind i min mund, hvilket gjorde det hele mere intenst. Aldrig havde vi kysset sådan før, men det var rart. Man kunne mærke vores kærlighed til hinanden helt ud i fingerspidserne, og det føltes som om der var en der havde sat ild til vores kroppe. Vi skilte os fra hinanden, mine hænder var stadig om hans ansigt og vores pander lå mod hinanden. Vi trak begge forpustet vejret. Han smilede ikke, han kiggede bare på mig med et varmt blik.

"Lig dig til at sove, Rose." Hviskede han og gav mig et kys på panden.

•♥•

Jeg satte mig op ved et sæt.

Hvor langt ude var jeg lige? Er det her normalt? Jeg udstødte en lille træt lyd og tog mig til hovedet. Er jeg fuldstændig sindsyg? Hvis man drømte om at have sex med sin kæreste, er man så normal? Harry måtte tro jeg var psykisk syg. "Hvor langt ude er jeg lige?" Spurgte jeg mig selv om. Det her er jo fuldstæ- "hvorfor er du langt ude?"

Okay. Hvor stor er chancen lige for, at din kæreste, som du lige har haft en hed drøm om er vågen? Jeg vendte mig, så jeg kunne kigge på Harry der lå lysvågen nede i sengen. Hans arm lå stadig på den måde, at man kunne ligge tæt ind til ham. Jeg rystede på bare på hovedet. Så sagde han: "jeg reddede dig." Jeg kiggede undrende på ham. Men så kom jeg i tanke om hvad han havde sagt engang.

Jeg reddede dig ikke. Du faldt ud fra kløften.

"Men det var vel godt? Ikke?" Jeg lagde mig ind til ham igen. "Jo." Der var et øjebliks tavshed.

"Jeg drømte også," indrømmede jeg. "Var det en positiv drøm?" "Det kan man da godt sige. Du må ikke grine, okay?" "Nej selvfølgelig ikke." Han kyssede min pande. "Jeg drømte om os. Om at vi havde sex." Jeg rødmede kraftigt ud i mørket, og håbede han ikke kunne se det. "Aha? Hvordan var det så?" Jeg vendte mit ansigt op mod ham. "Undskyld mig, hvad?" Han trak på skuldrene, så godt som man nu kan når man ligger ned. Jeg tav et øjeblik. Hvad svarer man til sådan noget? "Fantastisk." Svarede jeg så.

Endnu en tavshed.

"Jeg har også haft... Fantasier om dig. Om os. Men det var ikke en drøm. Det var ved fuld bevidsthed om dagen." Jeg tvang mig selv til ikke at grine. "Er det ikke en normal drenge ting?" Han kiggede ned på mig, og vores øjne mødtes. "Er jeg nu en dreng?" "Måske." Grinede jeg. "Men hvordan var det så?" Jeg smilede snedigt til ham. At bruge hans egne ord imod ham var ikke hans ynglingsting. Han vendte sit hoved mod mit øre, jeg kunne nærmest røre hans læber mod mit øre. "Fantastisk. Dejligt. Ubeskriveligt." Jeg fik kuldegysninger. Ordene lød så høje mod mit øre, men alligevel så lave. "Prøver du at forføre mig, Styles?" "Måske." Han kyssede mig på halsen. "Harry." Jeg vendte mit ansigt mod hans. Vores læber var få millimeter fra hinanden. "Er det fordi du vil have sex, eller vil du have sex med mig?" Han gav sig det sidste stykke og gav mine læber et hurtigt kys. "Jeg vil aldrig kunne finde på at tvinge dig til sex, Every." "Du undgår spørgesmålet." Han gav mig et skævt smil. "Jeg vil gerne. Med dig." Indrømmede han. Jeg vendte mit ansigt mod loftet igen.

Endnu en tavshed.

"Hvordan har du det med beskyttelse?" Jeg vendte igen mit ansigt mod hans. "Hvad er det for et spørgsmål?" "Du ved. Hvis vi nu gør det, så kan vi da godt være enige om at vi skal bruge beskyttelse." Jeg løftede øjenbrynene. "Vil du have børn?" Han grinede. "Ja." Jeg vendte mit hoved mod loftet. "Så skal vi ikke have sex." "Nu skuffer du mig, Rose." "Det er jeg da ked af. Havde du forventninger til mig?" Han trykkede det forreste af sit ansigt mod min skulder, og indhalerede min duft. "Men du er så dejlig, Rose." "Harry. Du undgår mine spørgesmål. Du ter dig som et barn og klokken er tre om natten." Han grinede bare.

