When I Met Him - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2015
  • Opdateret: 4 mar. 2016
  • Status: Færdig
Every tager med sine forældre til England for at besøge, Anne, Everys mor's barndomsveninde. Men Every havde på intet tidspunkt tænkt, at det var Anne Twist, bedre kendt som Harry Styles' mor. Et venskab og mere til spirer mellem Harry og Every. Men kan Every klare presset? Kan en usikker og tilbageholden pige finde sammen med en verdenskendt sangstjerne? Er de i virkeligheden hinandens mangel? Hinandens soulmates?

27Likes
16Kommentarer
15665Visninger
AA

12. Do You Hate Me?

12.

•♥•

Everys synsvinkel:

 

Jeg sprang glædeligt ind i hans favn, men der var noget der var anderledes. De få kærtegn han plejede at give, var væk. Han trak sig hurtigt ud af vores omfavnelse. "Harry? Er der noget galt?" Han nikkede forsigtigt. "Det er os Every. Vi kan ikke det her." "Hvad mener du? Vil du ikke være sammen med mig mere?" Han bed sig i læben. "Jeg vil rigtig gerne være sammen med dig. Men, jeg passer ikke godt nok på dig. Jeg er ked af det, Every, vi bliver nødt til at-"

 

"Nej!" Mit skrig kunne sikkert nemt høres i hele huset. Min vejrtrækning var høj og jeg lå og vred mig voldsomt i sengen. Drømmen havde vist præcis det jeg var bange for. At han ville forlade mig. At han ville blive med Celine, eller en anden. Hvad skulle jeg gøre? Kan man tvivle så meget på et menneske du stolede på? Døren til mit værelse og den selvsamme person som jeg havde drømt om, trådte ind. "Nej!" Skreg jeg igen. "Every, rolig, Every, kig på mig." Jeg rystede kraftigt på hovedet. Hvad hvis han kun var ude på at såre mig? "Every. Du bliver nødt til at tage det roligt." Denne gang var hans stemme så tæt på at jeg fik kuldegysninger. Vi havde ikke været så tæt på hinanden i lang tid. Han strøg mig over hovedet. "Lig dig til at sove, Every" hviskede han.

Og jeg gjorde kun som han sagde, fordi mit eneste ønske var at han skulle blive hos mig.

 

•♥•

Den sidste halvanden uge havde mildest talt været forfærdelig. Harry og jeg var tvunget til at se på hinanden hver dag, under hvert måltid, men de eneste ord vi kunne sige til hinanden, var noget i den retning af: 'kan du række mig saltet?' Eller: 'godnat, sov godt.' Min mor sagde jeg bare skulle vente, men jeg syntes at have ventet nok. Jeg havde brugt meget af min tid med Christine. Celine havde flere gange prøvet at komme i kontakt med Christine. Mig ignorerede hun, men jeg ignorerede også hende, så det var vel klaret? Christine havde de sidste par dage været mere indelukket, end ellers. Måske skyldtes det Celines beskeder, det kan også være på grund af Sashia. Jeg vidste intet til hende. Jeg vidste bare at inden længe, så var hun her ikke længere.

Jeg gik lidt rundt omkring for mig selv i huset. Harry var ikke til at se nogen steder. Jeg syntes på mange måder at situationen i nat, havde været pinlig. Men det var rart, endelig at have ham tæt på igen. Spørgsmålet var bare: hvorfor drømmer jeg om ham? Han fortalte også til mig tidligere, at han drømte om mig. Det slog mig at det jeg drømte var slutningen på den drøm jeg havde engang. Dengang hvor jeg troede at der var en indbrudstyv på spil, men det i virkeligheden var Harry. Men hvorfor drømte jeg sådan noget? Nu er jeg ikke drømmetyder, men nogen gange viser drømmene ens fremtid. Og hvis det var min fremtid, så kunne jeg godt se frem til et par måneder i kulkælderen.

Jeg var netop kommet ned til entreen da det ringede på døren. Jeg blev fuldstændig chokeret da jeg så hvad der ventede. Christine stod foran min hoveddør med blodsprængte øjne og rodet hår. "Christine? Christine hvad er der sket?" Hun snøftede. "Hun er her ikke mere, Every."

Hun er her ikke mere. I stedet for at sige noget omfavnede jeg hende stramt.

Hun var her ikke mere. Sashia er gået bort. Jeg ville aldrig kunne bruge ordet død i sammenhæng med Sashia. Det virkede forkert. Ubevidst var tårerne påbegyndt et kapløb ned af mine kinder. Det kan godt være hun havde været en idiot, men hun havde stadigvæk været en af vores tætteste venner.

