Den røde by

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2015
  • Opdateret: 15 dec. 2015
  • Status: Igang
Jorden er på randen af total ødelæggelse efter mange års forurening, og verdens regeringer bliver efterhånden mere og mere desperate. Det hele kulminerer i en lodtrækning, hvor der udtrækkes 500 unge mellem 13-18 år, som sammen bliver sendt til Den røde by på Mars, for at de kan sørge for, menneskeheden ville leve videre på Mars. Heriblandt er Leia, som da hendes navn blev trukket ikke på nogen måde var klar til , at forlade sin familie for at leve i Den røde by. Men trods sin dybe modvilje, bliver hun tvunget til Mars, hvor hun pludselig må vende sig til sit nye liv med visheden om, resten af menneskeheden er blevet på Jorden uden noget håb for at slippe væk fra den dødsdømte planet.,

6Likes
2Kommentarer
344Visninger

3. 3

Leia ville gerne kunne sige, at hun efter at have åbnet døren var stormet ud af lokalet med det samme rasende glimt hvilende i sine øjne, som da hun havde trukket gardinet fra. Men hun havde kun behøvet at tage et par skridt videre, da det gik op for hende, hun tilsyneladende var løbet ind i et badeværelse. Det regnede hun i hvert fald med, da hun ikke troede på, at resten af skyskraberen kun skulle bestå af et lille rum belagt med røde fliser. 

Dette havde taget en stor del af hendes kampgejst væk, da det at være lige ved at løbe ind i et toilet på ingen måde passede til det scenarie, hun havde haft inde i hovedet af sig selv, der skulle være løbet ud på en gang og stødt ind i nogle af de projektansvarlige, hvorfor hun efter at have fået afløb for blot en smule af sit raseri, ville få alt at vide om Den røde by. Det var næsten lige før, hun sparkede til en væg i sin frustration over sin egen dumhed, men på den anden side ville det nok bare bekræfte, hvor dum hun var, da hun ikke ville få mere ud af det end ondt i tåen.

Så Leia var langsomt gået tilbage, og havde åbnet en ny rød dør, som denne gang førte ud til en lang gang, der lignede den i hendes forestilling i forbløffende grad. Uheldigvis var der ikke nogen at se, kunne hun hurtigt konstatere efter at have kastet et blik til højre og venstre. Dette mindede hende pludseligt om den måde, hun havde plejet at kigge sig for, før hun krydsede en vej derhjemme og en pludselig trang til at se noget så hjemmevant, som en bil komme kørende, steg op i hende. 

Erkendelsen af, hvor alene hun ville komme til at være heroppe, ramte hende pludseligt, for hun kendte sig selv godt nok til at vide, hun ingen intentioner havde om at blive venner med nogen heroppe. Hendes sekunder på Jorden virkede pludselig mere dyrebare end nogensinde, og hun kunne ikke lade være med at forbande sig selv for ikke at have klamret sig lidt mere til dem, for måske kunne det have fået dem til at være gået lidt langsommere. Gad vide, hvad der ville være sket, hvis nogle havde fortalt hende om, at det her ville ske, og hun havde været forberedt på at høre sit eget navn blive råbt op som nr. 409. Efter at have leet af dem, var hun sikkert begyndt at sætte mere pris på de små hverdags rutiner og mønstre. 

Men ville hun have glædet sig til at komme herop? Ville hun have glædet sig til at sætte sine fødder på Mars, om det så kun var inde for en kuppel? Ville hun have set frem til at skulle trække ren luft ned i længere i dybe åndedrag, og være i stand til at strække armen ud, uden at støde ind i overbefolkningen hele tiden. Ville hun være hoppet frivilligt op på rumskibet, når hun tænkte på, hun snart ville få lov til at sove i en blød seng og være med til at redde menneskeheden? 

Alle disse spørgsmål vældede forfærdende op i hendes hoved, og det gik op for hende, hun ikke havde svaret. Måske ville hun slet ikke have meldt sig fra lodtrækningen, da hun dybest set var tiltrukket af  ideen om at bo på Mars 

Men det var også ligemeget nu, tænkte Leia strengt. For nu var hun her, og der var ikke nogle måde at komme hjem på. Hun havde ikke være klog nok til at melde sig fra, så nu sad hun fast her. 
Og selvom hun hadede sig selv for ikke stadig at ligge grædende i mørket, måtte hun vel få det bedste ud af situtationen. 

