Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2015
  • Opdateret: 28 dec. 2015
  • Status: Igang
Følg Louis og Molly's op og nedture. Hvorfor bor Molly hos Harry? Kommer Louis og Molly mon sammen igen? Find ud af det og meget mere fx. om Niall får scoret Molly's bedsteveninde?

4Likes
2Kommentarer
1949Visninger
AA

11. Should I take home?

-Louis’s synsvinkel-

Jeg gik efter Molly. Vi stod i Lilly’s køkken. Vi stod længe uden nogen sagde noget. Hvorfor havde hun kaldt på mig? Ville hun sige noget? Jeg kiggede på hende. Hvor var hun flot. Hendes øjne, hendes hår, hendes… alt ved hende var flot. Hun åbnede sin mund. Ingen ord kom ud. Jeg kiggede ned i gulvet. Det var dejligt at se hende igen. En lyd kom fra hende. Hendes stemme. Dejligt at høre hendes stemme igen. I love it. Hun ville have jeg skulle forklarer om Ashley igen. Jeg fortalte hende det. Hun stillede en masse spørgsmål. Jeg sluttede med at sige at jeg savnede hende. At der var tomt uden hende. At det eneste jeg ville have var hende. Det eneste jeg ville have var hun kom hjem igen. Så jeg kunne vågne til hende. Snakke med hende. Se hendes skønne smil. Høre hendes dejlige grin. Se glæden i hendes øjne… og se hende være en fantastisk mor. Jeg kunne se hun prøvede at skjule sit smil. Indtil jeg sagde mor. Hvor blev hendes skjulte smil af? Hun prøvede igen at sige noget. Hvad prøvede hun at sige? Ordene kom langsomt og stille ud. Hun stoppede. Der kom ikke flere ord. Hun kiggede op. Hendes øjne var våde. Hendes kinder var våde. Hun kiggede hurtigt ned igen. Hun afsluttede sin sætning. Kunne det virkelig passe? Det måtte ikke passe? Hun lavede sjov? Hvorfor skulle hun lave sjov med det? Jeg rykkede langsomt tættere på hende. Hun kiggede op på mig. Hendes øjne var ikke våde mere, de var… væk. Jeg kunne ikke se hendes øjne for tårer. Hendes kinder var gennemblødte.  Jeg kunne ikke holde min tårer inde mere. Jeg rykkede endnu tættere på. Det eneste jeg ville lige nu var at stå med hende i mine arme. Glemme jeg selv græd og trøste hende. Men hun rykkede sig. Det var ikke det hun ville. Hun løb ud af køkkenet. Jeg gik over til vinduet. Træerne forsvandt langsomt. Jeg kunne ikke mere. Jeg stor tudede selv.

 

-Molly’s synsvinkel-

Han blev ked af det. Jeg begyndte at græde mere ved tanken om det. Når Louis græd, græd jeg. Sådan havde det altid været. Jeg havde snakket med ham. Jeg havde holdt mit løfte med Harry. Jeg hentede min taske. Jeg gik forbi stuen. Jeg kunne hører Niall og Lilly snakke. Skulle jeg sige farvel? Jeg burde men gjorde det ikke. Ikke til dem. Jeg gik igennem køkkenet. Louis stod der stadig. Jeg kunne høre han græd. Jeg stod og kiggede på ham. Jeg fik tårer. Skulle jeg? Jeg ved jeg ville fortryde det? Men. Jeg satte min taske på gulvet. Stille. Jeg gik hen til ham. Stille. Jeg stod bag ham. Havde han hørt mig? Jeg lagde mit hoved mellem hans skuldre. Stille og blidt. Mine arme tog rundt ham. Flere tårer kom til mig. Tænk jeg stod og krammede ham. Louis. Min eks. Mit livs kærlighed. Hvem tudede mest? Hvem var mest glad? Passede det han sagde? Skulle jeg tage ham tilbage? Skulle jeg gå nu? Hvor skulle jeg gå hen? Til Harry? Til Louis? Hvorfor var livet sådan her? Bliver jeg nogensinde mor? Hvem er faren? Louis? Harry? Hvordan kunne jeg tænke Harry? Drømte jeg? Levede jeg? Hvorfor græd jeg? Af glæde? Af sorg?