Jeg håbede at der ikke var nogen der kom forbi entreen lige foreløbig. Jeg havde slet ikke overskud til at forklare lige nu. Christine trak sig ud af min favn. Hun holdte et hulk inde. "Der er begravelse. Om tre dage." Hun kæmpede med at få ordene ud, og jeg forstod hende godt. Hvor fedt ville det lige være at fortælle sin veninde, at deres fælles veninde var død og skulle begraves om lidt? "Celine er på hospitalet." "Hvorfor ved du det?" Hun kiggede flovt ned i jorden. "Hun ringede. Og jeg tog den. Og... Så fortalte hun det her." Jeg nikkede bare. Hvad skulle jeg sige?

Christine sukkede. "Er i... Du ved, okay igen?" Jeg vidste hvad hun hentydede til, så jeg rystede bare på hovedet. Jeg lukkede døren bag os og trådte ud på trappen til hende. "Jeg drømte i nat. Jeg drømte at Harry ville forlade mig. Og jeg vågnede skrigende og chokeret. Jeg kan slet ikke forstå hvorfor det tog så hårdt på mig. Harry hørte mig. Og han kom ind til mig, det lykkedes ham faktisk at berolige mig. Men jeg ved det ikke. Hvad hvis nu drømmen viser min fremtid?" Christine vidste ikke om hun skulle kigge sørgbart eller chokeret på mig. "Jeg tror..." Begyndte hun. "At du bliver nødt til at vente. Bare lidt mere. Jeg tror måske det betød noget at han kom ind til dig. Altså, hvis han virkelig ikke kunne lide dig, så ville han da ikke have trøstet dig, vel?"

Jeg kunne godt se hendes pointe. Jeg følte mig en hel del lettere end før. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? "Tak, Christine. Du har formodet at gøre min dag ti gange dårligere og så alligevel lidt bedre." Hun smilede svagt, kunne ikke få sig selv til at grine. "Vi ses Every." "Du vil ikke med ind?" Hun rystede på hovedet. "Jeg har brug for at være alene." Jeg nikkede og gav hende et kort kram. Så forsvandt hun ned af trapperne og videre ud på vejen.

Jeg vendte mig sukkende om og åbnede døren. Min mor stod indenfor og kiggede bedrøvet på mig. "Hørte du det hele? Alting?" Jeg hviskede chokeret til hende. Det var slet ikke meningen at nogen skulle høre det. Hun nikkede og tog mig ind i hendes favn. Tårerne begyndte lige så stille at finde vej igen.

Hun var væk. Hun er her ikke mere. Min mor strøg mig forsigtigt over hovedet. Vi stod bare i hinandens stilhed. Det var rart. Til sidst var jeg faldet til ro. Jeg trak mig ud af hendes greb. "Jeg går oven på" hviskede jeg. Hun nikkede bare og gik så ud i køkkenet, igen.

 

•♥•

 

Den aften sad jeg alene ude på muren der omkransede vores hus. Man kunne svagt høre den lune brise. Jeg kiggede op mod stjernerne. Jeg kunne ikke lade være med at føle at en ny stjerne havde fundet plads der oppe. En ny tindrende stjerne. Jeg havde egentlig været trist det meste af dagen. Jeg havde knap nok haft appetit. Der er nogle ting der gør, at jeg ikke forstår livet. Hvorfor skulle Sashia tages bort? Jeg stirrede kort sagt bare op på stjernerne. Hvad havde hun gjort, som var så slemt at hun ikke kunne være her mere?

Jeg kunne svagt høre fodskridt bag mig, som blev kraftigere og kraftigere. Personen satte sig ved siden af mig og det tog ikke flere sekunder at regne ud hvem det var.

De lange krøller fløj blidt rundt om hans ansigt og hans hænder holdte stramt om muren vi sad på. I starten sagde han ikke noget. Kiggede bare op mod stjernerne ligesom mig.

 

"Now im sitting here, next to my rose. Under the starbright sky, she sit next to me. I dont know what to say, dont know what to do, does she loves me? Does she loves me, still?

 

Meget stille, nærmest hviskede han en en lille sang:

 

My rose is quiet, so quiet, dont know if she would notice me. Dont know if she will notice me, anymore. I hope she will notice me, when i grab her hand and say: "i love you."