Så langsomt begyndte hun at overveje, hvilken vej, man  skulle gå. Højre eller venstre. På begge sider var der med jævne mellemrum døre præget ad numre. 

I et kort øjeblik overvejede Leia  at banke på en af dørene, men opgav straks, da hun ville nervøs for at finde nogen i samme stadie, hun havde været i  for få minutter siden. Så i stedet besluttede hun at finde en vej ned, og gå mod venstre fordi ... - ja, det anede hun ikke. 


Mens hun gik bad hun inderligt til, at de havde en elevator i denne bygning. Hun ville nødig skule slæbe sig selv ned af trappe efter trappe, specielt ikke når det så ud som noget, hun skulle gøre hver dag. Desuden var den alarmerende stilhed begyndt at gå hende lidt på nerverne - burde der ikke snart være andre, der bestemte sig for at undersøge stedet - ligesom hende? Hun var ved at være ret træt af, at de eneste lyde var de små klask hendes bare fødder lavede hver gang, de ramte det røde gulv. Ja, snart irriterede den vedblivende stilhed hende lige så meget, som den røde farve, og det hele var begyndt at virke meget ensformigt, og hun ville ønske, at dem, som havde lavet dette sted, ikke havde gjort så meget ud af hele temaet om Den røde by. 


Men til sidst nåede hun da til en elevator. Dens døre var røde, men i det mindste var knapperne ved siden af i en orange nuance. Hun var chokeret over at se, der både var en op og ned knap, da hun var gået udfra, hun havde befundet sig på øverste etage at dømme ud fra, hvor højt hun allerede var oppe. 

Et øjeblik lod hun sin finger svæve mellem de to knapper - det kunne trods alt være sjovt at se, hvor højt denne bygning rakte. Men efter et øjebliks betænksomhed, vidste hun godt, at der ville være størst sanssynlighed for at finde nogen at tale med, hvis hun trykkede på pilen ned. Så Leia trykkede på den nederste knap, så hårdt hun kunne høre sin finger knække, mens knappen forsvandt ind i den røde væg for et øjeblik. 

Men trods hun havde trykket hårdt - lod elevatoren vente på sig. Måske var der andre, som  skulle på - eller også var den bare startet fra bunden af bygningen. Det var i hvert fald lige før,  Leia gabte trods alt den spænding som hang i luften, da de to døre endelige åbnede sig og afslørede elevatorens indre, som var chokerende normalt. Hun vidste ikke helt, hvad hun havde forventet - sikkert bare at elevatoren skulle være lidt anderledes på Mars, men det eneste, der vidnede om, hun var i Den røde by, var at alt derinde var malet rødt - bortset fra rækkerne af knapper og spejlet, der fyldte hele bagvæggen. 

Men den var stadig bedre end en trappe, tænkte hun, før hun hurtigt trådte ind i elevatoren og trykkede på knappen med et stort nul på. Dørene gled i lydløst,  så det eneste lys, nu stammede fra de dæmpede lamper i toppen af elevatoren, der badede altid i et gulligt lys. Lei gik ud fra, at elevatoren kørte ned af, men hun kunne ikke mærke nogen som helst bevægelse, så hun kunne ligeså godt stadig være på sin egen etage. 

Hendes blik fangede pludselig spejlet, og hun blev helt chokeret over at se sit eget udseende. Det gule lys havde gjort hende sygeligt bleg, samt farvet den natkjole, hun var iført i en gullig nuance. Hun havde stadig en hestehale, sikkert den samme, som da hun tog afsted, og hun tvivlede stærkt  på, det nogensinde ville være muligt, at få elastikken ud, da alle hårlokkerne var filtret hjælpeløst ind i hinanden. Hun begyndte at overveje, om hun måske burde have gjort lidt mere ud af sit udseende, før hun forlod værelset, da det første indtryk hun ville gøre, langtfra ville være godt, når de så  hendes rødrandede øjne, samt hendes kinder, hvor man næsten stadig kunne fornemme de tårer, som var gledet ned af dem. 

Leia blev så lettet, da elevatorens døre endelig gik op, så hun ikke længere behøvede at stirre på spejlet, at hun næsten var ved at snuble over mellemrummet mellem elevatoren og gulvet, så hurtigt skyndte hun sig ud. 