Så meget for ingenting.

"Vi burde sove." Sagde han. Jeg nikkede. "Det burde vi. Men det her er faktisk ret hyggeligt." Han rykkede en tand væk fra mig. "Ja. Det er det faktisk."

"Lugtede jeg grimt?"

Okay. Hvorfor Every?

Han kiggede på mig med rynkede bryn. "Nej. Hvorfor tror du det?" Jeg fik øjenkontakt med ham. "Fordi du snuste til mig og bagefter rykkede du væk fra mig." Han grinede. "Var det virkelig det du lod mærke til? Men nej. Du dufter virkelig godt. Jeg kan godt lide din duft." Jeg tænkte kort over det. "Duft, lige frem?" Han nikkede. "Du ved. Den er rar." Denne gang grinede jeg. "Det her er en bizar samtale at føre på det her tidspunkt af døgnet." "Så kom. Lig dig hos mig." Han strakte sin arm ud som tegn på jeg skulle ligge mig ind til ham. Det gjorde jeg så. Jeg lagde mig tæt ind til ham og smøg min ene arm om hans mave. "Ved du hvad?" Startede jeg. Han rystede på hovedet. "Det er lidt specielt at vi føler de her ting. Jeg mener, hver gang jeg rører ved dig eller vi kysser, føltes det som magi."

Wow. Fedt koncept, Every.

I stedet for at grine af mig, gjorde han det stik modsatte.

"Jeg har det på samme måde. Jeg kan ikke helt forklare det. Jeg mener, jeg har været forelsket før, men det kommer slet ikke i nærheden af hvordan jeg har det sammen med dig."

Wow. Meget wow. Jeg havde selv været forelsket i de tidligere gymnasie år. Men han havde ret. Intet føltes så ægte og rigtigt som når vi er sammen. "Har du hørt om soulmates?" Uden at forvente et svar, fortsatte han: "måske er det sådan det føltes, at finde sin. At være forelsket i sin soulmate kan måske godt være ret overvældende."

Jeg puttede mig bedre ind til ham. "Ja. Eller også er det sådan det føltes at møde den man skal tilbringe resten af sit liv med. Du ved. Som et slags kald." Han nussede roligt min arm.

"Ja. Jeg må indrømme noget." Han tav kort efter han havde sagt det. "Jeg var bange for, at du ikke elskede mig. Den rigtige ukendte mig. Fordi du var fan. Og jeg var har været bange for i lang tid, at jeg aldrig ville opleve ægte kærlighed. Men da du sagde det med mine to sider, vidste jeg at du elskede mig. Harry fra Holmes Champel."

"Og jeg var bange for at du ville forlade mig, fordi jeg ikke er god nok." Hviskede jeg som svar. Og det var sandt. Tænk hvis jeg kom her og bare irriterede ham? Hvad hvis jeg ikke var god nok til ham? Tænk hvis han ikke elskede mig? Men nu vidste jeg, efter vi havde indrømmet det overfor hinanden, at vi var sikre. "Så..." Startede han. "Vi stolede egentlig ikke rigtig på hinanden, vel?" Der måtte jeg desværre sige nej. Jeg havde ikke en direkte mistanke om at Harry ville forlade mig. Men jeg var bange for det, ja. "Nej. Det gjorde vi vel ikke." Svarede jeg. "Så du løj, inden vi gik i seng?" Sagde han i en meget lys stemme. Jeg grinede. "Nej. Men nu er jeg sikker på dig. På os." Han kyssede mig på panden. "Så nu er der ikke noget imellem os?" Jeg rystede på hovedet. "Kun dig og mig. Og intet andet. Ikke engang Celine," sagde jeg.

"Rose. Vi burde sove." Hviskede han. "Okay. Så gør vi det." Faktisk lod jeg mig selv falde helt til ro, men alligevel måtte jeg sige noget igen:"er det egentlig nogle ret bizare samtaler vi har haft, på dette tidspunkt?" Han grinede kort. "Jo. Men det virkede nu helt normalt at have dem med dig." Han krammede mig helt ind til sig, så vi lå i ske, med vores ben og arme sammenflettet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...