 

Jeg havde fjernet mit blik fra himlen og kiggede i stedet for over på ham. Hans ansigt blev belyst af måneskinnet. "Handlede den om mig?" Jeg hviskede svagt, for ikke at ødelægge stemningen. Han nikkede. Jeg bed mig i læben.

"Det er en sang jeg har arbejdet på den sidste uge." Jeg nikkede og kiggede op mod stjernerne. Hvad skulle jeg sige? Den sidste sætning var bemærkelsesværdig, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

Ordene kom ud, meget forsigtigt: "hader du mig, Every?" Jeg kunne mærke hans blik mod mit ansigt. Jeg rystede på hovedet. Nej. Jeg hadede ham ikke. Jeg gjorde nærmest det stik modsatte. Men jeg vidste ikke om jeg turde sige det til ham.

Tøvende fandt jeg hans hånd og flettede vores fingre sammen. Han kiggede overrasket ned på vores hænder. Jeg gjorde det samme. Så kiggede jeg i stedet for på hans ansigt, der stadig var rettet mod vores hænder. Den lille gnist som altid var der når vi var i nærheden af hinanden var tilbage. Det var underligt men også dejligt at den var tilbage, at vi rørte hinanden igen.

Pludselig sagde han: "jeg drømte i nat. Det var den samme forfærdelige drøm, som sidst. Jeg kunne bare ikke redde dig. Det var som om nogle tråde hang fast i mig, som holdte mig tilbage. Og jeg græd og du græd. Og det slog mig at drømmen viste det der skete, dengang Celine kyssede mig. Jeg passede ikke på dig."

Han slog blikket ind i mit, vores øjenkontakt var intens. "Jeg drømte også i nat." Jeg sank en klump. "Jeg drømte at du sagde du ville forlade mig. At du ville opgive os." Jeg nænnede ikke at bryde vores øjenkontakt, selvom jeg nærmest ikke kunne holde til det længere. "Hvorfor drømmer vi om hinanden?" Jeg blev nødt til at spørge, jeg blev nødt til at vide det.

Han trak på skuldrene. "Måske har vi bare en speciel form for kontakt." Jeg nikkede. Vores øjenkontakt blev brudt og jeg følte nærmest at alle mine kræfter var suget ud af mig.

"Sashia døde idag." Det kan godt være at jeg lovede mig selv at jeg aldrig ville sige det på den måde. Men alting var anderledes med Harry. "Det er jeg ked af." Hviskede han. Han klemte kort vores fingre. Endnu en gang måtte jeg foretage en spontan handling. Jeg kunne bare ikke holde mig fra det længere. Jeg havde brug for det. Jeg rykkede helt ind til ham og hvilede på hoved på hans skulder. Han gav slip på min hånd og viklede den i stedet for om bag min ryg. "Men hun er deroppe." Jeg pegede mod himlen. Han nikkede. "Hun er et bedre sted nu, Every." Jeg tog en dyb indånding. Både på grund af den nærkontakt Harry og jeg havde men også på grund af det med Sashia. "Harry? Vil du ikke kalde mig Rose i stedet for?" Han kyssede mig i hovedbunden. "Selvfølgelig, min rose."

 

 

•♥•

 

For første gang i meget lang tid sov vi sammen. Det var en befrielse, det føltes som om alting var godt igen. Men jeg havde stadig spørgsmål jeg ville have besvaret. Harry lå roligt og sov ved siden af mig. Jeg havde på en mirakuløs måde klaret at vikle mig ud af hans favn og lå bare og kiggede på ham. Hans lange hår lå pjusket hen over det meste af hans ansigt. Han så yngre og mere fredelig ud når han sov. Han var altid så seriøs når han var vågen. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro om ham. Elsker han mig stadigvæk? For han elskede mig, gjorde han ikke?

Sangen han havde skrevet til mig var noget af det mest specielle der var sket i mit liv. Måske havde min mor ret? Han kommunikerer bedst når han synger. Det havde ret i.

Jeg vendte forsigtigt hans venstre arm, så jeg kunne se hans tatoveringer. Den store rose på underarmen fangede mit blik. Hvorfor havde han egentlig den? Den måtte betyde noget. Det måtte jeg spørge ham om når han vågner. Jeg kørte forsigtigt mine fingre hen over den. Jeg kørte mine fingre videre, hen mod hans anker på håndledet og videre op mod, skulderen. En ny bevægelse stoppede mig. Han lå og smilede. Jeg var lige ved selv at grine. "Harry?" Han åbnede øjenene. "Kan du lide dem?" Jeg rødmede. Det var ikke meningen han skulle opdage det. Jeg valgte at nikke. "Hvad betyder rosen?"