Det tog hende et øjeblik at genfinde balancen, som hun så brugte på at kaste granskede blikke rundt i rummet, hun var kommet til. Et par store glasdøre ledte udenfor til en snoet sti, belagt med røde fliser. Ved siden af glasdøren var der en skrank, med en mand siddende bag sig. Han så ikke ud til at have opdaget hende, han kiggede i hvert fald ikke op, som hun langsomt nærmede sig ham. Men på den anden side var hendes skridt helt lydløse, da gulvet var dækket af den samme slags gulvtæppe, som hendes værelse havde været, hvilket dæmpede hendes skridt.

Hun var nu også ret glad for, han ikke havde set hende med det samme , da det gav hende lidt tid til at samle sig. Et par vildfarne hårlokker blev strøget om bag øret, mens hun overvejede sine første ord nøje. Hun ville gerne kunne sige dem højt og tydeligt, så hun ikke behøvede gentage dem. Men selvom hendes hjerne arbejdede på højtryk for at finde en sætning, der kunne yde retfærdighed til ikke mindste den forurettede vrede, som ulmede inden i hende, men også de mange spørgsmål, samarbejdede hendes mund på ingen måde, og før hun kunne ikke nå at stoppe, var det første ord allerde kommet over hendes læber. 

"Nå?!". Hun blev helt forskrækket over at høre, hvor aggressiv hun selv lød - der var ingen almindelighed høflighed at spore i hendes stemme, dom var helt hæs og rusten af de mange frustrede hulk, der havde slidt på hendes stemmebånd. 

Manden kiggede straks op, men lod ikke til at være overrasket over at se hende. Tværtimod lyste hans ansigt op i et smil, selvom det ikke nåede øjnene, der forblev kolde og beregnende i deres huler. 

"Leia, nr. 409, har jeg ret?" spurgte han i et tonefald, der fortalte hende, at han overhovedet ikke var i tvivl om, hvem hun var.  Han vende ganske rigtigt ikke på svar, før han fortsatte. "Tillykke! Du er den første, som har fundet hele vejen herned" 

Leia kunne ikke helt gennemskue, hvad der var så godt ved, at hun var den første, der havde overvundet sit savn  efter derhjemme, men manden så ud som om, det var en helt fantastisk bedrift. Igen forsatte han uden at vente på, at  hun svarede med en monoton stemme, der fortalte Leia at han sikkert havde lært det næste, han sagde, udenad. 

"Jeg er Thomas og vil gerne byde dig velkommen til Den røde by. Jeg er sikker på, at du har tusindvis af spørgsmål, da det hele skete meget hurtigt. Dem ville jeg hjertens gerne svare på, når tid er Men nu vill jeg bare sætte dig ind i det helt basale." 

"Jeg er sikker på, at du er klar over, at vi lige nu befinder os på Mars, under en stor kuppel i Den røde by. Udover os to er der 499 andre unge, 249 piger, og 250 drenge , samt 9 andre voksne, som er her for at guide jer gennem hele dette forløb på bedst mulig vis. Jeres velbefindende  ligger os højt på sinde, samt det, at I lærer at begå jer her, så i og jeres fremtidgive børn kan sørge for, at menneskeligheden lever videre her". 

Han tog en kort pause som får at trække vejret, mens Leia lod det hele synke ind. Hun syntes næsten, det var beundringsværdigt, hvor udtryksløst hans ansigt kunne være, og hvor hurtigt det smil, der var kommet, da han så hende, var forsvundet igen. Ja, hun misundte den ligeglade attitude. Måske havde han bare ikke noget at savne, 

"I de næste par dage, vil I alle blive vist rundt her i byen, og lærer mere om de fordele denne by har." 

Han begyndte at remse fordele op, men igen lyttede Leia ikke efter. Det var faktisk forbløffende svært at følge med, når han talte så monotont. På intet tidspunkt steg eller faldt hans tone, og han holdt ingen pauser mellem sætninger, så de gled over hinanden, og man fik fornemmelsen af hans talestrøm var uendelig. 

I stedet var hendes tanker begyndt at vandre i andre retninger, lagt væk fra lobbyen, samt kuplen, og inden hun vidste af det, havde hendes selvstændige mund endnu en gang ytret ord, før hun kunne nå at stoppe den. 

"Får vi lov til at se Mars?" Hun rømmede sig. "Altså uden for Den røde by?"  

