When I Met Him - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2015
  • Opdateret: 4 mar. 2016
  • Status: Færdig
Every tager med sine forældre til England for at besøge, Anne, Everys mor's barndomsveninde. Men Every havde på intet tidspunkt tænkt, at det var Anne Twist, bedre kendt som Harry Styles' mor. Et venskab og mere til spirer mellem Harry og Every. Men kan Every klare presset? Kan en usikker og tilbageholden pige finde sammen med en verdenskendt sangstjerne? Er de i virkeligheden hinandens mangel? Hinandens soulmates?

27Likes
16Kommentarer
15671Visninger
AA

4. "Are you going with me?"

4

•♥•

Everys synsvinkel:

Jeg kunne godt fornemme på Harry at han godt kunne lide mig. Måske ikke ligefrem på kærestemåden, men at vi kunne lide hinanden for dem vi er, tror jeg, havde en stor betydning. Jeg tror vi begge to havde brug for en der forstod en. Og tog sig af en. Pigerne og jeg har trods alt aldrig været de fødte soulmates, og jeg må indrømme, at jeg altid har drømt om at møde min. For sådan en har vi jo alle sammen. Ikke?

Jeg ved bare at Harry ikke er ligeglad med mig. Og det er jeg glad for. Jeg havde for længst givet slip på, at han var en af de personer der jeg havde set op til de sidste par år. Nu har han bare Harry.

Lige nu sad vi sammen inde i stuen, og snakkede om alt, mellem himmel og jord. Harry var netop igang med at fortælle om en koncertoplevelse, om nogle sindssyge fans. Jeg havde skam hørt historien massere af gange, både på twitter og facebook, men at høre Harry fortælle om det... Det var specielt.

Midt i det hele lød en høj ringetone. Det var ikke min, og det håber jeg heller ikke det nogensinde bliver. Altså, hvor pinligt må det lige være, at ens telefon ringer, og man så hører, personen til din sides sang? Vildt pinligt.

Harry rejste sig med et undskyldende blik, og gik hen og tog telefonen.

På hans alvorlige ansigtsudtryk, kunne man fornemme, at det ikke ligefrem var hans mor, han talte med. Opkaldet varede ikke længere end få minutter, og inden længe havde han fundet sig til rette ved min side igen. Det seriøse ansigtsudtryk fortrak sig ikke, så jeg følte mig forpligtet til at spørge: "hvem var det?" Han kiggede langsomt op på mig. "Bare managementet. De vil gerne have vi mødes når den allersidste musikvideo inden vi kommer tilbage skal ud." Jeg tænkte mig kort om. Musikvideoen til History var netop kommet ud, så det var ikke den. "Hvad er det for en sang?" Hans seriøse ansigtstræk løsnede sig til et smil. "Infinity." Jeg nikkede. "Hvem skrev den? Den er jeg helt vild med." Han smilede større. "Det gjorde jeg. Jeg er glad for du kan lide den." Ej. Ikke igen. Jeg bliver ved med at dumme mig foran Harry. Og det irriterer mig at han ikke bare er som alle andre. Jeg mener, kunne det ikke bare være lige meget hvis jeg sagde noget dumt? Nej. Åbenbart ikke. For igen, igen steg den røde farve i mine kinder. Han grinede. "Jeg elsker når du rødmer." Ih Harry. Du er jo også så god til at få mig til det. Ubevidst gemte jeg mit ansigt i hænderne. Jeg kunne fornemme han lænede sig frem, og tog, med samme bevægelse, som for et par dage siden, mine hænder væk. Harrys smilende ansigt viste sig for mig, inden han lænede sig længere frem og kyssede min pande. Vent hvad? Kyssede min pande? Chokeret kiggede vi begge på hinanden. "U-undskyld. Ej det... Jeg ved ikke lige hvad der skete." Jeg smilede kort over ham. Hvor er han dog kær, når han blev flov. Stadig chokeret over hans læbers berøring svarede jeg: "det er okay. Det gør ikke noget. Faktisk... Så var det helt fint." Hvad? Nej. Det sagde jeg bare ikke. Hans ansigt trængte sig op i et smil. "Du rødmer igen, Every"

Og inderst inde, var der en trang efter at de læber, havde været mod mine.

