Pigen og dragen

en pige er slave i det gamle Kina hun har intet navn og kender ikke sin alder, hun har et grusomt liv og tjener den onde drageherre Chóuhèn, men en dag kommer en mystisk gæst op på paladset, og dette ændre hendes liv for altid...

4Likes
5Kommentarer
414Visninger
AA

7. Frihed

Hun vågnede svøbt i en puppelignende ting af det hun troede var blåt silke eller læder. Hun kunne høre en knurren udenfor, stemmer, et hvæs og så nogle forskrækkede udbrud der ligeså stille fjernede sig ud af høre vigte. Hun rørte på sig og pludselig åbnede puppen sig og et blåt hoved kiggede ned på hende. Hun indså at puppen i virkeligheden var en stor blå vinge der havde lagt beskyttende over hende, og fjernet hende fra uvelkomne blikke. Hendes hovedpine var væk og det var smærten i hendes arm også, men ved nærmere eftersyn opdagede hun et brændemærke der løb op langs hendes arm formet som en drage. Hun kiggede mistroisk på dragen, men den kiggede bare på hende med sine store blå øjne, og hun sukkede, og tænkte for sig selv "gid du kunne tale så kunne du måske hjælpe mig væk herfra..." Og to sekunder efter hun havde tænkt det hørte hun en dyb mandlig røst sige "det kan jeg. Og det vil jeg." Hun kiggede forskrækket op, og rundt i gården, men der var ikke nogen, så kiggede hun op på dragen og tænkte "du kan tale, men hvordan!" Hun nåede ikke længere før dragen afbrød hendes tankestrøm. "mit navn er Shànliáng, og jeg er den sidste af min slags." "jeg har intet navn intet liv og intet formål" tænkte pigen, men Shànliáng løftede hovedet og brølede ud over gårdspladsen så murene rystede, "DET ER IKKE SANDT, DIT NAVN ER TÁIYÁNG NǙSHÉN, OG DU ER DEN SIDSTE SANDE DRAGERYTTER!"  

Hun mærkede en tåre trille ned langs hendes kind, og så endnu en, og ved nævnelsen af hendes sande navn begyndte dragemærket at lyse i en blå farve, hun kunne mærke hendes blod strømme gennem hver en fiber i hendes krop, hun løftede sig fra jorden i et skær af lys, et lys der kom fra hendes sjæl. Det var et altfortærende isnende lys der brændte alt ondt ud af omgivelserne, og kæderne omkring Shànliángs ben og vinger knustes som glas, i tusind små stykker. Han brølede af lykke rejste sig på bagbenene og foldede vingerne ud. Tàiyàng landede på hans skuldre, hendes krop rystede af udmattelse, da Shànliáng lettede fra jorden og steg mod himlen og friheden med kraftige baskende vingeslag, og hun nåede lige at tænke en sidste tankeog afgive et  sidste løfteinden hun faldt om af udmattelse. Hævn. Og så fløj de mod friheden sammen, drage og rytter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...