Der gik et øjeblik, før Thomas stoppede med at tale,  da det åbenbart tog ham et stykke tid at opfange, hvad hun havde sagt. Han virrede forvirret med hovedet og blinkede med øjnene, da det helt klart var kommet bag på ham, han var blevet afbrudt.  Han åbnede og lukkede forfjamsket munden et par gange, før han formåede at sige noget.  

"Nej..., det kan desværre ikke lade sig gøre". 

"Jamen, hvorfor ikke?" spurgte Leia undrende, da hun faktisk havde glædet sig til at skue ud over Mars. Sådan en storslået oplevelse havde måske gjort det lidt mindre forfærdeligt at være her. 

"Det kan det ikke," svarede han, mens et tænksomt udtryk bredte sig på hans ansigt. Hans pande blev krøllet sammen og var pludselig et helt mønster af små rynker, mens hans øjne samlede sig til små sprækker. Hvis hun ikke havde vidst bedre, havde hun gættet på, at han  prøvede at komme i tanke om noget. 

Hun skulle lige til at åbne munden for at fortælle, hvor utilfreds med det, hun var, men i samme øjeblik gled elevatorens døre endnu en gang op, og omkring ti piger og drenge på hendes alder vaklede tøvende ud, mens de kastede forvirrede blikke omkring. Mandens læber blev straks trukket ud i det samme stramme smil, han havde givet hende, for han begyndte at give dem den samme tale, som han havde givet hende, 

Hun syntes pludselig ikke, at hun selv så så forfærdelig ud, i forhold til dem. De fleste havde trukket armene tæt om sig, mens de kneb øjnene hårdt sammen, sandsynligvis for ikke at græde. Ikke at hun kunne bebrejde dem, men hun tvivlede trods alt på, hun selv så sådan ud i andres øjne, da hendes hud altså ikke faldt i et med hendes natkjole, og hun bed heller ikke sig selv så hårdt i læben, som ham drengen, der på ingen måde så ud til at være gammel nok til at være der, så spinkel som han var. 

En pludselig trang til at gå over til dem skyllede op i hende, da de havde meget mere forstand på, hvordan hun havde det, end Thomas. Men fordi, hun ikke helt vidste, hvordan hun ville blive modtaget blev hun pligtskyldigt stående og lyttede med et halvt øre til Thomas. 

Det var  slående, hvor udmagret de allesammen var. Hun vidste ikke, om det bare var det at ligge i koma, som havde gjort udfaldet, men hun tvivlede på, at en enkelt af dem her stammede fra en velhavende famile. Måske havde alle de rige bare været kloge nok til at melde sig fra, eller også var der bare et så overvældende antal fattige unge, at chancen for en fra de bedre kvartere skulle blive trukket var foruroligende lille. Hun lod et svagt suk slippe hvislende ud gennem sine læber. Det var næppe hørligt, men alligevel kunne hun nemt bilde sig selv ind, at Thomas netop i det øjeblik havde drejet hovedet i hendes retning. Det skulle da heller ikke undre hende, hvis han var i besiddelse af superhørelse. Nej, det ville faktisk knap være mærkeligt i forhold til, hvor hun lige nu befandt sig. 

Men dog skræmte det hende lidt, da hun nu ikke kunne holde op med hele tiden at forestille sig, hvordan han skævede til hende ud af øjenkrogen, så hun endte med hurtigt at gå over til de andre. Det gav faktisk en vis tryghedsfornemmelse at stå sammen med andre sygelige gespenster, der sikkert også brækkede sig indvendigt hver gang manden nævnte endnu en fordel ved stedet. Han havde knap strejfet det emne, at Jorden snart ville være ubeboelig, hvis ikke den virus fik dræbt de fleste først. Men nu hang alt det usagte mellem ham og dem, som en mur. Han syntes ikke at kunne se noget som helst dårligt i, hvor de var, og Leia begyndte at undre sig over, om han ikke selv havde efterladt nogle. 

Måske havde han bare en del af dette projekt så længe, han havde været forberedt i evigheder, og at det ikke var kommet som et chok, ligesom det havde for alle de andre. Gad vide, om han havde medlidenhed med alle disse 500 mennesker, som var blevet tvunget til Mars? Eller syntes han virkelig bare,,det var en fantastisk mulighed?

Netop som hun havde tænkt dette, kom endnu flere ud af elevatoren, hvilket fik Leia til at spekulere på, om det ville ende med, at de alle 500 skulle stå klemt sammen i lobbyen. Til trods for Thomas' forsikringer om, at de snart skulle få det hele at vide, og få en rundvisning, lod det ikke til at han havde nogen planer om at lade det ske ligeforeløbig. Hvis han havde, fortalte han det i hvert fald ikke. 