-”Jeg savner også dig” hvorfor sagde han det? Hvorfor sagde han også? Tænkte jeg højt? Havde jeg sagt til ham at jeg savnede ham? Har han hørt mine andre tanker? Jeg ville ikke være her mere. Jeg vil hjem. Hjem til Harry. Eller ville jeg?

*

Jeg kom ind. Jeg blev mødt af duften af mad. Her duftede dejligt. Hvorfor havde han ikke spist endnu klokken var 22:00? Harry kom ud og så mine blodsprængte øjne. Han spurgte hvad der var galt. Jeg svarede ikke. Jeg kastede mig bare i hans arme. Vi stod længe og krammede. Jeg havde kun fået taget mine sko af inden han kom ud.

-”Fik du snakket med ham?” Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg bed mig selv i kinden, for ikke at dem løbe. Han trak sig fra krammet og løftede op, så jeg kiggede på ham. Jeg kunne ikke holde dem inden. De løb ned af kinderne. Mine tårer. Han trak mig ind i kram igen. Han trak lidt tid efter. Han tårrede mine tårer væk og nussede mig armen. Han gik ud til maden. Jeg tog min jakke og mit halstørklæde af. Jeg gik op på gæsteværelset, for at skifte til afslapningstøj.

*

Vi var lige blevet færdige med at spise. Ingen af os sagde noget. Harry begyndte at rydde maden væk. Jeg hjalp ham. Vi gik ind i stuen og satte os. Harry sad og prøvede at finde noget han kunne se i tv’et. Jeg sad på min telefon. Han opgav til sidst at finde noget og slukkede. Efter der havde været stille lidt tid, spurgte han pludselig og jeg fik snakket med Louis. Jeg nikkede, mens jeg lagde min mobil fra mig. Han spurgte hvad han havde sagt. Jeg fortalte Harry det hele, lige fra da han kom med Niall og til jeg gik. Han lyttede og nikkede forstående. Jeg fortalte ham det hele uden af begynde at græde. Harry sad længe og kiggede rundt i stue. Jeg tror tænkte over hvad han skulle sige. Det måtte enlig være svært for ham at have mig boende, når han er så gode venner med Louis og ser ham så tit. Han åbnede pludselig munden.

-”Så han har ikke haft noget med nogle?” jeg trak på skuldrene. Harry kiggede på mig med et undrende blik.

-”Sagde du ikke lige, at Louis havde fortalt at Ashley var en han skrev med omkring et interview vi skulle lave?”

Jeg nikkede og sagde –”Jo at de skrev hjerter, fordi i et andet interview havde snakket med hende om noget omkring det også havde de to fået en intern joke omkring det at sende hjerter”

Jeg kunne se Harry tænkte. Der gik igen længe ingen han sagde noget. –”Hvad var det hun hed?”

-”Ashley Connor” Harry nikkede. Han spurgte om flere ting omkring. Hvilket interview de havde lavet med hende og sådan. Pludselig spurgte indtil Louis’ reaktion da jeg fortalte ham at ikke skulle være far alligevel.

*

Harry blev pludselig helt stille. Han sagde intet. Han gjorde intet. Han sådan længe. Hvor længe kunne han sidde sådan. Hvorfor sad enlig sådan? Hvorfor sagde han ikke noget? Tænkte han over vad han skulle sige? Hvorfor skulle han tænke over det? Vidste han noget jeg ikke gjorde? Med et bevægede han sig. Mon han ville sige noget nu nej. Eller jo. Han åbnede munden. Jeg følte der gik længe inden han sagde noget. Det gjorde der nok ikke.