•♥•

Vores forældre så man ikke meget til. Lige nu var de på en mini roadtrip rundt i England, og de kom hjem om fire dage. På den anden side var udgivelsen af infinity-musikvideoen ude om to dage. Men jeg havde andet at tænke på. Jeg forsøgte at lade sorgen blive ude, i stedet for at lade den trænge ind.

Og det var svært.

Som en ganske almindelig ting, bankede det svagt på døren. En anden dag ville jeg sikkert have regergeret, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

Harry trådte så bare selv ind. Hans smilende ansigtsudtryk ændrede til et bedrøvet, da han så mig. Kunne han virkelig læse, at der var noget galt? Han satte sig vel siden af mig, og lagde en hånd på mit knæ. "Vil du snakke om det?" Han hviskede nærmest. "Jeg ved ikke... Jeg ved ikke om jeg kan få mig selv, til at sige det." Han nikkede bare. "Det gør heller ikke noget. Men jeg tror det hjælper hvis du kommer ud med det." Jeg vidste han havde ret, så jeg begyndte langsomt, at fortælle om det telefonopkald, jeg netop havde indtalt.

Der kom den første. Og efter den kom de næste.

Til sidst strømmede tårerne ned af kinderne på mig. Det fik Harry til at læne sig op af sengegavlen og trække mig med, så jeg sad mellem hans ben. Han strøg mig forsigtigt over armen, mens han hviskede beroligende ting i mit øre, ind imellem slap der er kys mod min hovedbund ud. Det havde en beroligende virkning på mig, og inden længe stoppede jeg med at græde.

Jeg følte mig ti tons lettere da nyheden om at Sasia havde fået kræft var sluppet ud. Vi havde trods alt aldrig været de aller tætteste venner, men det tog alligevel hårdt på mig. Hun var kun nitten, og allerede nu lå hun, svag i en hospitalseng, i stedet for at hygge sig med sin familie.

Bare tanken gav mig kuldegysninger. For jeg kunne jo intet gøre.

"Harry" jeg hviskede forsigtigt til ham. Han kyssede mig blidt i hovedbunden, som tegn på jeg måtte fortsætte. "Kan du huske dengang du spurgte, hvorfor jeg blev fan af jer?," han nikkede. "Fordi at hver gang jeg var nede... Så hjalp i mig op igen. Men ved du hvad der er anderledes?" Han rystede på hovedet. "Forskellen er... At du er her. Lige ved siden af mig." Jeg tog en lynhurtig beslutning. Jeg vendte mig om mod hans ansigt, og kyssede ham kort på kinden, og derefter hans kæbelinje. For første gang havde jeg modet til at kysse en dreng på kinden. Og endda uden at rødme. "Tak Harry. For at være der." Han krammede mig tæt ind til sig. "Selv tak, Every"

•♥•

"Every?" Vi sad sammen inde på hans værelse og så en film. Jeg fornemmede det var en vigtig ting han ville tale om, så jeg satte filmen på pause. Hans øjne der mødte mine, udstrålede en ny form for glød. Alligevel var der et glimt af nervøsitet. Over hvad dog? "Jeg tænkte på... Om du kunne have lyst til at tage med til udgivelsen af infinity-musikvideoen?" Jeg kiggede overrasket op på ham. "Du skal ikke føle dig forpligtet til det." Han smilede. "Tro mig. Det er ikke tvang. Jeg vil rigtig gerne have dig med." Jeg blev simpelthen nødt til at spørge: "jamen Harry. Hvorfor vil du alle de ting med mig?" Jeg kiggede nærmest flovt ned i madrassen. Jeg forstod det ikke. Jeg er i mange år blevet set som hende den skøre, og lige pludselig, så er den her super flotte dreng vild med mig.

To fingre blev langt under min hage som tvang mit hoved op. "Fordi Every... Jeg kan godt lide dig. Jeg syntes du er skøn." Jeg smilede svagt. "Men Harry... Vi kender knap nok hinanden," han sukkede og fjernede sine fingre, fra min hage. "Det v ed jeg. Alligevel føler jeg at jeg har kendt dig hele livet," jeg nikkede. Sådan havde jeg det også. Det var så mærkeligt. Han smilede endnu en gang. "Tager du med?" Jeg nikkede. "Ja"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...