***

Leia var begyndt at kede sig. Hun skammede sig næsten, da det virkede forkert at stå her og skulle kvæle gab bag sin håndflade hvert andet sekund, som var det her blot en kedelig time i skolen. Men som flere og flere var strømmet gennem elevatorerdørene - det var næsten som om det, hun havde besluttet sig for at gå ned havde startet en bølge af spøgelsesblege vindere -  var hun efterhånden begyndt at kunne Thomas' tale udenad, da han gentog den igen og igen, uden noget tegn på, det trættede ham. 

Hun havde flere gange gjort mine til at begynde at gå op på sit værelse igen, men hun tvivlede på, at hun ville være i stand til at klemme sig igennem det støtvoksende hav af mennesker, og desuden ville hun ikke være den første til at forlade lobbyen igen, samt skabe en trafikprop ved at være den eneste, der skulle køre op med elevatorerne. 

Evigheder passere forbi hende, mens hun træt lænede sig op af den røde væg - hernede var malingen i det mindste tørret. Samtidig rumsterede den nagende sult rundt i hendes mave, og hun kunne ikke lade være med at spekulere på, hvornår de fik noget at spise. Og drikke, indskød hun i tankerne, da tørsten endnu en gang kradsede omme bagerst  i hendes tørre hals. Hun sank noget spyt, mens hun prøvede at ignorere sit ubehag. 

Leia kunne heller ikke lade være med at lægge mærke til, at hun indtil videre havde været den eneste af de 500, der havde sagt noget. Ikke en eneste gang, havde nogen af dem åbnet munden, med mindre de hostede eller gabte. Det var lige før , hun begyndte at tro, de alle var stumme. Det irriterede hende da også lidt, da hun længtes efter at få svar på alle sine egne spørgsmål, men ikke havde lyst til at afbryde manden, så hun havde lidt håbet på, at nogen af de andre ville spørge for hende. 

Men langsomt som mængden voksede og voksede, og hun begyndte at tænke, de snart måtte være langt over 500 mennesker, fik hun endelig svar på et af de vigtigste lige nu, som Thomas hævede stemmen og overdøvede dem, hvilket ikke var så svært, da ingen snak på noget tidspunkt var brudt løs. 

"I ville kunne finde mad på jeres værelser, som I nu bedes vende tilbage til. I morgen ville I få mere information.

Et lettelsens suk forlod hende, mens hun langsomt løsgjorde sin krop fra den stive position, den havde befundet sig i. Hun indså dog hurtigt, at hun sagtens kunne have ventet længere, da det kaos, som nu opstod, gjorde det umuligt for hende at komme hen til elevatoren. Det var, som om alle havde besluttet sig for at komme tilbage til værelset på samme tid, hvilket mildt sagt skabte problemer. For trods elevatoren var stor tvivlede Leia på, den ville være i stand til at rumme så mange, måske med mindre, man talte de mange gengivniger, som spejlet skabte med.

Det var nu næsten ærefrygtindgydende, at alles desperate kamp for at komme op kæmpet af så mange, for selvom mange benede albuer samt skarpe knæ blev brugt, var der stadig ikke en eneste, som gjorde sig den ulejlighed at åbne munden. 

Leia selv var blevet stående, det virkede som den klogeste beslutning. Og mens hun passivt så på det dyriske glimt, der syntes at lyse op i alles øjne, voksede hendes lyst til at bryde den alarmerende stilhed.             

Hendes nerver var begyndt at blive flossede, og hun var begyndt at frygte, hun skulle bruge resten af sit liv i stilhed, og de få sætninger, hun havde sagt til Thomas, skulle blive de sidste, hun nogensinde ville sige. Den eneste stemme, hun ville høre var Thomas monotone stemme, så hvis hun rent faktisk skulle sige  noget, ville hun kun kunne finde ud af at tale monotont selv, hvis hun overhovedet stadig kunne finde ud af at tale. Pludselig fyldtes hendes hoved med tanker, om hvor svært, det faktisk var bare at sige et enkelt ord, og hun undrede sig over, hvordan hun nogensinde havde kunnet  finde ud af, at forme sine læber, samt placere sin tunge på det helt rigtige sted for at sige noget så simpelt som et ord. 