-”Molly… jeg ved hvem Ashley er, men jeg ved ikke noget om deres intern joke. Men Ashley er en rigtig sød pige, med mand og børn. Hun er tredive. Jeg er virkelig sikker på at de kan stole på Louis. Louis han elsker dig himmelhøjt. Den måde han kigger på dig på er helt unik. Jeg ved han vil dig bedste og det eneste han vil have er dig. Det værste der kunne ske for Louis, var at du gik fra ham. Hans verden vil bryde fuldstændig sammen. Jeg forstår hvis du vil have svært ved det og ikke har lyst, men jeg synes du skal tage hjem til ham. Men det er dit eget valg.” jeg kunne se at Harry virkelig mente det han sagde. Måske han havde ret? Skulle jeg tage hjem til Louis? Jeg savnede ham. Jeg elskede ham stadig. Han havde ikke været mig utro. Det lyd ikke sådan i hvert fald. Skulle jeg tage hjem til ham? Ja. Nej. Hvad skulle jeg? Var klokken ikke også for mange?

 

-Harry’s synsvinkel-

Da jeg vågnede lå jeg alene i sengen. Hvor var Molly? Jeg rejste mig hurtigt op. Jeg gik ud fra soveværelset for at kigge efter hende. Jeg kunne ikke høre nogen. Jeg kaldte på hende. Ingen svar. Hvor var hun? Var der sket hende noget? Jeg gik for at tage tøj på. Mens jeg stod inde i soveværelset for at tage tøj på, kom jeg i tanke om hun ikke havde sovet inde hos mig i nat. Jeg gik i gæsteværelset for at kigge efter hende. Der var hun heller ikke. Hvor var hun så? Jeg gik ned for at kigge der igen. Der var ingen Molly. Jeg gik ud i køkkenet igen. Jeg så der lå en seddel på bordet. Det var fra Molly.

´Godmorgen,

Jeg lå og tænkte på det i du sagde i går, så er taget hjem til Louis.

Er det okay jeg kommer her hjem og spiser? Vil du ikke sende en sms, når du får tid og omkring det?

Knus Molly, håber vi ses senere <3´

 

Jeg skyndte mig at sende en sms til hende. Selvfølgelig måtte hun komme her hjem igen.

 

-Molly’s synsvinkel-

Jeg havde stået foran Louis’ dør i 5 minutter nu. Jeg tog mig sammen og bankede på. Han åbnede hurtigt døren. Han stod kun i ført bukser. Havde jeg vækket ham? Vinduet i stuen stod da åben. Han stod og kiggede på mig og sagde lettet mit navn. Jeg fik et smil frem og Louis lukkede mig ind. Det var ret koldt udenfor. Det var første december og det havde sneet i nat. Jeg skulle huske mine støvler, når jeg gik igen. 

*

Vi satte os inden i stuen. Jeg sad og kiggede lidt rundt. Han havde pyntet op. Jeg fik en følelse af savn, da jeg sad i stuen. Et savn af mit hjem. Jeg kunne se Louis kiggede på mig. Jeg kiggede tilbage og fat endnu et smil frem. Dengang et mere naturligt end ved døren. Der gik ikke længe før Louis sagde noget. I starten svarede jeg kort, en der gik ikke længe før vi snakkede, som vi plejede.

*

Louis sad og snakkede. Jeg hørte ikke rigtig efter. Vi sad og spiste. Han havde også pyntet op ude i køkkenet. Han havde da aldrig været så glad for julepynt. Jeg sad i mine egne tanker. Skulle jeg sige undskyld? Det var jo enlig min skyld. Jeg kunne bare havde snakket med ham, så havde jeg fået det hele af vide fra starten. Jeg kunne pludselig hører min egen stemme sige undskyld. Jeg havde sagt det.

-”Du skal ikke undskylde Molly” jeg nikkede. Jeg skulle undskylde. Louis blev ved at sige jeg ikke skulle. Men hvad skulle jeg så sige? Jeg kunne ikke sige hvad jeg følte. Jeg vidste det ikke rigtig selv. Eller jeg vidste jeg savnede ham. At jeg elskede ham. Men ville jeg bo her igen? Med ham?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...