Åh Every. Du kan jo ikke vente mere end to minutter, vel.

Han løftede sin arm op i vejret og kiggede med rynket pande på den. "Det er faktisk lidt sjovt at du spørger. Dengang jeg fik lavet den tænkte jeg egentlig bare mest på, at jeg skulle have en blomst tatoveret. Det endte så med at blive en rose. Men jeg tror den har en betydning nu." Jeg løftede øjenbrynene. "Aha?" Han smilede. "Den minder mig om den her smukke pige, med langt brunt hår og store brune øjne, der nogen gange er det mest sårbare menneske. Også minder det mig om den første person jeg nogensinde har mødt der kan få mig til at føle de mærkeligste ting." Jeg rødmede. Så trak han mig ned til ham igen. Han strøg mig over min arm. "Nu minder den mig om dig." Jeg svarede ikke, lå bare og kiggede på ham. Så kiggede jeg ned af min højre underarm. "Harry?" Han nikkede. "Jeg tror godt jeg vil have en tatovering." Han fulgte mit blik ned til min underarm. Så lod han sine fingre køre hen over min hud. "Hvad vil du så have lavet?" "Noget der minder mig om dig." "Every, bare fordi jeg-" "nej, Harry. Jeg vil gerne have en her." Jeg kørte mine fingre hen over min arm. Han fandt en sort kuglepind henne på bordet. Han trak mig med op at sidde. Han skrev forsigtigt og pænt hans navn i en mindre størrelse på min underarm. Han løftede en finger som tegn på han ikke var færdig. Så tegnede han også et lille uendeligheds tegn på min bare skulder. Han pustede kort på sine tegninger. Han lagde kuglepinden i min hånd. "Skriv dit navn." Hviskede han. Jeg greb fat om hans højre underarm og fik skrevet mit navn i en pæn skrift på den. Han lod en finger køre hen over det. "Det er smukt." Hviskede han igen. Jeg grinede lavt. Så kørte jeg mine fingre hen over tegningen på min skulder. Jeg vil have lavet dem begge to. Det føltes rigtigt. "Tak Harry." Sagde jeg og vi lagde os ned igen. Han kyssede mig på panden. "Jeg elsker dig, Every."

Tænk at de tre ord kunne få min krop til at blive halvtreds gange lettere. Det var som om jeg ikke rigtig stolede på han stadig ville have mig, før han sagde det. Jeg kørte mine fingre rundt i hans ansigt, rørte hver eneste form for hud. "Jeg elsker også dig." Jeg lod mine fingre stoppe ved hans kind, hvorefter jeg lod mine læber ramme hans. Som om det ikke kunne blive værre end første gang vi kyssede, var det som om hele verden var i tumult i hele min krop. Min krop sitrede og jeg lagde den anden hånd på hans bryst. Han trak mig helt ind til sig. Hele min krop glødede og vi var næsten forpustede da vi trak os fra hinanden. Vi lå med vores pander mod hinanden, fuldstændig viklet ind i hinanden.

"Harry?" Han svarede ikke, så jeg forventede bare at jeg kunne fortsætte. "Hvad skete der inde ved Celine?" Han trak sig en smule væk fra mig. "Jeg... Okay, jeg er ved at rydde lidt op ind på vores værelse, da hun kommer ind. Vi snakker fuldstændig normalt sammen. Lige pludselig, rent ud af det blå, kysser hun mig. Og jeg ved ikke hvordan hun vidste det, men hun vidste at du kom. Og hun vidste at det hele blev ødelagt hvis du så det." Han gemte sit ansigt i sine hænder. "Jeg ved ikke om du nogensinde tilgiver mig helt, for ikke at gøre noget." Jeg fjernede hans hænder fra hans ansigt. "Celine sagde hvorfor hun gjorde det. Hun sagde at hun var misundelig på mig." Jeg havde stadig fat om hans håndled. "Gemma sagde det samme." Jeg kyssede ham på panden. "Du er tilgivet. Men kan vi ikke bare glemme det her? Også bare forsætte hvor vi var?" Han smilede. "Det lyder godt."

 

A/U:

Hiii! Nå nu er kapitel 12 ude! Skriv gerne hvad i syntes! Nu er Harry tilgivet, men historien er bestemt ikke slut endnu! Og ja, det er min første historie, så jeg prøver at finde mig tilpas, i det her, så i må undskylde hvis der er gået for langsomt eller hurtigt, igen, skriv hvad i syntes!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...