Men ligesom hendes fortvivelse syntes at have noget sit højdepunkt, skete der noget, hun anså for at være et mirakel. En dreng stødte ind i hende, på vej hen til elevatoren. 

"Undskyld," sagde han. Ordet var næppe mere end en hvisken, men alligevel var det, tæt på Leia begyndte at danse jublende rundt, da denne almindelige høflighed var så dejlig velkendt, og fik Mars til at virke lidt mindre fremmede. Et stort smil brød frem på hendes stadig tårevædede læber, og hun måtte sikkert have set meget mærkeligt ud, drenge skyndte sig i hvert fald videre, da han så, det alt for entusiastiske blik i hendes øjne. Og da hun endelig fik fremstammet et svagt "det gør ikke noget" var han allerde fuldt optaget af at skubbe en lille blond pige væk, så han kunne komme op. 


Der gik endnu fem minutter, før hun kunne lukke sin værelsesdør bag sig med et klik, der rungede tilfredsstillende i hendes øregange. Hun havde været en af de sidste til at køre op, hvilket havde resulteret i, at hun næsten havde været alene i lobbyen med Thomas. Han var tydeligvis stadig forarget over den frækhed, det havde været, at hun havde afbrudt ham, om det så blot var med et simpelt spørgsmål, hun havde sikkert ikke været den eneste, som havde brændt inde med netop det spørgsmål. Det var sikkert bare indbildning, men det havde været nemt at forestille, hvordan hans blik havde fulgt hende på sin vej væk. 

Men selvom alle disse tanker var ganske bekymrende blev de hurtigt skubbet til side, da duften af mad nåede hendes næsebor. Hendes mave var allerde begyndt at trække hende i retning af det bord, maden stod på, og inden hun vidste af det, var hun begyndt at spise, fuldkommen ligeglad med, hvad det var, hun puttede i munden . 

Efter sulten kom trætheden. Det var i sig selv underligt, for hun burde vel være fuldt udhvilet efter at have tilbragt så lang tid i koma. Men pludselig kunne hun mærke trætheden presse øjenlågene ned ad, mens hendes krop blev gennemrystet af gab. Og da hun allerde havde en natkjole på gik der ikke længe, før hun kunne lægge sig på sengen. 

Leia ville gerne kunne påstå, at hun faldt i søvn i samme øjeblik, hendes hoved ramte puden, som stadig var lidt fugtig af hendes tårer, men det var desværre ikke tilfældet. Hun var alt for bevidst, om hvor hun var til bare at overgive sig til søvnen, da denne bløde madras, der gav efter ved hendes mindste bevægelse på ingen måde mindede om den, hun var vant til derhjemme. Og selvom hun havde trukket gardinerne for igen, så værelset henlå i mørke, kunne hun næsten fornemme, hvor lidt velkendt mørket var

Hun havde været vant til at sove i en lejlighed så lille, hun kunne finde alting med lukkede øjne, men her virkede ingen af skyggerne, som noget hun kunne genkende, da mindet om hvordan værelset så ud ikke var indprentet i hendes hukommelse. Leia følte sig næsten som et lille barn, der var bange for monstre igen, da hun blev ved med at bilde sig selv ind, at der var noget, som  bevægede sig i mørket. 

Og selv når hun lukkede øjnene, dukkede Thomas ansigt straks op på bagsiden af hendes øjenlåg. Og da det ligegyldige ansigtsudtryk også prægede ham i hendes tanker, begyndte hun nu at undre sig over dette sted. For hvem var de andre voksne her? Hvorfor havde dette ikke være frivilligt, der havde sikkert været flere, som havde været ved at falde over deres egne ben for at få sådan en chance? Hvorfor havde de ikke taget flere med, der så da ud til at være rigeligt af plads? 

Alle disse spørgsmål svirrede rundt i hendes hoved, og det føltes som om, de alle var alt for  højtråbende og stædige i deres kamp på de svar, hun ikke havde. Hun skammede sig pludselig over ikke at have turdet åbne munden, da hun betalte for det nu. Men allermest fortrød hun ikke have meldt sig fra, da hun havde chancen, da det at være på Mars langt fra havde været sådan en fantastisk oplevelse, som hun havde tænkt, det ville være.

Men selv med Leias mistanker til dette sted og hendes bange anelser, gik der ikke længe, før trætheden overmandede hende, og hun faldt i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...